Den femte Beatle Stuart Sutcliffe forlod The Beatles i juli 1961 i Hamburg i for at drive det videre med hans billedkunst og med hans tyske kæreste Astrid Kirchherr. Han led desuden af tiltagende hovedpiner og i april 1962 døde han af en hjerneblødning i en ambulance på vej til hospitalet, 21 år gammel. Historien om Astrid og Stuart har den tyske tegneserieforfatter Arne Bellstorf skrevet og ikke mindst tegnet i sin Baby's in black, the story of Astrid Kirchherr & Stuart Sutcliffe.
Det er den 20-årige Astrid, der har synsvinklen i denne historie om hendes øjeblikkelige kærlighed til den smukke og cool bassist i The Beatles, som på det tidspunkt spiller på et skodsted på Reperbahn i Hamburg. Også han får et et godt øje til hende, og efter at hun har lavet en fotosession med hele bandet, vil hun lave nogle billeder med Stuart uden band, og deres forhold starter. Lige før indspilningen af Beatles første plade som back-up for sangeren Toni Sheridan trækker Stu sig fra bandet, helliger sig sin kunst og Astrid, men lider samtidig af konstant hovedpiner.
Det er da god lille kærlighedshistorie, som Arne Bellstorf har skildret, men det eneste der egentlig gør den rigtig interessant er, at den er historien om optakten til succesen for alle tiders band The Beatles - og selvfølgelig for et lille monument over den femte beatle. Men man lærer aldrig nogen og slet ikke Stuart Sutcliffe at kende. Det eneste man får at vide, er at han er talentfuld kunster, en dårlig bassist, er kæreste med Astrid, har læst kunst med John Lennon og dør af en hjerneblødning som 22-årig i 1962. Så hvis ikke bandet havde heddet The Beatles, var denne bog nok aldrig blevet til.
(Vandkunsten, 204 sider. Oversat af Maj Westerfeld fra tysk: Baby's in black, the story of Astrid Kirchherr & Stuart Sutcliffe, 2010)
Tæskeholdet banker på bliver en af årets absolut største romaner for mit vedkommende. For det er i den grad en roman, der vil det hele - og dælme også er i stand til det! Og at andre også synes det kan både ses af de anmeldelser, som bogen fik i de danske aviser (se nederst), og at den vandt Pulitzerprisen i 2011.
Romanens to omdrejningspunkter udgøres dels af Bennie Salazar, der fra en mislykket karriere som elendig bassist på San Franciscos punkscene over at være et hotshot i musikbranchen som talentspejder og producer nu
længes efter en autentisk lyd befriet fra musikindustriens syntetiske
overfladebehandling. Han har slået sig ned i en velhaverforstad til New
York og gnisten er ved at være helt væk.
Hans assistent, Sasha, er det andet omdrejningspunkt, har en uimodståelig hang til noget fritids-kleptomani, der truer med
at komme ud af kontrol og et meget tæt forhold til sin psykiater. Begge længes efter nærvær, men har svært ved at
gribe øjeblikket, for de er altid på vej et andet sted hen i det liv,
der bliver kortere for hver dag. Og tidens tæskehold banker snart på Bennies og Sashas dør - og alle andres for den sags skyld.
Men det er kun et par af de nærmest novellelignende kapitler, som direkte handler om Bennie og Sasha. Ellers er fortællervinklerne lagt ud til personer som de har haft kontakt til i større eller mindre grad fra 1975 til ca. 2020. Og både de mange fortællere, forskellige stilarter og springene frem og tilbage i tid fungerer fremragende i en grad, som jeg sjældent har set før! Ikke mindst kapitlet, som Sashas tolvårige datter Alison skriver som PowerPoint-show om sin familie og især den nok autistiske bror Lincolns store hobby "Pauser i rocknumre" er et godt eksempel på noget, som jeg aldrig har set før - og som virker!
Tæskeholdet, som banker på i romanen, er Tiden som bider alle personerne i haserne. "Tiden er et tæskehold, ikke? Skal du lade et tæskehold skubbe rundt med dig?" bliver steelguitaristen Scotty spurgt af Bennie i sidste kapitel. Svaret fra Scotty er "Tæskeholdet vandt" - men så går han ud og blæser New York omkuld med sin steelguitar. Nogle indhentes af tiden og går til grunde, andre ender et andet og forhåbentligt bedre sted. Men alle føler bidene i haserne.
Men forfatteren har også selv tæsk til teknologien: For det første gør musikproduceren Bennie oprør mod den digitaliserede musikindustri, der har reduceret musik til 1'er og O'er, nærmest uden menneskelig lyd. For det andet tegner hun en udvikling hen mod, at menneskelig kontakt stort set foregår vha skærm og en opvoksende generation af "pegere", hvor selv spædbørn er udstyret med skærme a la dagens smartphones. Og det netværk der er opstået bruges i sidste kapitel til at manipulere et enormt antal mennesker til at møde op til koncerten med den nu nærmest totalt ukendte Scotty.
Der er så forbandet mange ting jeg ellers har lyst til at gribe fat i og fortælle om fra Tæskeholdet..., for der er så meget guf i den, så det er helt utroligt! Så elv om jeg har brugt en del flere ord end normalt, er jeg ikke rigtig nået ret langt, men så'en er det.
Så bare de sidste superlativer: Fantastisk, fremragende bog. Og hvis jeg lige nu skulle kåre dette årtis Great American Novel, ville det blive Tæskeholdet banker på!!! Klar femmer:
(Klim, 293 sider. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup fra amerikansk: A Visit From The Goon Squad, 2010)
En af historierne i Niels Skousens erindringer Herfra hvor jeg står er, at han i 1964 fik en novelle udgivet i en antologi, 11 + 11, med skriverier fra unge danske forfattere. Jeg slog samlingen op og kunne se, at de fleste af skribenterne var eller blev store navne - og det kunne Niels Skousen måske også have været - som forfatter og ikke alene som sangskriver og skuespiller, som han i den grad også har udmærket sig ved!
Når jeg tager den historie som indledning, er det fordi hans erindringer er virkelig fremragende skrevet. Der er mange gode overvejelser, som han forstår at sætte på ord på, og nogle gange er de skrevet, så professionelle forfattere må beundre hans præcision og udtryk. Der var flere gange hvor jeg følte mig i situationen og endda blev rørt - ikke mindst hans oplevelse og beskrivelse af Jimi Hendrix-koncerten gjorde mig helt stakåndet! Og Skousens selvindsigt fejler bestemt ingenting. Han tager fat om både succeser, nedture, bristede illusioner og opfyldte drømme med nøgternt overblik og har alligevel hjertet med.
Det er faktisk en fremragende selvbiografi Niels Skousen har fået skrevet. Den er hele tiden meget reflekterende og meget, meget velskrevet. Og tag det roligt. Der er nogle gode anekdoter i, men det er ikke det der holder bogen oppe. Det gør Skousen selv og det gør han godt nok godt!
Meget fin selvbiografi fra et reflekterende og sympatisk menneske, som virkelig har noget væsentligt at fortælle om sig selv og sin tid.
(Gyldendal, 337 sider)
