Philip Kerr: Den blege forbryder, 1997 (1989)

I første del af Philip Kerrs serie Berlin Noir, Martsvioler, præsenteredes man for den berlinske privatdetektiv og tidligere kriminalbetjent Bernhard Gunther i OL-sommeren 1936. Den blege forbryder er bind to i serien, hvor den nazistiske skrue et par år senere er strammet til med både forberedelser til den kommende krig - og forskellige tiltag, og skal det vise sig ret forkellige tiltag - frem mod den endelige løsning på det jødiske spørgsmål.
En række rituallignende mord på purunge ariske piger hærger Berlin hen over sommeren i 1938. Er en seriemorder på spil, eller hjemsøges byen af de grusomme jødiske ritualmord, som naziorganet Der Stürmer netop skriver så meget om? Privatdetektiven Bernie Gunther bliver af selveste Reinhardt Heydrich presset tilbage som kriminalkommissær i politiet for at efterforske sagen, der viser sig at have spiritistiske udløbere til så prominente personer som Reichführer Heinrich Himmler.
Philip Kerr har med Den blege forbryder skrevet en rigtig god bog som krimi betragtet. Men dér hvor bogen virkelig har sin force er at give et portræt af det nu gennemnazificerede Berlin og Tyskland anno 1938, hvor alt næsten kan ses som forberedelser til kommende krig og holocaust. Kerr vælger da også at lægge handlingen i den periode, hvor England og Frankrig sælger Tjekkoslovakiet for det sidste års udsættelse af den uundgåelige konflikt.
Sprogligt set er det glædeligt, at Kerr har nedtonet sit til tider temmelig uforståelige billedsprog i Martsvioler, så det ikke er til så stor irritation som i etteren.
Så jeg ender med at sige, at Den blege forbryder er en endnu bedre bog end Martsvioler. Det gælder både sprogligt, handlingsmæssigt og også det, der netop er bøgernes mening og stærke side, nemlig portrættet af det nazistiske Tyskland med hele dets absurde logik frem mod storhed og fald.
 
(Modtryk, 303 sider. Udgivet 6. marts 1998. Oversat af Ole Lindegaard Henriksen fra engelsk: The Pale Criminal, 1989) 

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

Liz Jensen: De ubudne, 2013

Over hele verden er der en pludselig bølge af mord på forældre begået af deres børn på ca. ti år og derunder. Og dette samtidig med en anden bølge af sabotage på virksomheder foretaget af ansatte, der ofte har stået i spidsen for de projekter, de saboterer. Det er her, at hovedpersonen Hesketh Lock kommer ind i billedet. Han er nemlig ansat i et firma, der arbejder med inddæmning og skadebegrænsning i firmaer, hvor noget pludselig går helt galt. Han er antropolog og i kraft af et savant-syndrom, der bunder i hans Aspergerdiagnose i stand til at se mønstre i tilsyneladende uafhængige elementer. Og det får han god brug for. For der er nemlig sammenhæng mellem begge de verdensomspændende bølger. Og fra disse til hans elskede syvårige stedsøn Freddy.
Liz Jensen har på flere måder leveret en rigtig fin historie med De ubudne. Selve plottet er enormt spændende bygget op, både på det store og det lille plan. For det er både hele samfund og små familier, der lægges i ruiner, når ungerne myrder og sabotørerne saboterer. Og Liz Jensen får læseren til at tro på plottet i kraft af sit fine plot. Og hvilken forældre kan ikke rystes af denne historie?
Desuden er portrættet af hovedpersonen Hesketh rigtig godt. Leonora Christine Skov skrev i sin anmeldelse af bogen i Weekendavisen, at hun var ret træt af aspergerfigurer med særlige evner, og det kan jeg da godt give hende ret i. Men jeg synes på den anden side, at Hesketh er en af de bedste skildringer af den slags, jeg har set. Og ret morsomt ind imellem - som efter affæren med den schweiziske demograf.
Og så er der en helt særegen stemning i De ubudne. Den går ikke helt over i det apokalyptiske, men har en utryghed over sig, som er helt speciel - og det igen både det store og det lille plan. Jeg har svært ved at sætte finger på det, men prøv selv...
 
(Politikens Forlag, 254 sider. Udgivet 4. marts 2013. Oversat af Hans Larsen fra engelsk: The uninvited, 2012)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Berlingske

Richard Birkefeld & Göran Hachmeister: Tysk mesterskab, 2013

En af 2012's store positive overraskelser på min læsefront var de to tyske faghistorikere Richard Birkefeld og Göran Hachmeisters krimi Den der bliver tilbage har ret. Blandingen af både kompetent historisk roman og kompetent krimi tog helt pusten fra mig. Nu er den anden af d'herrers historiske krimier udkommet på dansk, og den er god - men langtfra den samme oplevelse som etteren.
Vi er i Tyskland i 1926. De to favoritter og fjender i kampen om det tyske mesterskab i motorcykelløb har kørt mod hinanden masser af gange og stammer begge fra München, hvad de begge prøver at skjule. Arno Lamprecht er veteran fra 1. Verdenskrig, og psykisk skrammet flygter han ind i det vilde ræs. Falk von Dronte kæmper for at genrejse den lavadel, han tilhører. Lambrecht drukner mindet om sin dræbte kones afhuggede hoved og politiets mistanker mod ham i alkohol, og von Dronte gemmer sig i armene på den ekstravagante Thea von Bock. Han vil nødig tænke på sin tid i det nazistiske Frikorps, hvor han dræbte en mand.
Det er et glimrende tidsbillede af Weimarrepublikkens Tyskland, som de to forfattere disker op med i Tysk mesterskab. Men det er som om, foreningen af historieskrivning og krimi ikke er helt så god denne gang. Lambrechts kamp for at opklare mordet på sin kone virker til tider noget påklistret og får først retning i slutningen af bogen, som man skal læse p.g.a. tidsbilledet - og ikke så meget, fordi man gerne vil læse en god krimi.

(Klim, 327 sider. Udgivet 22. februar 2013. Oversat af Jesper Høy Hansen fra tysk: Deutsche Meisterschaft, 2006)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken

Hjalmar Söderberg: Doktor Glas, 1905

Dr. Glas er et skyggemenneske. Han er udadtil den velanskrevne læge, der lindrer og helbreder - men det er den indre og mørke Tyko Gabriel Glas, som man lærer at kende i Hjalmar Söderbergs lille, men meget kompakte dagbogsroman fra 1905. Undervejs i romanen begår han mord på præsten Gregorius, angiveligt for at hjælpe hans ulykkelige unge kone til at slippe af med ham, men allerede i starten af bogen har Glas skrevet om sin afsky og foragt for Gregorius. Og Glas er fuld af foragt, både overfor sig selv og over for andre og deres mærkværdigheder og luner og laster. Mordet er en mulighed for lægen, der hersker over liv og død...
Det er en kort bog, men er ekstremt kompakt og bør læses meget langsomt og sikkert gerne to gange. Alt i bogen foregår i hovedet på Glas, og ligesom i Kerstin Ekmans Mordets praksis, som er bygget over Doktor Glas, havde jeg en nærmest klaustrofobisk fornemmelse af at være lukket inde i en syg mands hoved. Sproget er meget, meget flot, og der er mange gode citater, som jeg kunne tænke mig at gemme. Det er en meget stærk, smuk, uhyggelig og kynisk historie, som Kerstin Ekman heldigvis har givet en revival med sin 'nyfortolkning'.
Se også min anmeldelse af Kerstin Ekmans Mordets praksis