mandag den 31. oktober 2011

Peter Øvig Knudsen: Hippie 1 - tre år og 74 dage der forandrede Danmark, 2011

Glem 68'erne. Her er det 67'erne det drejer sig om!
67'erne var de udflippede hippier fra The Summer of Love, der troede på den indre forandring som et middel til at ændre samfundet, mens 68'erne var de studentikose marxister fra universitetet, der ville forandre samfundet gennem revolution. Og det er netop 67'erne og i særdeleshed Thylejrens historie, der denne gang er genstand for den øvigske vridemaskine, hvor det i Blekingegadebanden var en af udløberne af den marxistisk skolede del af ungdomsoprøret, Peter Øvig Knudsen behandlede. Og ligesom i Blekingegadebanden er det i højeste grad imponerende hvor stort et researcharbejde Peter Øvig har gjort for at få skrevet sit store værk. 527 sider i bind 1, og med en lignende omgang til gode i bind 2, som udkommer engang i 2012.
Hippie 1 skifter mellem at fortælle om Thylejren dag for dag i sommeren 1970 frem til Peter Louis-Jensens kup på Dag 32, og så i mere tilbageskuende kapitler om (den københavnske) hippietids historie op til sommeren '70. Også i disse kapitler er to af lejrens organisatorer Henning Prins og Leif Varmark især i centrum. Og bogen tegner et meget illustrativt billede af perioden, både ved hjælp af sin billedside og med alle sine henvisninger til musik og kunst og øvrige "tendenser i tiden". Ikke mindst af hvor meget man slæbte Det gamle Samfund med i Det ny Samfund af rænker, dovenskab og ligegladhed overfor de idealer, man bekendte sig til og ofte også dækkede ind bagved. Noget jeg synes er enormt interessant, og som jeg nok aldrig har fået helt på plads, er det skarpe skel mellem det meget universitære marxistiske oprør og så det langt mere udflippede hippieoprør. Det har været spændende at få sat ord på det.
Man kan tydeligt mærke Peter Øvigs fascination af de opbrud, der skete omkring 1970 og af den nye livsstil, som man forsøgsvis afprøvede i Thylejren - og i de tilhørende miljøer i især København. Det betyder også, at man i langt højere grad kan mærke Øvigs stillingtagen i denne bog end i hans forrige bøger. (F.eks i magtkampen mellem Peter Louis-Jensen og Henning Prins). Og så skriver Øvig som sædvanlig glimrende, lader sine personer komme godt til orde og tager de forbehold overfor sin fremstilling, som der skal til.
Knaldgod og meget læseværdig bog! Dog vil jeg sige, at bogen har et stikordsregister, der er under al kritik, men det er en lille parentes i den store sammenhæng. Jeg glæder mig i hvert fald til, at Hippie 2 kommer.
****
(Gyldendal, 527 sider)

Se også bogens hjemmeside med interviews og andet ekstramateriale på hippienu.dk
Bonusinformation: Peter Øvig regner direkte adspurgt på hippienu.dk med, at toeren udkommer 12. oktober 2012! Sjovt nok var det d. 12. oktober Columbus fandt Amerika - selv om målet egentlig var Indien. Mon der er symbolik i datoen....?
Læs min anmeldelse af Hippie 2 (28. oktober 2012)

