mandag den 30. maj 2011

Leif Davidsen: Utahs bjerge og andre historier, 2011

Leif Davidsen har denne gang forsøgt sig i den korte, men også svære, genre novellesamlingen og har givet lyd til en række menneskers historier fra ind- og udland. Og det er altså en lidt ujævn samling, som virkelig afslører Leif Davidsens svagheder, når han ikke er på hjemmebane i det storpolitiske. Novellerne falder i tre dele, hvor den første trediedel er nogle skæve hjemlige hverdagsdramaer, anden del er om Sovjet/Ekssovjet og den sidste trediedel er historier fra øvrige dele af verden.
I de første noveller, hverdagsdramaerne, er Davidsen i den grad på glatis i sine psykologiske og sproglige beskrivelser. Jeg tror simpelthen ikke på nogen af historierne - måske lige udtagelse af utroskabshævneren i Golfsvinget der forsvandt. Så er Davidsen langt mere på hjemmebane i sovjethistorierne, hvor især Udestående fordringer om den naive folketingsmand, der bliver rullet mere end bare almindeligt i Moskva i 80'erne, faktisk er rigtig god. Og til sidst et afsnit med historier fra Cambodja, Malaysia, Utah og Afghanistan, der som helhed også er gode med flere interessante emner.
Leif Davidsen er god, når han skriver på sin kolossale viden fra tiden som udenrigskorrespondent, men han skal altså holde sig de mere hverdagsagtige psykologiske portrætter. Der er der så mange, der bare giver ham nogle baghjul, at det næsten virker lidt pinligt i sin firkantethed og mangel på godt "litterært" sprog!
Skulle jeg give de tre dele stjerner hver for sig ville de fordele sig med 1½, 3½ og 2½. Samlet set bliver det til:
**1/2
(Lindhardt og Ringhof, 256 sider.)
(Indhold: Smartphones ; Strandingsgods ; Golfsvinget der forsvandt ; En fighter kom til byen ; Flugtveje ; Udestående fordringer ; Julekort fra fortiden ; Tekniske problemer ; Den cambodjanske søster ; Det var ikke en burka ; Utahs bjerge ; Krige uden ende.)




søndag den 29. maj 2011

Hans Scherfig: Den forsvundne fuldmægtig, 1938

Theodor Amsted er fuldmægtig i Krigsministeriet. I et godt solidt ægteskab og med sønnen Leif, som skal spise sine boller i selleri op, som Leif den Lykkelige altid gjorde! Og Amsted længes efter friheden. Da klassekammeraten fra Metropolitanskolen, staklen Michael Mogensen, som Amsted har hjulpet økonomisk gennem årene, sprænger sig selv i luften på Amager Fælled, får Amsted det til at se ud som om, at det er ham, der er død - og flygter. Ud til barndommens ferieparadis i Tisvildeleje i Nordsjælland, hvor han samler insekter i glas og forelsker sig platonisk, men også oplever det frie livs usikkerhed, indtil han opdages og sigtes for forsikringssvindel med livsforsikringen. Han foregiver, at det er ham, der har sprængt Mogensen i luften og idømmes fængsel - og her finder han endelig fred. Alt hvad hans borgerlige opdragelse er gået ud på finder han i fængslets ro og regelmæssighed. Han er endelig kommet i mål...
Den forsvundne fuldmægtig er en pragtfuld, besk men afdæmpet satire over det borgelige samfunds idealer, hvor frihed er noget tillokkende men også meget truende, og hvor fængslet står som det borgelige samfunds højeste ideal. Alene slutningen af bogen, hvor Amsted lykkeligt synger med ved fængslets julegudstjeneste på linierne "Salig fred, himmelsk fred...".
At Den forsvundne fuldmægtig er en klassiker af de helt store i 1900-tallets danske litteratur er så oplagt, som det kan være. Men det er ironisk, at netop denne bog er fast pensum for mange i gymnasiet, en af de institutioner som skal ensrette ungdommen til at tilpasse sig det borgerlige samfund. Den er pragtfuldt skrevet i sin satire, og jeg kan høre Scherfigs gnækkende og nasale stemme, som underlægning gennem hele bogen. Bogen er tydelig i sit sigte, men er i modsætning til andre af Scherfigs bøger ikke umiddelbart nær så firkantet i sit samfundssyn.
En af mine absolutte yndlingsbøger, som jeg efterhånden må have læst et dusin gange! Et must for alle hvad enten man er autonom, udkokset, hjemløs eller allerede fortabt i borgerlig ensretning...
Det er måske ikke det allerstørste litterære værk i dansk litteraturhistorie, men de mange gange jeg har frydet mig over bogen, giver den maksimum antal stjerner:
*****
(Gyldendal, 182 sider) 

