Eric Larson: Djævelen i den hvide by, 2012 (2003)

Det var noget af et kunststykke den amerikanske dramadokumentarist Eric Larson udgav for ti år siden: Et portræt af byen Chicago anno 1893 og amerikansk voluminøsitet ved at skrive en parallel biografi om hovedarkitekten bag verdensudstillingen i Chicago 1893, Daniel H. Burnham, og om den samtidige massemorder fra byen, lægen og apotekeren Henry H. Holmes.
Hvordan det greb kan lykkes er svært at forstå, men det gør det! Kapitlerne veksler mellem de to historier om de enorme vanskeligheder ved at projektere og bygge verdensudstillingens enorme bygninger på et temmelig svampet og i bund og grund uegnet stykke halvanden kvadratkilometer jord ved Michigansøen og historien om den charmerende psykopat Holmes' opbygning af sit "imperium" i Chicago med ubetalt arbejdskraft og med udnyttelse og efterfølgende drab på især blåøjede kvinder, som falder for ham på stribe.
Larson har skrevet en dramadokumentarisk bog, der evner at gøre begge historier vanvittigt spændende, og som rask væk bruger skønlitteraturens virkemidler uden at give køb på den dokumentation af forløbet, som er nødvendig for et stykke god historisk og biografisk faglitteratur. Tilsammen bliver det til en bog om både Chicago anno 1893 og til en bog om amerikansk tendens til storhedsvanvid, men også om den amerikanske evne til at udføre storhedsvanviddets idéer ud i livet.
Flot bog og meget underholdende - for både arkitekturinteresserede og for os husarer, som kan finde på at svælge i massemord!

(Tubulenz, 511 sider. Udgivet 28. september 2012. Oversat af Ursula Baum Hansen fra amerikansk: The devil in the white city, 2003)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information

Ryu Murakami: I misosuppen, 2010

20-årige Kenji lever af at være guide for udenlandske mænd i Tokyos red light district og vise dem de steder, der opfylder lige netop deres ønsker og behov. Han hyres amerikanske Frank, som viser sig at være en noget underlig snegl - og ikke på den gode måde. Og uhyggen strammer til. Det er en intens og ubehagelig historie, fortalt af den helt unge Kenji om Frank, der ved Gud ikke er helt almindelig, hvad han meget håndfast og blodigt beviser...
Flere anmeldere har henvist til American Psycho som et sammenligningspunkt, hvilket jeg ikke helt kan se. Det uhyggelige i I misosuppen ligger meget mere under overfladen. Det er Kenjis fornemmelse af den trussel, som Frank måske eller måske ikke udgør, der er det egentlig uhyggelige i bogen - og ikke det ene sted, hvor der faktisk beskrives udpenslet vold. Men der bliver der godt nok heller ikke sparet på effekterne! Det er Kenji usikkerhed på, om han skal være offer eller vidne eller medskyldig - eller om der overhovedet skal ske noget, der driver bogens spænding og er den egentlige horror.
Rigtig god og meget velskrevet og velkomponeret bog - og ikke mindst en meget anderledes historie fra et anderledes miljø i et anderledes land. Meget spændende bekendtskab. Og så er der også mange steder, hvor man får en indføring i japansk kultur, set i forhold til den amerikanske.
PS: Hvorfor bogen hedder som den gør, må du vente til midt på næstsidste side for at finde ud af.

(Originaltitel: ン ザ・ミソスープ / In za Misosūpu, 1997)

Kerstin Ekman: Mordets praksis, 2010

Jeg gjorde, hvad flere anmeldere har skrevet, at man kun til nød kan gøre, nemlig at læse Mordets praksis uden at have læst Hjalmar Söderbergs Doktor Glas. Men fornøjelsen var alligevel stor, meget stor, over historien, over det psykologiske portræt af den i starten af bogen unge læge Pontus Revinge og ikke mindst over sproget, som bogen er skrevet (og oversat) i. Og jeg tror, at der kunne være en Nordisk Råds Litteraturpris-vinder gemt i denne bog.
Revinge er ansat under lægen Johannes Skade, som har hjerteproblemer og hang til prostituerede. Revinge slår Skade ihjel med gift og overtager hans praksis og hustruen Elsa i et totalt kærlighedsløst ægteskab for at få praksis og at være tæt på datteren Frida, som han begærer. Mordets praksis er en bog om et hemmeligt liv, hvor Revinges handlinger korrumperer de få idealer, som han har fra starten. Han prostituerer bl.a sig selv i proformaægteskabet med Skades enke Elsa efter at have foragtet de prostituerede, som han i starten af karrieren visiterede, og han udskriver med rund hånd opiumsdråber til sine klienter, ligesom Skade gjorde, hvilket Revinge foragtede ham for
Jeg havde bogen igennem en klaustrofobisk fornemmelse af at være lukket inde i Revinges hoved, i hans hemmeligheder og angst for at blive afsløret for både det ene og det andet,. Det er fantastisk velskrevet, holdt i et sprog fra begyndelsen af 1900-tallet, og er en psykologisk thriller og pageturner af høj, høj karat. Der er så mange temaer og elementer at tage fat på i denne bog, så en anmeldelse af denne størrelse slet ikke yder den retfærdighed!
(Originaltitel: Mordets praktik, 2009)
Se også min anmeldelse af Hjalmar Söderbergs Doktor Glas

Alan Moore, Eddie Campbell & Pete Mullins: From hell : et victoriansk melodrama, 2008 (Opr. 1994)

Fantastisk deltaljerig grafisk roman om de fem mord i London, der i 1888 blev tilskrevet 'Jack the Ripper'. Historien går ud på, at det faktisk var det engelske kongehus, der iscenesatte mordene for at beskytte en pinlig kongelig hemmelighed!
Bogen er gennemresearchet med et omfattende noteapparat, og tegningerne afspejler glimrende den detaljerigdom, som der findes i bogens tekst. Dog vil jeg sige, at det er svært at balancere med en over to kg. tung bog med 600 s. i blød indbinding, og hvor håndteksten virker som om den er skrevet af en miniaturemaler. Her kunne forlaget godt have delt værket op i to bd.
Alt ialt fremragende værk både researchmæssigt og mht. tegningernes og tekstens kvalitet, der tilsammen giver et uovertruffent portræt af London og det britiske samfund i 1880'erne- ud over et kriminaldrama af dimensioner. Fantastisk!!! (Læst februar 2009)