David Nicholls: Den evige toer, 2013

Skuespilleren Steve McQueens (nej, ikke den Steve McQueen) karierremæssige højdepunkt var, da han spillede egernet Sammy i en undervisningsfilm for børnehaveklassebørn. Han har tidligere flere gange med glans spillet trafikdræbt og andre døde mænd. Men "rigtige"roller har han aldrig rigtig fået lov til. Steve er i øjeblikket dubleant for den helt store stjerne Josh Harper i det skuespil om Lord Byron, hvori han selv spiller et spøgelse, der én gang i løbet af aftenen skal åbne og lukke en dør. Og Josh Harper er desværre aldrig syg.
Steve møder Josh' kone Nora og forelsker sig selvfølgelig pladask i hende, og det samtidig med at Josh har noget kørende med skuespilleren Abigail, og det fører til, at...
Så skal der ikke røbes mere, andet end at det er ret underholdende at læse om Steve McQueens lidelser som den evige toer efter stjernedrysset Josh Harper. Bogen er bygget op som den glimrende filmkomedie, som jeg undrer mig over endnu ikke er kommet. Gode replikker og en oplagt historie, der følger sit spor med få, men fint castede personer.
Der er dømt nogle gode timer i hængekøjen, men du skal ikke forvente at blive ret meget klogere på livet, døden og de store filosoffer ved at læse Den evige toer. Men det kan du sagtens leve uden, mens det står på. Biblioteker og boghandlere kan godt sætte et klistermærke på bogen påtrykt: Sommerferieegnet!
 
(Gyldendal, 383 sider. Udgivet 18. marts 2013. Oversat af Brian Dan Christensen fra engelsk: The Understudy, 2007)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

Teateranmeldelse: Dette burde skrives i nutid på Mungo Park i Allerød

Klik for større

Når man skriver sit indlæg nr. 500 på sin blog (Hip Hip Hurra!), skal det gerne være lidt anderledes. Så denne gang er det en teaterforestilling på teatret Mungo Park i Allerød, som jeg anmelder. Men langtfra det sædvanlige stofområde på Bogbrokken er det nu ikke, da det er en dramatisering af Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid, der er tale om.
Direktøren for Mungo Park Martin Lyngby har selv bearbejdet romanen til et teaterstykke og står også for instruktionen. De fire skuespillere er (fra venstre på billedet): Jonas Munck Hansen, Marie Bach Hansen, Christine Albeck Børge og Kasper Leisner. Og de laver tilsammen en fortrinlig forestilling, tro overfor teksten og som både rammer tonen, stemningen og 80'er-portrættet glimrende. Nu skriver jeg at stykket er tro mod teksten, men der er faktisk en central tilføjelse. Det er de festsange, som Dorte tager halvandet hundrede kroner for at skrive. Det er festsange, som Helle Helle selv har skrevet til sine omgivelser. De tilføjer virkelig noget til stykket og bliver sunget smukt af de fire medvirkende - ofte med et melankolsk twist i den ofte meget smukke firstemmige sang og i melodien. Flot!
Alle skuespillerne leverer glimrende præstationer i den enkle og meget velfungerende scenografi. Først og fremmest Marie Bach Hansen som fortælleren Dorte, der bare venter på at livet går i gang. Hun emmer af skrøbelighed. Og Kasper Leisner og Christine Albeck Børge er imponerende i deres roller, som de skifter ubesværet mellem. Specielt kunne jeg ikke stå for Kasper Leisners fortolkning af stort set samtlige mandlige roller, herunder Dortes fire(?) kærester. Jonas Munck Hansen har ikke de store roller, men fungerer mest som guitarist, hvor han med god guitar fik langt 80'er-bunden til både sange og til stemning.
Jeg havde ærlig talt  ikke forestillet mig, at det kunne lade sig gøre at lave et teaterstykke over Helle Helles bog om "ingenting", men der var kant  ogbid i stykket, og klumperne i halsen blev ofte afløst af befriende latter fra publikum - og i den grad også for mig.
Der er tid endnu: Se den endelig. Dette burde skrives i nutid anbefales hermed varmt - også som teater!


Se mere om stykket hos Mungo Park - Spilleperiode 14. august til 1. september & 3. til 17. oktober.
Læs anmeldelser af stykket fra Berlingske, Kristeligt Dagblad, Information og Jyllands-Posten
Læs også min anmeldelse af Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid fra 2011

Niels Skousen: Herfra hvor jeg står, 2011

En af historierne i Niels Skousens erindringer Herfra hvor jeg står er, at han i 1964 fik en novelle udgivet i en antologi, 11 + 11, med skriverier fra unge danske forfattere. Jeg slog samlingen op og kunne se, at de fleste af skribenterne var eller blev store navne - og det kunne Niels Skousen måske også have været - som forfatter og ikke alene som sangskriver og skuespiller, som han i den grad også har udmærket sig ved!
Når jeg tager den historie som indledning, er det fordi hans erindringer er virkelig fremragende skrevet. Der er mange gode overvejelser, som han forstår at sætte på ord på, og nogle gange er de skrevet, så professionelle forfattere må beundre hans præcision og udtryk. Der var flere gange hvor jeg følte mig i situationen og endda blev rørt - ikke mindst hans oplevelse og beskrivelse af Jimi Hendrix-koncerten gjorde mig helt stakåndet! Og Skousens selvindsigt fejler bestemt ingenting. Han tager fat om både succeser, nedture, bristede illusioner og opfyldte drømme med nøgternt overblik og har alligevel hjertet med.
Det er faktisk en fremragende selvbiografi Niels Skousen har fået skrevet. Den er hele tiden meget reflekterende og meget, meget velskrevet. Og tag det roligt. Der er nogle gode anekdoter i, men det er ikke det der holder bogen oppe. Det gør Skousen selv og det gør han godt nok godt!
Meget fin selvbiografi fra et reflekterende og sympatisk menneske, som virkelig har noget væsentligt at fortælle om sig selv og sin tid.

(Gyldendal, 337 sider)