Hans-Jørgen Nielsen: Fodboldenglen, 1979

Hvis der fandtes en en skønlitterær venstrefløjskanon, ville Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen være en af de første bøger, som blev valgt. Det er nok en af de danske romaner fra moderne tid, som der er skrevet flest artikler og universitetsspecialer om, og romanen selv er stadig flittigt lånt på bibliotekerne.
Frands er venstreorienteret intellektuel fra 68-generationen, nyskilt og udskrevet fra psykiatrisk afdeling efter et halvhjertet selvmordsforsøg. Hans barndomsven, den tidligere professionelle fodboldspiller, Frank og hans kone Rita og deres datter er døde i en tragedie, som Frands har sin andel i, og nu sidder Frands på et lånt værelse og skal oversætte en bog om den italienske arbejderklasse. Men i stedet skriver han om FF, nemlig Franke og Frandse, som de blev kaldt nede i gården og i fodboldklubben Fremad Amager. Men han skriver også om både sig selv, sit parforhold med sin kone Katrin og om venstrefløjen i 1970'erne. Alt sammen henvendt til sønnen Alexander.
At Fodboldenglen er skrevet som en række dagbogsnotater i efteråret 1977, samtidig med Rote Armee Fraktions bortførelse af arbejdsgiverformanden Hans-Martin Schleyer er ingen tilfældighed. Det var om noget  begivenheden, som pillede uskylden af 1968 og af venstrefløjen, hvad enten man var for eller imod. Og også Frands' uskyld ligger i ruiner på alle måder. Det beskriver Nielsen fantastisk flot i bogen, som er hans eget opgør med den venstrefløj, som også han tilhørte.
Samtidig er bogen en flot fortælling om det tabte land i barndommen og om netop den uskyld, som nu Frands og Frank på alle måder mister for alvor efter de har nået de tredive. Fra at alt ligger åbent og til at mulighederne er snævret helt ind er en udviklingshistorie, som mildest talt flere end Frands og Frank har prøvet! Bordet fanger, landet er lukket og man sider i saksen - for at bruge bare tre klichéer.
Rigtig god bog, som selvfølgelig har opnået en klassikerstatus som et monument over en generation og en venstrefløj - og som en bog, som får en uforstandig ynder af fodbold til også at kunne forstå de zenoplevelser, som spillet kan give.

(Tiderne Skifter, 240 sider)

Forsidens oprindelige billede - med den svævende hvide engel Henning Jensen. ©Polfoto.

Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, 2012

Kim Leine har tidligere vakt berettiget opsigt med sine to romaner Kalak og Tunu, baseret på sin egen tid i Grønland som sygeplejerske med stort forbrug af sex, stoffer og alkohol og polarkuller. Men også om det at møde det grønlandske samfund og de kultursammenstød, som man kommer ud for.
Og det er det spor Leine også skriver om i sin nye og fremragende historiske roman om den norskfødte præst Morten Falck, som udstationeres i kolonien Sukkertoppen i 1787. Han ankommer som 31-årig til kolonien optændt af ønsket om at omvende og døbe de grønlandske hedninge, men samtidig som et rationalistisk menneske inspireret af Rousseau og medicinsk videnskab. Og Grønland er ikke nemt: Han mødes med mistænkeliggørelse fra "de indfødte" men også fra de allerede bosiddende danskere, som ofte lever et depraveret liv med stort misbrug af alkohol og en i den grad nedladende kolonialistholdning til den grønlandske befolkning. Og også Morten Falck indhentes af sine indre dæmoner. 
Profeterne i Evighedsfjorden er på 525 sider og der står mange ord på siderne. Men hver en side har været en fornøjelse at læse! Historien er både malet med den brede pensel men også med en detaljerigdom, som gør at man føler sig til stede i bogen. Det har været et imponerende researcharbejde Kim Leine har udført for at få alle de detaljer på plads i bogen, både mht. livet i København og byens brand og ikke mindst mht. livet i Grønland i det attende århundrede.
Men derudover er der masser af indhold. Både på det personlige plan og det mere samfundsmæssige. Alene Morten Falcks personlige deroute i Grønland og generelle flugt fra sig selv og sin skæbne er bogen værd. Et vigtigt spor er danskeres og grønlænderes forhold til hinanden, som også i dag bærer præg af at være grundlagt i en kolonitid. Og flere andre ting: Den danske polarkuller som også er tema i Kalak og Tunu, og som har krævet mange ofre heriblandt også Morten og en del andre danskere i bogen, profeterne Habakuk og Maria Magdalenes roller som de første udbrydere fra det koloniale Grønland, religion og rationalisme og ikke mindst den skønlitterære skildring af det Grønland og det København, som var.
Hvis man sammenholder Profeterne i Evighedsfjorden med Kalak og Tunu og opfatter dem som mere eller mindre selvbiografiske romaner, er der også en god portion Leine i Morten Falck. Flugten fra sig selv og fra hvor man er nu - men med den indbyggede nødvendighed af at komme tilbage.
Alt i alt: Fremragende roman af Kim Leine - en af årets store helt
danske oplevelser!

