Florian Illies: 1913 - Århundredets sommer, 2013

Den tyske kunsthistoriker Florian Illies har med sin bog 1913 - Århundredets sommer lavet et kalejdoskopisk tværsnit af året 1913. Geografisk er snittet skåret gennem aksen Wien, München, Berlin - med afstikkere til Paris, og personerne der omtales er et udvalg af de på det tidsspunkt toneangivende (mellem)europæiske forfattere, malere, komponister og videnskabsfolk iblandet indslag fra personer, som vil komme til at sætte forskellige standarder nogle år senere.
Hvert af de tolv kapitler for hver af årets måneder er inddelt i kortere afsnit om de enkelte personer, nogle af dem endda helt ned til én linie, hvor Illies både omtaler tanker, arbejde med værker og mere private ting som kærlighedsliv, familieliv, sygdom og misbrug. Det er øjebliksbilleder eller anekdoter, men Illies formår at få skabt en sammenhæng mellem de små snapshot, så han tegner et billede af den mellemeuropæiske kulturelite i året for 1. verdenskrigs udbrud. Og Illies er også i stand til at give et indtryk af det enorme brud der er i gang mellem den klassiske attenhundredetalstænkning og det moderne gennembrud, der sker inden for snart sagt alle kunstarter og mange videnskaber.
Som den ikke-kender af perioden, jeg er, kunne jeg ind i mellem fare noget vild i navne og begreber. Så jeg savnede lidt at læse en illustreret udgave af bogen med billedeksempler fra især kunst og arkitektur, og et lille biografisk leksikon bagest ville til tider også have hjulpet mig.
Men det en fremragende bog, der er meget velskrevet med sin ofte lidt bagkloge ironi og et fremragende tidsbillede af et Europa, der sluttede mindre end et år efter bogens afslutning, ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914.

(Gyldendal, 317 sider. Udgivet 27. august 2013. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad fra tysk: 1913 - Der Sommer des Jahrhunderts, 2012)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk 
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten (abon.)
Læs interview med Florian Illies i Information 31. august 2013 og i Politiken 19. september 2013

Ny skønlitteratur - marts 2014

Marts måned byder på mange spændende skønlitterære udgivelser fra internationalt kendte forfattere, der ikke (endnu) har vundet den store berømmelse i Danmarks andedam. Men marts er også måneden, hvor krimibranchen for alvor varmer op til krimimessen i Horsens 5. og 6. april.
Men vi starter traditionen tro med månedens vignetomslag, som stammer fra romanen Jeg bekender af den catalanskskrivende forfatter Jaume Cabré. Den handler om den sprænglærde Adrià Ardèvol, der som 60-årig får konstateret Alzheimers, og i et hæsblæsende kapløb med glemslen nedskriver  sine bekendelser, der er stilet til den afdøde Sara - hans livs kærlighed. En efter sigende på flere måder stor roman (600 sider), der kommer 19. marts.

Så kan vi jo passende springe videre til et andet mindretalssprogområde i Spanien og forfatteren Bernado Atxaga, der skriver på baskisk. Han udgiver 28. marts Syv huse i Frankrig, der foregår i junglen ved Congos kyst i 1903. Her går dagene langsomt. Livet er kedeligt, farligt og åndeligt afstumpende, og Belgiens kong Leopold II´s militære udsendinge fordriver tiden med at forgribe sig på slaverne, der producerer gummi og fælder mahognitræer. The Independent skrev, at det er "en fornøjelig og skræmmende roman af en af Europas bedste romanforfattere. (...) Atxaga er stadig mesteren af kompleks historiefortælling fortalt med bedragerisk enkelhed".

Stadig i Afrika, nærmere bestemt Rwanda, ligger Nilens Vor Frue, kostskole for elitens døtre. Målet er at blive godt gift. Vi følger en gruppe piger i skolens afgangsklasse. De fleste er hutuer. Tutsier får kun adgang til skolen på grund af kvoten: 10 % af eleverne skal ifølge loven være tutsier. De ydmyges og mistænkeliggøres fra første dag. Det trapper op, og da skoleåret er omme, er situationen ude af kontrol. Præludium for folkemordet. Rwandiske Scholastique Mukasonga, der selv er tutsi, får udgivet Nilens Vor Frue 6. marts.

