Stephen King: Mercedesmanden, 2016

Det, at Stephen King med sin første reelle krimi, Mercedesmanden, skulle gå hen og vinde USA's mest prestigefyldte krimipris Edgar Award i 2015, undrede mig ikke, da jeg hørte det. For er der nogen i denne verden, der kan opbygge en fuldt troværdig historie med levende mennesker i et genkendeligt miljø - og det ud af en ide, der bare lyder alt, alt for langt ude - så er det The King.
Nu har jeg så læst den Edgar-vindende bog og må indømme, at jeg er noget overrasket over min skuffelse. For her er det ideen bag bogen, der lyder troværdig, mens udførelsen af historien og især personerne i den ofte ikke holder...
En kold, mørk forårsmorgen et sted i Midtvesten står flere hundrede desperate arbejdsløse i kø og venter på at en jobbørs skal åbne. Pludselig dukker en stor Mercedes SL 500 ud af tågen, pløjer sig for fuld fart ind i menneskemængden og forsvinder igen med otto dræbte og mange sårede til følge. 
Et år senere er den pensionerede politimand Bill Hodges ved at forsumpe i dårlig dybfrostmad og endnu værre tv. Massakren på de arbejdsløse er en af de uopklarede sager han stadig ikke kan glemme, og til sin forbløffelse og rædsel modtager han en dag et hånende brev fra Mercedesmorderen selv - og brevets forfatter på ingen måde er færdig med at hade og hævne sig på verden. Og det får Bill Hodges op af sin TV-stol...
Først til mine skuffelser: Især persontegningerne i bogen er klichefyldte. OK, Bill Hodges og Mercedesmanden Brady har begge i store træk de kvaliteter, som man kan forvente af King-figurer, mens de tre vigtige bipersoner Janey, Holly og Jerome er som taget ud af Klicheernes Bibel. Især det tragiske kærlighedsforhold til Janey er sentimentalt og tåkrummende.
Desuden er der for mange gange, hvor opklaringen bliver drevet frem af fuldkommen løse indfald, som viser sig at være nøgler til gåden om Mercedesmanden. To eller tre tilfælde af den slags kan gøres troværdigt, men mindst en halv snes gange er for meget.
Når det så er sagt, er historien og plottet elementært spændende og bliver på sædvanlig Kingsk vis effektivt drevet frem mod sin effektfulde afslutning, men uden at man dog på noget tidspunkt er i tvivl om en happy ending, som men ellers ofte kan være hos Stephen King.

(Hr. Ferdinand, 481 sider. Udgivet 17. februar 2016. Oversat af Jakob Levinsen fra amerikansk: Mr. Mercedes, 2014)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Jyllands-Posten (abon.)

Julie Otsuka: Og vi kom over havet, 2014

Japansk-amerikanske Julie Otsuka har med sin kollektivroman Og vi kom over havet taget fat i et vigtigt stykke japansk-amerikansk historie, nemlig de tusindvis af især fattige japanske kvinder, der i begyndelsen af det 20.  århundrede tog fra Japan og giftede sig med ukendte japanske mænd allerede bosat i især Californien.
Romanen er bygget op som en kollektiv vi-fortælling, sammensat af mange af kvindernes historie, hvor et hav af kvinders forskellige versioner af overfarten over Stillehavet med båd, mødet med mændene og USA og det efterfølgende liv er repræsenteret, ofte skåret ned til enkelte sætninger i en kollektiv opremsning. Et eksempel fra bogens allerførste linier:
"På skibet var de fleste af os jomfruer. Vi havde langt sort hår og flade fødder, og vi var ikke særlig høje. Nogle af os havde ikke spist andet end risvælling som unge piger, og nogle af os var kun fjorten år gamle og stadig ikke andet end unge piger. Nogle af os kom fra byen og og gik i elegant bytøj, men mange af os kom fra landet, og på skibet gik vi i det samme gamle tøj vi havde arvet af vores søstre og gået i år efter år..."
Sådan kører bogen hele vejen, og det fungerer rigtig godt til at give et bredt billede af baggrund og skæbne for de mange japanske kvinder, som tog turen til et ukendt og ofte skuffende liv i USA omkring 1920. Selv om jeg en gang imellem kunne savne en mere personlig vinkel, tror jeg Julie Otsaukas valg af den kollektive vinkel er helt rigtigt set.
Der, hvor jeg til gengæld synes, at forfatteren fejler, er i det afsluttende kapitel om deportationen af amerikansk bosatte japanere efter angrebet på Pearl Harbor i december 1941. Her vælger hun at overgive den kollektive fortællerstemme til japanernes amerikanske naboer. Det giver et for stort brud på den ellers helt konsekvente måde at fortælle historien på, et brud der satte et irriteret skår i min glæde over bogen.
Men alt i alt god og vigtig bog, både om amerikansk-japansk historie, men også med  skjulte kommentarer til moderne indvandrerdebat.
 
