Viser opslag med etiketten DDR. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DDR. Vis alle opslag

søndag den 26. maj 2013

Christian Dorph & Simon Pasternak: Afgrundens rand, 2007


Afgrundens rand er, hvad de fleste af personerne i denne bog er godt på vej imod. Det er dog i en anden forstand end den økonomiske afgrund, som finansminister Knud Heinesen talte om i 1979, hvor han sagde, at Danmark ikke var på afgrundens rand, men på vej hen imod den.
En nat i oktober '79 findes entrepenøren Keld Borch knivdræbt i en kabine i Men's Club i Istedgade liggende ovenpå en 8-10 årig dreng. Men vicekriminalkommissær Ole Larsen finder samtidig den deprimerede og døddrukne kriminalassistent Erik Rohde i kabinen og beslutter sig sammen med kriminalassistenten Anita Jensen at gemme Rohde lidt væk på et hotel.
Obduktionen af Borch tyder på en grønlandsk drabsmetode, men der viser sig flere forskellige spor: En pædofil ring, menneskesmugling fra Tyrkiet, spionage og frafaldne nazister, der ønsker at beskytte deres fortid - med tråde tilbage til en anden forbrydelse lige efter krigen. Og dette samtidig med, at de tre politifolk forsøger at redde resterne af deres egen tilværelse.
Afgrundens rand er ligesom de to forfatteres første bog om Larsen og Rohde, Om et øjeblik i himlen, et glimrende tidsbillede fra de halvfjerdsere, som jeg gik i skole i. Der bliver hele tiden lagt på dette tidsbillede med detaljer fra både frokostborde og storpolitiske konflikter. Men også krimidelen er god. Det er mildest talt et ret speget plot, men Dorph & Pasternak formår at holde trådene samlet, så der ikke kommer større kluddermor i de mange sidehandlinger. Og det er ret dygtigt gjort. 
Så: Fin bog og jeg tror, jeg igen kunne finde på at bruge et par dage i sommerferien i selskab med Rohde, Larsen, Jensen, Dorph & Pasternak i Jeg er ikke her fra midten af firserne .
***1/2 
(Gyldendal, 407 sider. Udgivet 22. juli 2007)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, Berlingske og LitteraturNU

torsdag den 10. januar 2013

Peter Asmussen: Det Der eR, 2012

Renate bor med sin mand Herman og deres børn Tino og Maike i lejlighed i Østberlin i årene 1987-89. Hun har på en arbejdsrejse til København mødt en dansk mand, Tom, som hun har forelsket sig i og nu skriver sammen med via en kontakt på ambassaden.
Renates breve er korte og lidt længere optegnelser fra hendes hverdagsliv. De handler om de helt nære ting: Hende selv, familien, naboerne og små og større oplevelser og betragninger. Samtidig er der en historie ellet et plot bagved, som træder mere og mere frem, efterhånden som bogen skrider frem, nemlig forholdet til Tom, som jo kun lever i bogen i kraft af det, som Renate skriver til ham.
Det Der eR er en af 2012's små men kostbare danske perler! Den form, som bogen er skrevet i, har jeg ofte syntes, var lidt kunstig og påtaget, men her fungerer den perfekt. Renates optegnelser virker skrevet i sammenhæng fra Asmussens hånd - og ikke, som jeg ofte har det med denne form, som stumper taget op af skrivebordsskuffen sat sammen til lejligheden.
Alle Renates "stumper" passer ind i helheden og er samtidig hver for sig fra rigtig gode til mere eller mindre geniale, som f.eks. den hvor det kunstige ben er sat til storskrald. Den er både godt set, rørende og en fortælling om historiens gang og DDR's kommende forlis - altsammen på tre linier!
Skøn lille bog, som jeg vil anbefale som det nok bedste danske stykke "Wendelitteratur". Poetisk og guld værd.
*****
(Gyldendal, 132 sider. Udgivet 11. oktober 2012)
Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Information

