lørdag den 27. marts 2010

Sofi Oksanen: Renselse, 2010

Renselse er en stor og flot historie fra en verden, som man meget sjældent får indblik i. Det er Estland, det er 1940-50'erne under krig og sovjetisk herredømme, og det er starten af 1990'erne efter den ny selvstændighed. Men begge perioder har de på mange måder samme dilemmaer: "Alting gentog sig. Selv om rublen var skiftet ud med kronen [...] ville der altid dukke en ny kernelæderstøvle op, altid en ny støvle, en, der var magen til, eller også så den anderledes ud, men måden, den trådte én over halsen på, ville altid være den samme". (s. 301). Sovjettidens korruption og terror af det hemmelige politi er i 90'erne skiftet ud med korruption og gangstertyranni - og de menneskelige konsekvenser ligner til forveksling hinanden.
Stor bog, som jeg gerne ser få Nordisk Råds litteraturpris, som den er indstillet til. Flot historie, stemningsfuldt og smukt skrevet, og ikke mindst et flot portræt af gamle Aliide, og hvordan hun tackler forræderi med 40 års mellemrum.
Den nære "socialistiske" fortid i Østeuropa får i disse år mange litterære monumenter, som de tidligere magthavere ikke ville være glade for. Kvaliteten er ofte høj - og her er den meget, meget høj!
(Originaltitel: Puhdistus, 2008)
****1/2

Se også mine anmeldelser af Sofi Oksanens Stalins køer og Baby Jane


For interesserede i DR's Romanlæseklub 2010/2011, se også mine anmeldelser af:
Karl Ove Knausgård: Min kamp I
Roy Jacobsen: Vidunderbarn
Jens Blendstrup: Bombaygryde
Birgithe Kosovíc: Det dobbelte land
Olav Hergel: Indvandreren








































torsdag den 25. marts 2010

Kim Leine: Tunu, 2009 (Andet indlæg)

Endnu engang har jeg læst "Tunu" af Kim Leine, da jeg har skullet fortælle om den på mit arbejde på en "Bogcafé" d. 25 marts i en generalprøve på Lyngby Biblioteks bogcafé-arrangementer, som for alvor vil løbe af stablen fra efteråret.
De har også endnu engang været en fornøjelse at læse den, selv om det nu har været i embeds medfør. Jeg kan både henvise til min  første anmeldelse, men også her bringe mit oplæg, her skriftligt - men som mundtligt nok blev noget lidt andet:


”Tunu”
Vi skal ud til periferien - eller rette sagt periferien af periferien. Vi skal med Kim Leine til TUNU.


Tunu er det grønlandske ord for bagside eller ryg, og det er netop bagsiden af Grønland, som bogen handler om
 Den geografiske bagside – som er et gammelt udtryk for det østlige og tyndtbefolkede Grønland – og altså den del af Grønland, som ligger nærmest Danmark… 
Den sociale bagside – som den tager sig ud i en bygd, der ligger langt væk fra velfærdsgoder og beslutningstagere
Bogen består af 25 novellelignende kapitler, der på skift fortæller om forskellige personer i bygden – herunder den nok centrale figur Jesper - den danske sygeplejerske, men det er i højere grad andre af bygdens indbyggere, der bærer bogen og fortæller deres bidrag til det samlede gruppebillede af bygdens beboere.
I kapitlet ”På klipperne” handler det f.eks. om de to fætre Justus og Emanuel, som bor sammen i et af de sidste beboede huse ude - på klipperne. Og Justus er syg:
Læs side 15-16
Justus går til sygeplejersken men vil ikke tage imod tilbuddet om at komme til Nuuk og blive udersøgt for tuberkulose. Senere på efteråret bliver Emanuel også syg og takker ja til at komme afsted, men turen må udsættes pga snestorm. Endelig kommer dagen, men sent om natten råber deres nabo Esajas ”Nannu!” (bjørn). Der ligger en bjørnemor med to unger under Esajas hus og de går derover og skyder i blinde ind under huset. Kapitlet slutter
Læs s. 20.
Jesper
Bogen foregår over ca. det år, hvor sygeplejersken Jesper er i bygden, der ligger på en ø i nærheden af Ammassalik.
Han indgår i de fleste af fortællingerne især i kraft af sit job, og har synsvinklen i flere af kapitlerne.
Han er pligtopfyldende ud over sine uddannelsesmæssige kompetencer – og ikke mindst kvinderne tager han godt af – og for sig af. Og især det kvindelige fodboldhold er meget flittige til at opsøge ham med større men især mindre skader, der i vidt omfang behandles med en let servering og et par timers sengeleje i hans sofa…
Tiltagende arbejdsstress, isolations- og polarkuller gør, at Jesper flygter ind i den seksuelle trøst – men også videre i en spiral, der til sidst får Jens Jørgen, chefdistriktslægen, der er Jespers private ven, til at tvinge ham til at tage imod et job på hospitalet i Nuuk.

