tirsdag den 29. marts 2011

Guy Delisle: Pyongyang - en rejse i Nordkorea, 2006

Jeg var glad for at falde over Guy Delisles Pyongyang : en rejse i Nordkorea til tredive kr. i en tilbudskasse for noget tid siden. Til gengæld er skildringen af det nordkoreanske samfund i bogen ikke til at blive i godt humør af, hvis man lige ser bort fra, at mange af de ting, som Delisle trækker frem fra sin hverdag i de to måneder, han er i Pyongyang, er så absurde, at man skulle tro, det kun kunne være fiktion. Men nej, bogen er selvbiografisk, og i følge Wikipedias side om bogen regner forfatteren ikke med at komme tilbage, da han går ud fra, at han nok ikke er velkommen.
Guy Delisles meget rene blyantsstreg passer perfekt til at skildre hans oplevelser i det totalt kulisseagtige Pyongyang. Atter engang fremstår Nordkorea i mit hoved som en slags dukkehus i stor størrelse, hvor alt er styret af snoretræk fra oven. At det er Orwells 1984, som Delisle har med i kufferten, er nok ikke nogen tilfældighed.
Det er en glimrende bog, hvor Guy Delisle får vist sin blanding af undren og galgenhumoristisk indstilling til tingenes tilstand og på den anden side sin medfølelse (men også foragt) for de mennesker, som han er i kontakt med, og som faktisk ikke har mulighed for at afsløre sig som individer med en værdig selvstændighed.
Bogen dækker desuden et underskud af litteratur om Nordkorea. I danske biblioteker findes der af skønlitteratur kun tre agentromaner, der alle handler om hemmelige missioner ind i landet. Det nærmeste jeg kan komme på Delisles bog er Mads Brüggers satiriske TV-dokumentar fra 2006 Det Røde Kapel.
****
(Carlsen, 182 sider. Oversat af Per Vadmand fra engelsk: Pyongyang : a journey in North Korea, 2003)

PS (30. september 2012): Siden denne anmeldelse blev skrevet er der kommet en glimrende amerikansk roman fra Nordkorea, nemlig Adam Johnsons De stjålne liv, 2012. Også den vil jeg anbefale varmt! 

lørdag den 26. marts 2011

Rikke Bakman: Glimt : tegnet roman, 2011

Det er en anderledes grafisk roman, Rikke Bakman har lavet med sin Glimt, end man er vant til fra genren.
Bogen har lidt over 300 sider. På hver side er der én tegning, med evt. talebobler. Både tegninger og håndtekst er tillempet barnlig, komplet med stavefejl og spor efter viskelæder i teksterne. Og det er en god understregning af bogens indhold.
Den handler nemlig om en enkelt dag i den seksårige Rikkes sommerferie med forældre og storesøster ved Vesterhavet engang i 1980'erne. Og det er en dag, hvor der sker meget: Hun får myrer i tissekonen, søstrenes undulat er fløjet væk, hun ryger ud af bilen i et sving, hun er med til at lede efter naboens skildpadde, og dagen slutter med med jalousidrama hos de gæster, som forældrene har om aftenen.
Det er en skøn lille bog, hvor den voksne Rikke Bakman virkelig har fået genkaldt den seksårige Rikkes måde at opleve sin lille verden - og ikke mindst de voksnes mærkværdige opførsler og talemåder, som ofte virker ret ubegribelige for Rikke. Desuden er jeg vild med Rikke Bakmans tegninger, hvor især de voksne er nogle lidt groteske og alligevel meget hverdagsagtige figurer. Meget stemningsfuldt og ofte meget smukt.
Fin og helt egenartet stil i en graphic novel, grafisk roman eller "tegnet roman", som forfatteren foretrækker at kalde den, og som nok er det begreb, der passer bedst til bogen. Hurtigt læst - men husket længe, tror jeg.
***1/2
(Aben maler, ca. 310 sider)

29. februar 2012: Tillykke til Rikke Bakman og Glimt med Pingprisen for årets danske tegneserie i 2011!

