Årsopgørelse: Litterærlig selvangivelse for 2012

"Once agaaaain!", som jeg af en eller anden grund kan huske Leonard Sachs råbe i TV-underholdingsprgammerne i music hall stil "De gode gamle dage" fra Leeds City Varieties nede i 70'erne. Once again er det tid for årets statistisk litterærlige årsopgørelse!

I 2012 kan min læsning opgøres til 38.480 sider fordelt på 119 bøger. Antallet af bøger er faldet en smule fra 124, mens sidetallet pr bog er steget fra et gennemsnit på 273 sidste år til 323 i 2112 . Mine bøger er altså blevet tykkere. Og det er jeg heldigvis også... 

Af disse bøger var 35 oprindeligt danske, 24 amerikanske, 11 britiske, 9 svenske, 9 tyske, 6 norske, 4 franske, 3 islandske, 3 sydafrikanske, 3 kinesiske - og skal vi nøjes med at sige "med videre".
Af genrer var der 83 romaner, 7 grafiske romaner, 7 faglitterære bøger, 5 biografier, 3 novellesamlinger og nogle, hvor jeg ikke har fået sat genrebetegnelse på - sikkert romaner. Af romanerne var de 22 krimier.
33 af bøgerne var skrevet af kvinder, 84 af mænd mens 2 var skrevet af både/og. En smule fremgang på kvindefronten i år
39 af bøgerne var oprindeligt skrevet i 2012, 16 i 2011, 13 i 2010. Desuden 25 i årene 2000-2009 og 26 før år 2000.
Gennemsnitligt set blev bøgerne bedømt af mig til 3,45 stjerner ud af 5. Temmelig pænt gennemsnit, men de er jo også valgt til at blive læst, fordi jeg forventede de skulle være gode...

2012's ti største læseoplevelser (i uprioriteret rækkefølge efter forfatter):

• Jennifer Egan: Tæskeholdet banker på, 2012 (2010)
• Kerstin Ekman: Grand Final i gøglerbranchen, 2012 (2011)
• Hans Fallada: Alene i Berlin, 2012 (1947)
• Joseph Heller: Punkt 22, 1963 (1961)
• Adam Johnson: De stjålne liv, 2012
• Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, 2012
• Deon Meyer: Tretten timer, 2012 (2009)
• Eugen Ruge: I tider med aftagende lys, 2012 (2011)
• Art Spiegelman: Maus - samlet udgave, 2008 (1986 og 1992)
• David Vann: Fortælling om et selvmord, 2012 (2008)

Men også Nicole Krauss' Det store hus, Patti Smiths Just Kids , Jeffrey Eugenides' Bryllupsintrigen og John Irvings I en person kunne have været på listen...

2012's  suverænt værste læseoplevelse (i absolut prioriteret rækkefølge):

• Erwin Neutzsky-Wulff: Jack the Ripper, 2012

Og så tak til alle jer der har læst med på Bogbrokken og måske endda kommenteret mine indlæg i 2012 - og ikke mindst tak til jer bloggere som jeg har læst og fået inspiration fra på nettet. 
Godt nytår!!! 

Jan-Erik Fjell: Den tavse, 2012

En stenrig erhvervsmand i Frederikstad bliver kvalt med en klaverstreng få dage efter, at han har modsat sig en kontrakt om et miljøskadelig storprojekt om udvinding af oliesand i Canada. En kontrakt han og hans selskab har arbejdet lang tid på at få i hus, og som ville kunne indbringe store indtægter. Kort tid efter mordet bliver en mafioso, Vincent Giordano, der er helt i toppen af New York Citys underverden, fundet hårdt såret i en grøftekant lige i nærheden.
Det bliver den berømte og og i politikredse berygtede kriminalkommissær Anton Brekke, der bliver sat på sagen. Og der er meget, der ikke stemmer overens med den flok af direkte mistænkte og resten af sagens forløb.
Der er et eller andet med krimier og Norge. Jeg synes i hvert fald gennemsnitskvaliteten er meget høj. Dette er ikke en af dem, der trækker op, men stadig er det stykke solidt og underholdende håndværk, som Fjell har begået i sin første krimi i en serie om Anton Brekke.
Brekke er en god figur, selv om han ikke endnu har sat sig de store spor, men det kan nok komme i fremtidige udgivelser. Historien er god og fungerer fint med sine tilbageblik til Vincent Giordanos liv og mafiakarriere i 60'erne. Og der er en sammenhæng mellem disse tilbageglimt og selve bogens plot.
OK krimi fra Frederiksstad og New York City - dog uden at være uforglemmelig...
Og glædelig jul, hvis du læser dette på udgivelsesdagen.

