fredag den 29. oktober 2010

Lisa Grunwald: Den uimodståelige Henry House, 2010

Fra omkring 1920 og frem til næsten 1970 underviste man i USA på en del colleges unge kvinder i kunsten at have med husførelse og små børn at gøre bl.a. ved at låne forældreløse børn fra børnehjem og anbringe dem i såkaldte 'praktikhuse', hvor de på skift fik en ny 'mor' på ugebasis, som under opsyn skulle tage sige af dem og lære, hvordan poderne skulle behandles i følge de gældende normer. Forfatteren Lisa Grunwald blev interesseret i, hvad der skete med disse børn og skrev så Den uimodståelige Henry House om den fiktive Henry, hvis liv præges af sit ophold hos sine mange mødre de første år - ved sin behagesyge og manglende evne til at knytte sig forpligtende til andre mennesker - især kvinder.
Det er nogle glimrende portrætter, som Lisa Grunwald har fået lavet. Både det personlige portræt af Henry, portrættet af ungdommen født lige efter anden Verdenskrig, af den herskende 'bedste mening' i børneopdragelse og ikke mindst af hele efterkrigstiden op til 1970, hvor alle de hidtidige normer bryder sammen.
Rigtig god bog, let og flydende skrevet og oversat - med smerte, glæde og genkendelse for både en voksen, en forælder og et tidligere barn og ung - og for én som selv har haft mutisme (psykisk betinget stumhed) inde på livet.
****
(Originaltitel: The Irresistible Henry House, 2009)

onsdag den 27. oktober 2010

Paul Auster, Paul Karasik og David Mazzucchelli: By af glas, 2006

Da graphic novel-udgaven af Paul Austers By af glas udkom i 2006 ironiserede næsten alle de danske anmeldere over den trend, som begrebet 'graphic novel' var blevet - nemlig at gøre tegneserien comme il faut for et intellektuelt og belæst publikum. Til gengæld var de også ret benovede over, hvor godt det var lykkedes for Paul Karasik og David Mazzucchelli at omplante forlægget fra 1985 til genren.
Uden at have læst den oprindelige roman, synes jeg også, at det er en spændende konstruktion, hvor tekst og billeder understøtter hinanden, ofte overraskende, i historien om forfatteren Quinn, der skriver pulp under pseudonymet William Wilson. Og han bliver endda hvirvlet ind i en reel detektivopgave under navnet Paul Auster, hvor han identificerer sig med sit pseudonym Wilsons detektivfigur Max Work. Quinns 'pseudonymforvirring' fører til en egentlig psykisk nedbrydning af personen Quinn på sin mission i det labyrintiske New York.
Spændende og anderledes grafisk roman (som jeg foretrækker at kalde det), med overraskende billedforløb til teksten, hjemmebesøg hos forfatterparret Paul Auster og Siri Hustvedt og et portræt af New York i en blanding af fiktion og virkelighed - men hvor fiktionen efterhånden tager over - ikke mindst inde i hovedet på Quinn alias William Wilson alias Max Work alias 'Paul Auster'.
***1/2
(Originaltitel: City of Glass : The Graphic Novel, 2004 - efter Paul
Austers roman City of Glass fra 1985)

tirsdag den 26. oktober 2010

BREAKING: Blogger vinder Lars von Trier!

Der er netop her kl. 10.43 tirsdag formiddag udgået meddelelse fra JP/Politikens Forlag om, at en blogger fra Vesterbro i København har vundet den nyligt udgivne bog Geniet : Lars von Triers liv, film og fobier, forfattet af journalist Nils Thorsen, i en konkurrence på forlagets hjemmeside på Facebook. 
Bloggeren, som ikke ønsker sit navn offentliggjort, udtaler beskedent til Bogbrokken: "Tja, hvad kan man sige. Jeg er målløs og har måske ikke rigtig fattet det endnu. Men én ting er sikker. Jeg vil forsøge at fortsætte mit liv, som jeg plejer - og ikke have for meget blæst om min person eller kaste mig ud i nogen vilde ting, som jeg måske ville komme til at fortryde senere". 
Vinderen, hvis navn er Bogbrokkens redaktion bekendt, har endnu ikke underrettet sine pårørende og ønsker derfor at være anonym. Vi på Bogbrokken ønsker tillykke.