onsdag den 19. december 2012

Eugen Ruge: I tider med aftagende lys, 2012

1. oktober 1989 fylder Oldefar Wilhelm halvfems år. Han har været med gennem hele det tyske kommunistiske partis historie og synger stadig de gamle stalinistiske sange, men nu lakker det mod enden for Wilhelm - og for drømmen om kommunismen. Wilhelm og Charlottes søn Kurt nærmer sig halvfjerds og kan på dette sene tidspunkt i DDR's historie godt diskutere begåede fejltagelser men har stadig troen på socialismen. Kurts og Irinas søn Alexander derimod er her i '89 allerede flygtet til Vesten, mens Alexanders søn Markus nogle år senere ryger hash og tager ecstacy og vil skide på det hele i det genforenede Tyskland...
I tider med skiftende lys er en af den slags bøger, der bare vokser og vokser, jo længere man kommer ind i den. Persongalleriet falder på plads, ikke mindst i DDR-symbolikken, og kronologien bliver tydeligere efterhånden i de tidsspringende kapitler.Nu lyder det i resuméet af bogen som om, det udelukkende er familiens mænds historie, men både Oldemor Charlotte, bedstemor Irina og hendes mor har væsentlige stemmer i beretningerne, der spænder fra 1952 til 2001.
Det er en fantastisk historie Eugen Ruge har fået skrevet sammen om en families og igennem den hele DDR's historie. Sammen med Clemens Meyers Dengang vi drømte fra 2009 det bedste Wendelitteratur jeg har læst.
Jeg må have alle fem stjerner på banen til dette velskrevne, dybe og til tider ret morsomme epos over en epoke i Tysklands og Europas historie.
*****
(Batzer & Co, 432 sider. Udgivet 8. november 2012. Oversat af Jacob Jonia fra tysk: In Zeiten des abnehmenden Lichts, 2011)
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information
Hør udsendelsen DDR og det der var fra 21. november 2012 fra programmet Skønlitteratur på P1
Læs kronik af Eugen Ruge, trykt i Politiken 9. december 2012 med titlen Det er vores livsduelighed, som er i krise

onsdag den 17. august 2011

Henrik Andersen: Beskyttelseszonen, 2011

Beskyttelseszonen er en af de bøger, der handler om "alt": Skyld, professionel fodbold, DDR, drenge- og ungdomsliv, forældre og børn, STASI, kærlighed og sex, Assens, fiktion/virkelighed, Eisenach, familiehemmeligheder og en hel del andet.
I midten af 60'erne møder østtyske Ingrid danske Poul på en biludstilling i Eisenach. De forelsker sig, og Ingrid bliver gravid. Men det er ikke nemt bare at rejse ud af DDR. Noget for noget. I begyndelsen af 90'erne er sønnen Martin professionel fodboldspiller og bliver solgt til Hansa Rostock i det nu tidligere DDR. Og ad omveje sætter han sig for at finde ud af, hvad der var med hans forældre i 1960'erne.
Det er et meget ambitiøst roman projekt Henrik Andersen har kastet sig ud i. Han har tidligere i sit forfatterskab både været i Tyskland og i Assens, og personen Steffen, der er fortællerstemmen i Bekyttelseszonen, er også en tidligere brugt figur.
Bogen fungerer godt, og Henrik Andersen får enderne bundet godt sammen i historien om, hvorfor familien Nørskov flytter så meget rundt, og hvorfor Poul får mere og mere perifere jobs i forhold til evner og uddannelse. Den er skrevet troværdigt og med let hånd - omend lidt anonymt - og både personer og meget forskellige miljøer virker ægte.
For at være blevet en rigtig god bog skulle der dog have været mere bid i den. Henrik Andersen er hverken Jonathan Franzen eller Hans-Jørgen Nielsen. Så han må nøjes med at have skrevet en god bog, der er værd at læse.
***
(People's Press, 359 sider)

lørdag den 1. januar 2011

John Le Carré: Spionen der kom ind fra kulden, 1963

At John Le Carré hører til blandt sværvægterne, og at hans Spionen der kom ind fra kulden er en af de allerstørste spionromaner, har jeg nu fået en klar overbevisning om! Le Carré skriver som en drøm, og det gjorde han allerede i 1963, da denne bog blev skabt.
Det er koldkrig i handling og stemning, så det basker, og man kan aldrig være sikker på hvad man skal tro, og endnu mindre hvem man skal tro på i denne verden af spioner og kontraspioner. De forkerte kan vise sig at være på den "rigtige side", hvis man så alligevel ikke finder ud af, at de har urent mel i posen... I Spionen der kom ind fra kulden er den britiske spion Alec Leamas opfyldt af hævnlyst over den østtyske spionchef Mundt, som får dræbt Leamas' vigtigste kontakt i DDR, Riedeck. Leamas går mere eller mindre i hundene, men kun for at vende tilbage til DDR for at få sin hævn. Men det er bestemt ikke så enkelt.
Bogen er med rette en af den moderne spionromans vigtigste repræsentanter (uden at jeg kender voldsomt meget til genren). Det er ekstremt velskrevet, handlingen er skruet enormt godt sammen, personerne virker ægte hele vejen igennem og stemningen af den kolde krig er så tæt og flot, at jeg kan føle den helt ind under huden. Et lille mesterværk af en fantastisk forfatter, som ikke bare - endda stadig - laver gode spændingsbøger, men også stor litteratur!
****1/2