fredag den 28. oktober 2011

Haruki Murakami: 1Q84 (bind 1), 2011

Aomame er ca. tredive år, kampsportsinstruktør og hitwoman. En dag hun står ud af en taxa midt på motorvejen ind til Tokyo og går ned ad en nødtrappe, oplever hun at virkeligheden forandrer sig. Den vrider sig. Og den vrider sig mere og mere som bogen skrider frem...
Nogenlunde samtidig bliver Tengo, der også er lige omkring de tredive, matematiklærer og forfatter in spe, overtalt af sin redaktør til at omskrive en roman af den syttenårige Fukaeri, så den kan vinde årets debutantpris. Det går han med til uden at han eller andre ved, hvad det også kommer til at indebære.Og også hans virkelighed forrykker sig.
Det er lidt underligt at anmelde bind 1 af 1Q84, for bogen har ingen slutning i sig selv. Der må jeg vente til bind 2 og 3. Men jeg tror, at jeg står og kradser på døren til nærmeste boghandel tirsdag d. 29. november kl. lidt i 10 for at få lov til at komme ind og købe fortsættelsen. Jeg har sjældent læst noget, som fangede mig fra første side på samme måde som 1Q84. Bogen bliver egentlig fortalt meget stille og roligt, og der bliver brugt god tid på at bygge historien op. Og opbygningen af bogen er helt enkel: I kapitlerne med de ulige tal fortælles Aomames historie og i de lige Tengos. Efterhånden bliver der flere og flere fælles berøringspunkter mellem de to personer, både i nutid og i fortid og i den parallelverden, som Aomame på et tidspunkt døber 1Q84 i stedet for året 1984, hvor den "virkelige" handling ellers udspiller sig. Og jeg er i hvert fald blevet suget ind i både Aomames og Tengos virkeligheder, hvad enten de er virkelige eller uvirkelige! Og er glad for at jeg stadig har 7-800 sider til gode af denne fantastiske historie, der endnu kun er i sin opbygning.
Som sædvanlig har Murakami fyldt godt op med interessante sidehistorier i bogen, der er skrevet (og oversat) i et ligefremt sprog, som er lige til at gå til. Både spændende som en krimi, vedkommende, godt skrevet og bygget op i et tempo, der er stille og roligt uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt. De fem stjerner for første trediedel af 1Q84 er sikre - selv uden en afslutning på noget som helst!
*****
(Klim, 403 sider. Oversat af Mette Holm fra japansk: 1Q84 : 4月-6月, 2009)

Se også min anmeldelse af bind 2 af 1Q84.

onsdag den 26. oktober 2011

Ny skønlitteratur - november 2011

Det bliver meget i det nordiske og meget i den halvkriminelle del af litteraturen, at udgivelserne bevæger sig i november - nok ikke mindst fordi bogmessen og julen nærmer sig. Og så synes jeg, at måneden er karakteriseret af, at der måske er mere salg end kvalitet i mange af udgivelserne.
Men lad os starte med nogle svenske "ikke-krimier". En forfatter, jeg glæder mig til at læse den nye bog af, er Karin Alvtegen og hendes En sandsynlig historie, som udkommer d. 3 november. Hvad bog bogen handler om, ved jeg ikke, men Alvtegen er sat til at forklare på Bogmessen, hvorfor hendes bog ikke er en krimi! Det synes jeg nu heller ikke, at hendes andre bøger er...
En anden svensk krimiforfatter, der ikke (altid) skriver krimier er Henning Mankell, der d. 1.11 udgiver Mindet om en snavset engel om den historiske person Hanna Lundmark, der i starten af det tyvende århundrede dukkede op som bordelmutter i Mozambique. I følge Gyldendal "en svensk rejse ind i Mørkets Hjerte". Og så er der Hakon Nesser og hans Fra Doktor Klimkes horisont (11.11) med fem fortællinger om noget uforudset - og her heller ikke i krimigenren. 
Men så er der altså også nogle krimier af krimiforfattere. To, som jeg kunne have lyst til at læse, er norske Thomas Engers Fantomsmerte (7.11), nummer to på dansk i serien om journalisten Henning Juel efter Skindød, og der er ligeledes nordmanden Tom Egeland og hans Fædrenes løgne (8.11). Jeg har hørt hans skulle være god, men har endnu ikke læst ham. Til gengæld gider jeg ikke læse Liza Marklunds sort hvid (11.11) eller Sara Blædels De glemte piger (12.11), men de skal nok skæppe i boghandlernes kasser op til jul. Jeg har tidligere forsøgt mig med både Marklund og Blædel men måtte give op, da jeg ikke kunne holde nogen af dem ud. 
Uden for krimigenren er jo så selvfølgelig anden del af  Haruki Murakamis 1Q84, som kommer 29. november. Jeg er ved at være godt igennem etteren, som er en fornøjelse ud over alle grænser - så toeren skal også komme til at stå på bogreolen. Der kan jeg ikke vente på biblioteket! Og i den lidt tungere, men spændende ende har vi også Ferdinand von Schirachs Skyld (2.11), der skriver om godt og ondt, skyld og uskyld, og sætter spotlys på det moralske ansvar hos hver enkelt af os. Så kommer Hanne-Vibeke Holst også med sin Undskyldningen, der spænder over fire generationer i den nordjyske familie Tholstrup med fortielser, som det bærende tema. 
Og så til sidst to bøger, som igen nok skal blive langet over disken hos boghandlere og på biblioteket - men hvor jeg godt vil holdes udenfor: Regine Deforges  tiende del af Pigen med den blå cykel, Og når rejsen ender... (4.11), og så Jane Aamund og hendes Værelse uden udsigt (10.11).
Det er lidt tyndt i november i forhold til, hvad jeg ved at jeg bare vil læse, men har du noget, som du vil supplere med, er du velkommen til at komme med en kommentar!!! 
Men i morgen får jeg Peter Øvigs Hippie 1 ind ad brevsprækken, så der kan novembers læsning da blive indledt med bravour.
 