BREAKING BREAKING: Bloggerens pårørende er nu underrettet, men både de og bloggeren ønsker stadig at være anonyme. Vi beklager...

BREAKING BREAKING BREAKING: Bloggeren har nu endda modtaget sin gevinst med posten 11. november 2010 kl. 11.32, kun 16 dage efter offentliggørelsen af den glamourøse sejr!!!

mandag den 25. oktober 2010

Chil Rajchman: Jeg er den sidste jøde - Treblinka 1942-1943, 2010

For første gang har jeg læst en bog, som jeg ikke vidste, om jeg ville blive færdig med, simpelthen fordi jeg ikke vidste, om jeg kunne bære at læse den til ende. Og for første gang har jeg læst en bog, som fik mig til nærmest at græde af afmagt og raseri og noget, som nok som det nærmeste kan beskrives med ordet sorg.
Jeg er den sidste jøde er skrevet af Chil Rajchman, der som 29 årig blev sendt til udryddelseslejren Treblinka. Efter han døde i 2004, 90 år gammel, fandt arvingerne hans erindringer om opholdet mellem hans efterladenskaber. Rajchman overlevede i første omgang gasningen ved at udgive sig for frisør, så han blev sat til at klippe håret af kvinderne, før de blev gasset. Da fangerne i 1943 gjorde oprør, lykkedes det Rajchman at flygte efter ti måneder i lejren. Man regner med at det lykkedes for omkring halvtreds fanger at flygte fra Treblinka. Mellem 700.000 og 900.000 døde.
Det er den mest ubehagelige bog, jeg har nogensinde har læst. Jeg har aldrig forstået kz-lejrenes virkelighed, og jeg gør det stadig ikke. Men Rajchmans beretning er nok det nærmeste, jeg har været en anelse af, hvilket levende mareridt det har været. Ikke mindst pga. hans nøgterne og detaljerede skrivemåde. Rædselsfuldt.
Det føles absurd for mig at vurdere Jeg er den sidste jøde ved at give karakter efter et stjernesystem, men den skal da fem af de store, for dette er en bog, jeg aldrig vil glemme!
*****

søndag den 24. oktober 2010

John Verdon: Tænk på et tal, 2010

Endnu engang en godt og grundigt hypet krimi - og denne gang absolut ikke med rette. For mig at se årets indtil videre dårligste krimi i forhold til den hype, der har været omkring den! For at sige det kort: Den er alt for... Alt for perfekt og udspekuleret morder, alt for perfekt og udspekuleret helt med for perfekte problemer i parforholdet. Alt for stive og papkasseagtige personer i øvrigt, og lidt for snu løsninger på alt for snu kriminalgåder - og i det taget er bogen alt for alt muligt. At den så endda også er ret kedelig, gør ikke sagen bedre.
Den pensionerede politimand Dave Gurney fra NYPD's drabsafdeling bliver involveret i en sag, hvor hans gamle studiekammerat Mark søger hans hjælp. Mark har modtaget et anonymt og truende brev, der beder ham om at tænke på et tal mellem et og tusind. Inde i brevet er der en anden kuvert, hvor der er et stykke papir, hvor det tal Mark tænkte på står. Behøver jeg at sige at Mark modtager flere breve og senere myrdes. Og så skal der opklares! Og flere mord følger...
På forsiden af bogen er et citat fra en anmeldelse i New York Journal of Books: "Den vil fange enhver læser. En forbløffende, afhængighedsskabende thriller. Den vil efterlade dig fuldstændig paf og sulten efter mere..." Jeg gad vide, om anmelderen og jeg har læst den samme bog. Den bliver faktisk aldrig rigtig spændende, og gu' er den da udspekuleret, men for mig at se, er der dømt banal og firkantet amerikansk TV-krimi af den mere 'sepiatonede' slags.
*1/2