Alt i alt:
TUNU er en bog, hvor der er liv og død, der er kærlighed, had og utroskab, der er latter og bekymringer og dans og druk – men skal det siges langt flere sodavand…
Persongalleriet er først og fremmest de grønlandske indbyggere, som for størstedelen er født og opvokset i bygden. Og det er ikke mindst gode portrætter af kvinderne, der er dem der har bukserne på – men også smider dem uden at tage de store hensyn til deres – ofte skvat – af nogen mænd.
Og så er de få tilrejsende danskere – skolelærere, lufthavnspersonale og altså sygeplejersker. De har oftest det til fælles, at de efter at have oplevet det fantastiske i at lomme til bygden, får polarkuller, tager hjem eller videre – eller går i hundene.
Sammen med erindringsromanen ”Kalak” om sin egen tid som dansk udstationeret sygeplejerske med misbrug af alkohol, stoffer og sex i Nuuk, har Kim Leine skrevet to fremragende bøger om livet – ikke mindst som dansker – i Grønland.
Hvor Kalak er skrevet i jeg-form, er Tunu skrevet med 15-20 forskellige synsvinkler, men efterhånden som personerne introduceres og går igen, nogle som bipersoner, mens andre får synsvinklen, bliver der skabt en samlet historie og et samlet gruppebillede.
Det er socialrealisme, når det er bedst - uden klicheer om grønlænderen som "den sociale taber uden mellemregning" eller den ældre kliche om grønlænderen som "det ædle vilde naturmenneske".
Det er nemlig rigtige levende mennesker, der befinder sig her på "Enok Tyndskids bundfrosne isfjeld",
Både Jesper og Jeg kom i hvert fald til at holde af dem.


tirsdag den 23. marts 2010

Jon Fosse: Nej åh nej, hundemanuskripterne 1-3, 2009

Storm P. skrev engang en historie, som hed "Hunde er også mennesker". Den titel kunne Jon Fosses tre historier "Nej åh nej", "Du åh du" og "Fy åh fy" sådan set også have været udgivet under. Det er en lille og hurtigt læst bog om først skødehunden Websterr, der så gerne vil smage friheden og se havet, men ender med at finde tilbage til trygheden hos gamle Oline. Så finder fjordhunden Olav kærligheden sammen med byhunden Erna i bådehuset, og til sidst er det skibshunden Haktor, hvis hidtidige trygge liv trues, da skipper Morild beslutter at anskaffe endnu en skibshund.
Det er nogle fine små historier, som tager almenhund... - almenmenneskelige emner som ensomhed, frihedstrang, kærlighed og tryghed op. De er velskrevne, og vil være oplagte at læse op på sommerferien - for store børn, men måske især for voksne.
Originaltitler: Nei å nei ; Du å du ; Fy å fy, 1995-97)
***

mandag den 22. marts 2010

Einar Kárason: Storm, 2005

Hvis man tog Einar Kárasons bog om Eyvind Jonsson, kaldet "Storm", helt bogstaveligt og derefter generaliserede den - så var lige før at det var på tide, at få genoplivet det gamle Fremskridtsparti med Glistrups socialpolitiske synspunkter og Poulsgaards kulturpolitik...
Man skulle så udskifte "muhamedanerne" med "de islandske nasserøve" og se at få dem sendt tilbage til den forhåndværende islandske koloni i en helvedes fart.
Men heldigvis er der et satirisk udgangspunkt for bogen - og det er ikke alt, man skal tage for gode varer.... Men Storm er nok den mest åbenlyst indbildske parasit af en nasserøv - overfor hans kone, hans venner, hans øvrige omgivelser og hans samfund, og hvad der er i øvrigt befinder sig i hans nærhed. Også kulturbranchen og forlagsbranchen på Island får én på hatten i en bog, som er meget, meget morsom, men som næsten kammer over, så den bliver for meget...
Men tak for tippet, Ole.
(Originaltitel: Stormur, 2003)
***

