Patti Smith: Just Kids, 2010

Jeg har været længere tid end normalt om at læse Patti Smiths vældig gode og fine erindringsbog Just Kids om sit og kunstneren Robert Mapplethorpes liv i årene omkring 1970. Det skyldes ikke mindst den nuværende virkeligheds Patti Smith. For hendes optrædener på Louisiana Literature d. 24. og 25. august tog faktisk helt pusten fra mig, som du kan læse om på det forrige indlæg her på Bogbrokken. Så sjovt nok kunne jeg slet ikke koncentrere mig ordentligt om om at læse Patti Smith pga. mødet med Patti Smith... Nå, men det lykkedes.
Just Kids er om den tyveårige Patti, der i 1967 søger lykken i New York og finder sammen med den jævnaldrende Robert Mapplethorpe, som hun møder, da hun ringer på hos nogle venner, der viser sig at være flyttet fra en lejlighed i Brooklyn. De bliver kærester og flytter senere ind på det sagnomspundne Chelsea Hotel på Manhattan, hvor hun møder og lærer at kende gud og hvermand i det alternative kunstnermiljø på den tid. Et liv omgivet af kunstnere i alle udtryk, men også et liv omgivet af stoffer - men ikke for Patti, som har en nålefobi, ikke tør tage LSD og først sent ryger pot. Og udover at give et portræt af miljøet, giver Patti Smith også rigtig fine billeder af et parforhold fordelt på de tre mænd, Robert, dramatikeren Sam Shepard og musikeren Allen Lanier fra Blue Öyster Cult, samt om kampen for kunsten og mod økonomien og hen imod den begyndende succes for både hende selv og Robert.
Meget, meget fin bog, skrevet i et meget smukt, poetisk og reflekterende sprog, hvor man kan mærke at Patti Smith i bund og grund er mere poet end den "Godmother of Punk", som hun er udnævnt til. Jo, hun har været banebrydende indenfor musikken, og nu er hun det indenfor litteratur med denne bog og den på dansk nyudkomne Drømmespinderi med hendes barndomserindringer. En ting jeg studsede over, er at hun på intet tidspunkt taler dårligt om nogen eller udstiller nogen. Det virker ikke som om det er konfliktskyhed, men hendes tilgang til mennesker, som spiller ind her - en kærlighed og accept. Et fint og retlinet menneske, hvilket hendes fremtræden på Louisiana i den grad også bar præg af.
Fremragende og fin bog med med nogle erindringer som er svære at overgå i kvalitet, men nutidens Patti Smith tager alligevel min førstepris. Men det behøver bogen bestemt ikke at have det skidt over!

(Klim, 279 sider. Oversat af Charlotte Kornerup fra amerikansk: Just Kids, 2010)

Se mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information, Berlingske (am. udg.), Musikeren (s. 31) og Gaffa
Læs interview med Patti Smith fra Politiken (2010)
Læs omfattende artikel om Patti Smith på Wikipedia og se Patti Smiths hjemmeside

