Jesper Wung-Sung: Men, 2014

Det er en roman om mænd i frit fald, Jesper Wung-Sung har skrevet med Men. De to af dem i den sædvanlige overførte betydning, den sidste helt bogstaveligt talt.
For sytten år siden var de tre unge fyre Jon, Peter og Christian efter en våd bytur kravlet over buen på Langelandsbroen, men Christian styrtede ned og blev fundet i garnet af en fisker fra Siø et par dage senere.
Peter og Jon er nu i trediverne og mødes igen. Jon har været gymnasielærer i København, men er efter sin skilsmisse flyttet tilbage til Langeland, er på vej i hundene men har fået et job som pedelmedhjælper på en skole. Peter er arbejdsløs tømrer og også lige blevet skilt, og hans søn Magnus går på den skole, hvor Jon er ansat.
Men er i den grad mandelitteratur: litteratur om og for mænd. Og som så mange gange før er det livet i udkantan af samfundet, der er tale om. Det på flere måder, da fokus meget er rettet på Langeland som et eksempel på udkantsdanmark under finanskrisen. Begge dele gøres fint og stemningsfuldt. Wung-Sung er god til at give de to jeg-fortællere Jon og Peter hver deres stemme, så man næsten ikke behøver at se, hvem det er der fortæller øjeblikkets kapitel.
Alligevel mangler der noget for at det bliver en rigtig god bog. Især Peters bevæggrunde og det lidt mærkværdige forhold mellem Jon og Magnus mangler skarphed, og jeg fandt aldrig helt ud af, hvordan bogen egentlig endte.

(Samleren, 428 sider. Udgivet 31. januar 2014)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Kristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.) og Weekendavisen

Philip Roth: Ydmygelsen, 2012

Den tidligere så store stjerne på New Yorks teaterhimmel, Simon Axler, er i livskrise. Han har mistet evnen til det eneste, han rigtig kan, nemlig skuespillet. Han har mistet selvtilliden og derefter konen og livsgnisten, været indlagt på et psykiatrisk hospital, og står nu i et dødvande. Nu kommer den femogtyve år yngre datter af to af hans skuespillerkolleger, den fyrreårige Pegeen som hele sit voksne liv har levet som lesbisk, på besøg. Og der udvikler sig et heftigt erotisk forhold mellem Simon og Pegeen, der giver ham gnisten og lysten til livet tilbage.Men intet varer som bekendt evigt...
Jeg ved i bund og grund ikke rigtig, hvad jeg skal synes om Ydmygelsen. På den ene side er det fin lille nærmest skitseagtig  bog om et på alle måder overraskende kærlighedsforhold set fra en aldrende mand midt i sit livs største krise. På den anden side er de to hovedpersoner så skabelonagtige, at jeg har svært ved at tro på dem som levende personer. Der er simpelthen for mange huller i deres personligheder til at jeg kan få fyldt det beskrevne kærlighedsforhold i dem.
Det virker lidt som om Ydmygelsen kan være skrevet på baggrund af forfatterens måske lignende personlige konflikter, som dem Simon Axler kæmper med gennem bogen. Det kan der komme rigtig god litteratur ud af, men i dette tilfælde virker projektet for konstrueret og for skitseagtigt til at blive rigtig interessant. Ærgerligt, for jeg er sikker på, at lige netop Roth havde kunnet få dette plot op at ringe.
 
(Gyldendal, 140 sider. Udgivet 7. juni 2012. Oversat af Simon Fruelund fra amerikansk: The Humbling, 2009)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.) og Villabyerne

Peter Rønnov-Jessen: Bréac ved den yderste rand, 2013

I 2010 læste jeg Peter Rønnov-Jessens roman Oldtidskundskab, og var mildest talt ikke begejstret. Men da jeg, efter i julen at læst et par Maigretkrimier, så, at Rønnov-Jessen havde udgivet en ny roman om en dansk krimiforfatter, der farer vild i skrivningen af sin nye meget Maigretlignende krimi, så måtte jeg lige kaste et blik i den. Og det viste sig at være godt. Rigtig godt!
Forfatteren Karl Bing tager på en måneds ophold på et californisk refugium for at arbejde på sin trettende roman i serien om den parisiske kriminalkommissær Bréac. Men der er noget mærkeligt ved slottet, som har indvirkning på både Bing og hans bog om kommissær Bréac. Virkeligheden smuldrer og blander sig mere og mere med fiktionen, som Bing ikke længere kan styre - og til sidst står både forfatter og romanfigur ved den yderste rand...
Det er ikke første gang, jeg har læst en bog, hvor en fiktiv forfatters virkelighed og hans fiktion smelter sammen under en eller anden form. Men det er både gjort meget konsekvent og ikke mindst meget elegant i Bréac ved den yderste rand. Og det helt derud hvor man faktisk tror, at det er den rigtige forfatter, altså ikke Karl Bing men Peter Rønnov-Jessen, der optræder som kommissær Bréac på bogens forside. Se selv det portræt af PR-J, som er på bogens inderflap.
Handlingen byges fint op gennem siderne, og jeg havde det næsten som i en drøm, jeg ikke kunne styre og som efterhånden løb løbsk. Nogenlunde som forfatteren Karl Bing må have det i bogen. Vældig flot gjort. 
Godt at få uventet gode overraskelser engang imellem - især når de kommer fra en forfatter, som jeg ellers havde afskrevet helt. Det kunne være, jeg skulle forsøge mig én gang til med Rønnov-Jessens Oldtidskundskab...
 
(Tiderne Skifter, 241 sider. Udgivet 19. december 2013)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske

Lars Saabye Christensen: Blink, 2013

Det virker som om, at Lars Saabye Christensens fødsels(dags)forberedelse til at blive tres år har været at skrive Blink. Ikke nok med at bogen er status og tilbageskuen over et forfatterliv, men Saabye bruger også den svenske nobelprismodtager Tomas Tranströmers fabelagtige ord som bonmot til bogen:
"Spegeln ser bara mitt senaste ansikta, jeg känner av alla mina tidligare". Og det citat bruges på en helt særlig måde i Blink.
Egentlig består Blink af tre meget forskellige bøger, både i indhold og i skrivestil. Første del, der bare hedder Blink, handler om den femten-sekstenårige digterspire Chris Funders sommer på Nesodden syd for Oslo i månelandingssommeren 1969. Det er rendyrket Saabyeekvilibrisme, hvor Funder får pillet barndommens uskyld af sig i mødet med den dejlige Heidi og ikke mindst den udstødte dreng Iver Malt. 
Hvor første del i den grad er i varme farver, er anden del Mellemmanden en sort/hvid og råkold fortælling om Frank Farelli, der ansættes som den ulykkesramte amerikanske småby Karmacks "mellemmand", nemlig ham der skal overbringe familier de dårlige nyheder ved hver ny ulykke i byen.
Det viser sig i tredie del, Epilog, at historien om Frank Farelli er et romanmanuskript, som den nu tresårige etablerede forfatter Funder har mistet. Funder befinder sig nu på et sanatorium i Maryland, USA, hvor han gennemgår behandling for en solid livskrise, Og i denne sidste (måske lidt for) korte del bindes alle ender sammen, så bogen faktisk fremstår som ét hele. 
Blink er ekstremt dygtigt skruet sammen, både romanteknisk og indholdsmæssigt. De glimt eller blink af elementer, som går igen og igen i de tre meget forskellige dele af romanen, ikke mindst Ella Fitzgeralds forrygende udgave af Irving Berlins Blue Skies, fungerer nærmest perfekt i at skabe bogen. Saabye Christensen kender sine virkemidler og bruger dem på den mest drevne og elegante måde.
Det er forrygende flot at kunne skabe en linie mellem de tre dele, og der venter dig en stor og meget forskelligartet oplevelse, når du læser dette næsten-mesterværk, for det kommer du ikke uden om at gøre!
Blink er selvfølgelig også et af Norges bud på en vinder af årets Nordisk Råds Litteraturpris. Jeg vil ikke klage, hvis den skulle tage prisen.

(C&K, 462 sider. Udgivet 7. juni 2013. Oversat af Ellen Boen fra norsk: Sluk, 2012)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og Weekendavisen

Christian Dorph & Simon Pasternak: Afgrundens rand, 2007

Afgrundens rand er, hvad de fleste af personerne i denne bog er godt på vej imod. Det er dog i en anden forstand end den økonomiske afgrund, som finansminister Knud Heinesen talte om i 1979, hvor han sagde, at Danmark ikke var på afgrundens rand, men på vej hen imod den.
En nat i oktober '79 findes entrepenøren Keld Borch knivdræbt i en kabine i Men's Club i Istedgade liggende ovenpå en 8-10 årig dreng. Men vicekriminalkommissær Ole Larsen finder samtidig den deprimerede og døddrukne kriminalassistent Erik Rohde i kabinen og beslutter sig sammen med kriminalassistenten Anita Jensen at gemme Rohde lidt væk på et hotel.
Obduktionen af Borch tyder på en grønlandsk drabsmetode, men der viser sig flere forskellige spor: En pædofil ring, menneskesmugling fra Tyrkiet, spionage og frafaldne nazister, der ønsker at beskytte deres fortid - med tråde tilbage til en anden forbrydelse lige efter krigen. Og dette samtidig med, at de tre politifolk forsøger at redde resterne af deres egen tilværelse.
Afgrundens rand er ligesom de to forfatteres første bog om Larsen og Rohde, Om et øjeblik i himlen, et glimrende tidsbillede fra de halvfjerdsere, som jeg gik i skole i. Der bliver hele tiden lagt på dette tidsbillede med detaljer fra både frokostborde og storpolitiske konflikter. Men også krimidelen er god. Det er mildest talt et ret speget plot, men Dorph & Pasternak formår at holde trådene samlet, så der ikke kommer større kluddermor i de mange sidehandlinger. Og det er ret dygtigt gjort. 
Så: Fin bog og jeg tror, jeg igen kunne finde på at bruge et par dage i sommerferien i selskab med Rohde, Larsen, Jensen, Dorph & Pasternak i Jeg er ikke her fra midten af firserne .
 
