Jens Blendstrup: Luskefisefortællinger, 2014

Hvis man som jeg er, sådan nogenlunde, på samme alder som Jens Blendstrup og endda vokset op kun et par kilometer nordlige end han, er det ren fryd (udtales fryyj) at læse han lille og delvis selvbiografiske Luskefisefortællinger om barndom i 1970'ernes Risskov lidt nord for Aarhus. For jeg blev åbenbart også klippet hos Gummerfrisøren, selv om vi ikke brugte det navn ude i Egå. Og jeg kan heller ikke huske hans hjemmelavede kondomreklame: "Sæt Nøkken på pløkken - det er lykken".
Om det bare er mig, der bare ikke kan huske - eller om det, endnu mere sandsynligt,  er Jens Blendstrup, der bare er fuld af fine løgnehistorier fra sin ellers sande barndom, skal ikke afgøres her - og det for så vidt også bedøvende ligegyldigt...
Luskefisefortællinger er fuld af små anekdotiske fortællinger fra Jens' barndom i Risskov i 70'erne og 80'erne. Og som tidligere (og nuværende) drengerøv er der meget at nikke genkendende til i selskab med Blender, Heino, Klunke, Mumi, Fedesen, Mikael, Fru Granat og den efterhånden kendte familien Blendstrup.
Herligt at komme tilbage til den sydlige del af min barndoms land, og jeg kan mærke, at der må være meget mere stof i Jens Blendstrup til måske at lave en mere sammenhængende drengerøvsroman på et tidspunkt. Han fanger anekdoterne fint i flugten og har en solid grundlæggende flair for livets skæve vinkler. Fin bog til en hyggelig aften eller eftermiddag.
 
(Samleren, 120 sider. Udgivet 17. februar 2014)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.) og Jyllands-Posten (abon.)

Rosa Liksom: Kupe nr. 6, 2013

Den finske forfatter Rosa Liksoms roman Kupé nr. 6 fra 2011 er i år indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Og også de danske avisanmeldere har været temmelig begejstrede. Men mig fik bogen aldrig fat i...
Pigen, en finsk arkæologistuderende i Moskva, tager under Sovjet sidste år i 1986 den transsibiriske jernbane til Ulan Bator i Mongoliet for at se nogle helleristninger udenfor byen - men også for at tage væk fra et forlist kærlighedsforhold. Allerede på stationen i Moskva har set manden og håbet på, at det ikke var ham, hun skal dele kupé med på den syv dage lange rejse. Så det var det selvfølgelig.
Manden er et groft og fordrukkent sludrechatol, sexistisk og stalinfikseret, men det viser sig, at han er en god guide ind i det dybe Rusland, både ved selve rejsen og ind i "folkesjælen". Så selvfølgelig opstår der langsomt en slags fællesskab mellem de to.
Jeg blev som sagt aldrig rigtig fanget af Kupé nr. 6. Den har utvivlsomt store kvaliteter, ikke mindst i kraft af sprog, men jeg følte mig ikke helt ført ind i det Sovjet/Rusland i forfald, som bogen handler om. Selv om især manden lader munden løbe uden filter i bogen, blev han aldrig til andet end en stereotyp for mig, selv om jeg da fik nuanceret mit blik på ham undervejs. Og pigen, synes jeg, træder for meget i baggrunden. Hendes historie kunne godt have været foldet mere ud.
Kupé nr. 6 er generelt meget velskrevet, men der var mindst en halv snes gange, hvor jeg standsede op og tænkte, at sådan siger man altså ikke. F.eks mener jeg ikke, at fugle ligefrem er medlemmer af en fugleflok. Om det er skrevet sådan fra forfatterens hånd, ved jeg ikke. Oversætteren plejer da i hvert fald at levere rigtigt godt arbejde med bl.a Sofi Oksanens bøger
Alt i alt noget var Kupé nr. 6 noget af skuffelse for mig, og det kunne være, at jeg skulle have læst en god krimi i de varme sommerdage, som bogen varede...
 