Den engelsksprogede litteratur er også godt repræsenteret på dansk i marts. Det starter d. 4. marts, når Karl Taro Greenfeld får udgivet sin Triburbia. Når børnene er fulgt i privatskole, mødes seks fædre hver dag på den lokale kaffebar i Tribeca-bydelen i New York. Vi følger deres tilfældige og umage venskab, deres koner, børn og elskerinder, mens et portræt tegner sig af en bydel, der forandrer sig i takt med at nedlagte industribygninger og loftsrum bliver til fashionable lejligheder, og huspriserne stiger og stiger. Forfatteren er blevet sammenlignet med Jeffery Eugenides, Jonathan Franzen og Tom Rachman, og det lover jo godt.

Et noget andet amerikansk kollektivportræt er der i Jaimy Gordons Lord of Misrule (15.3). Romanen der tog den fornemme amerikanske romanpris National Book Award i 2010, følger fem personer igennem et år og fire løb på en en lille hestevæddeløbsbane i West Virginia. Bogen handler om hverdagen på banen, hvor livet er hårdt og råt, og hvor trænere, jockeys, staldfolk, lånehajer, småforbrydere og lykkeriddere forsøger at hutle sig igennem i håbet om, at næste løb vil være vendepunktet.

Den 18. er det så briten Howard Jacobson, der får sin Bookerprisvinder fra Finklerspørgsmålet udgivet. Det skulle være en humoristisk og intelligent roman om tre mænds venskab, tro og vildfarelser i livet. Julian Treslove lever livet i forventning om den næstestore tragedie og eller kærlighed. Julians bedste ven Sam Finkler er jøde, filosof og halvkendis med eget filosofi-tv-program og storsælgende forfatter af filosofiske selvhjælpsbøger. De to gamle venner ses jævnligt deres gamle lærer, den tjekkiske jøde Libor Sevcik, der har en fortid som Hollywood-sladderspaltist fra dengang det var Greta Garbo og Marilyn Monroe der blev skrevet om.
2010

En anden brite, der dog måtte nøjes med at være nomineret til Bookerprisen i 2011, er A.D. Miller. Han var nomineret for sin roman fra Moskva, Vintergæk, der kommer 31. marts. Titlen kommer fra det russiske udtryk for de mange lig, der kommer til syne, når vinterens tunge snedække smelter væk. De fleste er drukkenbolte og hjemløse, men ikke få er mordofre, gemt i snedriverne af deres morder. Nick er en advokat i overhalingsbanen, og han har en tilståelse om den smukke og gådefulde Masha og om det farlige og vanedannende liv på kanten i Moskva. "Vintergæk angriber alle dine sanser med sin kraft og uhygge. Og den efterlader dog målløs og ´hooked´", skrev The Telegraph.

Ligeledes 31. marts kommer amerikanske Donald Ray Pollock med sinDjævelen uafbrudt om low life-mennesker, man meget nødigt ville møde i virkeligheden, mennesker, der blander ren ondskab og fanatisk religiøsitet sammen i en kvalmende cocktail. Den udspiller sig i den mørkeste amerikanske udkant i tiden lige efter 2. verdenskrig og frem til 1960-erne, og den rummer i følge forlaget "et persongalleri, man sent vil glemme".

En sidste rundtur i Verden før marts' forholdsvis store krimi- og spændingsafdeling: Tyskeren Simon Urban har stillet sig selv spørgsmålene: Hvad nu, hvis DDR alligevel ikke var gået under? Hvad nu, hvis den tyske genforening aldrig havde fundet sted? Det er de kommet romanen Plan D ud af. Vi er i Østberlin, året er 2011. Muren står fortsat, men nu står DDR på randen af sammenbrud. Pengene staten har tjent på gasdistributionen østfra er brugt, og et gråt og nedslidt Øst-Berlin er ved at bukke under af forureningen. Socialismens sidste håb er de planlagte økonomiske forhandlinger med Vesttysklands kansler Oskar Lafontaine. Da en tidligere rådgiver for DDR bliver fundet hængt i skoven, og alle spor peger mod STASI og den politiske ledelse, ser det for alvor mere mørkt ud for Østtyskland end nogensinde.

