onsdag den 26. januar 2011

Ny skønlitteratur - februar 2011

Stalins køerFebruar byder på flere bøger, som jeg glæder mig til at læse. På en suveræn førsteplads kommer vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2010 for den fantastisk gode Renselse, nemlig Sofi Oksanens debutroman fra 2003 Stalins køer. Hvad slags køer det handler om, ved jeg ikke, men Oksanen fortæller om den spiseforstyrrede Anna og gennem hende den estiske historie efter 2. verdenskrig.
Så kommer der nogle navne som jeg tidligere har læst med glæde i den mere kriminelle del af litteraturen, nemlig Simon Beckett og Dennis Lehane, der henholdsvis får udgivet Den glemte grav og Den givne dag. Becketts Den glemte grav igen med retsantropologen David Hunter i hovedrollen, og Lehanes Den givne dag er en som sædvanlig en historie, som foregår i Boston men denne gang i årene lige efter 1. Verdenskrig og et bredt drama om den tid.
Lad kun verden tumle sig af Colum McCann har bl.a vundet National Book Award i 2009 og Amazon.com's "Book of the Year". Den er et portræt af New York i 1974 i form af en kollektivroman om et USA i modgangstider - men med håb, symboliseret ved Philippe Petits legendariske linegang mellem World Trade Centers to tårne. For mig bliver den et must-read, som jeg glæder mig meget til.
Endelig er der en længe ventet ny roman fra Knud Romer, nemlig Kort over paradis. Jeg har ingen anelse om, hvad den handler om, undtagen at den skulle starte med sætningen: “Iris levede resten af sit liv i en herskabslejlighed i Wien.”
Og endelig er der tredie bind af Min kamp af Karl Ove Knausgård - men det er jo efterhånden hverdag, at der kommer et bind til...
Se flere indlæg om kommende bøger ved at klikke på "etiketten" Kommende bøger forneden.

Se også opfølgende indlæg fra 9. februar med supplement og rettelse til dette indlæg!!!

Cornell Woolrich: Bruden var i sort, 1987

Fem mænd skal myrdes. Det sker med et diskret skub fra 17. sal under den myrdedes forlovelsesfest, med gift på et lurvet hotelværelse, et mord begået med indespærring i et lille lufttæt skunkrum, og med et skud med bue og pil gennem offerets hjerte - men det sidste mord får du ikke noget at vide om. I alle drab er en smuk ung kvinde den sidste, som er set sammen med ofrene. Politimanden Wanger er den, som skal opklare mysteriet, hvor det mere og mere tegner til, at det er den samme unge kvinde, der står bag de ellers ret forskellige drab.
Det er en af de store klassikere i amerikansk hårdkogt krimi, skrevet i 1940, og første gang udgivet på dansk i 1959. Og det er en tæskespændende krimi! For mig gør det ikke noget med krimier, at jeg ikke sidder og gætter på, hvem morderen er men nogle gange ved det. Men her er det hele et mysterium: Hvem er kvinden, hvorfor myrder hun disse mænd, hvad har de til fælles? Og det er først på de allersidste sider, at tingene falder på plads, eller rettere næsten falder på plads.
Det gør ikke bogen lysere i menneskesynet, at den er skrevet for halvfjerds år siden. Det er øje for øje og tand for tand, der er sagen her. Og kvindesynet ville have vakt demonstrationer i slutningen af 1970'erne! Den jamaicanske stuepige bliver kaldt 'negerstuepigen'. Og der er flere andre elementer, som politisk korrekthed har aflivet effektivt siden.
Så hvis du vil læse en virkelig spændende pulpkrimi fra 1940, der er velskrevet og godt komponeret, er Bruden var i sort et rigtig godt bud. Det værste ved bogen er næsten det tudsegrimme omslag, som 1987-udgaven fra Fremad har. Så du får lige et amerikansk pulpalternativ på et omslag fra 1945 med i købet.
***1/2
(Oversat af Niels Gabe fra The Bride Wore Black, 1940.
Udgivet første gang på dansk i 1959 under titlen Bruden i sort)

