Julie Otsuka: Og vi kom over havet, 2014

Japansk-amerikanske Julie Otsuka har med sin kollektivroman Og vi kom over havet taget fat i et vigtigt stykke japansk-amerikansk historie, nemlig de tusindvis af især fattige japanske kvinder, der i begyndelsen af det 20.  århundrede tog fra Japan og giftede sig med ukendte japanske mænd allerede bosat i især Californien.
Romanen er bygget op som en kollektiv vi-fortælling, sammensat af mange af kvindernes historie, hvor et hav af kvinders forskellige versioner af overfarten over Stillehavet med båd, mødet med mændene og USA og det efterfølgende liv er repræsenteret, ofte skåret ned til enkelte sætninger i en kollektiv opremsning. Et eksempel fra bogens allerførste linier:
"På skibet var de fleste af os jomfruer. Vi havde langt sort hår og flade fødder, og vi var ikke særlig høje. Nogle af os havde ikke spist andet end risvælling som unge piger, og nogle af os var kun fjorten år gamle og stadig ikke andet end unge piger. Nogle af os kom fra byen og og gik i elegant bytøj, men mange af os kom fra landet, og på skibet gik vi i det samme gamle tøj vi havde arvet af vores søstre og gået i år efter år..."
Sådan kører bogen hele vejen, og det fungerer rigtig godt til at give et bredt billede af baggrund og skæbne for de mange japanske kvinder, som tog turen til et ukendt og ofte skuffende liv i USA omkring 1920. Selv om jeg en gang imellem kunne savne en mere personlig vinkel, tror jeg Julie Otsaukas valg af den kollektive vinkel er helt rigtigt set.
Der, hvor jeg til gengæld synes, at forfatteren fejler, er i det afsluttende kapitel om deportationen af amerikansk bosatte japanere efter angrebet på Pearl Harbor i december 1941. Her vælger hun at overgive den kollektive fortællerstemme til japanernes amerikanske naboer. Det giver et for stort brud på den ellers helt konsekvente måde at fortælle historien på, et brud der satte et irriteret skår i min glæde over bogen.
Men alt i alt god og vigtig bog, både om amerikansk-japansk historie, men også med  skjulte kommentarer til moderne indvandrerdebat.
 
(Hr. Ferdinand, 191 sider. Udgivet 26. februar 2014. Oversat af Jesper Klint Kistorp fra amerikansk: The Buddha in the Attic, 2011)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og Jyllands-Posten (abon.)

Shani Boianjiu: Det evige folk har ingen frygt, 2012

Den unge israelske forfatter Shani Boianjiu (f. 1987) må siges at have fået en kanondebut med denne Det evige folk har ingen frygt. Den er i følge Wikipedia foreløbig udgivet i 23 lande og er blevet meget anmelderrost.
Bogen er om de tre piger Yael, Avishar og Lea fra den unavngivne lilleby helt oppe mod Israels grænse til Libanon, hvor de afslutter gymnasiet og starter på deres to års værnepligt forskellige steder i landet. De fortæller hver især om deres indbyrdes forhold, livet som soldater, fyrene og sig selv. Der er både almindeligt ungdomsliv med alt hvad det indebærer, men der er også hele tiden hele den konfliktfyldte atmosfære i den israelsk-palæstinensiske konflikt, som de har tæt på kroppen.
Det er dødsens alvor, men der også god plads til flere absurde og ret morsomme scener, bl.a om konsekvenser af nøgenhed ved den israelsk-egyptiske grænse og ikke mindst den daglige opløsning af en tilbagevendende trepersoners demonstration ved kontrolposten på Hovedvej 433...
Det er et vældig flot portræt Shani Boianjiu har begået af de tre pigers tid både før, under og efter soldatertiden. Jeg havde dog til tider lidt svært ved at skelne pigerne fra hinanden, da sproget er meget ens uanset synsvinklen. Bogen taber også pusten lidt hen mod slutningen, hvor der kommer et par historier, som virker lidt som om, de alligevel ikke blev til de noveller, de oprindeligt var tænkt som. Men at forfatteren er en kommende stjerne, er der ingen tvivl om for mig!
 