Islandske Sjón får 28. marts sin Månesten på gaden. Her finder handlingen sted i 1918, det år hvor Island blev selvstændigt og hvor den spanske syge gjorde det af med mange hundrede indbyggere i Reykjavik. Hovedpersonen, den 16-årige Mani Steinn, er en outsider: ordblind og bøsse. I det marginaliserede liv han lever, bliver film - især franske vampyrfilm - en slags livline for ham. Deres mørke, fremmede skyggeverden tilbyder ham den virkelighed han så desperat længes efter.

Franske Joël Dicker har skrevet Sandheden om Harry Quebert-sagen, som kommer for dagens lys 21.marts. I den verdensberømte forfatter Harry Queberts have i lillebyidyllen Aurora findes der en dag et lig. Det viser sig at være resterne af en ung pige, Nola Kellergan, der på mystisk vis forsvandt 33 år tidligere. Sammen med liget finder man en lædertaske, som indeholder originalmanuskriptet til den roman, der gjorde Harry Quebert verdensberømt. Da politiet - og pressen - opdager, at forfatteren havde et forhold til den dengang kun 15-årige Nola, præstens datter, er skandalen fuldkommen. Amerikas store forfatter bliver fængslet, anklaget for mord.

Argentinsk forside

Argentineren Patricio Pron har med Mine fædres spøgelse kravler i regnen (30.3) skrevet en historie om nn ung journalist, der må forlade sit liv i Tyskland og tage hjem til Argentina, da hans far bliver syg. Hjemme kommer han på sporet af sin fars fortid som aktiv i modstandsbevægelsen under Argentinas brutale diktatur i halvfjerdserne. Han finder ud af ting om sin far, som han aldrig har kendt til.En ifølge forlaget "uhyggeligt spændende fortælling om at få en fortid, som man ikke troede vedkom en, på meget tæt hold".
Så er der månedens eneste dansker i afdelingen for "almindelig" skønlitteratur, nemlig Jeppe Krogsgaard Christensen, der 6. marts udgiver novellesamlingen Åben himmel. Det er et københavnerportræt, der består af seksten sammenvævede historier fra dagene omkring det store skybrud i 2011. Hovedpersonen i den ene historie er biperson i en anden, og de samme episoder går igen, set fra forskellige vinkler. Her er Nikolaj, som er flyttet ud på Fugleøen i Sortedams Sø. Den senile kunstner Inger, som kun maler med hvidt i atelieret på Brøndsteds Allé. Jørn, som bygger Noas ark i sin kælder i Abel Cathrines Gade. Taxachaufføren Navid, som kender alle gader, veje og pladser, men ikke en sjæl.
Jo Nesbø får æren af åbne krimi- & spændingsafdelingen med sin nye Sønnen, og Harry Hole får lov at hvile lidt på laurbærrene i denne omgang. Harry Hole får lov at hvile lidt på laurbærrene i denne omgang. I oktober skrev Kultur-caféen om Sønnen: "Bogens hovedperson er en narkoman, der har siddet i fængsel i 18 år, for noget han ikke har begået. Han soner en forbrydelse, nogle andre har begået, mod at de til gengæld holder ham forsynet med dope. Men en dag sker der noget ... afslører en hemmelighedsfuld Jo Nesbø til norske VG". Sønnen kommer 21. marts.
Hjemme i Danmark får den tidligere operative chef i PET Frank Jensen mulighed for at vise med sin Som et blik fra helvede (24.3), at tidligere politibosser faktisk er i stand til at skrive god spændingslitteratur... Et terrorangreb bliver gennemført i London, og et lignende i København synes under opsejling, og flere af PETs agenter i terrormiljøet bliver pludselig fundet likvideret. Det trækker op til noget voldsomt, og både CIA, den tyske og engelske efterretningstjeneste bliver involveret i efterforskningen. Men ligesom PET får informationer fra deres meddelere, synes der også hele tiden at sive informationer den anden vej.

