Hassan Preisler: Brun mands byrde, 2013

Hvis du synes, at du har set bogen Brun mands byrde før, så kan det have indtil flere grunde: Enten har du rent faktisk set bogen før, eller også er det din barndoms Historien om Lille Sorte Sambo, der kommer op i dig.
Skuespilleren Hassan Preisler (f. 1969) ville vist egentlig have skrevet en "rigtig" debatbog, men kløjedes både i formen og selve debatten og skrev i stedet en rablende selvbiografisk roman om et liv som en ikke-indvandrer, der føler sig hjemme overalt og derfor ingen steder - og omvendt.
Hassan Preisler serverer sin tekst i et absolut veloplagt sprog, og især hans fars historie tæller godt i sidetallet og er en enormt god historie om pakistaneren, der via Storbritannien kommer til Danmark - uden sin mere traditionelle fars billigelse. Men også de glimt, der er fra inklusionsindustriens konferencer, som Preisler deltager i, er virkelig satirisk guf. Hassan Preisler er selv en del af det cirkus og giver da også sig selv tørt på i den sammenhæng. For hvad ved han egentlig om "rigtige" indvandreres situation? Se bare afsnittet, hvor nogle ghettorødder kommer til workshop på Østre Gasværk. Preisler er dog ikke mere garvet satiriker og forfatter end, at de få og gode tricks, han kan, bliver gentaget lidt rigeligt for at fremkalde effekt.
Det har været helt rigtigt af Hassan Preisler og forlaget at lave Brun mands byrde i stedet for en traditionel debatbog, som ville være druknet i debatstrømmen og kun være blevet læst af inklusionsindustrien og dens traditionelle velmenende tilhængere og indædte modstandere. For bogen er i den grad blevet omtalt og spredt, nok ikke mindst pga årets foreløbigt mest geniale danske bogforside. Og at indholdet så også er rigtig godt, er jo lige til at tage hatten (fezen, turbanen, den omvendte kasket eller lilla ble) af for.
 
(Lindhardt og Ringhof, 219 sider. Udgivet 1. juni 2013)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, og Weekendavisen

William S. Burroughs: Junkie, 2013 (1953)

Den niogtrediveårige William S. Burroghs introducerede i sin romandebut fra 1953 Junkie: Confessions of an Unredeemed Drug Addict sit alter ego Willam Lee. Junkie er den delvist selvbiografiske historie om Burroughs år som narkoman, tyv og pusher. Egentlig burde Løvens Forlag have taget hele den amerikanske titel med til deres danske nyoversættelse, da undertitlen siger alt om bogen og dens opbygning.
Junkie er nemlig et slags skønlitterær bekendelsesskrift, dog uden gran af hændervridende fortrydelse og grædende selvmedlidenhed: "Sådan startede det, sådan gik det for sig, og nu skal I høre detaljerne!"
Min fornemmelse for 2013's narkoverden er ikke andet, end det jeg har læst om i avisen og set som mangeårig beboer på Vesterbro. Men William Lee og hans virker ikke så forhutlede som dagens narkomaner. Om det så er fordi forfatteren selv er en del af miljøet, og dermed ser det på en anden måde, eller om det er fordi kriminaliseringen af junk og de kriminelle interesser ikke var så udtalte for tres år siden, kan jeg ikke sige. Sikkert en blanding.
Fin lille bog med baseret på insiderkendskab til junk. Jeg havde forventet noget syret og mærkeligt fra lige præcis Burroughs, men det var før før hans eksperimenter med cut-up teknik. Skrevet meget ligeud ad landevejen og godt tidsbillede af et under-USA i kommende storudvikling...

(Løvens Forlag, 162 sider. Udgivet 26. januar 2013. Oversat af Rasmus Klitgaard Hansen fra amerikansk: Junkie: Confessions of an Unredeemed Drug Addict, 1953)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske

Gaute Heivoll: Før jeg brænder ned, 2011

For ikke så lang tid siden læste eller hørte jeg en forfatter udtale, at stort set al ny norsk litteratur handler om forfatterens barn- og ungdom, mens stort set al ny dansk litteratur handler om parforhold. Det er selvfølgelig firkantet sagt, men norske Gaute Heivolls Før jeg brænder ned afkræfter bestemt ikke udsagnet. Og ligesom andre nordmænd gør han det også godt - men han gør det anderledes!
Bogen foregår i årene 1978, 1998 og 2008. Hoveddelen af bogen udspiller sig i 1978, hvor det lille landsbysamfund Finsland nær Kristianssand bliver ramt af en række pyromanbrande i maj og juni. 20 år efter, i 1998,vender jegfortælleren, Gaute Heivoll, som er født i Finsland i marts 1978 få måneder før brandene, tilbage til barndomsbyen fra et falleret jurastudium for at sige farvel til sin far, som på det tidspunkt er dødssyg af kræft. Og igen kommer han, efter at være blevet forfatter i 2008 for at skrive en bog om pyromanen, som blev fanget dengang i '78. Og under skriveprocessen med bogen finder Gaute Heivoll flere og flere paralleller mellem sine egne og den unge pyromans mørke sider...
Det er ubetinget en meget fin bog, som både forfatteren og jeg'et Gaute Heivoll har skrevet. Flot portræt af et landsbysamfund og dets frygt, af pyromanen og hans meget mærkværdige historie, og ikke mindst et flot portræt af forfatteren selv, og om det at skrive en historie, som han finder ud af bliver om sig selv på en anden måde end han nok havde tænkt sig.
Rigtig, rigtig god bog, som jeg tror kommer til at sidde i mig i lang tid - og sætter nye dagsordener for norsk hjemstavnslitteratur!

(Samleren, 287 sider. Oversat af Camilla Christensen fra norsk: Før jeg brenner ned, 2010)

Hanne Højgaard Viemose: Hannah, 2011

På omslaget af Hannah har Hanne Højgaard Viemose beskrevet bogen med en papirlap på forsiden: "En autentisk historie om en ung kvinde som flygter...finder sig selv...sex, vold og bananer"* og på bagsiden: "Den er ikke særlig svær at læse eller forstå, men heller ikke alt for simpel. Der er billeder bagi". Og både for- bagsideteksten er faktisk ret godt ramt, hvis man husker at læse de overstregede ord med!
Hovedpersonen Anne på nitten år tager til Australien for at rejse rundt men kommer til at hænge fast sammen med andre backpackere i Tully i det nordlige Queensland, hvor hun i månedsvis plukker bananer, ryger pot, drikke og dyrker mere eller mindre tilfældig sex. Hun skriver om livet i flokken, det hårde og underbetalte arbejde og sin flugt fra Frederikshavn - og sig selv - for at finde sig selv og skabe sin identitet, bl.a. ved at kalde sig Hannah.
Der er ikke de store omsvøb i Hanne/Anne/Hannahs fortælling. Sproget er næsten rejsebrevsagtigt med indlagte dialoger, og det hele slutter, som hun skriver, med en række fotos fra tiden i Tully med sig selv, de andre og masser af bananpalmer på. Bogen er nok den selvbiografiske roman, jeg har læst, der befinder sig mest i et grænseland mellem selvbiografi og roman.Og vi er ude i The Outback - både af Australien og af Hannah i selskab med alt det utilpassede og foragtede: rednecks, foragtede aboriginals, foragtede rygsækturister samt slanger, krokodiller og monstertudser. Miljøet er barsk med slagsmål, overfald og et sprogligt hav af fucking, bloody, wankers og det evige 'ay - men også med den kærlighed, eller rettere den sex, som man nu kan få fat i.
God bog, hvor forfatter Hannes egen beskrivelse passer fint: "Den er ikke særlig svær at læse eller forstå, men heller ikke alt for simpel. Der er billeder bagi". Og det er en bog om sex, vold og bananer, men også om meget mere.

(Gyldendal, 182 sider)
* Klik på billedet for selv at se...

Jakob Mathiassen: Beton - historier fra skurvognen, 2011

Der går lige linie fra 1970'ernes socialrealistiske bølge op til Jakob Mathiassens Beton - historier fra skurvognen fra 2011. Jeg kan huske en definition af arbejderlitteratur, sikkert fra HF, der lød noget lignende: Litteratur af arbejdere for arbejdere om arbejdere. Og det er den her bog helt bestemt. Men andre kan bestemt også være med.
Jakob Mathiassen er selv betonarbejder og har været det de sidste ti år. Og det har han i den grad brugt til at skrive bogen. Beton er en blanding af skøn- og faglitteratur, forstået på den måde at halvdelen af de 24 kapitler er noveller, og halvdelen er faktaafsnit om betonarbejdernes uddannelse, historie, fagforeninger, sikkerhed m.m. Det er en god blanding,hvor de to dele klæder hinanden fint.
Jakob Mathiassen skriver ude de store falbelader og lige ud ad landevejen både de faglige/samfundsmæssige afsnit og novellerne, så det er ikke for at læse stor sprogkunst, at det er godt at læse Beton. For Beton er en rigtig god bog, der både er underholdende og har gjort mig klogere på et stykke Danmark, som jeg har set mange gange - men ellers ikke aner noget om. Og der er en holdning og faglig stolthed i bogen, som er forfriskende - i modsætning til den meget firkantede socialrealisme, som der ofte blev skrevet i 70'erne.
Det er rigtig godt gået, og mange andre af min slags med bløde hænder burde nok læse denne bog og blive lidt klogere...