(Gyldendal, 364 sider. Udgivet 6. september 2013. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild fra engelsk: The People of Forever Are Not Afraid, 2012)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.), Weekendavisen,

Jennifer Egan: Sort boks, 2013

63 minutter tog det mig at læse Jennifer Egans Sort boks. Inden du bliver alt for imponeret, må jeg hellere tilføje, at bogen er på 102 sider, og på hver side findes højst 8 sætninger, som hver især højst er på 140 tegn - altså litteratur i twitterformat, også benævnt twitteratur. Bogen blev da også første gang bragt som twitterføljeton af bladet The New Yorker i 2012. Men lad dig endelig ikke skræmme, selv om twitter- og blogromaner plejer at få en grusom skæbne i avisernes anmeldelser. Sort boks fungerer og fungerer endda rigtig godt!
Bogens sætninger virker dels som taget fra en slags manual for den uddannelse, den unge smukke kvindelige agent, som er bogens hovedperson, har været igennem som forberedelse til det job, hun nu er på ved den franske(?) middelhavskyst. Andre sætninger er hovedpersonens iagtagelser og råd til sig selv fra sin mission, som er at infiltrere en magtfuld og voldelig mand (jeg forestiller mig ham som østeuropæisk mafiamand) med hjælp af sin skønhed og derefter udspionere ham og dokumentere hans aktivitet ved hjælp af sit indopererede optageudstyr og kamera.
Gennem de meget nøgterne enkeltsætninger bliver man ført ind i kvindens mission, og faktisk formår Jennifer Egan at få en sammenhængende spændingsroman ud af det, hvilket jeg er vildt imponeret over! Det er selvsagt meget op til læseren at danne sig de billeder, der skal til gennem historien, men Egan giver på en eller anden måde gode redskaber til at gøre det arbejde. Og man kommer endda forholdsvis tæt på hovedpersonen og hendes verden, som aldrig mere vil blive den samme igen.
Interessant og meget anderledes lille bog, som beviser, at det rent faktisk er muligt at få god litteratur ud af de sociale mediers former. Flot gjort!
 
(Klim, 102 sider. Udgivet 15. november 2013. Oversat Steffen Rayburn-Maarup fra amerikansk: Black Box, 2012)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten (abon.)
Læs Sort boks som tweets fra Politiken (iblandet en hel del kommentarer fra Politikens daglige twitterbrugere...) 
Se også min anmeldelse af Jennifer Egan fremragende Tæskeholdet banker på (2012)

Helle Vincentz: Nukaakas kabale, 2013

Kampen om koncessionerne til råstofferne i den grønlandske undergrund er for alvor i gang, og hvad er mere aktuelt og på sin plads at skrive en spændingsroman om emnet. Fint og godt valg af Helle Vincentz, men alt i alt ender hendes bud, Nukaakas kabale, med at blive lidt for tyndbenet og postuleret.
Den dansk-grønlandske chef for det grønlandske råstofdirektorat Nukaaka Nielsen står som centrum i at skulle give Kina koncessionen på at udnytte de "sjældne jordarter" i grønlandske undergrund. Både kineserne og Landstinget presser på for en afgørelse, men samtidig modtager Nukaaka mails med trusler om, hvad der kan ske, hvis afgørelsen falder ud til kinesisk fordel.Hun holder disse mails hemmelige, men da en af hendes nære medarbejdere findes kvalt, går alvoren op for hende. Helle Vincentz' sædvanlige hovedrolleindehaverCaroline Kayser er efter en krise i sit oliefirma taget med sin kæreste Stig til Nuuk, og hun finder sammen med sin gamle studiekammerat Nukaaka for at redde trådene ud.
Nukaakas kabale lægger rigtig godt fra land i en historie om kampen om at få lov til at udnytte det meget aktuelle grønlandske råstofmarked. Nukaaka er en god figur, mens Caroline Kayser virker temmelig påklistret i historien. Det er nærmest som om, hun er med i bogen, fordi hun bare skal være med.
Både Caroline Kaysers påklistrede rolle og plottets skift i fokus fra det internationalt politiske over til det personlige og tilbage igen gør, at Nukaakas kabale kommer til at stå temmelig meget svagere, end starten lægger op til. Forfatteren skule i mine øjne have løbet linen ud og ladet Nukaaka alene tegne sig for hovedrollen i en storpolitisk spændingshistorie uden at blande hverken Caroline eller gamle familieforhold ind. Ærgerligt, for Helle Vincentz havde med emnet og Nukaaka et rigtig godt udgangspunkt for at kunne skrive en vægtig og drønaktuel thriller.
 
(Rosinante, 335 sider. Udgivet 1. november 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information

