Antti Tuomainen: Healeren, 2012

Finsk krimi er ikke ligefrem hverdagskost. På "mit" bibliotek, hvor vi har ca. 1300 forskellige krimier for voksne, er siger og skriver én (1) krimi oprindeligt skrevet på finsk!*. Vi har dog heller ikke købt Antti Tuomainens Healeren endnu. Den fik jeg fat på som e-bog via bibliotekernes e-bogsudlån E-reolen.
Vi er i et dystopisk Helsinki om femten, tyve år, hvor klimaforandringerne som i hele verden har ændret livsbetingelserne og skabt et univers præget af vold, kriminalitet og social uro. Her forsvinder journalisten Johanna, mens hun er på sporet af Healeren, der har myrdet en række fremtrædende mænd og deres familier for at hævne, at de har ladet klimakatastroferne udvikle sig. Bogen følger Johannas mand, Tapani, i hans søgen efter hende og sandheden om Healeren. En voldsom og kaotisk rejse gennem et Finland og en hel verden i opløsning.
Healeren udmærker sig først og fremmest i kraft af en ekstremt stemningsfyldt atmosfære. Klimaforandringerne har gjort at der stort set ikke er et øjeblik i bogen, hvor det ikke regner i det apokalyptiske Finland, hvor angst, vold og alles kamp mod alle er de daglige livsbetingelser. Og jeg har en fornemmelse af, at det da også i første række er det, som Tuomainen har villet med sin bog. Det virker i hvert fald som om at resten af handlingen er bygget op for at understøtte lige netop det formål. Det kommer der i dette tilfælde ikke nogen voldsomt god krimi/thriller ud af. Selv om Healeren for så vidt er spændende nok, er det stort set i kraft af det dystopiske univers at bogen lever for alvor. Personerne er temmelig papkasseagtige og ikke specielt troværdige og selve plottet ikke den store "kunst". Og Johannas og Tapanis nærmest symbiotiske kærlighed sammen med, at Tapani jo nærmest ikke ved noget om hende, tror jeg simpelthen ikke på. Og det er altså en vigtig præmis for bogen, der dermed falder til jorden.
Men "scenografien" trækker opad i stjerneafgivelsen:

(Modtryk, 206 sider / 461 Kb. Oversat af Birgitta Bonde Hansen fra finsk: Parantaja, 2011)
* Reijo Mäki: Den gule enke fra 2007
PS: Tak til Per Drustrup Larsen for skelettet til handlingsreferatet (Fra DBC's lektørudtalelse)

Se mere på Litteratursiden og bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

Ian McEwan: Solar, 2010

Michael Beard er en afdanket nobelprismodtager i fysik, har endda fået opkaldt den såkaldte Beard-Einstein konflation efter sig, men har til gengæld ikke tænkt en ny videnskabelig tanke i de tyve år siden tildelingen. Derimod har han haft rigeligt at prale af med honorære titler uden indhold og ikke mindst rod i privaten, nu med det femte ægteskab under kuldsejling i starten af bogen, hvor konen nu har fundet en elsker - efter at Michael har haft elleve elskerinder under deres fem år lange ægteskab. Men efter et dødsfald, der viser sig på mere end én måde at være belejligt, har han igen en idé, som kan bjergtage verden. Og så må han også se at rode sig ud af den...
Der er rigeligt af mandlige udyder at læse om i Solar. Michael Beard er et selvcentreret rodehoved, der både får sine løgne gjort til sandheder og sandhederne til løgne. Han er repræsentant for den absolutte eksakte videnskab, men han vender og drejer alt i sin egen virkelighed til egen fordel - når han altså ikke bliver gennemskuet.Han bliver skildret som det han er: En lille, fed, opportunistisk overlever af en skiderik, der stikker af, når tingene hober sig for meget op, for derefter at poppe op et andet sted og starte forfra, og af en eller anden grund klarer han den altid - og charmerer faktisk sin læser på trods .
Rigtig god satire om forskning, parforhold, klimadebat og ikke mindst mænd. Velskrevet og morsomt bekendtskab med både Ian McEwan og Michael Beard, selv om det åbenbart ikke normalt ligger til nogle af dem at have humoren i front.

(Gyldendal, 389 sider. Oversat af Jan Hansen fra engelsk: Solar, 2010)