torsdag den 22. juli 2010

Richard Russo: Empire Falls, 2010

Symbolikken i titlen 'Empire Falls' er lige til at skære i. Bogen foregår et efterår, byen ligger ved en flod der fører alt med sig, og direkte oversat er det gamle imperium forfaldet - nemlig byens eneste førende familie Whittings fabriksimperium.
Empire Falls er en mindre og hendøende provinsby i Maine befolket af ægte og håndfaste arketyper. Der er tale om mange enkeltpersoner, som efterhånden i bogen væver sig ind i et fælles net, hvor der på det nærmeste går tråde mellem de fleste personer. De er samlet omkring den 42-årige Miles Roby, der bestyrer byens grillrestaurant. Han er den alt for flinke fyr, som næsten alle kan lide, og som alle mener skulle gøre noget for at sætte lidt mere gang i livet.Der er et væld af små og store historier om byen og dens personer og deres indbyrdes relationer, alt sammen under kontrol af den nu aldrende enke Francine Whitting, der stadig ejer det halve af byen.
Det er en rigtig fin og velskrevet bog om livet i et hensygnende provinshul, skrevet med varme og ikke mindst humor og ironi. Personerne får lov til at folde sig ud på godt og ondt, og der ikke tvivl om forfatterens sym- og antipatier. Bogen fik i 2002 Pulitzerprisen. Jeg har læst bedre "Pulitzerbøger" - men nød absolut også dette glimrende stykke americana.
***1/2
(Originaltitel: Empire Falls, 2001)

3 kommentarer:

  1. Tak for anmeldelsen.

    Jeg har netop modtaget mail fra biblioteket om at bogen her ligger og afventer, at jeg henter den. Så det må jeg hellere få gjort snart.

    Jeg glæder mig i hvert fald til en (forhåbentlig) god læseoplevelse.

    SvarSlet
  2. Jamen, du kan roligt glæde dig til at lære en samling rigtige, levende mennesker at kende, som du sikkert både kommer til at holde af og ryste på hovedet af - for nogens vedkommende begge dele, for andre kun det ene...

    SvarSlet
  3. Man går sjældent galt i byen med Pulitzere :o)

    Empire Falls er forresten at finde som en seværdig mini-serie med rigtig gode navne: http://www.imdb.com/title/tt0376591/

    SvarSlet