 (Tiderne Skifter, 205 sider. Udgivet 19. april 2013. Oversat af Birgita Bonde Hansen fra finsk: Hytti nro 6, 2011 )

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information

Kerstin Ekman: Grand final i gøglerbranchen, 2012

Den snart firsårige Kerstin Lillemor Ekman, som er forfatterens fulde navn, har begået en genistreg og denne gang spaltet sit eget liv som forfatter ud på to kvinder. Det er der kommet en satirisk, interessant og pragtfuld roman ud af.
Den aldrende og meget anerkendte forfatter Lillemor(!) Troj får en dag et forelagt et manuskript af sin forlægger, som hun selv skulle have skrevet. Det er en selvbiografi, men Lillemor har (som sædvanlig) ikke selv skrevet den. Det har nemlig Babba, den kvinde som igennem Lillemors over halvtredsårige karriere som forfatter har skrevet hendes bøger. Og selvbiografien er meget åbenhjertig om deres roller: Babba skriver bøgerne, og Lillemor er den der er kendt for forfatterskabet, repræsenterer det som forfatteren på bogmesser, prisoverrækkelser og i Det svenske Akademi, som bl.a. uddeler Nobelprisen. Så Babbas bog er en bombe under deres over halvtredsårige samarbejde og ikke mindst under Lillemor liv...
Jamen, som sagt er det en fantastisk bog, Kerstin Ekman har skrevet, som jeg ligeså godt med det samme kan afsløre ikke kan få mindre end de fem stjerner, som topkarakteren er på Bogbrokken. Ud over at hun leger med flere forskellige virkeligheder - endda med selvbiografiske træk - byder romanen på solid satiriske udfald over venstrefløjen i 70'erne, over Det svenske Akademi og over litteratur og forlagmiljøet, som er så velskrevet, at det er en fryd! Samtidig - og vigtigst - er bogen et opgør med de roller en (især kvindelig) forfatter skal kunne for at begå sig i bogverdenen. Alt sammen skrevet så man næsten bliver i tvivl om det faktisk er Ekman selv der har skrevet sine bøger... Jeg har aldrig læst noget lignende, selv om problematikken nok er taget op før.
Pragtfuld bog - og skøn forfatter, som jeg fik glæden af at høre på Louisiana Litterature for nogle uger siden - også en karismatisk kvinde dér. Et must-read, hvis du vil læse en af årets helt store udgivelser!

(Gyldendal, 411 sider. Oversat af Anne Marie Bjerg fra svensk: Grand final i skojarbranchen, 2011)

Se mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Kristeligt Dagblad, Berlingske, Information og Jyllands-posten
Læs interview med Kerstin Ekman i Information fra 30. august 2012

Julian Barnes: Når noget slutter, 2011

I oktober 2011 vandt Julian Barnes Booker-prisen for romanen Når noget slutter, hvilket den også havde været storfavorit til hos de engelske bookmakere.
Tony Webster er den pensionerede akademiker, der i 1960'ernes gymnasietid var med i et slæng af akademikere in spe, hvor dog Adrian stak hovedet noget mere frem end de tre andre i intelligens. Tony kom i studietiden sammen med Veronica i en lidt mærkværdig ærbarhed. Hun slog op og noget tid efter begyndte hun at komme sammen med Adrian. Både Tony og de andre fra slænget så op til Adrian og blev chokerede, da han begik selvmord 22 år gammel. Fyrre år senere modtager Tony et brev fra en advokat, hvor moren til Veronica, der lige er død, testamenterer Tony Adrians dagbog. Og det sætter gang i en proces, som Tony ikke havde regnet med.
Dette handlingsforløb giver Julian Barnes lejlighed til at skrive om en hel del temaer: Erindring/hukommelse, aldring, parforhold, venskab, tid og en hel del mere. Engang imellem er det lige ved at gå lidt for meget over i det essayistiske, men Barnes formår at redde den hver gang - selv om det nogle gange er lige på stregen. Og det er hele tiden vedkommende og fantastisk godt skrevet, og kunne jeg forestille i højere grad jo ældre læseren er. Og jeg kunne forestille mig at Når noget slutter er en af de bøger jeg godt kunne tænke mig at købe for at kunne genlæse den med jævne mellemrum.
Det er en fortjent Booker-pris til Julian Barnes for denne sidetalsmæssige lille bog, for der er bestemt gods i den.

(Tiderne Skifter, 167 sider. Oversat af Claus Bech fra engelsk: The Sense of an Ending, 2011)