lørdag den 18. december 2010

Seth: Livet er godt, hvis man kan holde det ud, 2010

Seth er en 'undgænger', der i stedet for at involvere sig i sin nutid og sine omgivelser, jagter en fortid. Og det er ikke engang hans egen fortid men en tegner, der omkring 1950 havde en tegning i det velrenommerede tidsskrift The New Yorker. Figuren Seth i Livet er godt, hvis man kan holde det ud klæder sig som om han befinder i 1950'erne med hat og slips og pomade i håret og befinder sig i det hele taget bedst i fortiden.
Det er en stemningsfuld bog, med vældig gode tegninger der understøtter den nostalgiske fornægtelse af nutiden. Nutiden kommer nærmest kun ind via samtaler med vennen Chet, et par akutte dyrlægebesøg med katten og et forhold til en kvinde, som efterhånden også negligeres til fordel for jagten på tegneren Kalo.
Der er unægteligt kvaliteter i bogen, som har fået rigtig gode anmeldelser. Bl.a. skrev The New York Times Book Review: "En af årets 10 bedste bøger". Men for at være ærlig, synes jeg faktisk, at bogen er jævnt kedelig! Jeg kan se pointerne med 'undgængeriet' af nutiden og dermed virkeligheden, der er stemning i tekst og billeder - men jeg blev bare aldrig fanget af den.
**1/2
(Originaltitel: It's a Good Life, If You Don't Weaken, 1993-2004)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar