Stephen King: Mercedesmanden, 2016

Det, at Stephen King med sin første reelle krimi, Mercedesmanden, skulle gå hen og vinde USA's mest prestigefyldte krimipris Edgar Award i 2015, undrede mig ikke, da jeg hørte det. For er der nogen i denne verden, der kan opbygge en fuldt troværdig historie med levende mennesker i et genkendeligt miljø - og det ud af en ide, der bare lyder alt, alt for langt ude - så er det The King.
Nu har jeg så læst den Edgar-vindende bog og må indømme, at jeg er noget overrasket over min skuffelse. For her er det ideen bag bogen, der lyder troværdig, mens udførelsen af historien og især personerne i den ofte ikke holder...
En kold, mørk forårsmorgen et sted i Midtvesten står flere hundrede desperate arbejdsløse i kø og venter på at en jobbørs skal åbne. Pludselig dukker en stor Mercedes SL 500 ud af tågen, pløjer sig for fuld fart ind i menneskemængden og forsvinder igen med otto dræbte og mange sårede til følge. 
Et år senere er den pensionerede politimand Bill Hodges ved at forsumpe i dårlig dybfrostmad og endnu værre tv. Massakren på de arbejdsløse er en af de uopklarede sager han stadig ikke kan glemme, og til sin forbløffelse og rædsel modtager han en dag et hånende brev fra Mercedesmorderen selv - og brevets forfatter på ingen måde er færdig med at hade og hævne sig på verden. Og det får Bill Hodges op af sin TV-stol...
Først til mine skuffelser: Især persontegningerne i bogen er klichefyldte. OK, Bill Hodges og Mercedesmanden Brady har begge i store træk de kvaliteter, som man kan forvente af King-figurer, mens de tre vigtige bipersoner Janey, Holly og Jerome er som taget ud af Klicheernes Bibel. Især det tragiske kærlighedsforhold til Janey er sentimentalt og tåkrummende.
Desuden er der for mange gange, hvor opklaringen bliver drevet frem af fuldkommen løse indfald, som viser sig at være nøgler til gåden om Mercedesmanden. To eller tre tilfælde af den slags kan gøres troværdigt, men mindst en halv snes gange er for meget.
Når det så er sagt, er historien og plottet elementært spændende og bliver på sædvanlig Kingsk vis effektivt drevet frem mod sin effektfulde afslutning, men uden at man dog på noget tidspunkt er i tvivl om en happy ending, som men ellers ofte kan være hos Stephen King.

(Hr. Ferdinand, 481 sider. Udgivet 17. februar 2016. Oversat af Jakob Levinsen fra amerikansk: Mr. Mercedes, 2014)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Jyllands-Posten (abon.)

Ny skønlitteratur - april 2014

Som omtalt i marts måneds udgave af denne nyhedsoversigt skulle den baskiske forfatter Bernardo Atxagas roman Syv huse i Frankrig være kommet d. 27. marts. Men den nye udgivelsesdato er nu sat til d. 4. april, og det kan tjene som undskyldning for at at omtale bogen endnu engang, fordi jeg har fået tilsendt et eksemplar fra forlaget Møller til anmeldelse. Romanen foregår i junglen ved Congos kyst i 1903. Her går dagene langsomt. Livet er kedeligt, farligt og åndeligt afstumpende, og Belgiens kong Leopold II´s militære udsendinge fordriver tiden med at forgribe sig på slaverne, der producerer gummi og fælder mahognitræer.                                                                 
11. april kommer så norske Tore Renberg (forfatteren til den pragtfulde Kompagni Orheim) med sin Vi ses i morgen. Det er en historie, hvor tre meget forskellige personers skæbner, familiefaderen og ludomanen Pål, den sekstenårige kristne Sandra og den smældfede kriminelle filosof Jan Inge, i løbet af tre dage krydses. Karl Ove Knausgård har sagt om Vi ses i morgen, at det er "en usædvanlig roman, lige så utrolig som den er realistisk, skrevet med en eksplosiv kraft og en pulserende lidenskab for Balzac. En majestætisk page turner". Og det lyder jo lovende...

Freuds søster af makedonske Goce Smilevski vandt i 2010 EU's store litteraturpris. Den kommer ligeledes d. 11. i dansk oversættelse. Sigmund Freud fik i 1938 mulighed for at lave en liste over de personer, han ønskede at tage med sig, da han flygtede til London. Han valgte at efterlade sine fire søstre tilbage i Wien, der alle endte deres liv i en koncentrationslejr nogle få år senere. Man følger søsteren Adolfine, hendes turbulente opvækst i en mildest talt speciel familie, og hendes erfaringer med kærlighed, indlæggelse og depression.

