Mikal Hem: Måske kan jeg blive diktator, 2013

Ligesom mange andre er jeg både fascineret og frastødt af diktatorer og deres ofte absurde fremfærd her på jorden. Det har jeg til fælles med den fyrreårige norske filosof og journalist Mikal Hem, der siden 2010 har drevet den populære blog Diktatornytt med nyheder fra jordklodens diktaturer. I 2012 udgav han i Norge bogen Kanskje jeg kan bli diktator, som blev udgivet på dansk i maj 2013 under titlen Måske kan jeg blive diktator.
Bogen er opbygget som en vejledning i ti kapitler i, hvad man skal huske, hvis man selv vil springe ud som despot, hvordan man opbygger sin magt - og hvordan man holder sig ved magten. Dog har det sidste kapitel titlen Kom væk i tide. I samtlige kapitler under overskrifter som bl.a. At lade sig dyrke, Hvordan man bliver rig, Knep løs, Hold stilen og Del goderne (med dine nærmeste) er der generelle råd og anvisninger, godt krydret med eksempler fra diktaturer og diktatorer. Udover de gammelkendte diktaturer som de afrikanske, syd- og mellemamerikanske og ikke mindst det nordkoreanske, er de "nye" diktaturer i de gamle sovjetstater godt repræsenteret i det, der nærmest bliver til en absurd og ofte makaber anekdotesamling.
Det er eksemplerne eller anekdoterne, som Måske kan jeg blive diktator er stærk på. Den mere sammenbindende tekst og analyse kan ikke helt finde ud af, at holde sig til udgangspunktet med den satiriske instruktion til læseren med en latent diktator i maven. Satiren bliver nogle gange til sarkasme, og andre gange bliver den helt væk, så den "selvskrevne" del fremtræder ret ujævn.
Men ellers god anekdotisk bog (med en glimrende forside) fra den mærkværdigvis virkelige verden, der sikkert ikke har budt på den sidste absurde, morsomme og samtidig tragiske overraskelse fra det diktatoriske overdrev.

(Klim, 167 sider. Udgivet 24. maj 2013. Oversat af Connie Møller Christensen fra norsk: Kanskje jeg kan bli diktator, 2012)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken
Se Mikal Hems blog Diktatornytt med nyt om alverdens diktaturer. (Findes også på Facebook)

Adam Johnson: De stjålne liv, 2012

I grotesk grad er man i Nordkorea ikke et selvstændigt individ. Nej, man er den til enhver til gældende historie om sig selv, og skifter den, skifter man med! Og historien defineres af staten!
Det er hovedkernen i De stjålne liv om Jun Do, der i første del af bogen vokser op på et børnehjem den nordlige by Chongjin. Som soldat bliver han tunnelrotte, dvs. ekspert i at kæmpe i tunneller under jorden i demarkationsområdet mellem Nord- og Sydkorea. Så bliver han en del af en gruppe, der kidnapper japanske statsborgere i Japan, og endelig efterretningstjenestens lyttemand på en fiskerbåd i Det japanske Hav. Men det hele ender med at Jun Do kommer til forhandlinger hjemme hos Texas' guvernør og ved hjemkomsten står den på fangelejr...
I anden del bliver det helt absurd. Jun Do får dræbt den berømte minister for fængselsminer Kommandør Ga, tager hans uniform og overtager hans identitet, overtager hans kone den mest berømte og beundrede filmskuespillerinde Sun Moon, kommer tæt på Den Kære Leder Kim Jong-Il, og får i den grad sat rav i den. Og det bliver en historie som ligefrem bliver brugt, og ikke mindst redigeret som årets nordkoreanske drama i højtalerne i ethvert hjem i Nordkorea....!
Det er på mange måder en fantastisk roman. Den er skrevet med masser af sort humor, men er i bund og grund en tragisk historie om det næsten sortest mulige politiske system i denne verden. Og forfatteren opnår faktisk at lave et portræt af Nordkorea, som både har den dybe alvor og den fuldkomne absurdisme, som man som udlænding opfatter landet med.

Forslag til forside. Blev
ikke brugt, desværre...

Dog synes jeg ikke, at de to dele af bogen swinger helt sammen. De er begge vanvittigt spændende og interessante, men der er udtalt forskel på stilen i dem. Her kunne Adam Johnson måske godt have brugt en ekstra gennemskrivning. Men det er kun en plet på en rigtig god og anbefalelsesværdig skønlitterær bog om Nordkorea, som i den grad er en sjældenhed! Det eneste i nærheden, jeg ellers kan komme i tanke om, er Guy Delisles glimrende selvbiografiske tegneserie Pyongyang.
Begge bøgerne er til klar anbefaling herfra!

(Politikens Forlag, 552 sider. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild fra amerikansk: The Orphan Master's Son, 2012)

Se mere på Litteratursiden  
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Weekendavisen

16. april 2013: De stjålne liv er blevet tildelt Pulitzerprisen. Se indlæg.