mandag den 24. januar 2011

Karin Brunk Holmqvist: Potensgiverne, 2008

Jamen de er da søde og spøjse, de to gammeljomfruelige søstre Elida og Thilda, som den nye nabo Alvar får sat lidt gang i med en ærbar forelskelse, som vækker nogle efterhånden temmelig bortglemte fornemmelser i dem. Og jo, det er da en fin idé, at søstrene vil tjene penge til deres nye indendørs toilet på at sælge et potensmiddel pr. postordre. Og det giver da også forviklinger, da deres noget yngre bror Rutger bliver køber midlet og samtidig i sit job som journalist skal skrive en artikel om postordreselskaber...
Og det er da en lun og humørfyldt historie - men skal jeg være ærlig, så blev til ret få gange, at jeg trak på smilebåndet. Og det på trods af, at det er det som er meningen med bogen.
Problemet er nok at Karin Brink Holmqvist så gerne vil hygge om sin læser med sin lidt gammeldags form for humor. Og gammeldags humor kan være rigtig godt, men det bliver lidt for anstrengt i denne bog, hvor stereotyperne altså bliver for stereotype og humoren for villet. Desuden er det "pikante" i Elidas og Tildas tiltrækning af Alvar og det lidt "frække" i at de sælger potensmidlet så lidt pikant og frækt, at det nok også var gået igennem censuren for halvtreds år siden.
Nej, bogen kan lige præcis læses på en kedelig togtur, under sygdom eller med tømmermænd - men også under de omstændigheder ville jeg foretrække noget, der faktisk var sjovt og frækt - og ikke mindst velskrevet.
*1/2
(Cicero, 213 sider. Oversat af Marielle Nielsen Hansen fra svensk:
Potensgivarna, 2008)

torsdag den 20. januar 2011

Tranströmertanke

"Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter, 
som et træ har sine årringe.
Det er summen af dem der er mig.
Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, 
jeg kan mærke alle mine tidligere."

Bagsideteksten på Tomas Tranströmers Minderne ser mig, 1999 (Opr. 1993)

13.2.2011: Se min anmeldelse af hele bogen.

onsdag den 19. januar 2011

Charlotte Johannsen: Forklædt som nazist, en århushistorie, 2010

Når man er ung og sætter sig et stort mål, er det ikke nødvendigvis noget der bliver gennemført. Det ved jeg og andre sikkert fra sig selv. Og derfor: Stor, stor respekt for den kun 21-årige Charlotte Johannsen, der virkelig satte noget på spil ved i otte måneder at infiltrere det unge højreekstremistiske miljø i Aarhus centreret om organisationerne Nýsir, Vederfølner og White Pride. Og for at hun målrettet gennemførte det ved at pumpe de forskellige medlemmer for oplysninger, organisere oplysningerne og give dem videre til den journalistiske researchgruppe Redox, der overvåger højreekstremistiske organisationer i Danmark.

Det er en uhyggelig rejse ind i en verden af politisk vold, racistisk vold, fodboldvold, indbyrdes vold og arrangerede slagsmål - blandet med nazistisk ideologi, forhåndenværende racisme, samt druk og stoffer. Men Charlotte finder også ud af nuancerne. Der er faktisk også ekstremt voldelige og forskruede nazister, der er søde og rare mennesker, som er gode at tale med!

For en kender af det højreekstremistiske miljø er der måske ikke så meget nyt at hente i bogen, men for en lægmand som mig er det en øjenåbner, som avisartikler, der ikke har den grundige personlige vinkel på højreekstremisterne, ikke kan give. Og lige præcis det formår Charlotte Johannsen med sine detaljerede beskrivelser, hvor folk og organisationer fletter sig ind i hinanden til fester, til politiske møder, på druk og byture, til slagsmål og som personlige venner, så personlige som hun nu kan blive med nogle af dem. Det værste jeg kan sige om bogen er, at den har noget af det grimmeste forsidelayout, jeg længe har set: Rod! Og så det at kalde bogen "en århushistorie" som undertitel: Det er s'gu for letkøbt og nærmest plat!

Men det er en rigtig god bog, både om det højreekstremistiske miljø i Aarhus og om Charlottes arbejde og problemer som infiltrator, hvor miljøet også begynder at gribe fat i hende. Respekt!




***1/2






(Bogen er skrevet i samarbejde med journalisterne Marchen Neel

Gjertsen & Sebastian Gjerding fra Dagbladet Information)


Netsider:

Nýsir

Vederfølner

Wikipediaartikel om White Pride

Redox

Bogens hjemmeside på Informations Forlag (hvor de 27 første sider kan læses)












tirsdag den 18. januar 2011

Sissel-Jo Gazan vandt Den Gyldne Kødøkse!

Så er det sket. Det er offentliggjort: Danskernes Yndlingskrimi 2000-2010 blev Sissel-Jo Gazans Dinosaurens fjer. I kampen mod Fasandræberne af Jussi Adler-Olsen trak dinosauren den længste fjer og vandt med snævrest mulige margen.
Fra overrækkelsen til af DR's Romanpris 2009 til Sissel-Jo Gazan for Dinosurens fjer.













