Hassan Preisler: Brun mands byrde, 2013

Hvis du synes, at du har set bogen Brun mands byrde før, så kan det have indtil flere grunde: Enten har du rent faktisk set bogen før, eller også er det din barndoms Historien om Lille Sorte Sambo, der kommer op i dig.
Skuespilleren Hassan Preisler (f. 1969) ville vist egentlig have skrevet en "rigtig" debatbog, men kløjedes både i formen og selve debatten og skrev i stedet en rablende selvbiografisk roman om et liv som en ikke-indvandrer, der føler sig hjemme overalt og derfor ingen steder - og omvendt.
Hassan Preisler serverer sin tekst i et absolut veloplagt sprog, og især hans fars historie tæller godt i sidetallet og er en enormt god historie om pakistaneren, der via Storbritannien kommer til Danmark - uden sin mere traditionelle fars billigelse. Men også de glimt, der er fra inklusionsindustriens konferencer, som Preisler deltager i, er virkelig satirisk guf. Hassan Preisler er selv en del af det cirkus og giver da også sig selv tørt på i den sammenhæng. For hvad ved han egentlig om "rigtige" indvandreres situation? Se bare afsnittet, hvor nogle ghettorødder kommer til workshop på Østre Gasværk. Preisler er dog ikke mere garvet satiriker og forfatter end, at de få og gode tricks, han kan, bliver gentaget lidt rigeligt for at fremkalde effekt.
Det har været helt rigtigt af Hassan Preisler og forlaget at lave Brun mands byrde i stedet for en traditionel debatbog, som ville være druknet i debatstrømmen og kun være blevet læst af inklusionsindustrien og dens traditionelle velmenende tilhængere og indædte modstandere. For bogen er i den grad blevet omtalt og spredt, nok ikke mindst pga årets foreløbigt mest geniale danske bogforside. Og at indholdet så også er rigtig godt, er jo lige til at tage hatten (fezen, turbanen, den omvendte kasket eller lilla ble) af for.
 
(Lindhardt og Ringhof, 219 sider. Udgivet 1. juni 2013)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, og Weekendavisen

Faïza Guène: Sidste omgang på Balto, 2011

I Sidste omgang på Balto præsenteres man i første kapitel for Joël Morvier, ejeren af Café Balto i en forstad til Paris. Han ligger splitternøgen i en blodpøl og forbløder på gulvet i sin café stukket syv gange i maven. Joël giver bolden videre til stemmerne fra stamkunder og andre tilknyttede i lokalområdet. De har hver for sig deres opfattelser af barejeren, men de fleste falder ikke ud til hans fordel. De samme personer afhøres selvfølgelig af politiet, og herfra læser man også deres monologer - indtil årsagen til Joëls død er fundet.
Sidste omgang på Balto bruger krimiens tricks til at give et lille portræt af et udsted af en lille parisisk forstad. Afhøringer, der efterhånden klarlægger hvem morderen er, har jegs set før - men ikke på den måde. Og for at det ikke skal være løgn giver barejeren fra det hinsides også sine uforbeholdne bidrag til sagens opklaring. Godt konstrueret.
Sproget er også fint ramt med sit "perkerfranske" slang. Men derimod går der ikke mange timer fra man slutter bogen til man tænker, at det var da en fin lille stiløvelse. Sjov nok men ikke uforglemmelig, ikke engang på den korte bane. På en eller anden måde står bogen tilbage i mit hoved som underlig pointeløs og mere som en frokostafslapning end en oplevelse.

(Forlaget Republik, 164 sider. Oversat af Francois-Eric Grodin fra fransk: Les gens du Balto, 2010)