Yahya Hassan: Yahya Hassan, 2013

Det her er en af de sjældne gange, hvor jeg ville have ønsket, at jeg havde læst en bog uden at have hørt og set al den omtale, som værket har ført med sig! For her en måned efter udgivelsen har "alle" en mening om i hvert fald forfatteren og debatten om bogen - om den er blevet læst eller ej. Det er endda gået så vidt, at forfatteren, den attenårige Yahya Hassan, har opnået noget ingen dansk digter nogensinde har kunnet gøre sig ambitioner om, nemlig at få et oplæsnings- og debatarrangement om sig selv og sine tekster ophøjet til at blive sendt direkte i på en TV-nyhedskanal i den bedste sendetid - og endda være årsag til et flyforbud over Odense. Kan man næsten nå højere i dansk litteratur?....
Nå, hvor om alting er, så har jeg nu selv omsider læst Yahya Hassans bog, som meget passende bærer forfatterens eget navn som titel. Og det var en rå og meget anderledes oplevelse. Jeg har i hvert fald aldrig læst nogle tekster, der løb linen så langt ud på den specielle måde. Der bliver i den grad taget fra forfatterens egen hovedstol, så selv Knausgaard kommer til at virke som et lightprodukt. Og det ind i anden verden med en kraft, der helt tog pusten fra mig, pæne menneske - og fik mig til at føle, at her er det altså farligt.
Yahya Hassan er et helt specielt talent, ikke bare pga sine evner som skribent men også pga sin turbulente baggrund. Om det så bliver en decideret forfatterkarriere for ham, er jeg spændt på. Jeg håber i hvert fald, at der er meget mere og andet i ham til gode, om det så fortsætter i forfatterskab eller ej. Jeg er i hvert fald helt sikker på, vi kommer til at tage stilling til det han laver i årene fremover, hvad det så end er.
Det her er i højere grad blevet til nogle få strøtanker end en egentlig anmeldelse af Yahya Hassans digte. For også jeg er viklet alt for meget ind i mediespindet lige nu til at kunne vurdere for mig selv. Men jeg er hundrede procent sikker på, at jeg skal vil læse hans digte igen senere - og så med større egetproduceret læseudbytte. Men for Yahya Hassans mod, talent, vilje og ikke mindst kraft skal der alligevel gives en stjernebedømelse:

(Gyldendal, 169 sider. Udgivet 17. oktober 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten, (abon.)

Per Petterson: Jeg nægter, 2013

I Jeg nægter er man endnu engang tilbage i kendt Per Petterson-land, nemlig den tabte barn- og ungdom.
Jim står som fireoghalvtredsårig langtidssygemeldt bibliotekar og fisker på broen til  Ulvøya ved Oslo, da hans allerbedste ven fra opvæksten i fin frakke og Mercedes, Tommy,  kommer forbi og genkender ham. De har ikke set hinanden siden Jim var indlagt på hospitalet som attenårig.
Jim var den lyse fyr og lysende boglige begavelse, der var udråbt til at blive til noget, mens Tommy var den mørke, der egentlig kun var god til sløjd og matematik og havde en far, som bankede ham og hans søskende, indtil Tommy som trettenårig tog et boldtræ...
De to mødes kort på broen, og det sætter tanker i gang hos dem begge om både fortid og nutid.
Nu skrev jeg Per Petterson-land i starten, men hvor er der dog meget norsk - mandlig - litteratur, der handler om den tabte ungdom. Og det er som regel rigtig godt, men Per Petterson hæver lige niveauet en eller to takker fra det gode til det næsten sublime i Jeg nægter! Projektet er i sig selv sentimentalt, men Petterson formår i den grad at gøre det alment, også ved ud over de to hovedpersoners historier at kaste især Tommys søster Siris og hans plejefar Jonsens fortællerstemme indover.
Det er atter en en meget smuk norsk bog fra Danmarks bedste forlag Batzer & Co's imponerende katalog, en bog som skal kunne sætte tanker i gang på mænd, der er kommet over en vis alder - og den kan godt være en del lavere end min egen....
Konklusion: Bør og skal læses - især af voksne mænd - men kvinder kan også med stor glæde hægte sig på.