Resultatet blev bekendtgjort i dag tirsdag kl. 12.39 i DR P4's program Smutvejen. Forfatteren Sissel-Jo Gazan vil senere få overrakt Den Gyldne Kødøkse.
Lørdag d. 22. januar kl. 15.30 på DR P2 kan du høre uddrag af den debat, som ledte op til afstemningen. Her var Bogbrokken repræsenteret ved vort eget bogbrokkehoved Michael Krarup. Det skal nok blive spændende: For dig at høre debatten og afgørelsen - og for bogbrokkehovedet at høre, hvad det nu egentlig var, han havde at sige - og at høre om hans værste vrøvl er klippet væk...
krimijury
Juryen. Bogbrokkehovedet (nr. 2 fra højre) vidste tilsyneladende ikke rigtigt, hvad han bestilte dér eller manglede måske bare en grimasse, der ku' passe...
(Fra krimiprisens hjemmeside)
Se mere om kåringen på DR's webside om Danskernes Yndlingskrimi 2000-201
Her kan du høre hele dagens Smutvejen inklusiv interview med Sissel-Jo Gazan

mandag den 17. januar 2011

Jean-Claude Izzo: Total Kheops, 2009

Der er dukket et nyt forlag op i Danmark, Labyrint, som indtil videre specialiserer sig i at udgive franske kriminalromaner. Tre stykker er det blevet til: Den vældigt gode og meget barske Zulu af Caryl Ferey og to misantropiske og hårdkogte sager fra Marseille, Total Kheops og Chourmo af Jean-Claude Izzi.
Total Kheops er historien om strisseren Fabio Montale, hvis ungdomsvenner Manu og Ugo nu er myrdet. Fabio blev den ærlige gadestrisser, mens Manu og Ugo gik videre af forbrydervejen, som Fabio slog væk fra. Ugo er efter mange år vendt tilbage til Marseille og har hævnet mordet på Manu for kun få øjeblikke senere at blive skudt ned af korrupte betjente. Og Fabio dykker ned i sagen - og i Marseilles.
Det er et i den grad kulsort - og kærligt - portræt af Marseille, som Izzo leverer med Total Kheops. Og det er faktisk det allerbedste ved bogen. Det er en meget misantropisk skildring af en socialt helt skævvreden by, hvor racisme og korruption stortrives hånd i hand med den organiserede kriminalitet. Desuden er bogen meget velskrevet og med rigtig gode historier og et fint portræt af Fabio. Der er kun den hage ved bogen, at jeg faktisk ikke blev særligt fanget af den. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor, da alt ligger til, at jeg skulle synes den er fantastisk god. Måske trængte jeg bare egentlig til en anden bog den dag, jeg startede.....? Jeg forsøger mig med Chourmo senere.
***
(Labyrint, 406 sider. Oversat fra fransk af Jesper Tang: Total 
Kheops,1995)

fredag den 14. januar 2011

Ian McEwan: Solar, 2010

Michael Beard er en afdanket nobelprismodtager i fysik, har endda fået opkaldt den såkaldte Beard-Einstein konflation efter sig, men har til gengæld ikke tænkt en ny videnskabelig tanke i de tyve år siden tildelingen. Derimod har han haft rigeligt at prale af med honorære titler uden indhold og ikke mindst rod i privaten, nu med det femte ægteskab under kuldsejling i starten af bogen, hvor konen nu har fundet en elsker - efter at Michael har haft elleve elskerinder under deres fem år lange ægteskab. Men efter et dødsfald, der viser sig på mere end én måde at være belejligt, har han igen en idé, som kan bjergtage verden. Og så må han også se at rode sig ud af den...
Der er rigeligt af mandlige udyder at læse om i Solar. Michael Beard er et selvcentreret rodehoved, der både får sine løgne gjort til sandheder og sandhederne til løgne. Han er repræsentant for den absolutte eksakte videnskab, men han vender og drejer alt i sin egen virkelighed til egen fordel - når han altså ikke bliver gennemskuet.Han bliver skildret som det han er: En lille, fed, opportunistisk overlever af en skiderik, der stikker af, når tingene hober sig for meget op, for derefter at poppe op et andet sted og starte forfra, og af en eller anden grund klarer han den altid - og charmerer faktisk sin læser på trods .
Rigtig god satire om forskning, parforhold, klimadebat og ikke mindst mænd. Velskrevet og morsomt bekendtskab med både Ian McEwan og Michael Beard, selv om det åbenbart ikke normalt ligger til nogle af dem at have humoren i front.
***1/2
(Gyldendal, 389 sider. Oversat af Jan Hansen fra engelsk: Solar, 2010)

tirsdag den 11. januar 2011

Den Gyldne Kødøkse er faldet - og faldet på....