lørdag den 28. maj 2011

Jakob Mathiassen: Beton - historier fra skurvognen, 2011

Der går lige linie fra 1970'ernes socialrealistiske bølge op til Jakob Mathiassens Beton - historier fra skurvognen fra 2011. Jeg kan huske en definition af arbejderlitteratur, sikkert fra HF, der lød noget lignende: Litteratur af arbejdere for arbejdere om arbejdere. Og det er den her bog helt bestemt. Men andre kan bestemt også være med.
Jakob Mathiassen er selv betonarbejder og har været det de sidste ti år. Og det har han i den grad brugt til at skrive bogen. Beton er en blanding af skøn- og faglitteratur, forstået på den måde at halvdelen af de 24 kapitler er noveller, og halvdelen er faktaafsnit om betonarbejdernes uddannelse, historie, fagforeninger, sikkerhed m.m. Det er en god blanding,hvor de to dele klæder hinanden fint.
Jakob Mathiassen skriver ude de store falbelader og lige ud ad landevejen både de faglige/samfundsmæssige afsnit og novellerne, så det er ikke for at læse stor sprogkunst, at det er godt at læse Beton. For Beton er en rigtig god bog, der både er underholdende og har gjort mig klogere på et stykke Danmark, som jeg har set mange gange - men ellers ikke aner noget om. Og der er en holdning og faglig stolthed i bogen, som er forfriskende - i modsætning til den meget firkantede socialrealisme, som der ofte blev skrevet i 70'erne.
Det er rigtig godt gået, og mange andre af min slags med bløde hænder burde nok læse denne bog og blive lidt klogere...
***1/2
(Informations Forlag, 173 sider)

torsdag den 26. maj 2011

Morten Brask: William Sidis' perfekte liv, 2011

William Sidis holdt virkelig som 11-årig i 1910 foredrag i Mathematical Society på Harvard om "Størrelser i den fjerde dimension" med efterfølgende spørgsmål og stående ovationer! Og William Sidis blev faktisk optaget som den yngste studerende på Harvard samme år, og blev anholdt under en socialistisk demonstration i 1919, idømt 18 måneders fængsel der blev erstattet med tvangsindlæggelse på hans fars psykiatriske hospital, og døde virkelig som glemt og fattig i 1944.
Morten Brask har skrevet en glimrende biografisk roman om William James Sidis' liv mellem 1898 og 1944. Han har taget tre hovedpunkter ud: Hans barndom og ungdom, hans engagement i den socialistiske bevægelse og ikke mindst (ærbare) forelskelse i Martha ca. 1919 og hans sidste leveår 1944. De tre pejlepunkter giver et fremragende portræt af drengen, som aldrig rigtig fik lov til at være dreng, ikke mindst pga sin far, som pacede hans intellektuelle udvikling i stedet for at acceptere, at William også var barn. Træning i sociale kompetencer blev skrottet for faderens ambitioner pga Williams overdådige akademiske evner. En rendyrkelse af et Asperger syndrom i ekstrem grad! Hver gang William snuste til resten af menneskelivet end det universitære, blev han bragt tilbage i folden.
William Sidis 11 år, 1910
Det er en smuk og en flot skrevet bog, som Morten Brask har meget ære af. Veldisponeret, velskrevet, tydelig i sit sigte uden at blive firkantet, og et stærk personportræt af et på mange måder forsømt barn, som i kraft af sine ekstraordinære evner skulle opfylde nogle forældreambitioner uden forældrenes hensyn til Williams udvikling til et helt menneske. Han blev til geniet Sidis - og ikke mennesket William. Og med ulykkelig udgang.
Skulderklap til Brask for at give Sidis et nuanceret liv i William Sidis' perfekte liv. En af forårets rigtig gode danske skønlitterære bøger, og meget anderledes end forårets andre gode danske bøger.
****
(Politikens Forlag, 269 sider)
Se mere om William Sidis på sidis.net

onsdag den 25. maj 2011

Stephen King: Revolvermanden, 1991 (Det mørke Tårn, 1)