(Originaltitel: Think of a Number, 2010)

torsdag den 21. oktober 2010

Hjalmar Söderberg: Doktor Glas, 1905

Dr. Glas er et skyggemenneske. Han er udadtil den velanskrevne læge, der lindrer og helbreder - men det er den indre og mørke Tyko Gabriel Glas, som man lærer at kende i Hjalmar Söderbergs lille, men meget kompakte dagbogsroman fra 1905. Undervejs i romanen begår han mord på præsten Gregorius, angiveligt for at hjælpe hans ulykkelige unge kone til at slippe af med ham, men allerede i starten af bogen har Glas skrevet om sin afsky og foragt for Gregorius. Og Glas er fuld af foragt, både overfor sig selv og over for andre og deres mærkværdigheder og luner og laster. Mordet er en mulighed for lægen, der hersker over liv og død...
Det er en kort bog, men er ekstremt kompakt og bør læses meget langsomt og sikkert gerne to gange. Alt i bogen foregår i hovedet på Glas, og ligesom i Kerstin Ekmans Mordets praksis, som er bygget over Doktor Glas, havde jeg en nærmest klaustrofobisk fornemmelse af at være lukket inde i en syg mands hoved. Sproget er meget, meget flot, og der er mange gode citater, som jeg kunne tænke mig at gemme. Det er en meget stærk, smuk, uhyggelig og kynisk historie, som Kerstin Ekman heldigvis har givet en revival med sin 'nyfortolkning'.
****
Se også min anmeldelse af Kerstin Ekmans Mordets praksis

tirsdag den 19. oktober 2010

Rutu Modan: Åbne sår, 2008

Det er en fin, lille grafisk roman, den israelske tegneserieforfatter Rutu Modan har lavet om mødet mellem den kvindelige soldat Numi og taxachaufføren Koby, der har interesse i Kobys far til fælles. Numi er nemlig faderens unge elskerinde og tror, at han han er det uidentificerede offer for en bombe på en busstation i Hadara nogle uger før. Koby har et temmelig anstrengt forhold til faderen, men indvilger i at få opklaret, hvad der sket med ham. Det fører ham både tættere på faderen, men ikke mindst sig selv.
De forholdsvis få gange jeg har læst skønlitteratur fra Israel, har det flere gange slået mig, hvor hverdagsagtigt krigen og terroren bliver behandlet. Det er som om, at det er noget, som er et vilkår, som man bare accepterer at man nok ikke kommer af med - en form for eskapistisk accept?
Det er som sagt en fin bog, der giver et stykke hverdag fra Israel, Bombeeksplosionen er den egentlige biting i historien - og det tror jeg er bevidst fra Modans side. Tegningerne er meget fine og giver gode portrætter af de medvirkende, som er med til at understrege deres personlighed. Det er ikke en bog, som jeg vil at siddende i mig lang tid - men som jeg er glad for at have læst alligevel - og som på ingen måde er ligegyldig.
***
(Originaltitel: Exit wounds, 2007)

mandag den 18. oktober 2010

Peter Henningsen & Ulrik Langen: Hundemordet i Vimmelskaftet - og andre fortællinger fra 1700-tallets København, 2010

De to forfattere til Hundemordet i Vimmelskaftet skriver i deres efterord om bogens udgangspunkt i "narrativitetens genkomst", altså det at fortælle historie, som historikere har talt meget om i mange år, men som ikke rigtig er blevet til noget. Det skulle denne bog for sin del råde bod på - og den må meget gerne danne skole!
Hundemordet i Vimmelskaftet tager nemlig udgangspunkt i en række enkelthistorier fra 1700-tallets København og fortæller udfra dem om forskellige emner for at give et signalement af byen på den tid: De prostitueredes vilkår, falskspillere og fidusmagere, det multietniske København, høj og lavs forhold til hunde, pøbeloptøjer og stridigheder mellem de forskellige ordensmagter og til sidst et kapitel om fattigvæsen med udgangspunkt i isvinteren 1798-99. Og hele bogen indledes med et flot kapitel om lugtene, lydene, trængslen, affaldet, tørsten, tiggerne og de 'honette' m.v. Det er punktnedslag men kommer til at give et sammenhængende portræt af København i 1700-tallet.
Og det er det gjort fremragende. Det er flydende og uden den akademiske lingo, som kan være en pine at kæmpe sig igennem i andre værker skrevet af faghistorikere. Det er i det hele taget interessant, det er vedkommende og det giver et fantastisk indtryk af hverdag i København for 200-300 år siden. Det er fortælling af historisk viden på fremragende manér - og en sejr for det levende ord (for nu at svinge mig helt op).
Stort hurra for Henningsen & Langen og deres Hundemordet i Vimmelskaftet - og ikke mindst for narrativitetens genkomst i historieskrivningen!
*****