(Gyldendal, 407 sider. Udgivet 22. juli 2007)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og LitteraturNU

Katrine Grünfeld: Et hjem i Mørke, 2012

Der er helt åbenbare fællestræk ved Katrine Grünfelds foreløbig tre romaner Mindre pletter (2008), Sommerferie (2010) og nu også Et hjem i mørke: De handler alle om tilsyneladende ressourcestærke kvinder, der snubler i deres tilværelse og jagten på "Det gode Liv".
I Et hjem i Mørke flytter det yngre par, fundraiseren Pelle (Pernille) og arkitekten Mos (Mogens Thomas), til Mørke på Djursland i Mos' nyligt afdøde fars hus. De har begge fundet nyt job og vil se om livet på landet kan bære. De slæber begge nogle ting med fra barndommen, som bl.a får Pelle til at lukke sig inde i klædeskabet, når livet bliver for meget og det gør det tit. Mos bliver mere og mere redebygger, mens Pelle vægrer sig - også da hun bliver gravid og putter sig mere i skabet end nogensinde...
Katrine Grünfeld har et enormt skarpt blik for psykologiske mekanismer i parforhold og til at beskrive dem. (Indskudt bemærkning: Hun er jo cand.mag i psykologi og litteratur, selv om der ikke behøver komme god litteratur ud af det). Hun har en kærlighed til sine personer men kan også kritisere dem for deres reaktioner på de kriser, som de kommer ud for. Og det er god litteratur: velskrevet, interessant og med gode miljø- og personskildringer. Noget jeg måske snart kunne tænke mig fra Katrine Grünfelds side var, hvis hun ville bevæge sig væk fra sine "sædvanlige" miljøer og prøve kræfter med noget anderledes. Hendes bøger er godt nok forskellige, og de er gode, men de kredser alligevel omkring de samme temaer i store træk.
Altså: Endnu en god bog fra Grünfelds hånd, absolut værd at læse og anbefalelsesværdig - men Katrine, vis os at du også kan flytte dig selv ved at prøve noget nyt. Dine evner som romanforfatter kan garanteret også bruges dér!

(Gyldendal, 136 sider)

Naja Marie Aidt: Bavian, 2006

Af en eller anden grund fik jeg aldrig hørt lydbogsudgaven af Bavian  færdig, da jeg begyndte at høre den for nogle år siden - selv om den var rigtig god. Siden købte jeg bogen i en DSB-kiosk og læste igen nogle af novellerne, igen uden at læse dem alle. Så nu skulle det altså være!
Og det er både rystende, morsom og under alle omstændigheder fremragende læsning. Det er det livet i parforhold og familie, der er hovedtemaet i novellesamlingen - og der bliver ikke lagt fingre imellem. Mange af novellerne tager udgangspunkt i nogle helt almindelige situationer, som får en drejning, så det pludselig er et spørgsmål om personernes liv med hinanden, som i Bulbjerg hvor en cykeltur i det naturskønne område i sol udvikler sig til et kaos, der er uopretteligt. Og så kan Naja Marie Aidt noget med at fremkalde stemninger, så man føler den totale klaustrofobi med hele familien i Tur i bil, eller nærmest kan mærke den liderlige dug drive ned af vinduerne i Stjernehimmel.
Det er en af de bedste og mest homogene nyere danske novellesamlinger jeg har læst til dato. Den vandt da også fortjent Nordisk Råds Litteraturpris i 2008. Det er virkelighedstro i al sin absurditet, overraskelse eller næsten uhygge, som kan vende en dagligdags situation til en katastrofe - eller vise hemmeligheder. der forandrer virkeligheden med ét. Det er i hvert fald de noveller, der står stærkest for mig, selv om jeg for en sjælden gangs skyld må sige: Der er ingen af historierne i denne samling, der står svagt!
Flot, flot novellesamling af en af de helt store danske forfattere. Hvorfor fik jeg dog aldrig læst eller hørt den færdig i de to første forsøg??? Men så slugte jeg den da til gengæld nærmest i én mundfuld denne gang.