Revolvermanden tager sin læser med til en helt anden verden, for meget tyder på, at bogen foregår i livet efter døden. Og her forfølger revolvermanden Roland indædt Manden i Sort gennem The Middle of Nowhere i en postapokalyptisk verden, hvor alle samfundsstrukturer tilsyneladende er opløst. Han får en følgesvend i den 9-10 årige Jake, som slår følge med Roland i hans jagt på Manden i Sort.
Stephen King skriver i efter efterordet til dette første bind i serien om Det mørke Tårn, at han har skrevet på bogen i tolv år. Og det kan mærkes. Der er slet ikke den flydende pen, som King plejer at have - og jeg synes i det hele taget, at bogen virker lidt fortænkt og uden det, som jeg holder utroligt meget af ved Stephen King, nemlig at personer og miljø virker så ægte, at man tror på disse omstændigheder - og derfor også får en tro på, at personerne faktisk kommer ud for de overnaturlige elementer. Den her bog svingede simpelthen ikke, og jeg kom aldrig til at tro på historien og dens personer. Ærgerligt, for var der én forfatter, som kunne få mig til at tro på en bog med den handling, så var det nok King.
Hvis ikke at maj måneds opgave i Bogudfordringen 2011, som bogklubben "Bogklubben mener" står for, lød på at læse en fantasyroman, tror jeg ikke, at jeg var blevet færdig med Revolvermanden. Og resten af serien om Det mørke Tårn vil jeg overlade det til andre at læse færdig for mig... Måske vil jeg forsøge mig i fantasygenren igen, men det bliver med noget andet end Det mørke Tårn.
**
(Artia, 223 sider. Oversat af Mogens Wenzel Andreasen fra amerikansk: The Gunslinger, 1982)

mandag den 23. maj 2011

Ny skønlitteratur - juni & juli 2011

At sommeren er tynd, ja nærmest anorektisk tynd, hvad angår bogudgivelser, er ingen overraskelse. Så denne gang er juni og juli slået sammen - men det er stadig ikke det store, der er at "forskræppe" om:
En bog, som jeg glæder mig til at læse, er den udråbte storfavorit til Nordisk Råds Litteraturpris, En dåre fri af Beate Grimsrud, der udkommer 3. juni. En dåre fri handler om den 39 årige skizofrene Eli, der søger kunsten, musikken og litteraturen som aflastning for stemmerne i sit hoved. Bogen var indstillet både af Norge og Sverige til Nordisk Råds Litteraturpris, men blev overtrumfet af islændingen Gyrðir Elíasson og hans novellesamling Mellem træerne, som dog først kommer 25. august. Og så er italieneren Niccolò Ammaniti, som har skrevet de rigtig gode Jeg er ikke bange og Herrens mark, igen på banen. Denne gang er det med besk satire over Berlusconis Italien Velkommen til festen, som udkommer 29. juni.
For et par år siden læste jeg med vild begejstring krimien Skoven af irske Tana French. Nu kommer hendes Tilbage til Faithful Place (17.6) om Frank Mackey, den midaldrende undercover-chef ved Dublin politi, der tvinges til at opsøge sin barndoms kvarter, som han ellers har holdt sig langt fra, i jagten på sin forsvundne søster.
Derudover kommer Michael Larsen med sin nye Den der drukner redder ingen (30.7), der så vidt jeg kan se er en krimi. Og stadig i krimierne kommer også Mari Jungstedt med endnu en af sine Gotland-bøger Den mørke engel (8.6). Ligeledes den 8. juni kommer Robert Goddard med en rigtig "Goddard", Quilligans bevis. Og endelig er der så Fanget på Østfronten - Tvunget i tysk uniform (10.6) med sydslesvigeren Jens Bergs virkelige historie om, hvordan han under 2. Verdenskrig blev indkaldt til den tyske værnemagt og sendt til fronten i Sovjetunionen. Han har fortalt erindringerne til Ole Sønnichsen.
Det var det, der var i denne omgang. Altid noget at vi kan holde sommerferie med resten af årets udgivelser også... God læselyst!
Se flere indlæg om kommende bøger ved at klikke på "etiketten" Kommende bøger forneden.