Britisk omslag

Jeg springer frem til d. 20. april, hvor vinderen af Bookerprisen i 2011 for romanen Når noget slutter, britiske Julian Barnes, får udgivet sin nye novellesamling Puls. Det kan være lidt svært at se, hvad forlaget Tiderne Skifters bøger indeholder, før de udkommer, men i løs fortolkning fra den amerikanske netboghandels Amazons omtale er der tale om fjorten noveller om længsel og tab og venskab og kærlighed, historier der er spredt i tid og sted.

Den 22. kommer så kinesiske Ai Mi og hendes Forbudt kærlighed om den unge kvinde Jingqiu under Kulturrevolutionen. Hendes far sidder i en lejr for politiske fanger, og moderen er degraderet til almindelig arbejder. Den kvikke og politisk korrekte Jingqiu forelsker sig dybt i en søn af en magtfuld general, hvilket er højst upassende. Ai Mi er et pseudonym, selv ikke den litterære agent kender hendes identitet. Romanen dukkede op på en blog i 2007 og blev derefter udgivet og solgte over 1 million eksemplarer. Det menes, at forfatteren en en kvinde på omkring 50-60 år, som er emigreret eller flygtet til USA.

Svensk omslag

Atter en bog fra Tiderne Skifter, hvor jeg må ty til udlandet for få oplysninger og forsidebillede. Det drejer sig om svenske Karin Alvtegen og hendes Sommerfugleeffekten, som kommer på dansk 22. april. På Alvtegens hjemmeside står der bl.a.: "En bil krockar av en oförklarlig anledning med ett tåg. Elva människor dör. Vad ledde fram till olyckan? Finns det något som ett exakt startögonblick? Vem mer än bilens förare bär skulden? [...] Fjärilseffekten handlar om att våra gärningar verkar långt utanför våra egna liv. Om den fria viljans kamp mot barndomens kraft, och om vår ovilja att försonas med tillvarons villkor. Att vi alla en gång måste ta farväl av livets angelägenheter." Se det lyder som en rigtig Alvtegen efter hendes lidt skuffende En sandsynlig historie fra 2011.

David Foenkinos' roman Minderne udgives 23. april og er historien  en ung mand, der modnes som forfatter. Han lever i en tilstand af ´permanent ængstelse for det uvisse´, men gør det bedste, han kan: Han kompenserer for manglende livserfaring med forhøjet opmærksomhed og forbereder sin glorværdige fremtid som forfatter ved at blive natportier på et lille hotel i Paris. Når alt, hvad der tidligere virkede sikkert, ændrer sig, behøver man noget, der kan give en smule fodfæste. Foenkinos fik en pæn anmeldersucces med sin første bog på dansk Delikatesse, som kom i 2012.
"Fru Auster", Siri Hustvedt, har haft endnu større succes i Danmark, og 25. april er hun på gaden med Den flammende verden - en intellektuel detektivhistorie i kunstverdenen. Gennem notebøger, dagbøger, magasiner og avisartikler tegner Hustvedt er portræt af kunstneren Harriet Burdens og hendes værker, der ingen opmærksomhed fik, mens hun var i live, men som efter hendes død opnåede anerkendelse. Hun kæmper for at finde sin plads i en mandsdomineret kunstverden, alt imens hun skal bevare sin egen identitet.

Amerikanske John Williams skrev i 1965 romanen Stoner, som tilsyneladende blev glemt godt og grundigt men i de sidste par år har vundet stor hæder. Selve historien lyder ikke umiddelbart ophidsende: William Stoner bliver i slutningen af 1800-tallet født ind i en fattig bondefamilie i Missouri. Som ung går han på landbrugsskole, men drages af litteratur. Han vender aldrig hjem til gården, men vælger i stedet det akademiske liv som lærer og siden universitetsprofessor. Han bliver gift, får en datter og lever et beskedent liv, hvor bøgerne og litteraturen forbliver hans faste holdepunkt – også når konflikter og skuffelser truer med at ødelægge hans tilværelse... Men Politikens Carsten Andersen betegnede i december 2013 Stoner som "den bedste roman, du aldrig har læst" og Berlingeren anmeldte allerede for en måned siden bogen til fem stjerner. Stoner kommer 28. april.