(Forum, 236 sider. Oversat af Karina Windfeld-Hansen fra engelsk: The spy who came in from the cold, 1963)

Se også mine anmeldelser af John Le Carrés Marionetten fra 2008 og Dimas drøm fra 2010.

mandag den 22. februar 2010

Thomas Brussig: I den korte ende af Sonnenallee, 2000

Skæg lille bagatel, nærmest fortalt i anekdoteform, om Micha og hans venners liv i 80'ernes Østberlin. Det er både de almene ungdomshistorier om pigerne og de mere satiriske absurditeter fra livet i DDR's sidste dage.
Sjovt, underholdende og fint nok, men der kunne sagtens have gjort meget mere ved bogen, der er skrevet efter, at filmen af samme navn kom. Det kan desværre godt mærkes... Den er mere et stykke filmmerchandise end en roman i sig selv.
(Originaltitel: Am kürzeren Ende der Sonnenallee, 1999)
**1/2

Ingo Schulze: Adam og Evelyn, 2009

Adam & Evelyns uddrivelse af paradis efter at have spist af Kundskabens frugt... Det er temaet for denne bog om de to østtyskeres forhold til hinanden og tur til Bayern via den nyåbnede ungarske grænse i sensommeren 1989. Helt centralt i bogen står deres læsning af den for dem ukendte myte fra Bibelen på et hotelværelse i Østrig.
Det er en god bog, men ikke så uforglemmelig, som den kunne have været. Jeg synes, at historien skulle have været noget strammere skruet sammen. Her er mange af bipersoner, som nok kunne have været undladt. Jeg havde ofte også lidt svært med at følge helt med i dialogerne og deres mening, men det er nok også min egen skyld...

(Originaltitel: Adam und Evelyn, 2008)
***

søndag den 8. november 2009

Peter Wivel : Drabet på Petra Kelly : en historie om Murens fald

PW er op til 20-årsdagen for Murens fald blevet bedt af Politikens Forlag om at skrive en 'jubilæumsbog'. Her har han gjort et modigt valg: nemlig at skrive om de to politikere fra 'De Grünen' Petra Kelly og Gert Bastian, der også privat udgjorde et par. At Bastian efter at have skudt Kelly også selv begik selvmord giver jo en kraftig appetizer, hvilket også klart fremgår af titlen.
At bogen så ikke handler så meget om drab/selvmord kan så være hvad det være vil, men jeg synes heller ikke rigtig, at den handler om murens fald - i det mindste de sidste år op til 1989. Bogen når heller ikke rigtig ind bag selve personen Petra Kelly, hvorimod den tyske venstrefløj i 70’erne og 80’erne og destore linjer i de interne konflikter i ”Die Grünen” er rimelig godt behandlet.
Men alt i alt ved PW ikke, hvad det egentlig er, han vil med bogen – og at han så flere gange skriver i en dramatiserende præsens og i høj grad også giver udtryk for egne (for)domme er heller ikke med til at højne indtrykket.
**1/2

Clemens Meyer : Dengang vi drømte, 2009

Fantastisk bog fortalt af Danie om ham selv og hans slængs liv i Leipzigs østlige betonslum i årene før og efter Die Wende (forandringen), der samtidig markerer at bogens personer går fra at være børn til til at være unge med medfølgende alvor i druk, stoffer, kriminalitet, kærlighed, og hvor deres stærke venskab ikke længere bare er en leg.
Der ER som at være der selv - bogen er skrevet, så jeg var en del af slænget og for første gang kunne jeg forstå fascinationen af at søge et slagsmål og begå et biltyveri. Jeg kender endnu ikke Clemens Mayers baggrund, men det MÅ bare være sin egen eller en nær historie han skriver. Det er under alle omstændigheder en kolossalt indfølende, solidarisk og menneskeklog historie.
(Originaltitel: Als wir träumten, 2006)
*****