...Nej, det får du ikke at vide! Men du kan få at vide, at beslutningen om, hvem af Jussi Adler-Olsen eller Sissel-Jo Gazan, der til sidst kunne få den af DR indstillede pris som Danskernes Yndlingskrimi 2000-2010, er blevet truffet nu. De var hver især med i det endelige opgør om at få tildelt Den Gyldne kødøkse for henholdsvis Fasandræberne eller Dinosaurens fjer.
Bogbrokken var med i det fempersoners dommerpanel, som traf beslutningen med Monica Krogh-Meyer som kampleder i går aftes i Odense.
Først tirsdag d. 18. januar kl. 12.20 på DR P4 bliver vinderen annonceret, og lørdag d. 22. januar kl. 15.30 på DR P2 kan du høre en halv times sammendrag af den debat, der gik forud for afstemningen.
Det skal nok blive spændende: For dig at høre debatten og afgørelsen - og for Bogbrokkehovedet at høre, hvad det nu egentlig var, han havde at sige - og at høre om hans værste vrøvl er klippet væk...

SENESTE: Nu er vinderen offentliggjort!!!

søndag den 9. januar 2011

Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne, 2008

Fornylig anmeldte jeg Jussi Adler-Olsens fjerde og nyeste krimi Journal 64, og jeg var lidt i tvivl om det var mig, der var løbet lidt sur i de kaotiske kælderforhold i Afdeling Q, eller om Jussi havde givet den for meget Gøg & Gokke, så bogen mistede balancen. Nu ved jeg at der var det sidste, der var tilfældet.
For her i nr. to i serien, Fasandræberne er balancen fin mellem humoren i den vrantne Carl Mørcks version af sin mildest talt uhomogene, men effektive, afdeling, og så en temmelig ækel kriminalhistorie om kostskoleslængets kynisme og tilfældige lystmord på ikke bare fasaner gennem tyve år. Det er Journal 64, som har sat denne balance overstyr - og ikke mig der er gået død i serien.
Flokken på de seks kostskoleelever på den fine, gamle kostskole i nærheden af Næstved*, der finder sammen i at leve deres interesse for filmen Clockwork Orange ud i virkeligheden med brutale overfald og drab. Et fællesskab der nu har varet over tyve år med undtagelse af, at Kristian er blevet dræbt ved en vådeskudsulykke(?), Bjarne sidder i spjældet for et dobbeltdrab begået af hele gruppen, og pigen Kimmie som har levet som posedame de sidste ti-tolv år. Og det er i høj grad Kimmie, som er omdrejningspunkt i bogen. For hun har en del at hævne på de sidste tre Ditlev, Ulrik og Torsten. Men det hele starter med at Afdeling Q af omveje begynder at interessere sig for det dobbeltdrab, som Bjarne sidder inde for.
Jeg har prøvet at tænke over hvad der i Fasandræberne, som bare ikke fungerer. Men det er godt nok svært at finde, synes jeg. Det skulle da lige være, at personerne virker karikerede. Men bogen giver sig altså heller ikke ud for at være et virkelighedstro billede af hverken Mørck, Assad og Rose - eller af den efterhånden fyrreårige kostskoleflok, som ikke har ét formildende træk i sig, med undtagelse af Kimmie. Kimmie har nemlig både den samme sadisme i sig som de andre, men hun er også et tydeligt offer - ikke bare for den øvrige del af gruppen men også for sin families kynisme.
Og så skriver Adler-Olsen jo rasende godt. Ikke at det er stor litteratur, som man bliver så meget klogere på livet om, men det er superflot håndværk. Bl.a. kan han med få ord give mange oplysninger. Et eksempel fra side 28: "Carl plantede sine Ecco-sko størrelse 45 midt på bordet". Carl er altså en forholdsvis stor mand, han er ved Gud ikke modebevidst, og han er ikke belastet af gode manerer. Og derudover er plottet fremragende og bliver fulgt helt til dørs, bogen er som sagt både morsom og uhyggelig i fin balance - og så vil Adler-Olsen noget med sin historie, som ikke bare er at skrive en underholdende bog.
*Man har vel lov at gætte...
****
Fasandræberne er med i opløbet i kåringen af DR's pris som
Danskernes Yndlingskrimi 2000-2010. Den konkurrent, der er
tilbage, er Sissel-Jo Gazans Dinosaurens fjer.
Tirsdag d. 18. januar kl. 12.20 på DR P4 bliver vinderen
annonceret, og lørdag d. 22. januar kl. 15.30 på DR P2 kan
du høre en halv times sammendrag af den debat, der gik forud
for afstemningen.