Chilenske Luis Sepulveda har skrevet Skyggen af hvad vi var engang (28.4). I et gammelt værksted i et folkeligt kvarter i Santiago do Chile venter tre mænd i tresserne på at en fjerde mand skal dukke op for at forelægge dem en plan for en dristig revolutionær aktion. Alle er gamle venstrefløjsaktivister, der led nederlag ved Pinochets statskup, og som havde været tvunget i eksil. De mødes nu igen femogtredive år efter. Men undervejs til mødestedet i værkstedet dør fjerdemanden, som havde indkaldt til mødet, på grotesk vis, ramt af en pladespiller, der bliver smidt ud ad et vindue midt under et ophedet ægteskabeligt opgør. Hvad gør de tre mænd nu?
Så er der lige den traditionelle krimiafdeling tilbage. Og det er ikke meget den kan byde på her i april, efter at forlagene har tømt reolerne op til Krimimessen i Horsens 5. og 6. april.

Den eneste udgivelse udenfor allerede eksisterende krimiserier, som jeg har bidt mærke i kunne være interessant er Gothams guder af amerikanske Lindsay Faye. Den foregår i New York i 1845. Byens allerførste politistyrke ser dagens lys og den unge bartender Timothy Wilde bliver ad kringlede veje og meget modvilligt tilknyttet dette nye korps. Han sættes til at patruljere i Gotham, byens farligste slum, i gyderne ved Five Points på det sydligste Manhattan. En sen nat finder Timothy på sin runde en tiårige pige, der bogstavelig talt er smurt ind i blod. Hun rabler om barnemord og massegrave oppe i det vilde skovområde nord for 23rd Street.
Ellers starter månedens krimi og spænding med to danskere: Først Mads Peder Nordbo og hans Thuleselskabet (4.4), en selvstændig fortsættelse til Odins labyrint, og denne gang er der skruet et hak eller tre op for spændingskurven samt kælet for den uhygge, som mange - eller skal vi sige nogle (min anmærkning) - anmeldere mente, at forfatteren var så god til at skabe i den første bog.

Samme dag kommer Henrik Brun med fjerde selvstændige bind i en krimiserie af internationalt format med den kontroversielle journalist Ketil Brandt som hovedperson. Den hedder Den finske patriot. Norske Jan Mehlum kommer 5. april med endnu et bind om sympatiske, men let afdankede og kvindeglade advokat Svend Foyn, Din eneste ven. 7. april er det italienske Roberto Constantini og Du er det onde om Politikommissær Michele Balistreri, i en historien med ender i i de dage i 1982 og 2006, hvor Italien vandt VM i fodbold, og endelig har vi Ian Rankin og hans Skyggebiblens helgener (16.4), endnu en historie om John Rebus.

Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

Julie Otsuka: Og vi kom over havet, 2014

Japansk-amerikanske Julie Otsuka har med sin kollektivroman Og vi kom over havet taget fat i et vigtigt stykke japansk-amerikansk historie, nemlig de tusindvis af især fattige japanske kvinder, der i begyndelsen af det 20.  århundrede tog fra Japan og giftede sig med ukendte japanske mænd allerede bosat i især Californien.
Romanen er bygget op som en kollektiv vi-fortælling, sammensat af mange af kvindernes historie, hvor et hav af kvinders forskellige versioner af overfarten over Stillehavet med båd, mødet med mændene og USA og det efterfølgende liv er repræsenteret, ofte skåret ned til enkelte sætninger i en kollektiv opremsning. Et eksempel fra bogens allerførste linier:
"På skibet var de fleste af os jomfruer. Vi havde langt sort hår og flade fødder, og vi var ikke særlig høje. Nogle af os havde ikke spist andet end risvælling som unge piger, og nogle af os var kun fjorten år gamle og stadig ikke andet end unge piger. Nogle af os kom fra byen og og gik i elegant bytøj, men mange af os kom fra landet, og på skibet gik vi i det samme gamle tøj vi havde arvet af vores søstre og gået i år efter år..."
Sådan kører bogen hele vejen, og det fungerer rigtig godt til at give et bredt billede af baggrund og skæbne for de mange japanske kvinder, som tog turen til et ukendt og ofte skuffende liv i USA omkring 1920. Selv om jeg en gang imellem kunne savne en mere personlig vinkel, tror jeg Julie Otsaukas valg af den kollektive vinkel er helt rigtigt set.
Der, hvor jeg til gengæld synes, at forfatteren fejler, er i det afsluttende kapitel om deportationen af amerikansk bosatte japanere efter angrebet på Pearl Harbor i december 1941. Her vælger hun at overgive den kollektive fortællerstemme til japanernes amerikanske naboer. Det giver et for stort brud på den ellers helt konsekvente måde at fortælle historien på, et brud der satte et irriteret skår i min glæde over bogen.
Men alt i alt god og vigtig bog, både om amerikansk-japansk historie, men også med  skjulte kommentarer til moderne indvandrerdebat.
 