(Informations Forlag, 173 sider)

Karl Ove Knausgård: Min kamp 1, 2010

Lad det være sagt med det samme: Et mesterværk synes jeg ikke, at Min kamp er. Dertil er det for blandet en landhandel, hvor jeg ikke altid forstår, hvorfor nogle af de mere essayagtige afsnit overhovedet skal være med i bogen. Når det så er sagt er bogen et imponerende værk, der viser en følsom men alligevel på mange måder usentimental kunstner, der ikke er bange for at vise sine egne og store følelsesmæssige dilemmaer. Flere steder i bogen har han nogle klare og meget selvudleverende betragtninger, som må have krævet overvindelse at skrive til en offentlighed - og som også kan være næsten pinefulde at læse, fordi de rammer lige i hjertekulen. I det hele taget er Knausgård god til at formidle sin smerte, så den også kan føles og til tider genkendes.
Der bliver i den grad taget af hovedstolen i Min kamp - og så er det endda kun første bind af seks! Hvad de fem næste bringer, er jeg da spændt på. Jeg skal helt sikkert læse bind 2, selv om jeg har fået pillet en del af min mytologisering af bogen ud efter at have læst første bind.
Min kamp er en fantastisk fremragende bog, når den er god. Men jeg synes til gengæld at Knausgård har sat sig mellem for mange stole med både roman, selvbiografi og essays til at det bliver til ét helt værk, og at der til tider væves unødigt meget.

Læs også om min oplevelse af Knausgård i Diamanten d. 14. marts 2011.

Læs Karen Sybergs interview med Karl Ove Knausgård fra Information 20. maj 2010

For interesserede i DR's Romanlæseklub 2010/2011, se også mine anmeldelser af:
Sofi Oksanen: Renselse
Roy Jacobsen: Vidunderbarn
Jens Blendstrup: Bombaygryde
Birgithe Kosovíc: Det dobbelte land
Olav Hergel: Indvandreren

Jens Blendstrup: Gud taler ud, 2004

Det er til at se, hvor Jens Blendstrup har fået noget af sin krøllede hjerne fra, når man læser det både bidende og kærlige portræt af hans far (Gud) Uffe Blendstrup i bogen Gud taler ud. Gud er det store egocentriske, braldrende og storrygende og -drikkende centrum i familien med den meget tålmodige hustru og deres fire drenge, i bogen kaldet den ældste, den næstældste, den næstyngste og den yngste.
Jens Blendstrup skriver i den grad fra hjertet til sin far, som tydeligvis på den ene side af gode grunde ikke altid har været nem at holde ud, og som han samtidig af gode grunde har elsket højt. Og det er skrevet med en nerve og et sprogligt overskud, hvor det absurde i både Jens og Gud-fader Uffe kommer fint frem. Der er hverken direkte sentimentalitet eller fordømmelse i portrættet, det er helt overladt til læseren at lægge de ting til sin læsning. At der er stor påvirkning af faderen og hans død kan også ses i Blendstrups og Martin Budtz' fælles blog om deres fædres død.
Meget anderledes og meget glimrende bog, som varmt kan anbefales som et godt, skævt, morsomt og kærligt bud på en ny form for familie- og faderportræt.

Se også min anmeldelse af Jens Blendstrups Bombaygryde

Wojciech Kuczok: Skarn, 2009

Fremragende familieportræt af familien K., der ledes af faderen 'Gamle K.', som ved hjælp af ridepisk og ondskabsfuld sarkasme forsøger at stive sit eget falmede ego af overfor sin kone og ikke mindst sin søn.
Meget barsk historie, som er skrevet meget mundret og er på den ene side uhyggelig, men også sine steder meget morsom, især i bogens første del, hvor familieskrønerne kommer på bordet. Absolut til anbefaling, men kan nok være en voldsom omgang for nogen, der har prøvet noget lignende i deres liv.
(I øvrigt påfaldende hvor meget vold og undertrykkelse og hvor lidt livsglæde der forekommer i østeuropæiske bøger om tiden før 1990...)
(Originaltitel: Gnój, 2003)

Kim Leine: Tunu, 2009

Fremragende roman, der i nærmest novellelignede kapitler beskriver et år i en østgrønlandsk bygd. Kapitlerne er set gennem de forskellige indbyggeres historier - men med den udstationerede danske sygeplejerske Jesper (Kim?) som omdrejningspunkt. Måden gør, at det i højere grad er bygden end Jesper, der fortælles om, og det er et fint kunstgreb.
Desuden er bogen meget, meget velskrevet, uden 'fjerdeverdenssentimentalitet' og klicheer, som tit er forbundet med Grønland. Det er barsk og meget, meget menneskeligt både mht til de få udstationerede danskere og de grønlandske indbyggere. Flot bog! (Læst december 2009)