fredag den 15. oktober 2010

Susanne Staun: Døderummet, 2010

Maria Krause, 47 år, bliver i 2008 ansat som vicestatsobducent ved Retsmedicinsk Institut i Odense. Året efter bliver en pige fundet ved Gudme, torteret, voldtaget og knivdræbt - og ikke mindst med nogle røde mærker, som viser sig stammer fra et stof man bl.a bruger ved behandling af spedalskhed. Og der kommer mere til...også af personlig involvering.
Hvis jeg skulle sammenligne med en anden af efterårets danske krimier Lotte & Søren Hammers Alting har sin pris - både Susanne, Lotte & Søren vil nok sige det er uretfærdigt (jeg giver dem ret) - så er sproget hos Staun i den grad meget bedre: stilsikkert, fantasifuldt og sprudlende. Plotmæssigt er de to bøger væsensforskellige, hvor Hammer søger den rene realisme og klarer det godt men med huller, søger Staun en blanding af realisme og 'langtudehed', som gør, at jeg i langt højere grad accepterer 'de realistiske huller'.
Atter engang er det et sprogligt festfyrværkeri at læse Susanne Staun. Og den retsmedicinske research er bare helt oppe i eliten. Medens* hun var gået noget i frø med de sidste par Fanny Fiske bøger, har hun her genfundet både rytme, frækhed, aggression og fantasi - selvfølgelig med gamle kendinge som sex og selvtægt. Og ikke mindst nogle helt ustyrlige replikker og replikskift, som lige er til at skrive ned og bruge selv, bl.a bemærkningen om at ligne én, "der er dumpet til ligsyn"!
Så velkommen tilbage på reolen til Susanne Staun - denne gang uden Fiskefingre!
****
* Læs bogen - forstå 'joken'...

NYT (23. marts 2011): Harald Mogensen-prisen, der uddeles af Det Danske Kriminalakademi for det forgående års bedste danske spændingsroman, er tildelt Døderummet. Prisen uddeles på krimimessen i Herning d. 9. april.

torsdag den 14. oktober 2010

Philip Roth: Indignation, 2010

Jødiske Marcus er 19 år i Koreakrigens andet år, 1951, og skal starte som studerende på et college i Ohio, selv om han er fra New Jersey. Grunden til at han tager til Ohio er, at han flygter fra sin far, som efterhånden er blevet gal af frygt over alle de farer, som hans nu snart voksne søn Marcus kan komme ud for - men aldrig kommer ud for, som det fornuftige væsen han er. Det skinhellige collegemiljø i det konforme Ohio er dog ikke rationelle Marcus' kop te, så det bliver dér, han for alvor kommer til at kende til konflikter, oprør og fare. Og hvor han finder sit endeligt pga konformiteten...
Det er en lille og hurtigt læst roman, som endda er skrevet rigtig godt og 'glidende', så den ene side tager den anden. Marcus' udvikling fra at være den perfekte mors - og her især fars - dreng til at blive Det Rationelles oprører i Ohio i kamp mod religion, hykleri, logeagtige studenterforeninger og falske hensigter er underholdende, morsom og ofte også ret tankevækkende. Jeg kunne godt have tænkt mig, at bogen havde været længere og var gået mere i dybden. Der er mange emner, som kommer i spil på forholdsvis få ord, og det kunne der godt være brugt en del flere sider på, så både portrætterne af Marcus, studenter- og collegemiljøet og ikke mindst det omgivende samfund og det hykleri var kommet til at stå endnu skarpere.
***