Michael Katz Krefeld: Afsporet, 2013

Michael Katz Krefeld har været gennem en stigende formkurve i sit forfatterskab, der kulminerede med murstenen Sort sne falder, som jeg i november 2012 skrev om, at det var nok årets indtil videre bedste danske spændingsroman.
Her i 2013 er Michael Katz Krefeld igen ude med en ny bog, og denne gang ikke med parret Storm & Bergman men med kriminalbetjenten Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn, der i det sidste år har afholdt en temmelig fordrukken tvungen orlov, efter at hans kæreste Eva blev dræbt under et hjemmerøveri.
Ravns andet hjem er cafe Havodderen i nabolaget på Christianshavn, og han han bliver modvilligt overtalt af værtshusejeren til at lede efter en forsvunden prostitueret, der muligvis har været offer for menneskehandel. Han kommer derved dybt ind i en del af det værste og mest kyniske danske og svenske prostitutionsmiljø, drevet af en balkanbaseret mafia.
Med Afsporet er Michael Katz Krefeld i en af de mere "traditionelle" skandinaviske krimistile: den uortodokse ensomme ulv, der mod alle odds og regler tager kampen op mod de allerværste forbrydere, og hvor forfatteren ikke overlader meget af ofrenes pinsler til læserens fantasi. Krefeld gør det fint. Han har en hovedperson og nogle medhovedpersoner med nok substans til at gøre historien troværdig og endda kan sige replikker, som man tror på kunne have været sagt. Historien hænger godt sammen, men jeg kommer alligevel med den gamle anke, at der lige skal en tilfældighed eller to til i slutningen, for at at det hele kan opklares.
God gedigen krimiunderholdning - men uden at være uforglemmeligt og uden at skille sig afgørende ud - hverken positivt eller negativt. Ravn har potentialet til en fin krimifigur, og Krefeld kan skrive - så der kan godt komme rigtigt gode bøger fra det makkerpar i fremtiden
 
(Lindhardt & Ringhof, 322 sider. Udgivet 27. august 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

Deon Meyer: Jægerens bytte, 2008

For et par uger siden læste jeg Deon Meyers Jægerens hjerte, og nu har jeg kastet mig over hans Jægerens bytte, mens jeg venter på hans næste, Tretten timer, som kom på dansk for et par måneder siden. 

Jægerens bytte byder på et gensyn med Thobela fra Jægerens hjerte, hvis otteårige adoptivsøn bliver offer for en meningsløs forbrydelse. Morderne slipper fri, og Thobela tager loven i egen hånd og begynder en blodig tour de force. Han går efter folk, der er mistænkte for at have forbrudt sig mod børn, men som er sluppet fri pga forbindelser eller procedurefejl.

Vicekriminalkommissær Benny Griessel bliver sat i spidsen for efterforskningen, og det er lidt af en satsning af hans foresatte. Griessel er alkoholiker og har ikke været ædru i årevis. Nu har hans kone sagt fra. Griessel er smidt ud hjemmefra, og for at få hende tilbage har han et halvt år til at bevise, at han kan tørlægge sig selv.
Samtidig fortælles historien om callgirlen Christines forhold til en columbiansk narkohandler, og da den historie til sidst slutter sig til hovedsporet, bliver det det helt store opgør.

Jamen, hvad skal jeg dog sige? Det er på mange måder den perfekte thriller. Alt fungerer: De tre handlingsspor fletter sig perfekt og troværdigt ind i hinanden uden at det virker påklistret. Personerne, og især luderen Christine og politimanden Griessel, er i den grad levende og nuancerede mennesker. Der er ikke en side i bogen der ikke er interessant og spændende, ikke mindst i kraft af den enorme research kombineret med en let og flydende pen fra forfatteren, som også er i stand til at få ironisk humor ind på de rigtige steder. Og så må endeligt sige, at bogen desuden er nok et af de bedste, om ikke det bedste portræt af en nyligt afruset alkoholiker, som jeg har set på skønlitteratur.
En helt stensikker og uforbeholden anbefaling herfra!

(Borgen, 406 sider. Oversat af Svend Ranild fra engelsk: Devil's peak, 2007. Oprindeligt udgivet på afrikaans: Infanta, 2004)

Læs mere på Litteratursiden og bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Berlingske

Jean-Claude Izzo: Total Kheops, 2009

Der er dukket et nyt forlag op i Danmark, Labyrint, som indtil videre specialiserer sig i at udgive franske kriminalromaner. Tre stykker er det blevet til: Den vældigt gode og meget barske Zulu af Caryl Ferey og to misantropiske og hårdkogte sager fra Marseille, Total Kheops og Chourmo af Jean-Claude Izzi.
Total Kheops er historien om strisseren Fabio Montale, hvis ungdomsvenner Manu og Ugo nu er myrdet. Fabio blev den ærlige gadestrisser, mens Manu og Ugo gik videre af forbrydervejen, som Fabio slog væk fra. Ugo er efter mange år vendt tilbage til Marseille og har hævnet mordet på Manu for kun få øjeblikke senere at blive skudt ned af korrupte betjente. Og Fabio dykker ned i sagen - og i Marseilles.
Det er et i den grad kulsort - og kærligt - portræt af Marseille, som Izzo leverer med Total Kheops. Og det er faktisk det allerbedste ved bogen. Det er en meget misantropisk skildring af en socialt helt skævvreden by, hvor racisme og korruption stortrives hånd i hand med den organiserede kriminalitet. Desuden er bogen meget velskrevet og med rigtig gode historier og et fint portræt af Fabio. Der er kun den hage ved bogen, at jeg faktisk ikke blev særligt fanget af den. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor, da alt ligger til, at jeg skulle synes den er fantastisk god. Måske trængte jeg bare egentlig til en anden bog den dag, jeg startede.....? Jeg forsøger mig med Chourmo senere.

(Labyrint, 406 sider. Oversat fra fransk af Jesper Tang: Total 
Kheops,1995)

Ryu Murakami: I misosuppen, 2010

20-årige Kenji lever af at være guide for udenlandske mænd i Tokyos red light district og vise dem de steder, der opfylder lige netop deres ønsker og behov. Han hyres amerikanske Frank, som viser sig at være en noget underlig snegl - og ikke på den gode måde. Og uhyggen strammer til. Det er en intens og ubehagelig historie, fortalt af den helt unge Kenji om Frank, der ved Gud ikke er helt almindelig, hvad han meget håndfast og blodigt beviser...
Flere anmeldere har henvist til American Psycho som et sammenligningspunkt, hvilket jeg ikke helt kan se. Det uhyggelige i I misosuppen ligger meget mere under overfladen. Det er Kenjis fornemmelse af den trussel, som Frank måske eller måske ikke udgør, der er det egentlig uhyggelige i bogen - og ikke det ene sted, hvor der faktisk beskrives udpenslet vold. Men der bliver der godt nok heller ikke sparet på effekterne! Det er Kenji usikkerhed på, om han skal være offer eller vidne eller medskyldig - eller om der overhovedet skal ske noget, der driver bogens spænding og er den egentlige horror.
Rigtig god og meget velskrevet og velkomponeret bog - og ikke mindst en meget anderledes historie fra et anderledes miljø i et anderledes land. Meget spændende bekendtskab. Og så er der også mange steder, hvor man får en indføring i japansk kultur, set i forhold til den amerikanske.
PS: Hvorfor bogen hedder som den gør, må du vente til midt på næstsidste side for at finde ud af.

(Originaltitel: ン ザ・ミソスープ / In za Misosūpu, 1997)