(Hr. Ferdinand, 191 sider. Udgivet 26. februar 2014. Oversat af Jesper Klint Kistorp fra amerikansk: The Buddha in the Attic, 2011)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og Jyllands-Posten (abon.)

Jo Nesbø: Sønnen, 2014

Jo Nesbø uden Harry Hole? No problemo!
Med Sønnen, der kun er Nesbøs anden voksenbog uden sin sædvanlige hovedperson, viser Nesbø, at han sagtens kan skrive en fremragende krimi uden den karismatiske Hole. Det lykkedes ikke godt med Headhunterne fra 2008, men her er det godt. Rigtig godt.
Sønnen er historien om den ca. trediveårige Sonny Lofthus, der i tolv år har siddet fængslet for flere mord - mord som han ikke har begået, men har påtaget sig skylden for mod at blive forsynet med heroin i fængslet. Sonnys far var politimand men blev afsløret som korrupt og begik selvmord - og Sonnys verden brød sammen.
Nu får Sonny så at vide, at faderen ikke var korrupt og faktisk blev myrdet af "Tvillingen" - den stadig ubestridte gangsterchef i Oslos underverden, som Ab Lofthus skulle have været "muldvarp" i politiet for. Og så får Sonny fokus - og det bliver på hævn over de kræfter, som har gjort hans sidste tolv år til et helvede.
Der er skruet godt op for de religiøse over- og undertoner i Nesbøs glimrende hævntogt. Både Faderen, Sønnen og Judas er repræsenteret sammen med de store bibelske temaer skyld og tilgivelse for tage bare nogle få eksempler. Jeg vil egentlig gerne se en teologs analyse af denne krimi.
Som i mange af Nesbøs andre bøger er det fantastisk fortællemæssige drive så godt, at jeg havde svært at slippe historien, når jeg først var oppe i gear, og det kom jeg hurtigt!
Jo Nesbø har endnu engang lavet en krimi fra et kulsort Oslo, som man som turist ikke ser i den tilsyneladende idylliske småhovedstad. Her er korruption, gangstervælde, hårde stoffer og drab til op over begge ører, men drivkraften er stadig gode gamle Harry Hole ord om, at "det er kærligheden, ikke hadet, der gør, at du er villig til at gøre hvad som helst". Her mere tydeligt end nogensinde i Nesbøs bøger.
Tillykke til Jo Nesbø, der med Sønnen viser, at han sagtens kan skrive lige så glimrende krimier som altid, også uden Harry.
 
(Modtryk, 441 sider. Udgivet 21. marts 2014. Oversat af Allan Hilton Andersen fra norsk: Sønnen, 2014)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten (abon.) og Dagbladet (Norge)