Se tidligere og nyere indlæg om kommende bøger

mandag den 24. oktober 2011

Hun var følelsesløs fra fra fødderne og nedefter : moderne dansk lægenoveller, 2009

Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) bestilte i 2009 noveller fra tolv danske forfattere, hvor betingelserne var, at i novellerne skulle "mindst én læge optræde og handlingen helt eller delvist udspille sig på hospitalet eller et lignende lægemiljø". Og det blev til novelleantologien Hun var følelsesløs fra fra fødderne og nedefter.
Og det er der faktisk kommet en udmærket bog ud af. De to noveller, der skiller sig ud sprogligt, er Jens Blendstrups Historien om en jordemoder, hvor han tager fat i de fleste af lægenovellens klichéer og lader dem gå helt amok på bedste blendstrupske vis. Og hvis man synes, at Susanne Staun plejer at gå amok sprogligt, så vent bare til historien om den medicinske bitch af en starfuckervamp i Lægenovelle!
Desuden skriver Pablo Henrik Llambías' om Rædsels rundtur på hospitalet i novelle Rædsel. Lars Frosts Tavshedspligt handler om vores fortielser af ikke mindst nogle af vores mest forbudte følelser i forbindelse med sygdom og død. Katinka My Jones har den eneste en historie fra en psykiatrisk afdeling i Jeg vil male dagen. Og endelig kan Anne Lise Marstrand-Jørgensen Skilt om den sexafhængige læge og hans modvilje mod gynækologisk afdeling være værd at nævne. Men resten er absolut heller ikke helt ringe!
Der mangler bestemt ikke sex i det danske sundhedssystem i følge novellerne, men det gør gør der vel heller ikke i de mere traditionelle lægenoveller, selv om det dér nok er lidt mere skjult. Samlingen er bestemt værd at læse og er oplagt til en hyggegave til en nok ikke så snerpet hospitalsindlagt bekendt! Jeg har selv lige overstået en hel del indlæggelse og har mere til gode - og Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter er et fint og velkomment alternativt tilskud til hospitalets tilsyneladende kedsommelighed!
***1/2
(FADL's Forlag, 143 sider)
Indhold: Jens Blendstrup: Historien om en jordemoder. Pia Juul: Patientens mand. Michael Larsen: Navigation. Hanne Richardt Beck: Det banker på. Ejler Nyhavn: De indlagte. Susanne Staun: Lægenovelle. Lars Frost: Tavshedspligt. Katinka My Jones: Jeg vil male dagen. Pablo Henrik Llambías: Rædslen. Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Skilt. Claus Ankersen: Gaven. Anne-Marie Vedsø Olesen: Brangænes medicin.