torsdag den 19. maj 2011

Dy Plambeck: Gudfar, 2011

En reklame, jeg har set for Dy Plambecks Gudfar, siger, at der er tre tidsbilleder, to hovedpersoner og én historie - og det er en ret præcis karakteristik af bogen. Og Gudfar er bestemt ikke en standardslægtsroman. De tre tidsbilleder fra Danmark er fra 1954, 1976 og 2007.
Vi starter med den ene hovedperson, den 22-årige murer og biker Uffe, i 1976, hvor han er med sin bikerklub Spitfire til det årlige bikertræf med tjald, druk og Miss Wet T-shirt konkurrence, og ikke mindst åbenbaring i landsbykirken. I glimt ses tilbage på Uffes liv med sin far Poul. Så springer vi til 1954, hvor Uffes mor Tenna, landsforrædderidømt bagerjomfru på Nørrebro, og om hendes ulykkelige forelskelse i cykelrytteren Erik-Frank, og hendes "trøstemøde" med Poul, som hun får Uffe sammen med - og forlader. Og til sidst tilbage til Uffe igen i 2007 i Hørby ved Tuse Næs, hvor han de sidste tredive år har boet hos sin mor Tenna. Hans et og alt er hans guddatter Petring, som nu deltager i urolighederne omkring rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro.
Dy Plambeck har skrevet en rigtig god kompakt lille bog om Tenna og selvfølgelig især Uffe, som i den grad sætter sig på sine elskede kvinder Petring og Tenna. Flotte tidsbilleder og miljøskildringer af Uffes barndom med Poul og senere bikertræffet, og Tennas internering og forelskelse - og så den afslutning! Lige til en tåre i øjenkrogen. Det er ren Biker-Jesu Genkomst i apokalyptiske omgivelser.
Så meget desto mere ærgerligt er det så, at mange små skønhedsfejl på relativt få sider nemt kunne være undgået i kapitlet fra 1976: Sangen Mormors kolonihavehus er fra 1978 og kan derfor ikke være spillet i 1976 (hvad den jo heller ikke blev!). Nixon gik af i 1974 og El Salvadors borgerkrig startede i 1980. 
Men ellers: Rigtig fin bog.
***1/2
(Gyldendal, 170 sider)

onsdag den 18. maj 2011

Då er død

Søren Vinterberg har i dag i Politiken en meget fin firespaltet nekrolog med hele to billeder. Det er sjældent. Nekrologen er om Per Då, som er død kort efter sin halvfemsårsdag.
Og hvem var så Per Då? Det var såmænd ingen ringere end den fænomenale oversætter til dansk af samtlige Asterix-albums (undtagen et).
Mange af Dås oversættelser skulle man have mindst den lille latinprøve for at kunne nyde helt, som f.eks den romerske legionær Contraventum, som lige præcis ikke er den kloge mand, som ikke pisser "mod vinden", som navnet betyder.
Som barn, teenager, yngre og nu halvgammel mand har jeg altid elsket Asterixbøgerne og syntes allerede som barn ikke godt om tegnefilmene, og nu som halvgammel slet ikke om skuespillerindspilningerne. Der var og er slet ikke den sproglige opfindsomhed og detaljerigdom, som tegneserierne kunne mønstre, indtil også de blev ringere fra det oprindelige forlægs side, da René Goscinny sluttede som forfatter og tegneren Uderzo overtog hele butikken. Per Dås oversættelser var nok en stor del af fascinationen hos mange læsere af de tidlige albums, som var og er helt forrygende.
Per Då modtog i 1995 den største danske tegneseriehæder, Ping-Prisen, for sine oversættelser af Asterix.
Søren Vinterbergs nekrolog er endnu ikke lagt på nettet, men i 2001 skrev Vinterberg artiklen Translatorix og hans skæve gallere om Per Då.