Karl Taro Greenfeld: Triburbia, 2014

Engang imellem låner jeg bøger på mit bibliotek, som jeg efter at have læst bare må eje. Triburbia ville være én af de bøger, hvis ikke forlaget havde været så venlig at sende mig et anmeldereksemplar. Og mange tak for det - der er skrevet navn i...
Triburbia er historierne om seks mænd, der mødes på en af de lokale caféer i New Yorker-bydelen Tribeca, når de har fulgt deres børn i skole. De har det til fælles at de med én undtagelse kommer fra den kreative klasse, der har overtaget Tribeca og gjort den gamle industribydel hip gennem 90'erne og 00'erne. Der er mere eller mindre forretningsmæssige relationer mellem nogle af mændene, men endnu flere relationer der er umiddelbart usynlige. Relationer der inkluderer deres koner, børn, elskerinder, barnepiger m.v.
De forskellige kapitler har hver deres synsvinkel, der afslører nye forbindelser på tværs af personerne, og det giver tilsammen både et portræt af personerne men også af det hippe kreative NewYorker-segment - og af bydelen Tribeca.
Triburbia  er en fremragende roman! For det første skriver Greenfeld som så mange gode amerikanske forfattere både meget "mundret" og underholdende (og Mich Vraa skal da også nærmest som sædvanlig have roser for oversættelsen). Desuden skildrer bogen med en tilsyneladende blød pen, men i virkeligheden med spidst satirisk bid, den ikke mere helt unge storbygeneration, der bag frisind, økologi og bæredygtighed afslører en lige så høj grad af frustration, misundelighed og ligusterfascisme som ude i de forstæder, personerne foragter.
Karl Taro Greenfeld er med denne romandebut blevet sammenlignet med Jonathan Frantzen, og det er fuldkommen rigtig, hvad det satiriske angår, men jeg fik i lige så høj grad mindelser til Tom Rachman og hans De ufuldkomne for det kollektive portræt, og til Colum McCanns Lad kun verden tumle sig for et fremragende billede af New York. Og det er en stor, stor ros fra mig!
En af årets bedste bøger indtil videre - og en varm anbefaling herfra.

(Møller forlag, 317 sider. Udgivet 4. marts 2014. Oversat af Mich Vraa fra amerikansk: Triburbia, 2012)

Lån bogen på bibliotek.dk

Philip Kerr: Et tysk rekviem, 1997

I tredie bind i Philip Kerrs Berlin Noir-trilogi om den berlinske udgave af Dashiell Hammetts Sam Spade, kriminalmanden og privatdetektiven Bernhard Gunther, rykker denne gang handlingen til efterkrigstidens Wien i 1948. Væk fra handlingerne i de to første bind er af gode grunde både Heinrich Himmler og Reinhardt Heydrich, mens andre ledende nazitopfolk, som er erklæret døde, viser sig at leve i bedste velgående...
En gammel politikollega til Bernie Gunther sidder fængslet i Wien, sigtet for mordet på en amerikansk agent, der havde til opgave at opsnuse tyske krigsforbrydere. Gunther påtager sig opgaven med at bevise kollegaens uskyld, men det viser sig at han får stukket hånden i en hvepserede af både gamle nazistiske topfolk i et nye netværk, blandet med både amerikanske og russiske agenter og dobbeltagenter - en mildest talt livsfarlig cocktail. En historie med behørige referencer til Orson Welles' filmmesterværk Den tredje mand.
Philip Kerrs serie om Bernhard Gunther er en krimiserie med plots på højt plan, men der hvor serien har sin største force er de tidsbilleder og samfundsbeskrivelser, som de enkelte bind giver fra Berlin og nu også fra Wien i perioden omkring 2. verdenskrig. Som i mange andre romaner, hvor  efterretningsvæsener er indblandet, er venner og fjender meget flydende begreber her i Et tysk rekviem. Og det er lige før man kan høre citaren fra Den tredje mand for sig.
Endnu et glimrende bind Kerrs præ- og postragnarokserie og oprindeligt afslutningen på trilogien. Men Kerr fortrød er da heldigvis, så der er stadig seks bind at glæde til for mig.
 