fredag den 19. marts 2010

Jiro Taniguchi: Min fjerne barndomsby, 2010

Fantastisk smuk og meget, meget rørende grafisk roman om den 48-årige Hiroshi Nakahara, der på vej hjem fra forretningsrejse tager et forkert tog og ender i sin barndomsby. Han besøger sin mors grav, falder om, og vågner som sig selv - men som 14-årig i 1963. Han har stadig hele sin voksne erfaringsverden med sig i bagagen, men er nu skoledreng igen. Samme år forsvandt hans far pludselig i hans "forrige" barndom - og kan Hiroshi gøre noget for at ændre det anden gang.
Det er en helt usædvanlig historie, som endnu engang understreger den grafiske romans evne til at tage især børn og unges verden op. Jeg var ude for, at en dame spurgte mig om i toget, hvad det var jeg læste, fordi jeg sad og tørrede øjne og pudsede næse....
Der er sjældne fem klokkeklare stjerner fra mig til dette mesterværk.
(Originaltitel: Harukana machi, 1998-99)
*****

torsdag den 18. marts 2010

Arturo Pérez-Reverte: Bataljemaleren, 2010

Jeg ved s'gu ikke rigtig, hvad der galt... Nu har jeg læst halvdelen af "Bataljemaleren", og jeg synes ikke, at enten den eller jeg kommer nogen vegne. Jeg har en fornemmelse af, at det ikke er bogen, som jeg skal læse lige nu. Den er velskrevet, den har en interessant historie, den har en meget spændende dialog, og den gør sig nogen betragtninger over begreberne krig og ansvar, som er temmelig tankeprovokerende.
Men jeg kan ikke rigtig med den. Efter kun 70-80 sider syntes jeg, at det mere har været pligt end lyst, der har drevet min læsning af den. Det er en bog, jeg gerne tager op senere, hvor jeg måske er lidt mere "in the mood", men lige nu hiver jeg bogmærket ud og strækker gevær...
(Originaltitel: El pintor de batallas, 2006)

mandag den 15. marts 2010

Wells Tower: Alting plyndret, alting brændt, 2009

Jeg har det rigtig godt med at læse noveller. Jeg har det mindre godt med at læse novellesamlinger. Det bliver nogen gange - især når novellerne er gode - at man får sig forlæst på dem og ikke får nydt dem enkeltvis. Lidt ligesom at spise fra en buffet og fylde sin tallerken med top: Alt smager godt enkeltvis, men blandet sammen bliver det til sidst bare ét pele-mele.
Sådan havde jeg det med Wells Towers glimrende noveller, som er fantastisk velskrevne og meget morsomme. Der er nogle vidunderlige oneliners og replikker, men jeg fik slugt dem for hurtigt i stedet for at nyde dem dem enkeltvis. Og det er bestemt ikke Wells Towers skyld! Her er fyldt godt op med americana af rigtig god skuffe - og så lige titelhistorien med vikingerne på plyndring for tusind år siden, der taler som om det var i dag. Da en af dem vil tage en brud med hjem, bliver han bl.a. spurgt om det er "frivilligt eller er det sådan en bortførelsesagtig ting?"
(Originaltitel: Everything ravaged, everything burned, 2009)
***1/2