(Gyldendal, 525 sider)

Hvad jeg skulle have set på Krimimessen i Horsens 2012, hvis...

Nej, i år bliver det ikke til noget. Fruen og jeg var der sidste år, men i år bliver det ikke til noget med Krimimessen i Horsens. Men hvis nu jeg havde skullet, så ville...
Lørdag: ...lørdagen være startet kl. 11.45 i Snedkeriet i Horsens Statsfængsel hvor krimitvillingeparrene Kaaberbøl & Friis og Dorph & Pasternak bliver udspurgt af Jesper Stein Larsen om deres krimifavoritter, og hvordan de har påvirket deres forfatterskaber. Der ville så have været en pause til kl. 13.15 til Det danske Kriminalakademis overrækkelser af Palle Rosenkrantz Prisen til Leif G.W. Persson for årets bedste krimi/spændingsroman, og af Harald Mogensen Prisen til Erik Valeur for årets bedste danske krimi/spændingsroman. Og bagefter ville jeg så have set Dansk Horror Selskabs overrækkelse af prisen for årets bedste danske horrorudgivelse. Vinderen bliver først offentliggjort ved overrækkelsen.
Så ville der have været frokost indtil kl. 15, hvor jeg ville være gået over i Trykkeriet og have hørt Nils Nordberg, Barry Forshaw og Bo Tao Michaëlis diskutere, hvorfor skandinavisk krimi er så populært. Jeg ville så være blevet siddende og ventet på dagens afsluttende slapstick-arrangementer, nemlig Henrik Palle om "Gysende genlyd" kl. 16.05 (hvad det så indebærer) og derefter have hørt skurkologerne Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle forelæse over skurkologien set i lyset af globaliseringen og finanskrisen kl. 16.30.
Søndag: Der ville jeg være startet med at høre, hvad Ernst Neutzsky-Wulff siger til sit forsvar for de elendige anmeldelser, som hans bog Jack the Ripper har fået. Det gør han i Vesthallen kl. 10.20. Bagefter ville jeg have fået et skud virkelighedskriminalitet ved at gå over i Trykkeriet kl. 10.45 og høre Retspsykiateren Peter Kemp fortælle om sin bog Sindssyg i gerningsøjeblikket. Pause til kl. 12, hvor jeg ville være i Snedkeriet og høre Leif Davidsen, Morten Hesseldahl og Frank Esmann tale om deres spændingsmestre. Og kl. 13 ville jeg have været tilbage i Trykkeriet igen og høre Svend Åge Madsen, Kristina Stoltz og Jens Blendstrup fortælle om antologien Dette er ikke en krimi. Tja, og så ville det allerede have været slut...
Alt i alt: Noget tyndere program end sidste år hvad angår paneldiskussioner og andre arrangementer end "forfatter-interviewes-om-sin-nye-bog". Men hvad, der var alligevel så stort frafald blandt forfatterne og tendens til formkrise blandt de forfattere der mødte op søndag sidste år.
Anna Grues absint fik i hvert fald skyld for meget i 2011...

Go' fornøjelse til jer som deltager!