fredag den 25. marts 2011

Ny skønlitteratur - april 2011

Nå, så er det Helle Helle-tid igen: 15. april skulle hendes nye roman med den spøjse titel Dette burde skrives i nutid være på gaden, og hvis man læser beskrivelsen på forlagets hjemmeside, ligner det en rigtig Helle Helle om en ung kvinde fra Glumsø, der i stedet for at passe sit studie, dasker rundt i Københavns gader med Digter Hase. Den glæder jeg mig til! Der er noget at leve op til efter Ned til hundene og Rødby-Puttgarten.
Så er en af mine gamle favoritter, Erling Jepsen, også tilbage med Hovedløs sommer
(28.4), i følge forlaget "et gotisk familiedrama, komplet med utæmmet natur, underjordiske hemmeligheder og afskårne hoveder"! Jeg håber, at Jepsen er tilbage, også på sporet, efter min skuffelse over forgængeren Biroller fra 2009.
Af andre danske forfattere er det det garvede skyts, som er trukket frem her i april: Kirsten Thorup, der udsender sin Tilfældets gud d. 5. april om dansk forretningskvinde og hendes besættelse af en ung afrikansk kvinde, Sven Holm med Midt i den blanke nat (27.4), der er en novellesamling der kredser om erotik, og Leif Davidsen, også med en novellesamling Utahs bjerge og andre historier (14.4) med historier fra politiske brændpunkter fra Østeuropa til Cambodja.
Og så kommer den
! Jonathan Franzens længe ventede Frihed udgives d. 6 april - og mon ikke der er et par seksstjernede anmeldelser i vente?
På krimifronten er det på trods af Krimimessen i Horsens ikke et slaraffenland i den kommende måned. Men en af min yndlinge, islandske Arnaldur Indriðason kommer med endnu en sikkert tungsindig og melankolsk krimi om Erlendur Sveinsson, Nedkøling (14.4). Det svenske makkerpar Camilla Grebe & Åsa Træff er klar med opfølgeren til Jeg ser dig. Den kommer d. 8. og hedder Sort angst. De har potentiale til noget mere end i den lovende men ikke helt vellykkede Jeg ser dig.
Og til sidst udgiver en mand med forklaringsproblemer til op over begge ører, nemlig George W. Bush sin selvbiografi fra præsidenttiden, Kritiske beslutninger (28.4). Det synes jeg er en meget rammende titel! Og man kan måske endda forsvare at nævne bogen i et indlæg om ny fiktion..., lad os se. Den har endda forord af Anders Fogh Rasmussen, og gider jeg ikke at læse, hvad Bush siger til sit forsvar, vil jeg da gerne se, hvad Fogh Rasmussen vil bidrage med i den sammenhæng! Men der kan måske være et varsel om, hvad bogen handler om, når det er NATO's generalsekretær, der skriver forord.
Se flere indlæg om kommende bøger ved at klikke på "etiketten" Kommende bøger forneden.

onsdag den 23. marts 2011

Peter Robinson: Mørkespil, 2011

Mørkespil er den sjette krimi om Kriminalkommissær Allan Banks fra Eastvale i Yorkshire, som jeg har læst - og for sjette gang er det solidt, godt og troværdigt krimihåndværk, som Peter Robinson leverer.
Denne gang er historien, at et par drenge finder scenografen Mark fra det lokale teater hængt ude i skoven. Man finder hurtigt ud af, at scenografen er homoseksuel og opsøger hans ven Laurence i det fornemme kvarter i byen. Kun for at finde ham tævet ihjel med et cricketbat. Tilsyneladende oplagt sag, men der er noget der ikke rimer, synes Banks (som sædvanlig) - og det stemmer (som sædvanlig)...
Og som sædvanligt sidder man og skifter mellem de mulige forklaringer: Er det et typisk jalousimord efterfulgt af et brødebetynget selvmord? Eller har andre haft interesse i at spille parret ud mod hinanden? Eller er der mon en linie tilbage til efterretningstjenesten MI6, hvor Laurence har været ansat?
Jeg skal til at passe på, at jeg ikke altid skriver det samme i mine anmeldelser af Peter Robinsons bøger. Men det er altså gedigent håndværk, troværdigt indenfor sine præmisser, gode og levende mennesker som karakterer, spændende som bare pokker og rigtig godt skrevet. Det gælder selvfølgelig også Mørkespil. Men ligesom forgængeren En personlig sag kunne der godt være brugt 50-100 sider mindre.
Og så er der altid masser af god musik i Robinsons bøger. Jeg har i skrivende stund underlægning af en fantastisk flot CD med Robert Plant og Alison Krauss, smuk og mørk rock/bluegrass, som Allan Banks har i højtalerne på side 166....
***1/2
(Forum, 478 sider. Oversat af Poul Bratbjerg Hansen fra engelsk: All the colours of Darkness, 2008)

Bonus: Se bogens playlist på Peter Robinsons hjemmeside.
Se også mine anmeldelser af Peter Robinsons En personlig sag, 2010 og Djævelens ven, 2009.