(Hr. Ferdinand, 191 sider. Udgivet 26. februar 2014. Oversat af Jesper Klint Kistorp fra amerikansk: The Buddha in the Attic, 2011)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og Jyllands-Posten (abon.)

Jo Nesbø: Sønnen, 2014

Jo Nesbø uden Harry Hole? No problemo!
Med Sønnen, der kun er Nesbøs anden voksenbog uden sin sædvanlige hovedperson, viser Nesbø, at han sagtens kan skrive en fremragende krimi uden den karismatiske Hole. Det lykkedes ikke godt med Headhunterne fra 2008, men her er det godt. Rigtig godt.
Sønnen er historien om den ca. trediveårige Sonny Lofthus, der i tolv år har siddet fængslet for flere mord - mord som han ikke har begået, men har påtaget sig skylden for mod at blive forsynet med heroin i fængslet. Sonnys far var politimand men blev afsløret som korrupt og begik selvmord - og Sonnys verden brød sammen.
Nu får Sonny så at vide, at faderen ikke var korrupt og faktisk blev myrdet af "Tvillingen" - den stadig ubestridte gangsterchef i Oslos underverden, som Ab Lofthus skulle have været "muldvarp" i politiet for. Og så får Sonny fokus - og det bliver på hævn over de kræfter, som har gjort hans sidste tolv år til et helvede.
Der er skruet godt op for de religiøse over- og undertoner i Nesbøs glimrende hævntogt. Både Faderen, Sønnen og Judas er repræsenteret sammen med de store bibelske temaer skyld og tilgivelse for tage bare nogle få eksempler. Jeg vil egentlig gerne se en teologs analyse af denne krimi.
Som i mange af Nesbøs andre bøger er det fantastisk fortællemæssige drive så godt, at jeg havde svært at slippe historien, når jeg først var oppe i gear, og det kom jeg hurtigt!
Jo Nesbø har endnu engang lavet en krimi fra et kulsort Oslo, som man som turist ikke ser i den tilsyneladende idylliske småhovedstad. Her er korruption, gangstervælde, hårde stoffer og drab til op over begge ører, men drivkraften er stadig gode gamle Harry Hole ord om, at "det er kærligheden, ikke hadet, der gør, at du er villig til at gøre hvad som helst". Her mere tydeligt end nogensinde i Nesbøs bøger.
Tillykke til Jo Nesbø, der med Sønnen viser, at han sagtens kan skrive lige så glimrende krimier som altid, også uden Harry.
 
(Modtryk, 441 sider. Udgivet 21. marts 2014. Oversat af Allan Hilton Andersen fra norsk: Sønnen, 2014)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten (abon.) og Dagbladet (Norge)

Karl Taro Greenfeld: Triburbia, 2014

Engang imellem låner jeg bøger på mit bibliotek, som jeg efter at have læst bare må eje. Triburbia ville være én af de bøger, hvis ikke forlaget havde været så venlig at sende mig et anmeldereksemplar. Og mange tak for det - der er skrevet navn i...
Triburbia er historierne om seks mænd, der mødes på en af de lokale caféer i New Yorker-bydelen Tribeca, når de har fulgt deres børn i skole. De har det til fælles at de med én undtagelse kommer fra den kreative klasse, der har overtaget Tribeca og gjort den gamle industribydel hip gennem 90'erne og 00'erne. Der er mere eller mindre forretningsmæssige relationer mellem nogle af mændene, men endnu flere relationer der er umiddelbart usynlige. Relationer der inkluderer deres koner, børn, elskerinder, barnepiger m.v.
De forskellige kapitler har hver deres synsvinkel, der afslører nye forbindelser på tværs af personerne, og det giver tilsammen både et portræt af personerne men også af det hippe kreative NewYorker-segment - og af bydelen Tribeca.
Triburbia  er en fremragende roman! For det første skriver Greenfeld som så mange gode amerikanske forfattere både meget "mundret" og underholdende (og Mich Vraa skal da også nærmest som sædvanlig have roser for oversættelsen). Desuden skildrer bogen med en tilsyneladende blød pen, men i virkeligheden med spidst satirisk bid, den ikke mere helt unge storbygeneration, der bag frisind, økologi og bæredygtighed afslører en lige så høj grad af frustration, misundelighed og ligusterfascisme som ude i de forstæder, personerne foragter.
Karl Taro Greenfeld er med denne romandebut blevet sammenlignet med Jonathan Frantzen, og det er fuldkommen rigtig, hvad det satiriske angår, men jeg fik i lige så høj grad mindelser til Tom Rachman og hans De ufuldkomne for det kollektive portræt, og til Colum McCanns Lad kun verden tumle sig for et fremragende billede af New York. Og det er en stor, stor ros fra mig!
En af årets bedste bøger indtil videre - og en varm anbefaling herfra.