Svenskeren Jørn Lier Horst og hans Jagthundene vandt i 2012 Glasnøglen for bedste nordiske krimi. Den kommer 27.3 og handler om William Wisting, der var efterforskningsleder på en af landets mest medieomtalte straffesager, da den unge Cecilia Linde blev fundet myrdet. Nu, 17 år senere, er det kommet for dagen, at beviserne der fældede gerningsmanden var falske. Wisting bliver suspenderet, under mistanke for at have forfalsket bevismaterialet og medierne lugter blod.

Peruviansk forside

Den sidste bog til selvstændig omtale er peruvianske Santiago Roncagliolo og hans Rød april (28.3). Distriktsanklageren Félix Chacaltana Saldívar i den peruvianske by Ayacucho står alene med sin interesse for et mord, hvor en person er brændt til ukendelighed med et kors skåret i panden. Hverken det peruanske retsvæsen eller militær vil høre på ham, slet ikke da han får mistanke om, at guerrillaorganisationen Den Lysende Sti måske er genopstået. For endnu et blakket præsidentvalg nærmer sig, og Den Lysende Sti er officielt nedkæmpet...
Til sidst i udgivelsesrækkefølge en række nye krimier i allerede eksisterende serier: Linda Castillo Bryd tavsheden (12.3), Michael Connelly Magtspillerne (15.3), Dror Mishani Mistanke om vold (17.3), Liad Shoham Asyl (19.3), Lotte & Søren Hammer Den sindssyge polak (24.3) og Leif G.W. Persson Sandheden om Pinocchios næse (25.3).

Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

Philip Roth: Ydmygelsen, 2012

Den tidligere så store stjerne på New Yorks teaterhimmel, Simon Axler, er i livskrise. Han har mistet evnen til det eneste, han rigtig kan, nemlig skuespillet. Han har mistet selvtilliden og derefter konen og livsgnisten, været indlagt på et psykiatrisk hospital, og står nu i et dødvande. Nu kommer den femogtyve år yngre datter af to af hans skuespillerkolleger, den fyrreårige Pegeen som hele sit voksne liv har levet som lesbisk, på besøg. Og der udvikler sig et heftigt erotisk forhold mellem Simon og Pegeen, der giver ham gnisten og lysten til livet tilbage.Men intet varer som bekendt evigt...
Jeg ved i bund og grund ikke rigtig, hvad jeg skal synes om Ydmygelsen. På den ene side er det fin lille nærmest skitseagtig  bog om et på alle måder overraskende kærlighedsforhold set fra en aldrende mand midt i sit livs største krise. På den anden side er de to hovedpersoner så skabelonagtige, at jeg har svært ved at tro på dem som levende personer. Der er simpelthen for mange huller i deres personligheder til at jeg kan få fyldt det beskrevne kærlighedsforhold i dem.
Det virker lidt som om Ydmygelsen kan være skrevet på baggrund af forfatterens måske lignende personlige konflikter, som dem Simon Axler kæmper med gennem bogen. Det kan der komme rigtig god litteratur ud af, men i dette tilfælde virker projektet for konstrueret og for skitseagtigt til at blive rigtig interessant. Ærgerligt, for jeg er sikker på, at lige netop Roth havde kunnet få dette plot op at ringe.
 
