Kari Hotakainen: Guds ord, 2013

En finsk roman om finanskrise og økonomi, hvor ordet "markedskræfter" nok er det mest fremtrædende i bogen, skal det nu være underholdende? Ja, hvis det er Kari Hotakainen, som fortæller den, så er alt muligt...
Finansmanden Jukka Hopeaniemi har modstræbende ladt sig overtale til at deltage i et interview i finsk morgen-tv. Problemet er, at han befinder sig 1100 km nord for Helsinki, det er forår 2010 så flytrafikken er lammet af asken fra den islandske vulkan Eyjafjallajökuld og optagelsen er næste morgen. Hopeaniemi får tilkaldt sin og faderens gamle chauffør, Armas Kallio, og så går turen i Jaguar mod Helsinki og et TV-interview, der mildt sagt ikke kommer til at gå efter drejebogen...
Guds ord er både velskrevet, meget underholdende og rammer en masse ting lige på kornet - men jeg var en hel del længere tid om at læse den, end jeg havde troet. For det er samtidig en meget koncentreret sag, både sprogligt og med sin tæthed af pointer om snart sagt hvad som helst., især indenfor kapitalistisk økonomi, men også om mange andre ting. Bl.a. er der plads til gennemgange af både Bob Dylans sang Mississippi, Lucinda Williams' Blue og Beethovens syvende symfoni...
Hotakainen skriver eminent godt og bruger en række kneb for at få Hopeaniemis mange økonomiske tanker levende i romanform. F.eks. bliver de meget omtalte markedskræfter på et tidspunkt gjort til en levende væsen i en drøm, som han har i løbet af natten: "Når markedskræfterne vågner, griber de til deres rustne leer, hæver dem og svinger dem taktfast og kompromiløst gennem dagen. De ser forventninger for sig, som de muligvis kan få mejet ned i løbet af dagen. De træner med leerne i omkring en halv time, derefter tager de parfumeflaske med verdens dejligste dufte op af lommerne. De sprayer duftene ud i luften og øver sig i på den måde at forsøde livet, altså hæve aktieværdien". Stærkt, koncentreret og effektivt billeddannende sprog!
Guds ord rykker ind på pladsen som en af mine to favoritbøger af Hotakainen, sammen med hans De uberørte  fra 2008, begge en god bid bedre end den gode Hjemmefronten, der i 2004 ellers fik Nordisk Råds litteraturpris.
 
(Gyldendal, 313 sider. Udgivet 30. september 2013. Oversat af Birgita Bonde Hansen fra finsk: Jumalan sana, 2011)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information, Berlingske og Jyllands-Posten

Rosa Liksom: Kupe nr. 6, 2013

Den finske forfatter Rosa Liksoms roman Kupé nr. 6 fra 2011 er i år indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Og også de danske avisanmeldere har været temmelig begejstrede. Men mig fik bogen aldrig fat i...
Pigen, en finsk arkæologistuderende i Moskva, tager under Sovjet sidste år i 1986 den transsibiriske jernbane til Ulan Bator i Mongoliet for at se nogle helleristninger udenfor byen - men også for at tage væk fra et forlist kærlighedsforhold. Allerede på stationen i Moskva har set manden og håbet på, at det ikke var ham, hun skal dele kupé med på den syv dage lange rejse. Så det var det selvfølgelig.
Manden er et groft og fordrukkent sludrechatol, sexistisk og stalinfikseret, men det viser sig, at han er en god guide ind i det dybe Rusland, både ved selve rejsen og ind i "folkesjælen". Så selvfølgelig opstår der langsomt en slags fællesskab mellem de to.
Jeg blev som sagt aldrig rigtig fanget af Kupé nr. 6. Den har utvivlsomt store kvaliteter, ikke mindst i kraft af sprog, men jeg følte mig ikke helt ført ind i det Sovjet/Rusland i forfald, som bogen handler om. Selv om især manden lader munden løbe uden filter i bogen, blev han aldrig til andet end en stereotyp for mig, selv om jeg da fik nuanceret mit blik på ham undervejs. Og pigen, synes jeg, træder for meget i baggrunden. Hendes historie kunne godt have været foldet mere ud.
Kupé nr. 6 er generelt meget velskrevet, men der var mindst en halv snes gange, hvor jeg standsede op og tænkte, at sådan siger man altså ikke. F.eks mener jeg ikke, at fugle ligefrem er medlemmer af en fugleflok. Om det er skrevet sådan fra forfatterens hånd, ved jeg ikke. Oversætteren plejer da i hvert fald at levere rigtigt godt arbejde med bl.a Sofi Oksanens bøger
Alt i alt noget var Kupé nr. 6 noget af skuffelse for mig, og det kunne være, at jeg skulle have læst en god krimi i de varme sommerdage, som bogen varede...
 