(Modtryk, 343 sider. Oversat af Ole Lindegård Henriksen fra engelsk: A German Requiem, 1991)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

Jacob Skyggebjerg: Vor tids helt, 2013

Jeg vil tro, at den unge forfatter Jacob Skyggebjerg har ærgret sig over forlagets timing ved udgivelsen af debutromanen Vor tids helt. Ved at komme to måneder efter kometen Yahya Hassans rå debut, blev der nok taget noget af gassen af Skyggebjergs ballon. Og det er egentlig synd, for sammen med Hassan har han skabt en af sidste års danske trends: Pågående selvbiografisk skønlitteratur om unge i et liv et godt stykke væk fra parnasset.
Både romanens og virkelighedesns Jacob vokser op i nærheden af Horsens med et par alkoholiserede forældre i stanken fra den lokale fabrik, der skaffer landbruget væk med dets overskudslig. Han flytter til Århus for at læse til journalist, dropper ud og havner i København, hvor han arbejder på en småkagefabrik i forstæderne, læser aftenskolespansk, og knalder ud med sprut, masser af stoffer og ofte temmelig tilfældig sex.
Vor tids helt består af en masse både rå og fint tegnede glimt fra den tilværelse, som romanpersonen Jacob har på kanten helt fra starten. Der er ingen fordømmelse af nogen af de omgivende personer, hverken de temmelig dysfunktionelle forældre eller de andre skæve personer, der optræder i bogen. Ja, selv Bo Warming, som Jacob lejer sig ind hos, får på trods af portrættet af ham en vis form for skulderklap.
Et elegant trick, som forfatteren Jacob bruger, er at beskrive nogle meget hverdagsagtige ting i detaljer: Den præcise procedure ved industriel bortskaffelse af 50.000 æglægningshøns, fabrikationen af småkager eller bare resuméet hvad det er han læser i lokalavisen på vej hjem i bilen til moderen.
Meget fin debut, som kunne have været et langt større samtaleemne, hvis ikke Yahya og Gyldendal uden skyld havde lavet en glidende tackling. Godt gået, glæder mig til, hvad der ellers er...
 
(Gladiator, 252 sider. Udgivet 13. december 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Weekendavisen og Jyllands-Posten (abon.)

Jesper Wung-Sung: Men, 2014

Det er en roman om mænd i frit fald, Jesper Wung-Sung har skrevet med Men. De to af dem i den sædvanlige overførte betydning, den sidste helt bogstaveligt talt.
For sytten år siden var de tre unge fyre Jon, Peter og Christian efter en våd bytur kravlet over buen på Langelandsbroen, men Christian styrtede ned og blev fundet i garnet af en fisker fra Siø et par dage senere.
Peter og Jon er nu i trediverne og mødes igen. Jon har været gymnasielærer i København, men er efter sin skilsmisse flyttet tilbage til Langeland, er på vej i hundene men har fået et job som pedelmedhjælper på en skole. Peter er arbejdsløs tømrer og også lige blevet skilt, og hans søn Magnus går på den skole, hvor Jon er ansat.
Men er i den grad mandelitteratur: litteratur om og for mænd. Og som så mange gange før er det livet i udkantan af samfundet, der er tale om. Det på flere måder, da fokus meget er rettet på Langeland som et eksempel på udkantsdanmark under finanskrisen. Begge dele gøres fint og stemningsfuldt. Wung-Sung er god til at give de to jeg-fortællere Jon og Peter hver deres stemme, så man næsten ikke behøver at se, hvem det er der fortæller øjeblikkets kapitel.
Alligevel mangler der noget for at det bliver en rigtig god bog. Især Peters bevæggrunde og det lidt mærkværdige forhold mellem Jon og Magnus mangler skarphed, og jeg fandt aldrig helt ud af, hvordan bogen egentlig endte.