(Gyldendal, 140 sider. Udgivet 7. juni 2012. Oversat af Simon Fruelund fra amerikansk: The Humbling, 2009)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.) og Villabyerne

Philip Kerr: Den blege forbryder, 1997 (1989)

I første del af Philip Kerrs serie Berlin Noir, Martsvioler, præsenteredes man for den berlinske privatdetektiv og tidligere kriminalbetjent Bernhard Gunther i OL-sommeren 1936. Den blege forbryder er bind to i serien, hvor den nazistiske skrue et par år senere er strammet til med både forberedelser til den kommende krig - og forskellige tiltag, og skal det vise sig ret forkellige tiltag - frem mod den endelige løsning på det jødiske spørgsmål.
En række rituallignende mord på purunge ariske piger hærger Berlin hen over sommeren i 1938. Er en seriemorder på spil, eller hjemsøges byen af de grusomme jødiske ritualmord, som naziorganet Der Stürmer netop skriver så meget om? Privatdetektiven Bernie Gunther bliver af selveste Reinhardt Heydrich presset tilbage som kriminalkommissær i politiet for at efterforske sagen, der viser sig at have spiritistiske udløbere til så prominente personer som Reichführer Heinrich Himmler.
Philip Kerr har med Den blege forbryder skrevet en rigtig god bog som krimi betragtet. Men dér hvor bogen virkelig har sin force er at give et portræt af det nu gennemnazificerede Berlin og Tyskland anno 1938, hvor alt næsten kan ses som forberedelser til kommende krig og holocaust. Kerr vælger da også at lægge handlingen i den periode, hvor England og Frankrig sælger Tjekkoslovakiet for det sidste års udsættelse af den uundgåelige konflikt.
Sprogligt set er det glædeligt, at Kerr har nedtonet sit til tider temmelig uforståelige billedsprog i Martsvioler, så det ikke er til så stor irritation som i etteren.
Så jeg ender med at sige, at Den blege forbryder er en endnu bedre bog end Martsvioler. Det gælder både sprogligt, handlingsmæssigt og også det, der netop er bøgernes mening og stærke side, nemlig portrættet af det nazistiske Tyskland med hele dets absurde logik frem mod storhed og fald.
 
(Modtryk, 303 sider. Udgivet 6. marts 1998. Oversat af Ole Lindegaard Henriksen fra engelsk: The Pale Criminal, 1989) 

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

Erlend Loe: Status, 2014

Man tør jo næsten ikke skrive en anmeldelse af Status af angst for pludselig at finde sig selv liggende på gulvet derhjemme med en rasende halvnøgen forfatter, der tæver én med hjemmets tungeste bog (præstefarfars alterbibel), mens han belærer én om ordentlig litteratur. Men der er nu nok ingen fare for det, da jeg med det samme kan berolige Erlend Loe med, at han med Status har skrevet en rigtig god og morsom satire over det litterære kredsløb og om det allermest følsomme tidspunkt i en falleret forfatters liv: Den dag man udgiver den bog, som man håber vil sikre ens comeback som stjerne på den litterære scene.
Femogtresårige Nina Faber var et navn på 70'ernes norske litteraturscene. Som der står i romanens tredie sætning: "Hvor andre skrev om Mao, skrev Nina om sump-hullæbe, mønsteret i guldsmedens vinger, og vejret i byer, hun aldrig havde været i". Nina fik aldrig Nordisk Råds litteraturpris og gik langsomt i glemmebogen og i hundene i en lille lejlighed i Istanbul. Der har hun skrevet en række digte om især udsigten fra sit vindue over Bosporusstrædet. Tilbage i Oslo tidligt på udgivelsesdagen af digtsamlingen Bosporus sidder Nina nu, ædru og nervøs, og da først de temmelig perfide anmeldelser refereres af hendes redaktør og en boghandel aflyser en oplæsning med hende, beslutter hun sig for at gå til modangreb: En digter ser rødt - og det går ikke stille af!
Der er i den grad knald på Loe i Status. Og det er meget morsomt og rigtig godt humoristisk/satirisk håndværk. Loes figurer er som næsten altid nogle arketyper, der både er til at holde af og til at finde ret latterlige, og her er Nina Faber bestemt ikke undtaget med hendes eneste uforbeholdne (og ugengældte) kærlighed til kolonihavens laktoseintolerante pindsvin, Jussi.
Selve handlingen må de fleste forfattere, som på et eller andet tidpunkt har følt sig uretfærdigt bortdømt af anmeldere, kunne fryde sig over og nikke genkendende til fra deres egne fantasier om hævn over visse dele af det litterære kredsløb. Det virker i hvert fald som om, Erlend Loe har hygget sig gevaldigt med skrivningen af Status. Og det kommer bestemt hans læsere til gavn!
 