søndag den 20. marts 2011

Colum McCann: Lad kun verden tumle sig, 2011

Jeg startede på Lad kun verden tumle sig i S-toget ved Lyngby Station, ved Svanemøllen sad jeg og kæmpede med forceret vejrtrækning og halvvåde øjne, og da jeg nåede Københavns hovedbanegård, var jeg lige ved at glemme at stå af. Det kalder jeg en start!
Lad kun verden tumle sig har som rammehistorie den berømte episode med den franske Philippe Petits linegang mellem de to World Trade Center-tårne i 1974. Den fortæling bliver ramme om fortællingerne om en halv snes meget forskellige New Yorkere og deres liv i de dage af august, hvor både linegangen og Nixons afgang fra præsidentposten fandt sted.
Vi hører om den fængslede gadeluder fra Bronx med selvmordstanker, den rige dommerfrue Claire fra Park Avenue, som har mistet sin eneste søn i Vietnam, Ciaran fra Irland, som fortæller om sin bror munken Corrigans arbejde for luderne i Bronx, kunstneren Lara, der er flygtet fra The Villages stoffer og udskejelser i den kunstneriske incrowd, om Philippe Petits tanker og forberedelser til sin linegang - og mange flere personer, hvis liv til tider fletter sig ind i hinandens. Personernes historier varierer fra ti til halvfjerds sider, men alle bliver taget alvorligt og bliver portrætteret som de skal.
Det er en fantastisk og fremragende god bog, mildest talt!!! Jeg tror ikke, at der var én historie, hvor jeg tænkte "Den kunne vist godt have været sprunget over", og allerede halvvejs i bogen begyndte jeg at synes, at det var ærgerligt, at den ikke var længere end de 408 sider.
Bogen er let læst og meget flydende skrevet med blik for de meget forskellige psykologier, som personerne repræsenterer - og er samtidig et historisk tidsbillede af USA i en enorm selvforståelseskrise med Vietnam, Nixons deroute og New Yorks næsten-bankerot. Og med Petits linegang som symbol på at sprænge rammerne og gøre det umulige muligt.
En pragtfuld bog der bør læses af alle, som har hang til rigtig godt fortalte bøger med indhold. Og de halvvåde øjne i starten skyldtes altså ikke manipulerende tåreperseri, men fordi at også det var en utrolig smukt fortalt scene. Bingo! Fem klare og lysende stjerner fra en begejstret læser, mig.

*****
(People's Press, 408 sider. Oversat af Juliane Wammen fra engelsk: Let the great world spin, 2009)

PS: Der findes i øvrigt en utrolig god dokumentarfilm om Philippe Petits linegang mellem de to tårne. Den hedder
Man on wire og vandt en Oscar som bedste dokumentarfilm i 2009. Den kan lånes på mange biblioteker eller bestilles via bibliotek.dk.

lørdag den 19. marts 2011

Stéphane Reynaud: Bistro, traditionel fransk mad, 2009

Allerede omslaget er lækkert og tilmed skabt til anvendelse i et køkken. Den er nemlig bundet ind i et eller andet vand- og fedtskyende omslag, som, når man trykker på det, giver efter. Men også indholdet er rigtigt lækkert.
Her er smukke og enkle billeder, gode solide og enkle opskrifter, som de fleste med en smule erfaring i et køkken er i stand til at tro, at det man sgu da godt finde ud af at lave - og det kan man. (Man kan endda lære at koge blødkogte æg!). Men der er dog også mere "avancerede" retter, men ofte er det sådan, at det mest avancerede kommer til at bestå i at skaffe de rigtige - eller rettere de tilnærmelsesvis rigtige råvarer, især hvis man bor udenfor de allerstørste byer i Danmark. Udvalget hos danske supermarkeder bliver altså mere og mere pauvert, så jeg endda har været ude for ikke at kunne skaffe en lammebov på et tidspunkt. Fik endda at vide af en supermarkedsslagter, at fol ikke ville købe det, fordi det var for fedt! Og man skal jo nærmest betale en større landbrugsejendom for at handle hos en god specialforretning - hvis man efterhånden kan finde en.
Det er en rigtig fin og lækker kogebog. Hertil kommer at bogen både er personligt og ret morsomt skrevet i sine mere "sludrende" afsnit. Jeg blev opmærksom på Stéphane Reynaud, da jeg så hans anden kogebog Gris & Søn, som udelukkende handler om ... grisen. Begge bøger kan anbefales varmt, ikke bare til køkkenet men også til almindelig lænestols- eller sengelæsning. Selv med fuld mave kan begge bøger give én appetitten igen! Guf.
****
(Lindhardt & Ringhof, 480 sider. Oversat af Semio ved Signe Lyng fra fransk: Ripailles. Un Livre, 299 recettes!)