onsdag den 10. marts 2010

Jógvan Isaksen: Korsmesse, 2009

Min første færøske roman blev så altså "Korsmesse" af Jógvan Isaksen. Den har form som en krimi med privatdetektektiven Hannis Martinsson som det færøske svar på Hammetts Sam Spade. Men det bogen egentlig går ud på, er at sætte det førske grindedrab og de internationale miljøorganisationer kamp imod det til debat. Isaksen forsvarer trods personligt ubehag grindedrabet og får især fremhævet nogle af de allermest radikale miljøforkæmperes argumenter - også på globale spørgsmål - som mere eller mindre vanvittige. Enig eller uenig - han lader da begge parter kommer til orde.Krimien er nok lige lovlig hæsblæsende til at være helt realistisk, men det gør egentlig ikke det store.
Læs hellere bogen som et Færø-billede og et debatindlæg om færøsk grindedrab end som en neglebidende krimi noir.
(Originaltitel: Krossmessa, 2005)
***

mandag den 8. marts 2010

Kevin Vennemann: Nær Jedenew, 2009

To polske jødiske tvillingepiger på 12-15 år gemmer sig under krigen i deres legehus i et træ, mens deres hus bliver brændt og deres familie bliver dræbt af lokale beboere og tyskere. De holder gruen og angsten på afstand ved at genfortælle familiens historier iblandet glimt fra deres virkelighed i legehuset. Det er helt bogstaveligt! Sætninger kan skifte vinkel flere gange, så bogen skal næsten læses som en mundtlig fortælling, hvad den jo egentlig også er i bogen.
På trods af at det er en kort bog på ca. 140 sider er det en bog, som nok skal læses forholdsvis langsomt for at få alle detaljer med - men også gerne læses mere eller mindre i ét stræk for at få stemningen af mundtlighed og stream of consciousness med fuldt udbytte.
Det er en rigtig god bog, hvor den aktuelle virkelighed og ikke mindst den angst , der driver fortællingen, gemmes væk, så det skrækkelige træder så meget stærkere frem. Endnu engang har forlaget Batzer & Co fundet guld! Hatten af for Arild i Roskilde.
(Originaltitel: Nahe Jedenew, 2005)
***1/2
PS 20. marts 2010: Tak til den besøgende, der via en søgning i Google på "polske legehuse" kom til min anmeldelse af Nær Jedenew.
Jeg håber, du fandt noget du kunne bruge - selv om det nok var noget andet end det du egentlig gik efter!
Michael

søndag den 7. marts 2010

Vladimir Sorokin: En opritjniks dag, 2009

Opritjnjaen var oprindeligt zaren Ivan den Grusommes hemmelige politi og er i denne roman blevet genoplivet i det nye russiske diktatur i 2027. Og som titlen siger, er det en dag i en optitjniks liv der følges. Og det er en travl dag! Lidt afpresning, analsex med kollegerne, en hængning og en voldtægt når det bl.a. at blive til.
Det er et billede af et råt, brutalt, kynisk og hyklerisk magtapparat i et kommende Rusland, der tegnes. Det er en vældig provokerende bog, men er nok også en mere provokerende end decideret god bog. Jeg blev ikke rigtig klogere på, hvad det er for et Rusland, som Sorokin ser for sig. Det kan sagtens være at man skal være en hel del mere Ruslandskyndig end jeg for at læse bogen rigtigt. I hvert fald er Sorokin ekstremt kontroversiel i landet, hvor bl.a. ungdomsorganisationen "Putins Børn" har organiseret en kampagne for at sende hans bøger tilbage til ham...
(Originaltitel: Den' opritjnika, 2007)
**

torsdag den 4. marts 2010

Stephen King: Efter solnedgang, 2009

Ahhh, det er godt at læse noget Stephen King igen efter en pause på 15-18 år. Også selv om det er i novelleform, der kun giver en fornemmelse af det, som King er en suveræn mester i, nemlig at gøre sine personer og deres tanker og omgivelser så levende, at man uden at betænke sig køber de overnaturlige elementer, som ofte indgår. Det er da også de længste af novellerne, der er de 'bedste', dvs. bider sig mest fast og næsten bliver til virkelighed. Nogle af de kortere virker lidt som fyldstof...
Jeg glæder mig til at kaste mig over nogle af hans nyere romaner for at læse noget King-size, hvor han rigtig har hjemme - og hvor hele udtrækket er i spil. (Selv om jeg ved, at min nattesøvn og forestillingsverden kan ændre sig op til flere uger bagefter).
Stephen King har i øvrigt nok det flotteste forfattersite, jeg har set.

(Originaltitel: Just after sunset, 2008)
***