(Batzer & Co, 287 sider. Udgivet 17. maj 2013. Oversat af Annelise Ebbe fra norsk: Jeg nekter, 2012 )

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information

Ola Nilsson: Hundene, 2013

Hundene er første del af en trilogi om en navnløs lilleby i det svenske Norrland, der springes over af udviklingen og søger sin ro i sin livseleksir, alkohol. De to næste bøger Englene og Kärleken gömmer minnet, der endnu ikke har fået dansk titel, skulle udkomme i løbet af det næste år.
Det er sommer, og teenagebrødrene Filip og Kalle og deres venner Ida, Sanne og Nicklas på 14-15 år driver rundt mellem uopvarmede sommerhuse, dansepladsen og det hemmelige tilholdssted under broen, mens de dulmer deres udlængsel med at drikke, ryge og have den første fumlende sex. Forældrene er ikke rigtig til stede i deres liv. Ida og Sannes far er psykotisk og Filip og Kalle er efternølere med forældre meget oppe i årene - og med en far der i øjeblikket er indlagt efter en hjerneblødning.
Det er en meget fin lille bog om unge i afkrogen - og det både geografisk, samfundsmæssigt og i aldersrummet mellem barn og voksen. Portrætterne af især Filip, Kalle og Ida er præcist ramt i Nilssons minimalistiske og ordknappe stil, som virkeligt er et kendetegn ved bogen.
Det ser ud til at resten af trilogien fortsætter med nogle andre personer i en mere eller mindre tidløs bog om den samme uvnavngivne by i et sted i Nordsverige, men ellers ville jeg meget gerne have set mere til Filip, Kalle, Ida, Sanne og Nicklas i en bog om, hvordan det siden gik...
Men jeg springer også meget gerne til, så længe forfatternavnet Ola Nilsson står på titelbladet i en kommende bog.
 
(Tiderne Skifter, 145 sider. Udgivet 16. februar 2013. Oversat af Vibeke Eskesen fra svensk: Hundarna, 2010)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Berlingske

Jiro Taniguchi: Min fars dagbog, 2012 (1994)

Den japanske tegneseriekunstner Jiro Taniguchi har endnu engang begået et lille mesterværk med Min fars dagbog. Selv om han begik det på japansk i 1994, er det først nu blevet oversat og udgivet på dansk atten år efter.
Ligesom i hans Min fjerne barndomsby dykker Taniguchi ned i barndommens land. Yoichi bor i Tokyo, er i slutningen af fyrrerne, da han en dag bliver ringet op og får at vide, at hans far er død i barndomsbyen Tottori. Efter pres fra sin kone tager Yoichi flyet samme dag, så han kan deltage i vågenatten. Her er hele familien samlet  over adskillige skåle sake, hvor de fortæller og taler om faderen, så Yoichi bliver nødt til at danne sig et nyt indtryk af faderen og dermed revidere sin egen barndom.
Jiro Taniguchi er en stilfærdig mester i at udnytte den grafiske roman potentiale til at skildre barndommen og ungdommens tabte land. Tegningerne er ofte næsten fotografiske i deres hukommelse, men man kan stadig se, at det er tegninger, der fortolker erindringer. Opbygningen om en families vågenat med tungeløsnende sake giver en fri og flydende erindringsstrøm fra de forskellige personer og især fra Yoichi, der ligefrem inviterer til at blive omsat til billeder.
Igen en maget smuk og eftertænksom tegneserie fra en af min absolutte favoritter inden for feltet af grafiske romaner.

(Fahrenheit, 274 sider. Udgivet 8. november 2012. Oversat af Mette Holm fra japansk: 父の暦 (Chichi no koyomi), 1994)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

Anna Ringberg: Boys, 2012

Svenske Anna Ringberg har i nogle år arbejdet som forlagsredaktør, inden hum selv sprang ud som forfatter i 2010 med bogen Boys, som nu også er oversat til dansk.
Den har tre hovedfortællerstemmer, nemlig den noget alkoholiserede eneboer Lasse, hans søn samtaleterapeuten Matti, som Lasse kun sjældent har kontakt med, og som her på Lasses 65-årsdag skal besøge ham for første gang i tyve år - og så Lasses hund, den tyndpelsede og radmagre whippet Boys. Og der sker det, som ikke må ske: Boys forsvinder. I flere døgn midt om vinteren og uden den mindste smule sul på kroppen. Det sætter sit præg på Lasses humør og dermed også festen - og der skal i forvejen ikke de store udsving til at vælte det spinkle forhold mellem Lasse og Matti.
Boys starter rigtig godt. Jeg blev fanget af den temmelig særprægede Lasse og stykkede de små puslespilsbrikker sammen, der bliver lagt ud om ham og hans forhold til sønnen og andre mennesker. Men efterhånden som bogen skred frem, tænkte jeg i højere og højere grad: "Og hva' så?". Og det tænkte jeg ikke mindst, da bogen var slut.
Der bliver lagt op til noget som bogen ikke kan indfri, og det er egentlig ret synd, for Anna Ringberg har ellers et godt blik for sine karakterer, som burde have kunne føre til noget mere end dette. Og det skal det nok også gøre på et eller andet tidspunkt.
 