Carl-Henning Wijkmark: Jægerne på Karinhall, 2012 (1972)

Der har efter 1945 været frit valg på næsten alle hylder til at skrive satirisk og slibrigt om den nazistiske elite og dens medløbere i Tyskland under nazismen, men det var nok først femogtyve år efter nazismens fald, at men kunne skrive en historisk roman om nazitiden og inddrage den pornografiske vinkel i den grad, der er i den svenske roman Jægerne på Karinhall af Carl-Henning Wijkmark om Herman Görings dekadente jagtselskaber på hans residens Carinhall.
Året er 1936 og det årlige jagtselskab falder sammen med OL i Berlin. Göring har inviteret tredive europæiske honoratiores af statsmænd, ambassadører, generaler, industrifyrster og en enkelt konge til jagt, druk og madindtagelse og ikke mindst til at tage for sig af de fyrre prostituerede, som er blevet udkommanderet til tjeneste.Og så bliver der ellers gået til vaflerne, ikke bare med det planlagte arrangement men også med intriger, spionage fra interne konkurrenter og fremmede magter, repræsenteret ved den norske maratonløber og OL-deltager Roar Trøgesen, der er hyret af britiske MI6. Og behøver jeg at sige at jagtweekenden mildest talt bliver kaotisk...
Der er i den grad skarp lud til skurvede hoveder i Jægerne på Karinhall. Stort set samtlige navngivne personer i bogen er historiske, og alle har enten ureelle hensigter, perversiteter og storhedsvanvid eller mindreværdskomplekser, er kyniske, intrigante og meget mere. Og Wijkmark fremstiller det hele stærkt satirisk og af gode grunde ofte direkte pornografisk. Alle disse sider er repræsenteret i hovedpersonen Herman Göring, som dog også bliver anerkendt af Wijkmark som ekstrem dygtig til de roller han spiller (både til jagtselskabet og i Tyskland), selv om jagtselskabet går - som senere også Nazityskland gik - i total opløsning..
Morsom, og underholdende bog om dekadence, storhedsvanvid, kynisme og den intrigante nazitop samlet i et vanvittigt cirkus i en opløsning, som der skulle endnu en - deværre virkelig - operettefigur, Berlusconi, til at genoptage tres år efter....

(Møller, 311+VIII sider. Efterskrift af Steve Sem-Sandberg. Oversat af Anne Marie Bjerg fra svensk: Jägarna på Karinhall, 1972)

Læs mere på bibliotek.dk
Se anmeldelser fra Jyllands-Posten, Politiken og Information

Masha Gessen: Putin - manden uden ansigt, 2012

Den russiske præsident Vladimir Putin (f. 1952) er ikke en mand der nogensinde har givet mig den tanke, at ham kunne jeg godt tænke mig at drikke en øl sammen med. Og den amerikansk-russiske journalist Masha Gessens biografi om Putin har bestemt ikke skærpet lysten!
Langt hovedvægten i bogen ligger i årene 1990 og frem, men man får dog også et blik ind i hans liv før. Opvokset med en identitet som slagsbror, der havde voldsomme ambitioner om at blive KGB-mand, hvad han da også blev med udstationering i Dresden i det daværende DDR. Tilbage i sin hjemby Leningrad/Sankt Petersborg blev han rådgiver for byens borgmester Sobtjak i 90'erne, før han tog springet til Moskva som udpeget afløser for Boris Jeltsin.
Og så er det at Putin træder i karakter! Fra at være valgt af kredsen omkring Jeltsin for sin ukorrupte tilgang til politik uden at have en egentlig politik, tilraner Putin sig al statslig magt omkring sig: Medierne bliver kontrolleret, rivaler og kritikere bliver fængslet, dræbt eller tvinges i eksil, terrorangreb bliver iværksat for at kunne skyde skylden på tjetjenere - eller der bruges så meget vold ved f.eks gidseltagningerne i Dubrovka-teatret i Moskva eller skolen i Beslan, at hundreder af uskyldige liv gik tabt. Samtidig har Putin efterhånden opbygget sig en formue på milliarder.af dollars - ikke mindst som følge af private overtagelser fra fængslede russiske forretningsmænd. Russisk demokrati ligger i ruiner, og det FSB (det nuværende KGB) er den egentlige magtbasis sammen med præsidenten, Putin.
Masha Gessen har haft lige præcis det sigte med sin bog at beskrive den udvikling. Der er ikke en eneste rund kant ved Putin i hendes portræt af ham. Men hun har gjort det godt og underbygget sine pointer. Hun slutter dog (heldigvis) med at beskrive, at der er ved at være en stemning af oprør i luften over tingenes tilstand, men hvor dækkende det er for hele det enorme land får hun ikke rigtig argumenteret for.
Interessant og spændende bog, som har fået mig til at få endnu mindre lyst til at drikke en bajer med Vladimir Putin!

(Rosinante, 346 sider / 439 Kb. Oversat fra af Jan Hansen fra engelsk: The M Without a Face: The Unlikely Rise of Vladimir Putin, 2012)

Se mere på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske, Politiken og Information

Richard Russo: Empire Falls, 2010

Symbolikken i titlen 'Empire Falls' er lige til at skære i. Bogen foregår et efterår, byen ligger ved en flod der fører alt med sig, og direkte oversat er det gamle imperium forfaldet - nemlig byens eneste førende familie Whittings fabriksimperium.
Empire Falls er en mindre og hendøende provinsby i Maine befolket af ægte og håndfaste arketyper. Der er tale om mange enkeltpersoner, som efterhånden i bogen væver sig ind i et fælles net, hvor der på det nærmeste går tråde mellem de fleste personer. De er samlet omkring den 42-årige Miles Roby, der bestyrer byens grillrestaurant. Han er den alt for flinke fyr, som næsten alle kan lide, og som alle mener skulle gøre noget for at sætte lidt mere gang i livet.Der er et væld af små og store historier om byen og dens personer og deres indbyrdes relationer, alt sammen under kontrol af den nu aldrende enke Francine Whitting, der stadig ejer det halve af byen.
Det er en rigtig fin og velskrevet bog om livet i et hensygnende provinshul, skrevet med varme og ikke mindst humor og ironi. Personerne får lov til at folde sig ud på godt og ondt, og der ikke tvivl om forfatterens sym- og antipatier. Bogen fik i 2002 Pulitzerprisen. Jeg har læst bedre "Pulitzerbøger" - men nød absolut også dette glimrende stykke americana.

(Originaltitel: Empire Falls, 2001)