 (Tiderne Skifter, 205 sider. Udgivet 19. april 2013. Oversat af Birgita Bonde Hansen fra finsk: Hytti nro 6, 2011 )

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information

Sofi Oksanen: Da duerne forsvandt, 2013

Esteren Edgar Meos er en historisk figur, som under 2. verdenskrig angiveligt skulle have tjent fem forskellige efterretningstjenester. Sofi Oksanen har taget ham som den centrale hovedperson i Da duerne forsvandt og brugt ham eksempel på en kamæleon og opportunist under skiftende besættelser. Han er gift med Juudit, men ægteskabet er ulykkeligt, da han nok - måske endda velovervejet - bruger det som et skalkeskjul for sin homoseksualitet. Da tyskerne invaderer i 1941 forelsker hun sig i en kaptajn i SS, da Edgar er forsvundet. Edgar er vendekåben over alle vendekåber. Fra at være i ledtog med de sovjetiske besættere, skifter han navn til Edgar Fürst, og sælger derefter sine evner som sindelagsspion og dokumentforfalsker til tyskerne, og efter krigen er han KGB-agent for Sovjet. Den tredie hovedperson er Edgars fætter og fosterbror Roland, som ender med, at blive endnu et offer for Edgars medløberi.
Undervejs i Da duerne forsvandt blev jeg mere og mere overrasket over, hvor lidt jeg egentlig kunne lide bogen i forhold til de to andre bind i serien, Renselse og Stalins køer. Personerne er fantastisk skarpt tegnede, men ellers er bogen fra mit synspunkt for forvirrende og ofte meget indforstået i forhold til at skulle kende en del til estiske forhold. Alene det at skulle kæmpe med at finde ud af hvem de forskellige personer er, når fortællersynsvinklen skifter, tager nogle af de kræfter, som kunne være brugt bedre i en ellers glimrende og interessant historie. For Oksanen skriver som en drøm i de enkelte sætninger og sætter billeder på, så man ligefrem kan lugte omgivelserne.
En anden ting, jeg studsede over, er, at der absolut intet forsonende er ved Edgar. Sjældent har jeg læst om en mere unuanceret person, der udelukkende er et dumt svin.
Efter min mening den absolut svageste bog af Oksanen i Estlandtrilogien. Oppotunismen under diktatur og krig kunne desværre have været taget langt mere elegant op. Pointerne bliver for tydelige og firkantede, selv om det som sædvanligt er en fornøjelse at læse Sofi Oksanen sprog og behandling af sproget.
 
(Rosinante, 366 sider. Udgivet d. 25. april 2013. Oversat af Birgitta Bonde Hansen fra finsk: Kun kyyhkyset katosivat, 2012)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Alt for damerne
Se også mine anmeldelser af Sofi Oksanens Renselse (2010), Stalins køer (2011) og Baby Jane (2012)