(Gyldendal, 144 sider. Udgivet 6. februar 2014. Oversat af Susanne Vebel fra norsk: Vareopptelling, 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Jyllands-Posten (abon.) og Weekendavisen

Marco Malvaldi: En muggen affære, 2013

Er man til gammeldaws whodunnit-krimi med humoristisk kolorit, så er italieneren Marco Malvaldi og hans En muggen affære, da et OK valg. I tilgift får man endda en opskrift med på en sigøjnerpaté med tun, men så er alt vist også sagt...
På slottet Roccapendente i Toscana i 1895 er det ikke butleren, der bliver udråbt som morderen, da et mord finder sted. For det er nemlig butleren, der findes død efter at være blevet forgiftet. Italiens første store kogekogsforfatter Pellegrini Artusi er til stede på slottet og bidrager med både vid og viden til mysteriets opklaring blandt et temmelig farverigt persongalleri i et Italien under forandring.
"Så er alt vist også sagt", skrev jeg før, men jeg kan da lige få med, at bogen er hurtigt overstået og bestemt ikke hører til dem, der lagrer sig i én, når man er færdig. Det kan så være hvad det være vil, men at den humor, som Malvaldi bare vil have sin historie pakket ind i, ofte er så anstrengt og påtaget, at jeg i højere grad syntes den var til skade for bogen end omvendt. Malvaldi må også nærmest en gang imellem forklare, hvorfor en af hans morsomheder er morsom...
Ellers OK lille ferieeftermiddagskrimi af den gamle skuffe, hvis man ikke gider se danske curlinghold tabe deres kampe.

(Forlaget Arvids, 183 sider. Udgivet 27. september 2013. Oversat af Cecilia Jakobsen fra italiensk: Odore di chiuso, 2011)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

Per Ole Persson: Jaco, 2013

Som altid er det dejligt at læse en god bog, og en god bog er man stort set altid sikret, når man åbner en af forlaget Batzer & Co's udgivelser. Især på det nordiske område har forlaget en finger på pulsen, og Per Ole Perssons bog Jaco er heller ingen undtagelse - men denne gang med forbehold.
Jaco er også i virkeligheden en ø lige øst for Timor, der er delt op i det indoneniske Vesttimor og det siden 2002 uafhængige Østtimor. I 2006 ankommer den unavngivne svenske NGO'er til Dili i Østtimor på en blanding af ferie fra sit job i Guatamala som statistiker og flugt fra at tage på ferien hjem til Sverige. Under urolighederne samme år flygter han sammen med parret Elias og Miriam til øen Jaco, som traditionelt er ramt af tabu. Og måske med god grund skal det vise sig.
Per Ole Perssons og Jacos styrke ligger i sproget. Bogen består af skarpe sætninger uden behov for ret mange kommaer, og det giver historien et rigtig godt og meget personligt drive hele vejen igennem. Skildringerne fra det Østtimor, som den navnløse hovedperson bevæger sig igennem, er præcise og billedrige.
Til gengæld får man aldrig set rigtigt ind bag facaden af hovedpersonen. Han er en mand uden andet end antydninger af fortid, hvilket her virker lidt kunstigt, og de natlige mareridt med lange tråde tilbage i fortiden, som han lider af, bidrager egentlig ikke til at forstå ham bedre. I både portrættet af ham og hans bevæggrunde og af Østtimors situation, kunne bogen godt have brugt en hel mere på at få sin historie helt op og stå.

(Batzer & Co., 154 sider. Udgivet 14. september 2014. Oversat af Anne Marie Têtevide fra svensk: Jaco, 2012)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information og Berlingske