tirsdag den 17. maj 2011

Peter Temple: Den brændte jord, 2011

Jeg er ikke sikker på, at den australske turistforening er specielt begejstret for Peter Temples forfatterskab. For det er ikke noget flatterende billede Temple giver i Den brændte jord af Australien og især ikke af Melbourne. 
Den brændte jord har vicekriminalinspektør og leder af Melbournes drabsafdeling Stephen Villani som en stærk hovedrolleindehaver. Ægteskab og familieliv ligger i ruiner, han bliver presset voldsomt af både politikere og overordnede for at træffe politisk 'korrekte' beslutninger, der beskytter samme mod de skandaler, der lurer - og så er han mand for at deltage i nogle opfindsomme, grove og hårdkogte dialoger hele bogen igennem.
Selve historien vil jeg ikke komme så meget ind på her bortset fra at sige, at mordet på en prostitueret i et luksushøjhus og et torturdrab på tre gammelkendte gangstere viser sig at kunne have tråde langt op i samfundstoppen. Og at disse personer ikke har tænkt sig at lade Villani afsløre sig!
Det er en "tungen-lige-i-munden-bog". Jeg havde noget svært ved at holde styr på alle personer og linier mellem dem, men slugte alligevel bogen uden at bekymre mig voldsomt om at få alt med. Og det gik da.
Det er en voldsom og misantropisk bog - og den er absolut anbefalelsesværdig for krimilæsere, der kan læse indenad (jeg kunne ikke helt) og måske ikke har noget imod at tage notater undervejs...
***1/2
(Gyldendal, 444 sider. Oversat af Søren Vinterberg fra engelsk: Truth, 2009)

mandag den 16. maj 2011

Bogbrokkehovedet med Frue på CPH:LITT!

Fotograf: Andreas Schlosser
Så blev Bogbrokkehovedet med Frue da også foreviget på CPH:LITT's Facebookside, hvorfra dette billede er hentet.
Umiddelbart ser det ud som om her nederst på billedet, at Fruen keder sig bravt, mens Bogbrokkehovedet er blevet godt sur over et eller andet, som enten Helle Helle eller Dy Plambeck har sagt søndag eftermiddag i Musikcafeen i Huset.
Det var bestemt ikke tilfældet. Det var både interessant og ret morsomt, hvad de to forfattere havde at fortælle om deres nyeste bøger Dette burde skrives i nutid af HH og Gudfar af DP.
Gudfar er endnu ikke læst, men den ligger signeret og læseklar og bliver taget fat på i morgen.

lørdag den 14. maj 2011

Vidar Sundstøl: De døde, 2011

De døde er andet bind i en trilogi af Vidar Sundstøl om den politimanden Lance Hansen med norske rødder i skovområdet i Minnesota. I det udmærkede første bind, Drømmenes land, var historien om den tilsyneladende opklaring af et mord på den ene af to homoseksuelle turister, hvor en ung indiansk mand blev fængslet for mordet. Men Lance havde en begrundet mistanke om, at den egentligt skyldige var hans egen bror Andy. En faktisk vældig god og stemningsfyldt bog. Historien fortsætter i De døde, men her er problemet, at bogen slet og ret er kedelig!
Langt den overvejende del af bogen foregår på den årlige hjortejagt, som Andy og Lance foretager, og er om det psykologiske drama, som udspiller sig mellem de to brødre set fra Lance's synsvinkel. Og det er svært at skrive sådan en historie, og Sundstøl klarer det efter min mening ikke, selv om han er en ret god forfatter. Der har han overvurderet sine evner. Det bliver ofte meget langtrukkent i stedet for knugende, som det nok var ment. Først til allersidst sker der en egentlig udvikling, der bringer historien videre og kan give håb om en treer, der kan blive rigtig interessant...
At Sundstøl faktisk kan skrive viser sig dog i hans beskrivelse af selve jagten og dens bevægelser og skovens stemning. Det er godt og trækker noget op på en bog, som nok alt i alt skulle have været en del af et tobindsværk i stedet for et selvstændigt bind i en trilogi. Desværre.
**
(C&K Forlag, 173 sider. Oversat af Ellen Boen fra norsk: De døde, 2009)