(People's Press, 386 sider. Udgivet 24. september 2012. Oversat af John Jensen fra norsk: Tysteren, 2010)

Lån bogen på bibliotek.dk

Harald Havsteen-Mikkelsen: Svagpisser, 2012

Harald Havsteen-Mikkelsens skønlitterære debutroman Svagpisser er på 261 sider, men hele teksten fylder vel reelt ca.120 sider - og det er såmænd udmærket, at den ikke er længere...
Svagpisseren er den toogtredive årige læreruddannede Robert Friis Bartok Skjaldbæk fra Odense, der i starten af bogen bliver truet med kniv og frarøvet mobiltelefon og tegnebog med dankort og truet til at udlevere koden. Det er selvfølgelig en traumatiserende oplevelse, men Robert lader sig i den grad også traumatisere, så den får alt hvad den kan trække både i og udenfor det offentlige behandlersamfund. På trods af at Robert gør alt galt i forhold til, hvad han har lært på sit score-kursus, ender han i løbet af det år, bogen varer, med at få sex sammen med en halv snes kvinder. Og også de afgrundsdybe konflikter, han har en tendens til at rode sig ud i med især venner, bliver på forunderlige måder løst.Robert er nemlig som en korkprop: Uanset hver dybt han synker, kommer han altid op til overfladen.
Handlingen er langt ude, og det skal den jo også være i en bog med dette oplæg. Men det var egentlig ikke særlig tit, at jeg trak på smilebåndet og kun et par gange kunne Svagpisser vride et fnis ud af mig. Bogen simpelthen ikke sjov nok, når det nu er det, den er tænkt som at skulle være. Heller ikke som samfundssatire fungerer den. Mest af alt er satiren nærmest lidt ligegyldig. Kun advokatens jagt efter guldkalven i form af erstatning til Robert rokker lidt ved det i mine øjne. Men sproget og dagbogsformen kører godt - men rigtig morsomt bliver det aldrig.
En halv stjerne for, at bogen er blevet udgivet, en halv for sprog, og - med opbydelse af venlighed - en hel for de smilebåndstræk og de par fnis, der nu engang var...:

(EC Edition, 261 sider. Udgivet 14. september 2012)

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Modkraft

Eugen Ruge: I tider med aftagende lys, 2012

1. oktober 1989 fylder Oldefar Wilhelm halvfems år. Han har været med gennem hele det tyske kommunistiske partis historie og synger stadig de gamle stalinistiske sange, men nu lakker det mod enden for Wilhelm - og for drømmen om kommunismen. Wilhelm og Charlottes søn Kurt nærmer sig halvfjerds og kan på dette sene tidspunkt i DDR's historie godt diskutere begåede fejltagelser men har stadig troen på socialismen. Kurts og Irinas søn Alexander derimod er her i '89 allerede flygtet til Vesten, mens Alexanders søn Markus nogle år senere ryger hash og tager ecstacy og vil skide på det hele i det genforenede Tyskland...
I tider med skiftende lys er en af den slags bøger, der bare vokser og vokser, jo længere man kommer ind i den. Persongalleriet falder på plads, ikke mindst i DDR-symbolikken, og kronologien bliver tydeligere efterhånden i de tidsspringende kapitler.Nu lyder det i resuméet af bogen som om, det udelukkende er familiens mænds historie, men både Oldemor Charlotte, bedstemor Irina og hendes mor har væsentlige stemmer i beretningerne, der spænder fra 1952 til 2001.
Det er en fantastisk historie Eugen Ruge har fået skrevet sammen om en families og igennem den hele DDR's historie. Sammen med Clemens Meyers Dengang vi drømte fra 2009 det bedste Wendelitteratur jeg har læst.
Jeg må have alle fem stjerner på banen til dette velskrevne, dybe og til tider ret morsomme epos over en epoke i Tysklands og Europas historie.

(Batzer & Co, 432 sider. Udgivet 8. november 2012. Oversat af Jacob Jonia fra tysk: In Zeiten des abnehmenden Lichts, 2011)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information
Hør udsendelsen DDR og det der var fra 21. november 2012 fra programmet Skønlitteratur på P1
Læs kronik af Eugen Ruge, trykt i Politiken 9. december 2012 med titlen Det er vores livsduelighed, som er i krise

Christopher Isherwood: Mr. Norris skifter tog, 2002 (1935)

Den unge William Bradshaw er ca. 1930 på vej i tog til Berlin for at nedsætte sig som privat engelsklærer, da han på toget møder den dobbelt så gamle Arthur Norris, som også er bosat i Berlin. Der udvikler sig et nært venskab mellem den retskafne og retlinede Bradshaw, der repræsenterer al eksisterende fornuft og tolerance, mens Arthur Norris mildest talt er helt anderledes sammensat!
For Norris repræsenterer hele Weimarrepublikkens kaos i én eneste person. Jeg blev derfor ret glad, da jeg så, at Klaus Rifbjerg i sin anmeldelse.i Information i anledning af bogens genudgivelse i 2002 skrev, at Norris er en: "...sveden metafor for hele den sammensatte situation, hvor de forskellige politiske fraktioner havde travlt med at slå hinanden oven i hovedet i kampen om overtaget i en blanding af ustyrlig magtbrynde og almindelig liderlighed." For hvis Store Klaus skriver sådan, kan jeg vel også mene det!
Arthur Norris er selv en sammensat figur: Klynkende, stor i slaget, fuldstændig patetisk med øjenbrynsplukning og manicure, men med det sorteste tandsæt, til pisk og støvleslik og kommunistisk agitator med applaus. Han er som en ål i mudder, men får fjender og kreditorer - og ender alligevel altid på en eller anden måde med hovedet oven vande med nye ideer. Han er simpelthen indbegrebet af et Berlin lige før nazisternes magtovertagelse med dekadence, uro, druk, politiske intriger, spionage - you name it!
Rigtig flot, velskrevet og interessant bog, når man først får knækket dens kode, nemlig Mr. Norris, der skifter tog adskillige gange på de par hundrede sider...
  
(Findes i: Christopher Isherwood: Mr. Norris skifter tog ; Farvel til Berlin. Signet, 300 sider. Udgivet 3. august 2000. Oversat af Werner Svendsen fra engelsk:Mr Norris changes trains, 1935)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Information

Jussi Adler-Olsen: Marco Effekten, 2012

Hvis en sommerfugl i Sydamerika basker med vingerne, kan den sætte gang i en tsunami  i Japan: Sommerfugleeffekten.
Og hvis romadrengen Marco i Kregme ser noget, han ikke skulle have set, kan det sætte gang i en hel masse bevægelser i dansk "undergrund": Marcoeffekten.
Det er det store arsenal af historier og stilarter, der rulles ud i Jussi-Adler Olsens nyeste udgivelse Marco Effekten. Der er den politiske thriller om en kynisk embedsmands svindel og korruption i det danske udenrigsministeriums behandling af ulandsprojektmidler til Cameroun i samarbejde med mindst lige så kyniske bagmænd i bankverdenen.
Der er chaseren - eller forfølgelseshistorien - om den 15-årige illegale indvandrer Marco, der sætter sig op mod sin tigger- og tyveklans overhoved, og ser noget han ikke skulle have set, og flygter fra klanen med livet som indsats.
Endelig er der de interne forhold i Afdeling Q i Politigårdens kælder, der nærmer sig Gøg & Gokke, som jeg tidligere har udtrykt det - men nok mere er folkekomedie hen ad Olsen-Banden, som Bo Tao Michaëlis skriver i sin anmeldelse af denne bog.
Det er lidt farligt spil med de forskellige stilarter, og man skal halvvejs ind i bogen, før afsnittene mellem Politigården og selve plottene kommer til at hænge sammen - og det irriterede mig under læsningen, da det næsten virkede som om, at jeg læste to forskellige bøger i første halvdel. Men i anden halvdel fungerer det virkelig godt, og stilarterne smelter efterhånden sammen uden at tabe deres særpræg og bliver til - en rigtig Jussi!
Der er ikke mange om nogen, der kan hamle op med Adler-Olsen i kunsten at skrive drønspændende eller døduhyggeligt med personlig indignation og samtidig få noget gedigen humor ind i historien. Jeg kan kun komme i tanke om Susanne Staun, og så er vi ovre i en helt anden boldgade stilmæssigt. Her har JAS uden tvivl den bredeste appel.
Så jeg vil helt klart sige, at Marco Effekten på trods af nogle totalt urealistiske elementer i plottet har begået sin bedste Afdeling Q-bog siden Fasandræberne. Jeg var ellers ved at bliv lidt nervøs for seriens kvalitetsniveau efter Flaskepost fra P og Journal 64, som jeg synes var skrevet med alt for løs hånd og lidt for meget vægt på  Olsen-Bandengenren i kælderen hos Carl, Assad og Rose. Godt kommet igen, Jussi!
PS: Hvorfor orddelingen i titlen? Er det en eller anden form for læselet-service?
  
(Politiken, 505 sider. Udgivet 6. december 2012)

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Ekstra Bladet, 24 Timer og Berlingske
Marco Effekten er femte bind i serien om Afdeling Q. De fire andre bind er:
1. Kvinden i buret, 2007
2. Fasandræberne, 2009
3. Flaskepost fra P, 2009
4. Journal 64, 2010

Kristian Bang Foss: Døden kører Audi, 2012

Asger bor i hus med sin kæreste og steddatter og er reklamemand. Dvs. sådan er det på de første par sider, og derefter går alt galt: Asger kvajer sig med en reklamekampagne, bliver fyret og skilt, og får en etværelses i Sydhavnen, hvor han æder sig kvabset. Og på side 22 bliver han så handicaphjælper for Waldemar i betonghettoen i Stentofte på Vestegnen. Der udvikler sig hurtigt et meget indforstået og varmt venskab mellem de to, hvor humor, hash til Waldemar og en rom og cola til Asger er fast inventar midt i Stentofts håbløshed.
Waldemar har et stort ønske om at tage til Marokko for at blive kureret for nogle af sine talrige sygdomme af healeren Torbi el Mekki, og da han ved et tilfælde kommer til penge køber de en brugt folkevogn og tager afsted.
Døden kører Audi er en fornøjelse at læse: Underholdende, meget morsom og rigtig godt skrevet. Og så er det en god bog om et venskab, som opstår på trods af en hel masse odds. Kristian Bang Foss har blik for det skæve i små detaljer og den ofte drengerøvede humor, og det skildrer han fint i bogen i fællesskabet mellem Waldemar og Asger.
Herlig, sjov og til tider både tænksom og rørende road story på vejen fra Københavns vestegn gennem Frankrig og Spanien ned til Marokkos ørken. Kan anbefales til drengerøve i alle aldre. Fin bog.
  
(Gyldendal, 229 sider. Udgivet 22. oktober 2012)

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Berlingske

Ferdinand von Schirach: Sagen Collini, 2012

Sagen Collini bliver kaldt en krimi på forsiden af bogen, og ordet "kriminalroman" er da også bogens danske undertitel. Den tyske udgave har derimod undertitlen "roman", og det er da også i langt højere grad det, som bogen er. For en krimi er det ikke, da forlagene efterhånden bruger dette ord i flæng om alle bøger, hvis der bare er optræk til en lovovertrædelse i dem. Man appellerer til det tilsyneladende umættelige krimisegment på mere eller mindre falske præmisser om at købe bøger som krimier, også uden at de egentlig er det. Nå, surt opstød forbi. For bogen er der bestemt ikke noget galt med.
Den italienske indvandrer Fabrizio Collini har levet et stille og normalt liv i Berlin i 34 år, indtil han en dag dræber en ældre forretningsmand yderst brutalt. Den unge og nyuddannede forsvarsadvokat Casper Leinen bliver beskikket som forsvarer for ham på sin første sag. Men Collini ønsker ikke at blive forsvaret, og vil under ingen omstændigheder ud med sit motiv.
Desuden opdager Leinen, at den myrdede er bedstefar til hans bedste barn- og ungdomskammerat - en mand som han har holdt af og holdt til hos gennem mange år. Det fører til et dilemma, som får ham til efterforske sagen på egen hånd. Og det bliver efterforskning, som fører tilbage til den tyske hærs fremfærd i Italien under 2. verdenskrig.
Det er en lille og kompakt bog med masser af indhold, som Ferdinand von Schirach har skrevet om den arv, som Tyskland slæber med fra sin nazistiske fortid - om brutale bødler som andre kender som elskelige bedstefædre. Og hvilken betragtning man skal lægge på disse personer, som indeholder begge sider.i deres bagage. Kan Leinen aflægge sin loyalitet som semifamiliemedlem til den myrdede, da han skal være forsvarsadvokat for morderen?
Meget spændende og velskrevet retssalsdrama, som Schirach har alle forudsætninger for at skrive, både fordi han selv er forsvarsadvokat og som barnebarn af Baldur von Schirach,den øverste leder af Hitlerjugend fra 1933-40 og gauleiter for Wien 1940-45.

(Gyldendal, 161 sider. Udgivet 18. oktober 2012. Oversat af Anneli Høier fra tysk: Der Fall Collini, 2011)

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken og Die Zeit (tysk) 
Læs interview med Ferdinand von Schirach fra Die Zeit (på tysk)

Madeleine Hessérus: Byen uden kvinder, 2012

Det er et noget anderledes Stockholm, man præsenteres for i Madeleine Hessérus  Byen uden kvinder. Et par og tyve år før bogens hovedhandling finder sted har der nærmest været tale om borgerkrigslignende tilstande i byen, hvor modstanderne var kvinderne og mændene. Kvinderne forskansede sig i den sydlige del af Stockholm, og byen har siden været delt af en mur, hvor isolationen mellem bydelene nærmest er oppe på koreansk niveau!
Til det Stockholm ankommer skærgårdsboen Jakob Hall tyve år efter. Han er udsendt af modstandsbevægelsen mod muren for at spionere hos den mandlige magtelite i den nordlige del af byen. Han møder de tre unge Kurt, David og Elliot, der fungerer som repræsentanter for den generation, som aldrig har oplevet andet end muren.
Byen uden kvinder har generelt fået rigtig fine anmeldelser, både for historien og for et stykke fin skrivekunst, ikke mindst sprogligt. Det sidste er jeg helt med på, men jeg ved ellers ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med bogen. Som kommentar til diverse fordomme og konflikter fungerer den i glimt virkelig godt - ikke mindst når man læser den danske indvandrerdebat og dens niveau ind i den. Men egentlig forstår jeg ikke Jakob Halls opgave og hele rolle i bogen andet end som den, der har oplevet en tidligere verden uden mur. Hvad der kommer ud af hans spionrolle, og hvad hans observationer skal bruges til står for mig hen i det uvisse.
Det er kun allegorielementet og bogens undersøgelse af mekanismer ved fordomme og konflikter, der fungerer efter hensigten.
Så: Egentlig temmelig skuffende roman efter at have læst anmeldelser - men med voldsomt interessant tema og med en flot "scenografi".
 
(Peoples Press, 478 sider. Udgivet 24. august 2012. Oversat af Kamilla Jørgensen fra svensk: Staden utan kvinnor, 2011)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs danske anmeldelser fra Berlingske og Alt for damerne
Læs svenske anmeldelser fra Svenska Dagbladet, Expressen og Sydsvenskan 

Bernard Mathieu: Zé, 2012 (1997)

Jeg må endnu engang rose forlaget Labyrint for at udgive franske kvalitetskrimier, så også andre forfattere end de to store Fred Vargas og Jean-Christophe Grange får lov til at få foden indenfor og blive eksponeret i Danmark. Indtil videre har jeg kun læst en enkelt smutter fra Labyrint.
Den unge og gudesmukke nyuddannede politimand Zé Costa ankommer til Brasiliens hovedstad Brasilia og får som sin første sag mordet på en prostitueret, som er blevet pint ihjel på et motelværelse. Sagen bliver af Zé's hårdhudede makker Barreto og retsmedicineren hurtigt affejet som en kombination af druk og kokain, men Zé tager ikke den forklaring for gode varer og starter derfor sin helt egen efterforskning, der fører til en verden af penge og magt, hvis spilleregler Zé ikke kender til fra sin ludfattige opvækst.
Som krimi betragtet er Zé en generation ældre end de nuværende mammutkrimier med et væld af sidehistorier og -plots. Handlingen sådan set ret enkel: Et mord, to mord, tre mord, spor, forhindringer, nye spor, og endelig opklaring med indbyggede overraskelser. Absolut håndværksmæssigt forsvarligt.
Men det var ikke krimidelen, jeg var specielt optaget af. Egentlig synes jeg, den var lidt kedelig. Jeg var i højere grad optaget og fanget ind i det samfundsportræt, som den franske forfatter Bernard Mathieu giver af et Brasilien, hvor det ikke er "dyd, der gør os til mennesker. Meu filho, men gysser". Menneskeliv vurderes uden blusel efter det pågældende menneskes status i samfundet - og Zé, som oprindeligt kommer fra rendestenen, kan ikke skjule sin samfundsbestemte værdiløshed trods sit smukke udseende.
Zé er første bind i trilogien Stenbukkens blod og jeg vil da følge med, når Labyrint udgiver det næste bind.

(Labyrint, 298 sider. Udgivet 1. september 2012. Oversat af Jesper Tang fra fransk: Zé, 1997)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Berlingske