(Samleren, 428 sider. Udgivet 31. januar 2014)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Kristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.) og Weekendavisen

Philip Roth: Ydmygelsen, 2012

Den tidligere så store stjerne på New Yorks teaterhimmel, Simon Axler, er i livskrise. Han har mistet evnen til det eneste, han rigtig kan, nemlig skuespillet. Han har mistet selvtilliden og derefter konen og livsgnisten, været indlagt på et psykiatrisk hospital, og står nu i et dødvande. Nu kommer den femogtyve år yngre datter af to af hans skuespillerkolleger, den fyrreårige Pegeen som hele sit voksne liv har levet som lesbisk, på besøg. Og der udvikler sig et heftigt erotisk forhold mellem Simon og Pegeen, der giver ham gnisten og lysten til livet tilbage.Men intet varer som bekendt evigt...
Jeg ved i bund og grund ikke rigtig, hvad jeg skal synes om Ydmygelsen. På den ene side er det fin lille nærmest skitseagtig  bog om et på alle måder overraskende kærlighedsforhold set fra en aldrende mand midt i sit livs største krise. På den anden side er de to hovedpersoner så skabelonagtige, at jeg har svært ved at tro på dem som levende personer. Der er simpelthen for mange huller i deres personligheder til at jeg kan få fyldt det beskrevne kærlighedsforhold i dem.
Det virker lidt som om Ydmygelsen kan være skrevet på baggrund af forfatterens måske lignende personlige konflikter, som dem Simon Axler kæmper med gennem bogen. Det kan der komme rigtig god litteratur ud af, men i dette tilfælde virker projektet for konstrueret og for skitseagtigt til at blive rigtig interessant. Ærgerligt, for jeg er sikker på, at lige netop Roth havde kunnet få dette plot op at ringe.
 
(Gyldendal, 140 sider. Udgivet 7. juni 2012. Oversat af Simon Fruelund fra amerikansk: The Humbling, 2009)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.) og Villabyerne

Erlend Loe: Status, 2014

Man tør jo næsten ikke skrive en anmeldelse af Status af angst for pludselig at finde sig selv liggende på gulvet derhjemme med en rasende halvnøgen forfatter, der tæver én med hjemmets tungeste bog (præstefarfars alterbibel), mens han belærer én om ordentlig litteratur. Men der er nu nok ingen fare for det, da jeg med det samme kan berolige Erlend Loe med, at han med Status har skrevet en rigtig god og morsom satire over det litterære kredsløb og om det allermest følsomme tidspunkt i en falleret forfatters liv: Den dag man udgiver den bog, som man håber vil sikre ens comeback som stjerne på den litterære scene.
Femogtresårige Nina Faber var et navn på 70'ernes norske litteraturscene. Som der står i romanens tredie sætning: "Hvor andre skrev om Mao, skrev Nina om sump-hullæbe, mønsteret i guldsmedens vinger, og vejret i byer, hun aldrig havde været i". Nina fik aldrig Nordisk Råds litteraturpris og gik langsomt i glemmebogen og i hundene i en lille lejlighed i Istanbul. Der har hun skrevet en række digte om især udsigten fra sit vindue over Bosporusstrædet. Tilbage i Oslo tidligt på udgivelsesdagen af digtsamlingen Bosporus sidder Nina nu, ædru og nervøs, og da først de temmelig perfide anmeldelser refereres af hendes redaktør og en boghandel aflyser en oplæsning med hende, beslutter hun sig for at gå til modangreb: En digter ser rødt - og det går ikke stille af!
Der er i den grad knald på Loe i Status. Og det er meget morsomt og rigtig godt humoristisk/satirisk håndværk. Loes figurer er som næsten altid nogle arketyper, der både er til at holde af og til at finde ret latterlige, og her er Nina Faber bestemt ikke undtaget med hendes eneste uforbeholdne (og ugengældte) kærlighed til kolonihavens laktoseintolerante pindsvin, Jussi.
Selve handlingen må de fleste forfattere, som på et eller andet tidpunkt har følt sig uretfærdigt bortdømt af anmeldere, kunne fryde sig over og nikke genkendende til fra deres egne fantasier om hævn over visse dele af det litterære kredsløb. Det virker i hvert fald som om, Erlend Loe har hygget sig gevaldigt med skrivningen af Status. Og det kommer bestemt hans læsere til gavn!
 
(Gyldendal, 144 sider. Udgivet 6. februar 2014. Oversat af Susanne Vebel fra norsk: Vareopptelling, 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Jyllands-Posten (abon.) og Weekendavisen