Se også mine anmeldelser af Jussi Adler-Olsens Flaskepost fra P
og Journal 64.

onsdag den 5. januar 2011

Mette Sø: Petit Petit, 2010

Cykelrytteren Petit Petit er cykelrytter ind til benet. Hjælperytter for den tredobbelte vinder af Tour de France og med ambitioner om selv at blive verdens bedste cykelrytter. Men nej, det er ikke en roman for cykelløbsromatikere, hvor hovedpersonen til sidst ved hjælp af blod, sved og tårer står øverst på skamlen i hyldestens hermelinskåbe...
For der er adskillige brud: Petit Petit er kvinde, er hjælperytter for Miss Starr, som får en hed affære med holdets sportsdirektør. Desuden er Petit Petit og Miss Starr værelseskammerater og irriterer hinanden til hudløshed. Og som bogen udvikler sig, bliver Petit forelsket, stikker af fra årets næstsidste etape i Touren og drikker sig skidefuld, bliver rullet - og finder endda ud af, at hun er et rigtigt menneske og ikke bare cykelrytter.
Bogen Petit Petit er petit: 160 små sider fordelt på 47 kapitler og læst på nogle få timer. Men det er meget fornøjelige timer. Det er meget velskrevet, med en god ide og godt gennemført her i denne lille udviklingsroman, som er Mette Sø's bogdebut. Og den lover rigtig godt for det videre forfatterskab. Den kunne i hvert fald godt have fortjent lidt mere spalteplads, end den fik, og kunne for min skyld godt have været en stor konkurrent til den debutantpris, som gik til Kaspar Colding Nielsen for Mount København - selv om jeg stadig mener at den skulle være gået til Morten Kirkskov for Kapgang.
***

tirsdag den 4. januar 2011

Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer, 2008

Da jeg første gang læste Dinosaurens fjer var jeg bestemt ikke så begejstret, som så mange andre var for bogen. Jeg syntes, at der var stof til flere gode bøger i den, men når alle historierne blev brændt af i én og samme bog bliver det bare for meget. Og der er stadig hemmeligholdte fødselspsykoser, indtil flere hemmeligholdte børn, psykisk og fysisk vold mod børn, tsunamidødsfald, goth- og fetishmiljøer, forældreløshed og brudte venskaber m.m., der skal behandles. Dertil kommer videnskabsteori, forskningsmiljø, dinosaurens slægtskab med nutidens fugle og så lige to drabssager, der også skal opklares.
Denne gang syntes jeg ikke, at det var helt så slemt som første gang jeg læste bogen, men der er stadig så mange elementer, at det altså stadig bliver for meget!
Når det så er sagt, så skal det også siges, at Sissel-Jo Gazan altså kan skrive. Personerne er gode og troværdige, replikkerne er gode, og hun mestrer tildels at jonglere med historierne. Og en del af disse historier er da også relevante for handlingen, men en del og især politimanden Sørens baggrundshistorie, som fylder godt i bogen, kunne stort set godt have være udeladt. Disse historier kunne godt være blevet begrænset med mindst hundrede sider. Selve den krimimæssige del er OK skruet sammen til en start, men fiser begge lidt ud i lidt for tilfældige sammentræf (Johannes-sagen) og at løsningen på Helland-sagen pludselig bringer en helt ny spiller på banen, som før kun lige har været nævnt i en bisætning.
Bogen har et tydeligt budskab: Nemlig at alt er skabt af dets fortid, om det drejer sig om mennesker eller fugle. Alle historier understreger denne pointe - meget eftertrykkeligt!
Alt i alt: Det er nogle gode historier Sissel-Jo Gazan har at fortælle, bogen er underholdende, men hun skulle nok have spredt sine historier ud på i hvert fald tre forskellige bøger, så de hver især kunne være kommet til deres ret. Og krimidelen ender med at være lidt la-la, selv om det er den, der lægges op til gennem hele bogen. Så jeg holder fast ved min stjernebedømmelse fra første læsning:
**1/2
Dinosaurens fjer er med i opløbet i kåringen af DR's pris som
Danskernes Yndlingskrimi 2000-2010. Konkurrenten , der er
tilbage, er Jussi Adler-Olsens Fasandræberne.
Tirsdag d. 18. januar kl. 12.20 på DR P4 bliver vinderen
annonceret, og lørdag d. 22. januar kl. 15.30 på DR P2 kan
du høre en halv times sammendrag af den debat, der gik forud
for afstemningen.

NYESTE: Det blev Sissel-Jo Gazan, der vandt Den Gyldne Kødøkse!