Simon Fruelund: Panamericana, 2012

Simon Fruelund er en af de danske romanminimalister, der har haft størst held med at kunne beskrive store ting med små bogstaver. Tidligere har han udgivet romanerne Borgerligt tusmørke (2006) og Verden og Varvara (2009), som begge var meget vellykkede.
Panamericana handler om Anja, datter af chilenske Ana og danske Jarl. Hun har skrevet 5½ side på sit spanskspeciale på KUA og arbejder i en biograf som operatør. Men virkeligheden begynder at forvrænge sig, og Anja bliver et indlagt med et sammenbrud. Det bliver mor Ana som kommer hende til hjælp fra Chile, nyligt opereret for en hjernesvulst, mens faren Jarl, som er astronom i stedet gør en hollandsk astronom, der ligesom ham er på arbejdsvisit på et observatorium i netop Chile gravid...
Jeg ved ikke. Denne gang synes jeg ikke Simon Fruelund har formået at få sin historie passet ned i det minimalistiske format. Jeg sad tilbage med en følelse af, at jeg ikke havde fået lært nogen af personerne at kende. 145 sider med 168 kapitler har ikke kunnet formidle stoffet ordentligt. Bortset fra det skriver Fruelund rigtig godt, og de enkelte dele er gode hver for sig, men får sig aldrig rigtig samlet.
Men et pragtfuldt omlag (også) bagsiden) af Hesselholdt & Mejlvang. Men bedre held til Simon Fruelund næste gang. Jeg skal nok være der. For han kan ellers godt - rigtig godt.

(Gyldendal, 145 sider)

Gigi Simeoni: Morderens mesterværk, 2011

Der er lagt op til den helt store i italienske Jack the Ripper-historie fra begyndelsen af 1900-tallet i denne grafiske kriminalroman af den italienske tegneserieforfatter og -tegner Gigi Simeoni. Og der mangler ingenting hvad angår galskab, mordsignatur og adskillige drab på især unge smukke kvinder i jagten på deres sjæl.
Historien foregår i Milano i årene 1907-09 hvor den unge kunstmaler Alessandro Simonetti og hans forlovede Luisa nyder tiden sammen. Men en bilulykke slår Luisa ihjel, og det sidste Alessandro ser i hendes øjne er et glimt, som han bare må se igen. Han tager arbejde som rengøringsmand på et hospital for at kunne opleve dødsøjeblikket hos patienter, men ser aldrig det eftertragtede glimt og får mistanke om, at glimtet kun opstår hos mennesker som bliver revet væk med vold. Og det gør ham til mangedobbelt morder i jagten på at fange dette øjeblik for at kunne lave det perfekte maleri af det.
Det er en god historie som med Simeonis lidt gammeldags og meget præcise streg bliver flot fortalt, både som krimi og som tidsbillede. Historien skranter nok noget i troværdigheden, men det gør ikke så meget når klaveret spiller så godt som det gør her. Spændende og stemningsfuldt. Det er umiddelbart fristende at sammenligne Morderens mesterværk med Alan Moore, Eddie Campbell & Pete Mullins' From hell om Alan Moores version om Jack the Ripper-sagen. Den ligger dog en klasse over Morderens mesterværk - uden at Simeonis tegneserie da bliver ringere af den grund. From Hell er nemlig i en klasse for sig selv.
(Shadow Zone, 302 sider. Oversat af Sophus Helle fra italiensk: Gli occhi e il buio, 2010)

Sofi Oksanen: Baby Jane, 2012 (2005)