Mette Sø: Snebær, 2013

Mette Sø debuterede i 2010 med den temmelig anderledes lille roman Petit, Petit om den kvindelige cykelrytter Petit, der får et noget absurd forløb på den kvindelige udgave af Tour de France - men også finder af ud af noget om sig selv.
Man kan genkende nogle af de grove træk i Sø's tredie bog Snebær, der igen bl.a. handler om kvinder og identitet under usædvanlige betingelser, denne gang besættelsen i efteråret 1944.
De tre kvinder med dæknavnene Pim, Spot og Moskva i modstandsgruppen Snebær har fået besked på ovenfra at holde lav profil fra aktioner. Det har de ikke tålmodighed til og går derfor i gang med at planlægge operationer på egen hånd.
Moskva, som i det civile hedder Maggie, føler sig splittet mellem sine to identiteter, hvor Maggie har søger elementer fra det "virkelige" liv, som Moskva lægger hindringer i vejen for, mens Moskva er i stand til at udføre ting, som Maggie ikke kan genkende fra sig selv.
Snebær fik i et par avisanmeldelser nogle høvl for sproglige anakronismer og researchfejl. Og jo, jeg lagde da godt mærke til de strømpebukser, som først fik dansk premiere femten år efter. Ærgerligt, men absolut til at leve med, da bogens styrke ikke primært ligger i tidsbilledet fra besættelsen, men i at være en fin historie om tre unge kvinders usædvanlige livsomstændigheder helt ude på kanten, deres forhold til hinanden og ikke mindst sig selv.
Sproget flyder let fra forfatteren i forholdsvis korte sætninger uden de store dikkedarer og er med til at gøre en elementært spændende historie endnu mere stakåndet på den gode måde.
Snebær bliver nok ikke en af de store klassiske besættelsestidsromaner, men den har dog en plads blandt de gode.

(Republik, 277 sider. Udgivet 12. september 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Weekendavisen og Arbejderen
Se også Mette Søs blog moskva jensen - med "refleksioner over researcharbejdet med romanen "Snebær".

Zadie Smith: NW, 2013

Der er nogle bøger, der giver én lyst til at se de temmelig hverdagsagtige steder, som de handler om. Dan Turélls Vangede billeder er et af mine eksempler, og nu hører NW, Zadie Smiths portræt af det nordvestlige London (Kilburn med postnummer NW6), også til den kategori. At man så sikkert bliver skuffet, hvis man jagter atmosfæren fra bøgerne ved et besøg, er en anden sag...
De to hovedpersoner og livsveninder Leah og Keisha/Natalie med henholdsvis irsk og jamaicansk familiebaggrund er født i et socialt belastet boligkvarter i midten af halvfjerdserne. Det helt centrale kapitel følger dem i næsten tohundrede glimt fra de finder sammen som fireårige til de tredive år efter lever hver deres liv i ægteskaber  - og med hver deres centrale hemmeligheder.
Historierne om de to hovedpersoners liv kommer ofte meget glimtvis til læseren, og det er tit at man ikke rigtig ved, hvad det er der sker før det hele er sket. Bogen læses forlæns - men opleves baglæns. Ligesom livet. Jeg er sikker på, at det er helt bevidst fra forfatterens side. Og det er ret flot skuldret, selv om jeg især i første halvdel af bogen ikke helt vidste, om der mon var noget, jeg havde gået glip af. Men Zadie Smith hjælper og så læseren ved at skrive så eminent godt, som hun gør. Det er sjældent, jeg har læst en forfatter, der med så få ord eller sætninger kan sætte noget på plads, som jeg nok skulle have brugt en dansk stil for bare at forsøge at forklare...
Leah og Keisha, der som symbol på sit mønsterbrud med sin sociale baggrund tager navnet Natalie som voksen, er stillet op som ligeværdige hovedpersoner, men Leah fortoner sig i løbet af bogen, og det ender med, at det egentlige centrum er Natalie. Det synes jeg egentlig er lidt synd, da de begge repræsenterer nogle vigtige og forskellige sider i historien om social slagside og mønsterbrud. Men det er en småting, og egentlig det eneste reelle kritikpunkt jeg kan finde. Og  Keisha/Natalie alene er altså også en hel roman værd.
Alt i alt er NW en glimrende roman fra London udenfor Piccadilly Circus, som er til klar anbefaling både pga sine historier og sit Londonportræt, men ikke mindst fordi bogen er så fantastisk velskrevet!
  
(Rosinante, 371 sider. Udgivet 27. september 2013. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup fra engelsk: NW, 2012)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information

Kathrine Assels: For Milena, 2013

"Fusk"forskeren Milena Penkowa har ikke levet forgæves, og nu har hun endda også fået fiktivt liv i form af Kathrine Assels For Milena - endda dobbeltfiktivt.
Den unge bankassistent Lea, der bor på Nørrebro, har et reelt svedproblem, men hun har til gengæld meget svært ved at skelne fantasi og virkelighed og bruger det meste af sin tid på at tage sin noget kunstige mor. En aften ser hun et indslag med Milena Penkowa i TV, som fascinerer hende og nærmest besætter hende.
Scenografen Naja bor i Værløse med sin universitetsmand Søren og deres to fireårige tvillingedrenge. Najas liv er styret af tanken om, at Søren er ude på at slå deres to drenge ihjel, ligesom i en tilsvarende sag fra Birkerød i 2011. At Søren er involveret i Penkowa-sagen får bundet enderne sammen på de to kvinders liv...
Denne historie kunne have endt som et stort overkonstrueret postulat, men Kathrine Assels formår både at komme ud over forfatterskoleskabelonerne og lommepsykiatrien og få givet sit bud på to ustabile kvinder, der skaber deres egen forskruede virkelighed - med hjælp fra medieverdenen. Og det bliver faktisk vedkommende.
Det er ikke en bog, som jeg tror, komme til at optage mine tanker i lang tid frem, men Kathrinne Assels har lavet en god lille bog, som jeg kan anbefale til interesserede i ny og yngre dansk litteratur.