fredag den 21. oktober 2011

Morten Hesseldahl: Blodet fra Solsortesletten, 2011

Der burde være masser af godt stof til fine internationale politiske thrillers om krigene og eftervirkningerne af krigene på Balkan i 1990'erne, hvor en vidende forfatter rigtig  kunne rulle sig ud. Derfor er det synd, at Morten Hesseldahl ikke har kunnet gøre det bedre. For hans Blodet fra Solsortesletten er slet og ret en dårlig bog. Basta!
De to gamle gymnasiekammerater Thomas og Iben mødes igen, både ved deres tiårs studenterjubilæum, men vigtigst af alt ved et andet sammentræf. Den filosofistuderende Iben, som hænger fast i specialesumpen, arbejder nemlig som assistent for den aldrende danske litterat Ruben Kjær, som er en stærk støtte for serbisk nationalisme. Tegneserietegneren Thomas tjener til dagen og vejen som indbrudstyv i makkerskab med kammeraten Oliver, som skaffer nøgler til kommende indbrudsmål. En aften låser Thomas sig ind i en lejlighed, hvor der ligger en groft mishandlet serber, Jovan, som Thomas tager med og tager sig af, da Jovan ikke vil have, at Thomas skal tilkalde politi eller ambulance. Både Rubens og Jovans samt Ibens og Thomas' historier hænger sammen og kommer til det i endnu højere grad, da den albansknationalistiske "Michelinmand" blander kortene for alvor...
Det skulle have været en thriller om den ex-jugoslaviske situation, ondskab som begreb og om hvor lidt man kan isolere sig fra, hvad der sker ude i den store verden. Drønspændende emner, men bogen handler ikke rigtig om noget alligevel. Alt fiser ud i utroværdige handlingsforløb, skabelonagtige papkassefigurer i hovedrollerne, og selve historien starter først for alvor halvvejs inde i bogen. Handling og replikker og især persontegninger går endda hen og bliver ufrivilligt komisk engang imellem. Det mest interessante blev i mine øjne til overvejelser om tegneserier og om sproglige problemer i forskellen på ordene Kosovo og Kosova. Og det er mildest talt for lidt.
Det virker lidt som om, at bogen pinedød har skullet være klar til efterårssæsonen, og at man derfor har prioriteret udgivelsesdatoen højere end Hesseldahls skrivning og forlaget Modtryks redaktionsarbejde. Det er en ommer til Hesseldahl og Modtryk. Ingen af dem har gjort deres arbejde godt nok, og bogen er ikke værd at læse.
*1/2
(Modtryk, 278 sider)

tirsdag den 18. oktober 2011

Jonas T. Bengtsson: Et eventyr, 2011

Der er gået fire år siden Jonas T. Bengtsson udgav Submarino, som blev et stort hit, og årsag til en fremragende film af Thomas Vinterberg. Fire en halv stjerne gav jeg bogen.
Bengtssons nye roman Et eventyr foregår i tre perioder i drengen og den unge mand Peters (f. 1980) liv: Fra han er mellem seks og ni år, og da han er henholdsvis seksten og nitten år gammel. Det er næsten synd at fortælle mere end, at perioden fra seks til ni år er bogens hoveddel og handler om den meget rodløse opvækst, som Peter har med sin far, som har sat sig helt udenfor samfundet og dets normer for almindeligt liv. Og de sidste to dele handler om Peters jagt på årsagerne til dette, og etableringen af sit eget ligeså rodløse voksenliv.
Hvis der skal trækkes en linie mellem Submarino og Et eventyr må det være, at begge bøger handler om opvækst og social arv. Og temaet med den sociale arv er meget tydeligere her, hvor Peters rodløshed er skabt af faderens rastløshed og behov for at "stå udenfor", som igen er skabt som oprør mod farfarens misbrug af autoritet. Jonas T. Bengsson skriver rigtig godt og vil noget med sin bog, men det er som om historien bliver for ubalanceret. Men der er helt sikkert lagt op til mange gode diskussioner i læseklubberne, ikke mindst om diverse handlinger har rod i kærlighed eller had, og om handlingernes konsekvenser så er de tilsigtede. (Gæt mit svar...)
Det er en rigtig god og vigtig historie, men Bengtsson har bestemt talent til at kunne have skrevet en bedre roman med så godt et tema. Jeg kom aldrig rigtig til at tro helt på historien og personerne i Et eventyr. Men Jonas T. Bengtsson er heldigvis så god en forfatter, at han stadig er interessant at læse, selv når han har en halvdårlig dag!
***
(Rosinante, 381 sider)