(Møller forlag, 317 sider. Udgivet 4. marts 2014. Oversat af Mich Vraa fra amerikansk: Triburbia, 2012)

Lån bogen på bibliotek.dk

Philip Kerr: Et tysk rekviem, 1997

I tredie bind i Philip Kerrs Berlin Noir-trilogi om den berlinske udgave af Dashiell Hammetts Sam Spade, kriminalmanden og privatdetektiven Bernhard Gunther, rykker denne gang handlingen til efterkrigstidens Wien i 1948. Væk fra handlingerne i de to første bind er af gode grunde både Heinrich Himmler og Reinhardt Heydrich, mens andre ledende nazitopfolk, som er erklæret døde, viser sig at leve i bedste velgående...
En gammel politikollega til Bernie Gunther sidder fængslet i Wien, sigtet for mordet på en amerikansk agent, der havde til opgave at opsnuse tyske krigsforbrydere. Gunther påtager sig opgaven med at bevise kollegaens uskyld, men det viser sig at han får stukket hånden i en hvepserede af både gamle nazistiske topfolk i et nye netværk, blandet med både amerikanske og russiske agenter og dobbeltagenter - en mildest talt livsfarlig cocktail. En historie med behørige referencer til Orson Welles' filmmesterværk Den tredje mand.
Philip Kerrs serie om Bernhard Gunther er en krimiserie med plots på højt plan, men der hvor serien har sin største force er de tidsbilleder og samfundsbeskrivelser, som de enkelte bind giver fra Berlin og nu også fra Wien i perioden omkring 2. verdenskrig. Som i mange andre romaner, hvor  efterretningsvæsener er indblandet, er venner og fjender meget flydende begreber her i Et tysk rekviem. Og det er lige før man kan høre citaren fra Den tredje mand for sig.
Endnu et glimrende bind Kerrs præ- og postragnarokserie og oprindeligt afslutningen på trilogien. Men Kerr fortrød er da heldigvis, så der er stadig seks bind at glæde til for mig.
 
(Modtryk, 343 sider. Oversat af Ole Lindegård Henriksen fra engelsk: A German Requiem, 1991)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

Jacob Skyggebjerg: Vor tids helt, 2013

Jeg vil tro, at den unge forfatter Jacob Skyggebjerg har ærgret sig over forlagets timing ved udgivelsen af debutromanen Vor tids helt. Ved at komme to måneder efter kometen Yahya Hassans rå debut, blev der nok taget noget af gassen af Skyggebjergs ballon. Og det er egentlig synd, for sammen med Hassan har han skabt en af sidste års danske trends: Pågående selvbiografisk skønlitteratur om unge i et liv et godt stykke væk fra parnasset.
Både romanens og virkelighedesns Jacob vokser op i nærheden af Horsens med et par alkoholiserede forældre i stanken fra den lokale fabrik, der skaffer landbruget væk med dets overskudslig. Han flytter til Århus for at læse til journalist, dropper ud og havner i København, hvor han arbejder på en småkagefabrik i forstæderne, læser aftenskolespansk, og knalder ud med sprut, masser af stoffer og ofte temmelig tilfældig sex.
Vor tids helt består af en masse både rå og fint tegnede glimt fra den tilværelse, som romanpersonen Jacob har på kanten helt fra starten. Der er ingen fordømmelse af nogen af de omgivende personer, hverken de temmelig dysfunktionelle forældre eller de andre skæve personer, der optræder i bogen. Ja, selv Bo Warming, som Jacob lejer sig ind hos, får på trods af portrættet af ham en vis form for skulderklap.
Et elegant trick, som forfatteren Jacob bruger, er at beskrive nogle meget hverdagsagtige ting i detaljer: Den præcise procedure ved industriel bortskaffelse af 50.000 æglægningshøns, fabrikationen af småkager eller bare resuméet hvad det er han læser i lokalavisen på vej hjem i bilen til moderen.
Meget fin debut, som kunne have været et langt større samtaleemne, hvis ikke Yahya og Gyldendal uden skyld havde lavet en glidende tackling. Godt gået, glæder mig til, hvad der ellers er...
 
(Gladiator, 252 sider. Udgivet 13. december 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Weekendavisen og Jyllands-Posten (abon.)