Jussi Adler-Olsen: Journal 64, 2010

Enten er det mig, der er ved at være lidt slidt i forhold til Gøg & Gokke-forholdene i kælderen på Politigården hos Carl Mørch, Assad og Rosa/Yrsa, eller også er Jussi Adler-Olsen gået over gevind med komikken her i Journal 64. I hvert fald synes jeg ikke, at der er den samme balance mellem det humoristiske og det dybt alvorlige i krimiplottet, som ellers har været fint nok i de andre bøger om Afdeling Q. Her bliver det for meget, og de to ting bliver til så adskilte dele, at de ikke klæder hinanden mere.
For plottet og viljen til at ville noget med sin bog er der bestemt ikke noget i vejen med. Nemlig historien om en nutidig hemmelig fortsættelse af den arvehygiejne og tvangssterilisation, som var officiel (men nedtonet) politik i Danmark op til begyndelsen af tresserne, og hvor bagmanden og hans kumpaner endda nu forsøger at legitimere deres handlinger ved at danne et politisk parti på deres idéer. Historien trækker tråde tilbage til bl.a. kvindehjemmet på Sprogø, hvor tvangssterilisation med staten velsignelse blev udført indtil 1961.
Jussi Adler-Olsen er med rette forarget over denne del af Danmarks historie (og det er nok ikke for meget at sige, at det er de yderste konsekvenser af Dansk Folkepartis menneskesyn, som står for skud i den nutidige historie). Men balancen i bogen mangler som sagt. Det er tippet over i farcen, så plottet, især det politisk uhyggelige, bliver sat for meget til side.
Jeg er der bestemt også næste gang, der står en ny Adler-Olsen, men tag endelig læserne alvorligt igen, Jussi. Vi kan godt klare indignation og uhygge - også uden at skulle have for meget farce til at bløde op med.
Journal 64 er årets krimiskuffelse nr. 1 for mig i 2010 - fordi jeg ved hvad Jussi Adler-Olsen er i stand til at svinge sig op til.

(Bogen blev op til udgivelsen oftest kaldt Journal nr. 64)

Se også mine (meget positive) anmeldelser af Flaskepost fra P og
Fasandræberne