onsdag den 16. marts 2011

Elizabeth Strout: Olive Kitteridge, 2010

Endnu engang er det lykkedes det forholdsvis lille forlag Batzer & Co. at løbe med rettighederne til fremragende bog, denne gang amerikanske Elizabeth Strouts Olive Kitteridge.
Olive Kitteridge er den pensionerede matematiklærer på den lokale high school i den lille by Crosby i Maine. Hun er stor af statur, stor i vilje, og har ry for at være stor i modvilje mod mange mennesker. Som lærer var hun ofte én, som børnene frygtede. Men bogen tegner et noget mere nuanceret billede af Olive end det.
Der er tretten, næsten novellelignende kapitler i bogen
Olive Kitteridge. I nogle har hun eller hendes blide og venlige mand, apotekeren Henry, synsvinklen, men i ca. halvdelen af kapitlerne er de primære hovedpersoner andre indbyggere i den lille by. I alle kapitlerne indgår Olive, enten i større roller eller med en bemærkning på en parkeringsplads eller måske bare af omtale, og det giver tilsammen et portræt af både Olive Kitteridge og hendes by.
Det er alt sammen skrevet på allerbedste måde i traditionen for brede amerikanske skildringer fra mindre provinsbyer, og får både tegnet et flot kollektivt portræt af byen Crosby og samtidig individuelle portrætter af byernes indbyggere og i særdeleshed Olive. Og jeg holder meget af den tradition og nød virkelig også at læse
Olive Kitteridge. Og komiteen bag Pulitzerprisen har tilsyneladende også en forkærlighed for den type litteratur. I 2002 vandt Richard Russos provinsbyportræt Empire Falls prisen, i 2005 var det Marilynne Robinsons tur med Gilead, og 2009 vandt Olive Kitteridge så fortjent Pulitzerprisen.**** (Batzer & Co., 374 sider. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt fra amerikansk)

tirsdag den 15. marts 2011

Knausgård i Diamanten

I aftes havde Karl Ove Knausgård forlagt sin virkelighed til Det kongelige Bibliotek og afholdt her en "litterær stadionkoncert" for sekshundrede tilhørere i Dronningesalen.
Meget af snakken, styret af Barbara Læssøe Stephensen, gik selvfølgelig om den litterære form i Min kamp, om det at gøre sin egen virkelighed til fiktion, og hvor skellet er mellem virkeligheden og fiktionen.
For Knausgård er fiktionen en mulighed for at tale om det, som det ikke er muligt at tale om. Men han ser det også som et paradoks, da netop det at få det på tryk gør, at udsagnet står endnu mere skarpt, end hvis han havde (sam)talt om det. Et andet paradoks ligger der også i, at den sanselighed ved detaljen i hverdagen, som han kan føle, ofte først føles virkelig, når han skriver om - ja, sanseligheden ved detaljen i hverdagen.
Om sine bøger sagde Knausgård, at han som så mange andre er udstyret med en meget visuel hukommelse om sin fortid. De billeder, det skaber, sætter han ord på og udbygger i form af stemninger, handlingsforløb, indre dialog og replikker. Og på den måde bliver erindringerne til fiktion. Han fortalte, at en af hans andre romaner (jeg husker ikke hvilken) er skrevet ud fra videredigtning på en række malerier, og at teknikken stort set var den samme. I Min kamp er det bare hans egne erindringsbilleder, der bygges videre på.
Og så blev der selvfølgelig læst højt fra bøgerne, talt om de medvirkendes reaktioner, om titlen og og om måden at udgive et mammutværk på. På trods af den store sal og de mange tilhørere var det i det hele taget en intim og fin aften med en klog, charmerende og i virkeligheden temmelig privat Karl Ove Knausgård.
PS: DR optog aftenen, så mon ikke man kan forvente i det mindste et sammendrag i en nærmere fremtid...