(Forlaget Per Kofod, 283 sider. 25. august 2012. Oversat af Ilse M. Haugaard fra svensk: Boys, 2010)

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Kristeligt Dagblad

Naja Marie Aidt: Sten saks papir, 2012

Naja Marie Aidt debuterede i 1991 med digtsamlingen Så længe jeg er ung. Siden er det blevet til otte digtsamlinger, fem novellesamlinger plus det løse, men først i 2012 udgav hun sin første roman, nemlig denne Sten saks papir.
I en eller anden større by i den vestlige verden bor Thomas O'Mally Lindström. Han er ude over sin første ungdom, men har Ubevidste identitet som drengerøv er stadig forholdsvis intakt - på den noget umodne måde. Han bor sammen den smukke Patricia og driver en papirforretning sammen med sin gamle ven Maloney. Men verden og virkeligheden er ved at trække sig sammen om Thomas: Er de penge, som han ved tilfælde finder i en brødrister i boet efter sin afdøde kriminelle far, årsag til forfølgelse? Er Patricia utro eller er det jaloux paranoia fra Tomas side? Hvem er Luke eller Luc? Og hvad er det der i det hele taget er ved at ske med Thomas og hans liv?
Man kan tydeligt mærke en linie fra Aidts noveller i bl.a vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris Bavian, 2006 i Sten saks papir. Der er hele tiden en farlig undertone af, at der kommer til at kommer til at ske noget frygteligt - og det holder da også stik... Farligheden er som altid til stede hos hende, men det klæder hende bedre i novelleform end i hvert fald denne roman. Dermed ikke sagt, at bogen ikke er værd at læse, men skal man overbevise sig om Naja Marie Aidts allerstørste talenter som historieskriver, så er det novellerne, man skal gå til.
Men sproget. Her er der som sædvanlig guf at at hente ud over det normale hos NMA. Hun rammer så præcist i karakteristikker i få sætninger, som andre forfattere skulle bruge hele afsnit til få meningen frem i. At hun så har haft sideplads til at lave en laaang konkurrrence i digtgenkendelse har været en af romanformens farer for Aidt...
Blandet oplevelse. Rigtig meget godt - men nok en skuffelse i forhold til, hvad jeg havde forventet fra Naja Marie Aidt.
  
(Gyldendal, 382 sider)

Se mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske
Læs interviews med Naja Marie Aidt om Sten saks papir fra Politiken og Information

David Vann: Fortælling om et selvmord, 2012

David Vann er ikke den store hyggespreder - bestemt ikke! Men han er på vej til at blive en af de helt store amerikanske forfattere, der tager de personlige og sorte sider af den amerikanske drøm op. Det skete på dansk første gang med  Caribou Island, som han skrev i 2011, og nu med denne bog fra 2008 som handler om hans egen fars selvmord.
Og selv om det er det tema, er det en slags novellesamling Vann har skrevet, men i tråd med at det er om én begivenhed i hans eget liv, hedder samlingen Fortælling om et selvmord - i ental. Og for at det ikke skal være løgn er den ene af de seks fortællinger, Sukkwan Island, en roman på næsten 200 af de 274 sider.
Alle historierne har drengen Roy Fenn som omdrejningspunkt, der tænker på en blanding af hvad der skete, blandet med forestillinger om hvordan handlingforløbet kunne være sket - i form af en drengs ofte negative forestillingsverden og dårlige drømme. Og det er ikke rar læsning! I en af historierne er det f.eks. drengen selv der begår selvmord, og faderen der for sent indser sin skyld i det selvmord. Barsk kost! I fortællingen bagefter opsøger den nu trediveårige Roy faderens fortid, så bogen springer mellem virkelighederne.
Det er en fantastisk god bog, endda endnu bedre end Caribou Island, som ellers er rigtig god. I begge bøger er der som sagt ikke mange brølende grin - men derimod en knugende og uheldsvarslende stemning, som er eminent godt skrevet. Og forsidens citat fra anmeldelsen i The Observer passer rigtig godt: "Den mest sandfærdige erindring og den rene fiktion". Hvor virkeligheden i bogen starter og slutter er svært at sige, og det er med til at gøre bogen fremragende.