(Lindhardt og Ringhof, 148sider. Udgivet 15. maj 2013)

Se bogens bagside
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske

Grégoire Delacourt: Ønskelisten, 2013

Flyv ikke høj're end vingerne bær'!
Pointen i Grégoire Delacourts lille roman Ønskelisten er stort set den samme og lige så banal som Lille Palles landeplage. Nok er bogens banalitet bedre skrevet, men til gengæld er den 206 sider lang...
Den 47 årige Jocelyne Guerbette lever et helt stilfærdigt og almindeligt liv i den mindre franske provinsby Arras, sammen med ægtemanden Jocelyn. Jocelyne har en lille sybutik og blogger om syning, men drømmer om noget mere. Hun overtales til at spille lotto og vinder i første hug 18 mill. euro. 
Men lykken er hverken gods eller guld, der er jo også kærligheden og de små og tilsyneladende ubetydelige glæder i livet, som ikke kan købes for penge. Og mange penge er kun til bekymring, og det får både Jocelyne og Joselyn at mærke...
Som det nok kan mærkes, er min begejstring for Ønskelisten begrænset! Det er så banalt at det næsten gør ondt, hver gang pointen for Gud ved hvilken gang slås fast med titommerssøm.
Er der da ikke noget positivt at sige. Jo, sproget er godt og oversættelsen flyder fint. Lige til at skovle ind. Og pointen er da nok ikke helt løgn, men derfor behøver den da ikke gentages i hver eneste sætning, en hel - omend lille - bog igennem.
Forfatteren har selv forbrudt sig mod sin pointe ved at gøre en hel roman ud af en historie, som havde været mere på plads i en novelle.
 
(Hr. Ferdinand, 206 sider. Udgivet 5. marts 2013. Oversat af Agnete Stjernfelt fra fransk: La liste de mes envies, 2012 )

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken og Berlingske

Catel Muller & José-Louis Bocquet: Kiki fra Montparnasse, 2013

Modellen og sangerinden Kiki (Alice Prin) blev også i virkeligheden født i 1901 og døde i 1953 efter årtiers misbrug af alkohol og andre stoffer. Hendes mor efterlod hende efter fødslen hos mormoderen, og fra en alder af ca. ti år optrådte hun som barsangerinde. Det levende kunstnermiljø på Montparnasse i Paris tog hende til sig som muse, og hun blev meget hyppigt brugt som model. Ikke mindst samleveren gennem en årrække, den amerikanske fotograf Man Ray (1890-1976) udødeliggjorde hende med bl.a. fotografiet Le Violon d'Ingres, som også har fået lov til i tegnet version at pryde den grafiske biografis forside.
Kiki fra Montparnasse følger Kikis liv fra vugge til grav, med hovedvægten lagt på hendes storhedstid i 1920'ernes kunstnermiljø med dadaisterne, Picasso, Jean Cocteau, Hemingway m.fl. Det er der selvfølgelig helt klart grund til, men jeg synes, at nedturen frem mod hendes død bliver svigtet noget i biografien. De sidste ti år af Kikis liv overstås på lidt over tyve af de de 368 sider, som historien tager.

Man Ray: Le Violon d'Ingres,
1924

MEN, det er en rigtig god bog, og især tidsbilledet fra 20'erne og 30'erne er glimrende indførsel i den tids
dadaistiske og temmelig dekadente kunstnermiljø med Kiki som centrum. Hun bliver både dyrket men også svigtet i sit misbrug af miljøet, som ender med at suge hende ud og efterlade hende.
Tegningerne er vældig fine og tydeligvis fra den franske tegneserietradition, og både Catels streg og Bocquets tekst gør sit til, at man forstår, hvorfor Kiki blev til den dronning af Montparnasse, som hun blev.
 
(Fahrenheit, 413 sider. Udgivet 28. februar 2013. Oversat af Dorthe Frei Christensen fra fransk: Kiki de Montparnasse, 2007)

Se bogens bagside
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Nummer 9
Læs artikler på Wikipedia om Alice Prin (Kiki) og Man Ray