søndag den 16. oktober 2011

Bogbrokkehovedet under rekonvalescens

Efter en episode af dem, man gerne undgår, har Bogbrokkehovedet nydt godt af Rigshospitalets udstrakte service og ekspertise på dets (heldigvis for alle parter) skatteyderfinancierede wellness-center.
Det er altså svært at koncentrere sig om selv rigtig gode bøger, når man lige har været ved at krasse af efter et hjertestop på hele tretten minutter. Og det var, hvad jeg havde gjort, hvis ikke der var et modigt menneske, der havde turdet begå en gang hjertemassage mod mig uden dog at hjertet for alvor gik i gang alligevel - men ikke desto mindre beholdt "flimmeren". Så vedkommende massør, ambulancefolk og Rigshospitalet takkes selvfølgelig af "eet overlevende hjerte" - nemlig mit!
Så nej, I slipper ikke helt for mig endnu derude, selv om jeg måtte starte forfra på Jonas T. Bengtssons indtil nu glimrende Et eventyr. Jeg huskede ikke rigtig noget af de omkring hundredeogtyve sider, som jeg havde læst indtil da.
Men mere om den om et par dage - forhåbentlig...
Verdenslitterært PS: Jeg er siden blevet gjort opmærksom på, at teksten til prædikener i landets kirker på 16. søndag efter trinitatis, som var 9. oktober (den søndag jeg vågnede op efter mit hjertestop), lød: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: "Græd ikke!" Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk." Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Luk 7,11-17

Så er det altså liiiige før, at selv jeg må overgive mig og blive troende...

27. oktober: En pacemakeroperation senere og med udsigt til nogle ugers rekreation ser verden igen nogenlunde ud som den plejer, bare noget mere indskrænket i sit virkelighedssyn. Men med første bind af Murakamis 1Q84 tre timer bag mig og med et signeret (med hippiehilsner) første bind af Øvigs Hippie foran mig ser bogverdenen stor og lys og god ud! Lidt forkælelse har man nok lov at spendere på sig selv, når man nu stadig selv er stand til at formøble formuen....

