Alexi Zentner: Isens greb, 2013

Den canadiske forfatter Alexi Zentners debutroman Isens greb foregår dybt inde i det nordøstlige Canadas skove med udgangspunkt i nybyggeres liv med skovhugst og guldgraveri.. Det er en roman fyldt med historier fra et barsk liv i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Dengang der var virkelige vintre til, og folk sneede inde i mange måneder i snemasser op til anden sals højde. Vi følger flere slægtled via fortælleren, præsten Stephen, der vender hjem til sin barndomsby Sawgamet, hvor han sidder ved sin mors dødsleje og lader minderne passere revy. Det er historier om de de strabadser, nybyggerne måtte døje, om kærlighed, sorg, guldlykke, arbejde og tab af familiemedlemmer i den altopslugende natur, der også er - eller var - rig på overnaturlige væsener.
Isens greb er en i den grad stemningsfuld sag fra canadisk nybyggerland tilsat en god skovlfuld magisk realisme. Og hvis ikke der skulle være magisk realisme i dybe, dybe skove - tja, hvor så? Selv de to præster i bogen må give op og acceptere, at der findes mere mellem himmel og jord...
Bogen er en stærk debut fra Zentner, glimrende fortalt og velskrevet. Men det er dog nok i højere grad det uvante klondyke-miljø og nok ikke i så høj grad personerne, jeg kommer til at huske bogen for.

(Klim, 237 sider. Udgivet 20. oktober 2013. Oversat af Ninna Brenøe fra engelsk: Touch, 2011)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske

Olga Tokarczuk: Kør din plov over de dødes knogler, 2012

Titlen Kør din plov over de dødes knogler på Olga Tokarczuks bog er hentet fra William Blakes Helvedes Ordsprog fra hans Ægteskabet mellem Himmel og Helvede. Og William Blake spiller også en rolle selve bogen, hvor hovedpersonen,  den pensionerede Janina Duszejko bor i et øde område i det sydlige Polen med dage,der går med at lave horoskoper og oversætte netop William Blake sammen med en tidligere elev fra den skole hun underviste på. Samtidig er hun en engageret men ringeagtet fortaler for dyrevelfærd, og da først en nabo og senere andre lokale mænd bliver myrdet kan hun gennemskue et mønster, hvor ikke mindst skovens dyr spiller en rolle. Men det spiller også en rolle, at hun vandt sølv ved Polensmesterskaberne i hammerkast i 1971...
Det er en absolut OK bog om den noget aparte Janina og hendes venner Tavs, Gode Nyheder og Dyzio. Der er dømt sort humor fra Udkantspolen, som er ret underholdende hele vejen igennem. Portrættet af den tidligere brobygningsingeniør, lærer og hammerkaster, som bare anses for en gammel landsbytosse af de myndigheder, som hun sætter sig op imod er fint skrevet i jeg-form. Men så er bogen altså heller ikke mere mindeværdig end det. Selve "plottet",  selv om der altså ikke er tale om en krimi, går lige lovligt hurtigt op i slutningen af bogen.
Men alt i alt en god historie til nogle timer med skævt landsbyliv i Polen.
 
(Tiderne Skifter, 237 sider. Oversat af Hanne Lone Tønnesen fra polsk: Prowadz swój plug przez kosci umarlych, 2009)

Se mere på Litteratursiden, 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske, Kristeligt Dagblad og Politiken

David Vann: Caribou Island, 2011

Man skal ikke læse Caribou Island, hvis man vil have bekræftet, at kærligheden overvinder alt. Med mindre man vil tage med, at kærligheden æder sig selv op, til der kun er den tomme skal tilbage.
Alle personer i Caribou Island forlader eller svigter hinanden, eller tror at de bliver forladt og svigtet - og derfor selv bevæger sig væk. Det gælder ikke mindst ægteparret Gary og Irene, der er midt i halvtresserne. Parret har de to voksne børn Mark, som mest er optaget af at blive skæv, og datteren Rhoda, som er sammen med tandlægen Jim.
Irene er overbevist om, at Garys projekt med at bygge en bjælkehytte, som parret kan bo i på den øde ø Caribou Island i Alaska, er hans forberedelse til at forlade hende. Svigersønnen Jim er Rhoda utro og har målrettede ambitioner om at gøre det igen og igen. Rhoda kan mærke det, og får ham til fri til hende for at binde ham - men fjerner sig samtidig fra ham. Og sønnen Mark har svigtet hele familien for mange år siden...
Det er som sagt en meget misantropisk bog på kærlighedens og familieinstitutionens vegne. Alene Garys projekt med at bygge en pilskæv, uforberedt hytte på en øde ø i en vildmark i Alaska som basis for at videreføre et skrantende ægteskab er et symbol, der vil noget…
Caribou Island er en af de "små" Great American Novels, og har klart sin rolle at spille i den samenhæng. Det er en meget velskrevet og knugende bog at læse, som næsten får sin læser til at miste troen på kærligheden. Det fortæller noget om, at Vann er en rigtig god forfatter – at kunne overbevise om kærligheden som et grundlæggende mislykket projekt. Personerne fremstår virkelige og levende - og jeg levede i bogen, mens jeg læste den.
De nyere amerikanske bøger, som jeg kom til at tænke på under læsningen, var Jonathan Frantzens Frihed og tildels Elizabeth Strouts Olive Kitteridge, men i de bøger er der dog håb for kærligheden.
Og jeg vil da håbe, at David Vann ikke tror, at han selv har ret: For kærligheden er da værd at søge! Eller….?
Fremragende bog, deprimerende budskab.
(Gyldendal, 302 sider. Oversat af Kristian Bang Foss fra amerikansk: Caribou Island, 2011)

Ibrahim Al-Kuni: Blod af sten, 2009

Og nu til noget helt andet: Her fortælles om en tuaregisk eneboer, der lever som gedehyrde i det sydlige Libyen og om den besjælede ørken og pagten mellem mennesket og gazellen, som brydes af den grådige 'Adams søn'.
Det er en fascinerende og billedrig beretning om noget ganske anderledes end det vante. Det er smukt og godt, men bliver en gang imellem lige lovlig patetisk for mig, dér hvor selve sproget kammer lidt over. Selve historien er der intet galt med.
(Originaltitel: Nazif al-hajar, 1990)

Kim Leine: Tunu, 2009

Fremragende roman, der i nærmest novellelignede kapitler beskriver et år i en østgrønlandsk bygd. Kapitlerne er set gennem de forskellige indbyggeres historier - men med den udstationerede danske sygeplejerske Jesper (Kim?) som omdrejningspunkt. Måden gør, at det i højere grad er bygden end Jesper, der fortælles om, og det er et fint kunstgreb.
Desuden er bogen meget, meget velskrevet, uden 'fjerdeverdenssentimentalitet' og klicheer, som tit er forbundet med Grønland. Det er barsk og meget, meget menneskeligt både mht til de få udstationerede danskere og de grønlandske indbyggere. Flot bog! (Læst december 2009)

Huldar Breiðfjörð: Kære landsmænd!, 2009

Der er mange gode små betragtninger om 'den islandske folkesjæl' i denne bog, men den er godtnok for ensformig for min smag. Jeg kan forestille mig, at den er langt mere interessant for det islandske publikum end for det danske.
Så hvorfor den egentlig er blevet oversat efter 12 år, er nok det jeg mindst forstår ved denne bog....
(Originaltitel: Góðir íslendingar - ferðasaga, 1997)