Jennifer Egan: Tæskeholdet banker på, 2012

Tæskeholdet banker på bliver en af årets absolut største romaner for mit vedkommende. For det er i den grad en roman, der vil det hele - og dælme også er i stand til det! Og at andre også synes det kan både ses af de anmeldelser, som bogen fik i de danske aviser (se nederst), og at den vandt Pulitzerprisen i 2011.
Romanens to omdrejningspunkter udgøres dels af Bennie Salazar, der fra en mislykket karriere som elendig bassist på San Franciscos punkscene over at være et hotshot i musikbranchen som talentspejder og producer nu længes efter en autentisk lyd befriet fra musikindustriens syntetiske overfladebehandling. Han har slået sig ned i en velhaverforstad til New York og gnisten er ved at være helt væk.
Hans assistent, Sasha, er det andet omdrejningspunkt, har en uimodståelig hang til noget fritids-kleptomani, der truer med at komme ud af kontrol og et meget tæt forhold til sin psykiater. Begge længes efter nærvær, men har svært ved at gribe øjeblikket, for de er altid på vej et andet sted hen i det liv, der bliver kortere for hver dag. Og tidens tæskehold banker snart på Bennies og Sashas dør - og alle andres for den sags skyld.
Men det er kun et par af de nærmest novellelignende kapitler, som direkte handler om Bennie og Sasha. Ellers er fortællervinklerne lagt ud til personer som de har haft kontakt til i større eller mindre grad fra 1975 til ca. 2020. Og både de mange fortællere, forskellige stilarter og springene frem og tilbage i tid fungerer fremragende i en grad, som jeg sjældent har set før! Ikke mindst kapitlet, som Sashas tolvårige datter Alison skriver som PowerPoint-show om sin familie og især den nok autistiske bror Lincolns store hobby "Pauser i rocknumre" er et godt eksempel på noget, som jeg aldrig har set før - og som virker!
Tæskeholdet, som banker på i romanen, er Tiden som bider alle personerne i haserne. "Tiden er et tæskehold, ikke? Skal du lade et tæskehold skubbe rundt med dig?" bliver steelguitaristen Scotty spurgt af Bennie i sidste kapitel. Svaret fra Scotty er "Tæskeholdet vandt" - men så går han ud og blæser New York omkuld med sin steelguitar. Nogle indhentes af tiden og går til grunde, andre ender et andet og forhåbentligt bedre sted. Men alle føler bidene i haserne.
Men forfatteren har også selv tæsk til teknologien: For det første gør musikproduceren Bennie oprør mod den digitaliserede musikindustri, der har reduceret musik til 1'er og O'er, nærmest uden menneskelig lyd. For det andet tegner hun en udvikling hen mod, at menneskelig kontakt stort set foregår vha skærm og en opvoksende generation af "pegere", hvor selv spædbørn er udstyret med skærme a la dagens smartphones. Og det netværk der er opstået bruges i sidste kapitel til at manipulere et enormt antal mennesker til at møde op til koncerten med den nu nærmest totalt ukendte Scotty.
Der er så forbandet mange ting jeg ellers har lyst til at gribe fat i og fortælle om fra Tæskeholdet..., for der er så meget guf i den, så det er helt utroligt! Så elv om jeg har brugt en del flere ord end normalt, er jeg ikke rigtig nået ret langt, men så'en er det.
Så bare de sidste superlativer: Fantastisk, fremragende bog. Og hvis jeg lige nu skulle kåre dette årtis Great American Novel, ville det blive Tæskeholdet banker på!!! Klar femmer:

(Klim, 293 sider. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup fra amerikansk: A Visit From The Goon Squad, 2010)

Læs mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information, Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad 
Hør udsendelsen Skønlitteratur i P1 fra 16. maj 2012 om "Den store amerikanske roman", herunder meget om Jennifer Egan og Tæskeholdet banker på...

Niels Skousen: Herfra hvor jeg står, 2011

En af historierne i Niels Skousens erindringer Herfra hvor jeg står er, at han i 1964 fik en novelle udgivet i en antologi, 11 + 11, med skriverier fra unge danske forfattere. Jeg slog samlingen op og kunne se, at de fleste af skribenterne var eller blev store navne - og det kunne Niels Skousen måske også have været - som forfatter og ikke alene som sangskriver og skuespiller, som han i den grad også har udmærket sig ved!
Når jeg tager den historie som indledning, er det fordi hans erindringer er virkelig fremragende skrevet. Der er mange gode overvejelser, som han forstår at sætte på ord på, og nogle gange er de skrevet, så professionelle forfattere må beundre hans præcision og udtryk. Der var flere gange hvor jeg følte mig i situationen og endda blev rørt - ikke mindst hans oplevelse og beskrivelse af Jimi Hendrix-koncerten gjorde mig helt stakåndet! Og Skousens selvindsigt fejler bestemt ingenting. Han tager fat om både succeser, nedture, bristede illusioner og opfyldte drømme med nøgternt overblik og har alligevel hjertet med.
Det er faktisk en fremragende selvbiografi Niels Skousen har fået skrevet. Den er hele tiden meget reflekterende og meget, meget velskrevet. Og tag det roligt. Der er nogle gode anekdoter i, men det er ikke det der holder bogen oppe. Det gør Skousen selv og det gør han godt nok godt!
Meget fin selvbiografi fra et reflekterende og sympatisk menneske, som virkelig har noget væsentligt at fortælle om sig selv og sin tid.

(Gyldendal, 337 sider)