(Gyldendal, 218 sider. Indhold: Bulbjerg ; Søndag ; Bryllupsrejse ; Solbær ; Torben og Maria ; Stjernehimmel ; Hun græder ikke ; Slik ; Store træers grønne mørke ; Tur i bil ; Konference ; Afbrydelse ; Kvinden i baren ; Sår ; Myggestik.)

Karin Alvtegen: En sandsynlig historie, 2011

En sandsynlig historie er denne gang ikke en decideret psykologisk thriller fra Karin Alvtegen, men den psykologi, som hun er en mester i at skrive om, er bestemt ikke lagt på hylden.
43-årige Helena driver alene et lille hotel i Norrland, efter at hendes mand har forladt hende. Datteren Emilie har på sin vis også forladt Helena ved at komme i puberteten, og Helena er med sin baggrund som datter af en dybt alkoholiseret mor underlagt en trang til at behage alle, hvad der ikke er nemt. Anders er en finansmand og milliardær, som her midt i fyrrerne føler, at de værdier har har levet for er tomme. Han dumper ind på Helenas hotel efter et halvhjertet og mislykket selvmordsforsøg, og bliver hængende som lavtlønnet altmuligmand på hotellet uden at give sig til kende.Og så er de to vigtige og meget modsatrettede bipersoner: Anna-Karin der altid har boet i landsbyen, den negative bitterfisse med had til alt nyt og altid parat til konflikt, og hendes modsætning Verner, der betragtes som byens særling, men som både besidder særlige evner og en klogskab, som andre kan - eller kunne - få stor glæde af.
Alvtegen er en mester i den psykologiske thriller. Her er hun som sagt væk fra thrilleren men forstår stadig at skrive om nogle psykologiske mekanismer, så man engang imellem sidder og vrider sig, fordi man kan genkende en eller anden forfærdelig mekanisme hos sig selv eller andre. Og her er det især parforholdets og familielivets psykologi og sociologi, der må holde for. Men på den anden side er En sandsynlig historie også en rigtig feel-good roman i modsætning til hendes andre romaner. Det kammer måske lige lovlig meget over i det næsten damebladsagtige til allersidst, men lad nu det være.
Alt i alt: Alvtegen er med sit skarpe psykologiske blik altid værd at læse - men hun er nu nok stærkest i kombination med thrillerformatet...

(Tiderne Skifter, 294 sider. Oversat af Mona Hvass fra svensk: En sannolik historia, 2010)

Trisse Gejl: Siden blev det for pænt, 2011

Trine Vedel er 39 år, forfatter, en ret stor dansk kanon med sine romaner fra den danske udkant. Men hun er ved at være brændt ud på nærmest alle måder. Hun er ramt af skriveblokering og føler i stigende grad en falskhed i det hun skriver. Dertil kommer, at både ægteskabet og økonomien er under lavpunktet, og at hun efterhånden drikker som en svamp. Og ikke engang hendes liv i offentligheden er hun selv herre over...
Da hun under et interview, hun foretager i P1 med et af sine idoler Richard Ford, får at vide, at hans trilogis hovedperson Frank Bascombe* intet har med Ford selv at gøre men udelukkende er en 'sproglig konstruktion', er det som om, at Trine  går helt i stykker. De to ord er nemlig nøglen til hendes egen betydelige livskrise.
Det er en glimrende bog, som Trine Vedel, undskyld, Trisse Gejl har skrevet om sin forfatterkollega Trine Vedels deroute. Den er fyldt med overvejelser over forfatterens liv og litteratur, og hvor de to ting skilles eller smelter sammen. For Trine kan kun lige præcis overskue sin litteraturs (eller andres) liv, og da hun heller ikke kan det mere, hvad er der så? Hun siger på et tidspunkt: "Alt hvad jeg har, er noget, jeg havde engang". Kan der mon gøres noget, når man er kommet så langt ud...?
Som læser, der ikke kender meget til Trisse Gejl, står jeg tilbage med det samme spørgsmål, som Trine stillede Richard Ford, om hvor meget i bogen der er Trisse Gejl og hvor meget der er sproglige konstruktioner. Jeg vil i hvert fald holde øje med interviews.
Rigtig god, interessant og velskrevet bog, som anbefales herfra.
PS: Trisse Gejl har faktisk interviewet Richard Ford under ledelse af P1's Tore Leifer (ligesom i bogen). Desværre er der kun et dødt link til udsendelsen på Trisse Gejls hjemmeside.

(People's Press, 336 sider)
*Richard Fords trilogi om Frank Bascombe består af Sportsjournalisten (1986/dan:1995), Uafhængighedsdag (1995/dan:1996) og Som landet ligger (2006/dan:2007)