torsdag den 6. oktober 2011

Yasmina Khadra: Sirenerne i Bagdad, 2008

Hvad er det, der kan skabe en mellemøstlig terrorist? Vi plejer altid her i vores del af verden at sige islamisk fundamentalisme. Men det er ikke det, der driver den unavngivne hovedperson i Sirenerne i Bagdad. Her blver islam stort set ikke nævnt. Det er ære og og skam, der er tale om.
Den enogtyveårige litteraturstuderende hovedperson er efter, at Bagdads universitet er blevet bombet, vendt tilbage til sin stillestående landsby i Irak i midten af forrige årti, hvor livet går sin vante gang væk fra krigen. Men den kommer tæt på, først da smedens udviklingshæmmede søn bliver dræbt af en amerikansk soldat, et bryllupsselskab omdannes til et blodbad ved et droneangreb, og endelig da hans familes hjem ransages og hans invalide far ydmyges groft. Hans æresbegreb er overtrådt og han skammer sig endda over sin far og beslutter, at hævn er den eneste vej. Som der står, betragter han nu sig selv som en død mand, der bare venter på et anstændigt gravsted.
Sirenerne i Bagdad er sidste bind i Khadras trilogi om de store mellemøstlige konflikter, som han indledte med Svalerne i Kabul  og Talebanstyret i Afghanistan fra 2002 (på dansk 2009) og fortsatte med Attentatet om den israelsk/palæstinensiske konflikt i 2005 (på dansk 2006). Alle tre bøger handler mere om, hvad konflikterne gør med mennesker end de politiske problemer. Det er mennesket og humanismen der er i fokus i Khadras bøger.
I Sirenerne i Bagdad er det de mellemøstlige æresbegreber, der sættes under lup, og det bliver gjort på en sådan måde, at det både er værd at læse som en spændende roman om en ung veg mands forvandling til stålsat terrorist, som den er værd at læse som en overordnet filosofisk analyse af begreber som ære og skam i mellemøstlig sammenhæng - og det er ved Gud noget, der betyder mere end for den gennemsnitlige grøddansker. Og ikke mindst som en beskrivelse af forholdene i Irak og Bagdad under den især amerikanske besættelse.
Alle tre bøger kan på det varmeste anbefales som en indgang til de komplekse mellemøstlige forhold, som er så svært forståelige set fra vores verdenshjørne.
****
(Gyldendal, 250 sider. Oversat af Hans Peter Lund fra fransk: Les sirènes de Bagdad, 2006)
Se også min anmeldelse af Yasmina Khadras Svalerne i Kabul

onsdag den 5. oktober 2011

Forskræp: Hjemmeside for "Hippie 1" af Peter Øvig Knudsen

Peter Øvig Knudsen løfter lidt af sløret for sin nye bog Hippie 1. Du kan foreløbig høre Peter Øvig fortælle, hvordan projektet skiftede udformning et godt stykke inde i tilblivelsen, og ikke mindst høre otte minutters lydbogsuddrag med musik.
Hjemmesiden for bogen, hippienu.dk, åbner først "om lidt", så det er både forsmag på bogen, og det der kommer til at ligge på siden. Og endda underskrevet med "flower power-hilsner" fra forfatteren.Man kan oven i købet, hvis man tilmelder sig nyhedsbrevet, få en mail tilbage fra direktøren i Hippieselskabet (lyder det ikke lidt modsætningsfyldt) med en velkomst!!!
Hippie 1 er om hippierne og Thylejren. Bogen dækker tiden fra The Summer of Love i 1967 frem til starten på Thylejren i 1970. Det er første bind af to, der tilsammen bliver et storværk om hippietidens storhed og fald. Første bind udkommer 27. oktober - dagen før min fødselsdag! (Dette være ment som et temmelig indiskret fingerpeg til nærtstående læsere)...
Så på med batiktrøjen, find din gamle chillumklud og følg linket: hippienu.dk