(Gyldendal, 274 sider. Oversat af Kristian Bang Foss fra amerikansk:  Legend of a Suicide, 2008.
Bogens noveller: Iktyologi, Rhoda, En fortælling om gode mænd, Sukkwan Island, Ketchikan og Op i det blå)

Se mere på Litteratursiden  
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Kristeligt Dagblad, Berlingske og Politiken

Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt & utrolig tæt på, 2005

I slutningen af august 2012 kommer Jonathan Safran Foer til Louisiana Literature. Fruen og jeg tager afsted for bl.a høre ham, og så var det jeg tænkte: "Kunne det mon ikke være en idé at læse noget af ham inden da?". Svaret blev til "Jo" - og Ekstremt højt & utrolig tæt på blev lånt. Og nu tænker jeg på, hvorfor jeg dog ikke har læst den før...
Oskar er ni år, bor på Manhattan og har mistet sin far ved angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Han bevæger sig nu året efter ud på en hemmelig rejse gennem alle dele af New York City for at finde nøglehullet til den nøgle som faderen efterlod i en vase, pakket ind i en kuvert med ordet "Black" på. Det bliver en eftersøgning der ender med opgravningen af faderens tomme kiste sammen med farmoderens "lejer". En jagt ikke bare på faderens hemmelighed - men især på sig selv og sin sorg.
Det er på ret mange måder en skøn bog om den noget skævt tænkende niårige Oskar, der målrettet kaster sig ud i at opsøge samtlige personer efternavnet Black i New York Citys kommuner. Oskar, som også skitserer opfindelser som f.eks at lade samtlige tårer, som bliver grædt på New Yorks hovedpuder, føre ned til en sø i Central Park, hvor man så kan se byens tåremæssige tilstand på vandhøjden. Eller som tænker, at hvis der lever flere mennesker nu, end der er døde i Jordens historie, ville der ikke være kranier nok, hvis alle nulevende valgte at spille Hamlets "To be or not to be"-scene på en gang....
Men det er også en dybt alvorlig bog om såret efter 9/11, personificeret ikke bare i Oskar, men også hans mor, farmor og hendes mystiske "lejer". Og også en bog om New York i det hele taget, om sorg og kærlighed, om venskab og ærlighed og om meget mere. Fortalt med et skævt smil i et skønt sprog. Og så endda illustreret på meget forskelligartede måder - med pointe.
En pragtfuld bog, som hermed er anbefalet varmt!

(Tiderne Skifter, 348 sider. Oversat af Jan Hansen fra amerikansk: Extremely loud & incredibly close, 2005)

Læs mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken
Læs interview med forfatteren fra Kristeligt Dagblad og Berlingske fra udgivelsen i 2005

Lionel Shriver: Vi er nødt til at tale om Kevin, 2012

Lionel Shriver er et pseudonym for forfatteren Margaret Ann Shriver (f. 1957). Før jeg startede på bogen troede jeg, at det var en mand der havde skrevet bogen men blev mere og mere i tvivl under læsningen, hvor jeg tænkte at den bog kunne da ikke være skrevet af andet end en kvinde om dette specielle moderskab.
Vi er nødt til at tale om Kevin er noget så sjældent som en brevroman, bestående af breve som moderen Eva til den syttenårige Kevin skriver til Kevins far, Franlin. Kevin er i ungdomsfængsel for året før at have skudt og dræbt syv nøje udvalgte skolekammerater og to ansatte på sin skole. Nu skriver hun breve om de forbudte følelser, som allerede fra Kevins fødsel har domineret hendes forhold til drengen. Det er følelser, som enhver forælder ville være mere end betænkelig ved bare at strejfe at tænke. Faktisk har hun aldrig brudt sig om sin søn og har siden hans allerførste minutter opfattet ham som en udspekuleret fjende - og egentlig med god grund...
Det er en modbydelig historie at læse. Politiken anbefalede da også i sin anmeldelse, at man so vordende forældre ikke skulle læse Vi er nødt til at tale om Kevin eller Dorris Lessings Det femte barn. Et meget forståeligt råd! For bogen tager fat i mange tabuer ved begreber som forældrekærlighed og troen på børns uskyld, at det nærmest ikke på et eller andet tidspunkt ikke kommer til at gøre rigtig ondt på læseren - især fordi forfatteren gør det helt forbudte at tage moderens parti fra første fløjt og tegner billedet af Kevin som en bevidst pestillens af en satan.
Bogen er noget længere end den nok havde burdet være - hundrede siders barbering ville have klædt den. Men ellers er det en af de bøger, som man bør læse - måske endda også for at blive klogere på sig selv og andre forældre og vore engang imellem vedtagne hykleri? Stærke og provokerende sager.

(Politiken, 459 sider. Oversat af Sara Koch fra amerikansk: We need to talk about Kevin, 2003. Også udgivet på Politiken i 2012 i samme oversættelse under titlen Hvad med Kevin?)

Se mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten