Jonathan Franzen: Frihed, 2011

Det er sjældent, at det tager mig så lang tid at læse selv en moppedreng af roman. Men Frihed har taget rigtig lang tid, både pga. andre omstændigheder, men også fordi det er en monumental mursten - og af meget høj kvalitet!
Frihed er historien om familien Berglund i Minnesota, der bosætter sig som en slags pionerer i et noget nedslidt bykvarter i 80'erne efter endte universitetsuddannelser og bliver den ny tids familie med grøn idealisme og børnene i centrum. Vi får historien om familien bragt op til årtusindskiftet, hvor livet for alvor begynder at krakelere, og idealerne svigtes - nok ikke tilfældigt samtidig med Bush Juniors nye æra i det amerikanske samfund.
Det er en The Great American Novel, som Franzen har begået med Frihed. Der er så mange vinkler og historier, man kunne gribe fat i og spinde lange ender over - og de er alle ført til dørs og afsindigt godt skrevet. Rent guf! Bare den med datteren, hvor der står, at hun underkaster sig en omfavnelse fra sin mor. Så er det forhold sat på plads! Det var en af de korte, men der er også lange passager, som helt tager pusten fra mig sprogligt, og er ekstremt velskrevne og meget præcise sociologisk og psykologisk. Og der er vidunderlige satiriske indslag, bla. om Apples strategi om at være med til at skabe en "bedre verden" med deres vanvittigt dyre produkter, Irakkrigen og kommercialiseringen i det hele taget.
Hvis der er noget, som jeg endelig skulle kunne sætte en finger på, er det, at datteren Jessica ikke kommer til orde i bogen. Hun ville have kunnet give et bidrag, som måske kunne have sat historien mere på spidsen og have tilført noget nyt. Men det er egentlig også alt.
Egentlig er der stof til en mindst dobbelt så lang anmeldelse, hvor der kunne gribes fat i flere elementer i bogen, men desværre ikke her på Bogbrokken. Det er en fantastisk bog og foreløbig nok årets bog for mig, og der kan under ingen omstændigheder gives mindre end topkarakter her:
 
(Gyldendal, 581 sider. Oversat af Mich Vraa fra amerikansk:  
Freedom, 2010) 

Vidar Sundstøl: De døde, 2011

De døde er andet bind i en trilogi af Vidar Sundstøl om den politimanden Lance Hansen med norske rødder i skovområdet i Minnesota. I det udmærkede første bind, Drømmenes land, var historien om den tilsyneladende opklaring af et mord på den ene af to homoseksuelle turister, hvor en ung indiansk mand blev fængslet for mordet. Men Lance havde en begrundet mistanke om, at den egentligt skyldige var hans egen bror Andy. En faktisk vældig god og stemningsfyldt bog. Historien fortsætter i De døde, men her er problemet, at bogen slet og ret er kedelig!
Langt den overvejende del af bogen foregår på den årlige hjortejagt, som Andy og Lance foretager, og er om det psykologiske drama, som udspiller sig mellem de to brødre set fra Lance's synsvinkel. Og det er svært at skrive sådan en historie, og Sundstøl klarer det efter min mening ikke, selv om han er en ret god forfatter. Der har han overvurderet sine evner. Det bliver ofte meget langtrukkent i stedet for knugende, som det nok var ment. Først til allersidst sker der en egentlig udvikling, der bringer historien videre og kan give håb om en treer, der kan blive rigtig interessant...
At Sundstøl faktisk kan skrive viser sig dog i hans beskrivelse af selve jagten og dens bevægelser og skovens stemning. Det er godt og trækker noget op på en bog, som nok alt i alt skulle have været en del af et tobindsværk i stedet for et selvstændigt bind i en trilogi. Desværre.

(C&K Forlag, 173 sider. Oversat af Ellen Boen fra norsk: De døde, 2009)

Vidar Sundstøl: Drømmenes land, 2010

Lance Hansen, politimand i Minnesota med norske rødder (som de fleste andre i hans lokalområde), kommer ud i sit livs dilemma efter fundet af et drabsoffer i sit skovdistrikt. Han mistænker nemlig sin bror Andy for at være drabsmanden. Ofrer man så sin bror og dermed én del af sin selvrespekt, eller fortier man mistanken og ofrer dermed en anden del af sin selvrespekt? Derudover er Drømmenes land et portræt af et skandinavisk stykke historie om de især norske udvandrere til Minnesota, som Lance er meget optaget af i kraft af sine slægts- og lokalhistoriske interesser.
Vidar Sundstøl har dykket dybt i den norske historie i Minnesota, og sammen med krimiplottet er der kommet en meget stemningsfuld og god bog ud af den blanding. Hvis det er en "ren" krimi, man er ude efter, vil man nok blive lidt skuffet, da selve det ikke ligefrem udspekulerede plot overskygges af Lance's psykologiske dilemma og af det stemningsbillede, som Sundstøl tegner af et glemt Mini-Skandinavien i skovene på kanten til Canada. Og jeg var meget optaget af den omgang norske americana, som beskrives i denne glimrende bog. Men ikke mindst af Lance Hansen, som bestemt ikke er nogen traditionel superhelt, der bare klarer alle ærter - men som tværtimod er en rar, sympatisk mand, der ikke helt ved hvad han skal stille op med problemer, som går lidt ud over det hverdagsagtige.