Siden mit bibliotek fik Sofi Oksanens Renselse i begyndelsen af 2010 har hvert af de tredive eksemplarer hver haft ca. femogtyve udlån, og alle eksemplarer er stadig udlånt. Hendes Stalins køer (2011) har ikke helt så meget at prale af, men stadig er elleve af tolv eksemplarer udlånt. Jeg tror ikke at Baby Jane får den samme langvarige succes. Der er den nok for speciel og for lidt almen. Men ingen tvivl om at det er en bog, der absolut er værd at læse.
Bogen starter med ordene: "Piki var uden tvivl byens cooleste lebbe" og fra det udgangspunkt fortæller Pikis navnløse kæreste gennem nogle år hendes og Pikis fælles historie. Og det er hedt. Og sex er der også i deres fælles arbejdsliv, hvor de pga. manglende penge starter et telefon- og postordrefirma, der sælger brugt og uvasket kvindeundertøj. Stor succes. Men de lider begge af depressioner og tvangs- og angstneuroser, og sandheden bag Pikis coole facade viser sig at være, at hun ikke har udenfor en dør i dagslys i ti år og har gjort sig fuldstændig afhængig af en tidligere kæreste, der underdanigt køber ind og vasker for hende. Og det gør at fortællerens og Pikis forhold bliver håbløst.
Jeg svinger mig ikke op til at sige, at Sofi Oksanen har gjort det igen. Det er klart den svageste af hendes tre romaner - uden at det af den grund overhovedet er en dårlig bog. Som sædvanligt er hendes bog enormt velskrevet og alvorlig - men denne gang også med humor, både i replikkerne og ikke mindst i beskrivelserne af hvordan man forbereder det brugte undertøj, når det virkelig skal være dirty: "vi lavede en creme af gamle sild, mugne svampe og gammel mayonnaise"...
Det er en klaustrofobisk oplevelse at overvære Pikis isolation, som fortælleren jo også bliver fanget i og bekræfter Piki i. Jeg følte mig mere og mere klemt inde i en lejlighed og en verden der blev mindre og mindre som bogen skred frem. Og det er helt sikkert også meningen. Baby Jane er bestemt anbefalelsesværdig. En rigtig god bog fra Oksanen, selv om vi er endnu bedre vant.

(Rosinante, 200 sider. Oversat af Birgita Bonde Hansen fra finsk: Baby Jane, 2005)

Richard Birkefeldt & Göran Hachmeister: Den der bliver tilbage har ret, 2011 (2002)

Den der bliver tilbage har ret har både vundet de største tyske krimipriser Deutscher Krimi Preis og Friedrich-Glauser-Preis og nu er den danske oversættelse også indstillet til årets Palle Rosenkranz Pris*, som sidste år gik til Jean-Christophe Grange. Og jeg må sige at nomineringen er helt og aldeles fuldt fortjent.
Den ellers systemtro småhandlende Ruprecht Haas fra Berlin kommer i KZ-lejren Buchenwald, efter han nytårsaften 1942/43 har udtalt sig kritisk om krigen og Hitler, da han samme dag har fået meddelelse om at nu også hans tredje bror er faldet ved fronten. Under et bombeangreb på lejren i efteråret 1944 lykkes det ham at flygte og indlede hævnen på de personer der angav ham. Sturmbannführer i SS og kriminalmanden Hans-Wilhelm Kalterer får til opgave at opklare et drab, der er på en højerestående nazist og finder snart ud af, at der er en sammenhæng mellem dette og andre mord.
Det er et ekstremt flot tidsbillede af et Berlin, som er ved at gå under der er i Den der bliver tilbage har ret. Og hele scenariet stiller nogle moralske spørgsmål: Hvem af de to personer er den værste morder?: Haas som hævner sine og sin families lidelser, eller Kalterer som har været med som SS-mand til massehenrettelser og udrensninger på østfronten. Og hvad sker der i det hele taget med moral, når verden udenfor er ved at gå til grunde?
Personerne er troværdige i næsten alle detaljer, og man får både sympati og afsky for begge parter for deres deltagelse i nazismen. Historien fangede mig nærmest fra første side og holdt sig og udbyggedes under hele bogen. Så kan man næsten ikke forlange mere af en god læseoplevelse! Flot, flot bog som kun kan anbefales varmt til alle krimilæsere, 2. verdenskrigsinteresserede og interesserede i den kollektive tyske skyld for nazismen.

(Klim, 344 sider. Oversat af Jesper Høy Hansen fra tysk: Wer übrig bleibt, hat recht, 2002)

*De øvrige nominerede til Palle Rosenkranz Prisen 2012 er Leif G.W.Persson  for Den døende detektiv. Arne Dahl er nomineret for Hviskeleg. Peter Temple for Den brændte jord, og endelig er danske Susanne Staun nomineret for Hilsen fra Rexville.
PS: Prisen gik til Leif G.W.Persson  for Den døende detektiv.