31. oktober 2011: Og nu er Hippie 1 anmeldt her på Bogbrokken


mandag den 3. oktober 2011

Hanne Højgaard Viemose: Hannah, 2011

På omslaget af Hannah har Hanne Højgaard Viemose beskrevet bogen med en papirlap på forsiden: "En autentisk historie om en ung kvinde som flygter...finder sig selv...sex, vold og bananer"* og på bagsiden: "Den er ikke særlig svær at læse eller forstå, men heller ikke alt for simpel. Der er billeder bagi". Og både for- bagsideteksten er faktisk ret godt ramt, hvis man husker at læse de overstregede ord med!
Hovedpersonen Anne på nitten år tager til Australien for at rejse rundt men kommer til at hænge fast sammen med andre backpackere i Tully i det nordlige Queensland, hvor hun i månedsvis plukker bananer, ryger pot, drikke og dyrker mere eller mindre tilfældig sex. Hun skriver om livet i flokken, det hårde og underbetalte arbejde og sin flugt fra Frederikshavn - og sig selv - for at finde sig selv og skabe sin identitet, bl.a. ved at kalde sig Hannah.
Der er ikke de store omsvøb i Hanne/Anne/Hannahs fortælling. Sproget er næsten rejsebrevsagtigt med indlagte dialoger, og det hele slutter, som hun skriver, med en række fotos fra tiden i Tully med sig selv, de andre og masser af bananpalmer på. Bogen er nok den selvbiografiske roman, jeg har læst, der befinder sig mest i et grænseland mellem selvbiografi og roman.Og vi er ude i The Outback - både af Australien og af Hannah i selskab med alt det utilpassede og foragtede: rednecks, foragtede aboriginals, foragtede rygsækturister samt slanger, krokodiller og monstertudser. Miljøet er barsk med slagsmål, overfald og et sprogligt hav af fucking, bloody, wankers og det evige 'ay - men også med den kærlighed, eller rettere den sex, som man nu kan få fat i.
God bog, hvor forfatter Hannes egen beskrivelse passer fint: "Den er ikke særlig svær at læse eller forstå, men heller ikke alt for simpel. Der er billeder bagi". Og det er en bog om sex, vold og bananer, men også om meget mere.
***
(Gyldendal, 182 sider)
* Klik på billedet for selv at se...

lørdag den 1. oktober 2011

Lotte & Søren Hammer: Ensomme hjerters klub, 2011

Jeg har tidligere anmeldt Lotte & Søren Hammers to andre krimier her på bloggen og har begge gange skrevet,at de havde fine plot og var elendigt skrevet og dårligt redigeret. Med deres nye, Ensomme hjerters klub, er tingene ændret...
Handlingen i bogen er, at en augustmorgen i 2008 går en sekstenårig dreng ind på sin skole og op i sin klasse, trækker en maskinpistol frem og mejer årsvikaren ned. Samme dag kommer drabschef Konrad Simonsen fra sygeorlov efter en hjerteoperation. Han får tildelt en skåneopgave om et tilsyneladende hændeligt dødsfald efter et fald på en trappe et halvt år før, som en tilsyneladende kværulantisk politimand har udtrykt tvivl om. Der viser sig dog at være noget om sagen og endda en sammenhæng med skoleskydningen. Og det dramatiske drab i klasselokalet træder i baggrunden, og den gamle og tilsyneladende ligegyldige sag bliver hovedhistorien.
Denne gang har Hammer & Hammer godt nok oppet sig i samarbejde med deres redaktør, som også får en kærlig hilsen i form af en dedikation! Bogen er langt bedre skrevet sprogligt end de to forgængere, hvor man tydeligt fornemmede, at der var to forfattere på projektet, som havde skiftedes til at skrive i forskellig stil og ofte med temmelig ubehjælpsomme billeder og dialoger. Det mærker man ikke denne gang. De sproglige mærkværdigheder er også reduceret betragteligt. Men selvom jeg har brokket mig meget over netop det ved de to andre bøger, betyder det altså, at det denne gang faktisk også er lidt kedeligere at læse..
Og så er der ikke så meget drev i plottet i Ensomme hjerters klub, som der var i Svinehunde og  Alting har sin pris. Det er både godt og skidt. Det gode er, at historien denne gang virker langt mere virkelighedsnær end forgængerne i sin rolige opbygning, men på den anden side er handlingen slet og ret kedelig i længden. Det har man dog ikke kunnet beskylde de andre bøger for. Det er ubetinget den mest anonyme bog de to søskende har skrevet indtil nu - både i stil og handling.
Alt i alt ville jeg have foretrukket, at der var mere knald på både plot og sprogblomster. Ensomme hjerters klub er simpelthen blevet for pæn og kedelig.
**
(Gyldendal, 415 sider)
Se også mine anmeldelser af Lotte & Søren Hammers Svinehunde (2010) og Alting har sin pris (2010)