Læs min anmeldelse af Min kamp 1

fredag den 11. marts 2011

Nyt TV-program: "Læsegruppen Sundholm"

Læsegruppen Sundholm: "Mikael Bertelsen og Mads Brügger bag nyt litteraturprogram på DR2, som følger en læsegruppe, hvor hjemløse mødes og diskuterer litteratur og personlige dramaer." (Fra dr.dk)
Bøgerne der skal diskuteres er:
Thomas Espedal: Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, Lars Husum: Jeg er en hær,
Henrik Nordbrandt: Vi danskere,
Suzanne Brøgger: Jeg har set den gamle verden forsvinde - hvor er mine øreringe,
Erlend Loe: Doppler,
Karl Ove Knausgård: Min kamp 1 og Min kamp 2 samt
Roberto Bolano: De vilde detektiver.
Læsegruppen Sundholm sendes otte mandage, første gang d. 14. marts 2011, klokken 23.00 på DR2.

torsdag den 10. marts 2011

Zoë Ferraris: Den sidste sura, 2010

Det er en meget anderledes oplevelse, man får i Den sidste sura, end man er vant til fra en gennemsnitskrimi på et dansk bibliotek. Den foregår nemlig i Saudi-Arabien med det helt anderledes samfund, som nu engang findes dér. Og det gælder i denne bog ikke mindst indflydelsen fra den lokale fortolkning af islam på det daglige liv og herunder især vilkårene for de saudiske kvinder og forholdet mellem kønnene.
Bogens handling er kort fortalt den, at den sekstenårige Nouf fra en rig familie bliver fundet død ude i ørkenen, tilsyneladende pga. en ulykke. Men det viser sig, at Nouf var gravid, og der i det hele taget er omstændigheder, som gør, at sagen ikke er så ligetil. Noufs adoptivbror Othman beder sin ven, ørkenguiden Nayir, om at undersøge sagen, selv om familien mest af alt ønsker at lægge låg på. Uden Othmans vidende bliver Nayirs vigtigste samarbejdspartner Katya, som er ansat på det retsmedicinske institut i Jeddah, men som samtidig er Othmans forlovede...
Man kan tydeligt mærke, at Zoë Ferraris i den grad har noget på hjerte, der rækker ud over bare at skrive en krimi fra Saudi-Arabien. Forfatteren har selv været saudisk gift, er nu skilt og tilbage i sit hjemland USA. Og det er situationen for de saudiske kvinder, som er hendes egentlige budskab. Og det er ikke opløftende. Det er en verden i et forgyldt fængsel, tynget af forbud, dogmer og ikke-eksisterende valgmuligheder af kvinder, men forklædt som beskyttelse.
Det lykkes godt for Zoë Ferraris både at lave en OK krimi og en beskrivelse af de saudiske samfundsnormer, så det bliver til en god bog. Krimidelen kan til tider synes lidt langtrukken, men bogen er absolut værd at læse og blive lidt klogere af på en verden, som ligger meget langt fra dansk "frisind".
Til anbefaling.
***1/2
(Mrs. Robinson, 342 sider. Oversat af af Annemette Fogh fra amerikansk: Finding Nouf, 2008)

mandag den 7. marts 2011

Jason Lutes: Berlin, en by af bly, 2010

Jason Lutes udgav i 2001 Berlin, en by af sten (dansk udg. 2005), og i 2008 kom så fortsættelsen, Berlin, en by af bly, som man dog kun ventede to år med at udgive på dansk.
Anden del foregår fra sommeren 1929 til efteråret 1930, og det er meningen, at der skal komme et bind til i serien. Ligesom i første del Berlin-trilogien er det i højere grad byen, der bliver portrætteret end Lutes' hovedpersoner, og man kan mærke, at forfatteren har udført et meget stort reseacharbejde mht. den periode, som bøgerne foregår i. Både tidsbilledet og byportrættet er meget, meget grundigt og understøttes af tegningernes præcise streg og detaljering. Og det er rigtig flot lavet.
Men det er altså som om, at netop pga. denne grundighed omkring arbejdet med at skabe tidsbilledet og Berlinerportrættet, går Jason Lutes' personer noget tabt i historien. Det virker på mig som om de kun er med, fordi tydeligvis skal opfylde nogle bestemte funktioner i det, der er det egentlige for Lutes. Personerne kommer aldrig rigtig til at være levende mennesker for mig - og det gør det så ikke bedre, at det er en slags kollektivroman, hvor personerne så yderligere forsvinder lidt mellem hinanden. Og det er desværre endnu mere udtalt her i Berlin, en by af bly end det var i Berlin, en by af sten.
Bortset fra det, så læser jeg også gerne bind tre, når det (ad åre?) udkommer. Men jeg vil ikke forvente mig meget af personbeskrivelserne - men derimod se frem til det tidsbillede, som Jason Lutes er i stand at frembringe med sin research og sine tegninger.
**1/2
( Cobolt, 214 sider. Oversat af Per Vadmand fra amerikansk: City of Smoke)

Se også min anmeldelse af første del af serien Berlin, en by af sten, 2005