Leena Lehtolainen: Hvor er de unge piger nu?, 2012

Finsk krimi er ikke hverdagskost i Danmark, men forlaget Bazar har tænkt sig nu at udgive en serie med finnen Leena Lehtolainens overkommissær ved politiet i Espoo tæt på Helsinki. Kallio er efter en kort udstationering i Afghanistan vendt tilbage til Espoo, hvor hun bliver leder for en specialgruppe, der skal opklare atypiske forbrydelser. Hurtigt får hun nogle sager, hvor tre muslimske teenagepiger tilsyneladende uafhængigt af hinanden bliver meldt savnet. Og da et lig af en fjerde pige dukker op, begynder sagen for alvor at rulle.
Jeg kunne et langt stykke hen ad vejen rigtig godt lide Hvor er de unge piger nu?. Men handlingen eskalerer hen imod slutningen til det mest utrolige, hvor plottene skifter vinkel og sideplots afløser hinanden i et så hastigt tempo, at bogens troværdighed rasler fra hinanden og endda ender med blive for fortænkt. Men bevares, det er spændende og hæsblæsende, men det virker som om, at Lehtolainen har fået noget tankemylder på idéfronten og ladet sig rive for meget med. Jeg var i hvert fald nærmest i tvivl om, hvad bogen egentlig sluttede med, da jeg var færdig. Desuden er der en del handlinger, som simpelthen ikke bliver fulgt til dørs i farten.
Godt og vel 2/3 inde i Hvor er de unge piger nu? regnede jeg med, at den ville ende på 3½ stjerne. Det røg ned på 3 og endte på:
 
(Bazar, 342 sider. Udgivet 23. august 2012. Oversat af Ida Hassing-Jakobsen fra finsk: Minne tytöt kadonneet, 2010)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

Antti Tuomainen: Healeren, 2012

Finsk krimi er ikke ligefrem hverdagskost. På "mit" bibliotek, hvor vi har ca. 1300 forskellige krimier for voksne, er siger og skriver én (1) krimi oprindeligt skrevet på finsk!*. Vi har dog heller ikke købt Antti Tuomainens Healeren endnu. Den fik jeg fat på som e-bog via bibliotekernes e-bogsudlån E-reolen.
Vi er i et dystopisk Helsinki om femten, tyve år, hvor klimaforandringerne som i hele verden har ændret livsbetingelserne og skabt et univers præget af vold, kriminalitet og social uro. Her forsvinder journalisten Johanna, mens hun er på sporet af Healeren, der har myrdet en række fremtrædende mænd og deres familier for at hævne, at de har ladet klimakatastroferne udvikle sig. Bogen følger Johannas mand, Tapani, i hans søgen efter hende og sandheden om Healeren. En voldsom og kaotisk rejse gennem et Finland og en hel verden i opløsning.
Healeren udmærker sig først og fremmest i kraft af en ekstremt stemningsfyldt atmosfære. Klimaforandringerne har gjort at der stort set ikke er et øjeblik i bogen, hvor det ikke regner i det apokalyptiske Finland, hvor angst, vold og alles kamp mod alle er de daglige livsbetingelser. Og jeg har en fornemmelse af, at det da også i første række er det, som Tuomainen har villet med sin bog. Det virker i hvert fald som om at resten af handlingen er bygget op for at understøtte lige netop det formål. Det kommer der i dette tilfælde ikke nogen voldsomt god krimi/thriller ud af. Selv om Healeren for så vidt er spændende nok, er det stort set i kraft af det dystopiske univers at bogen lever for alvor. Personerne er temmelig papkasseagtige og ikke specielt troværdige og selve plottet ikke den store "kunst". Og Johannas og Tapanis nærmest symbiotiske kærlighed sammen med, at Tapani jo nærmest ikke ved noget om hende, tror jeg simpelthen ikke på. Og det er altså en vigtig præmis for bogen, der dermed falder til jorden.
Men "scenografien" trækker opad i stjerneafgivelsen:

(Modtryk, 206 sider / 461 Kb. Oversat af Birgitta Bonde Hansen fra finsk: Parantaja, 2011)
* Reijo Mäki: Den gule enke fra 2007
PS: Tak til Per Drustrup Larsen for skelettet til handlingsreferatet (Fra DBC's lektørudtalelse)

Se mere på Litteratursiden og bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

Sofi Oksanen: Baby Jane, 2012 (2005)

Siden mit bibliotek fik Sofi Oksanens Renselse i begyndelsen af 2010 har hvert af de tredive eksemplarer hver haft ca. femogtyve udlån, og alle eksemplarer er stadig udlånt. Hendes Stalins køer (2011) har ikke helt så meget at prale af, men stadig er elleve af tolv eksemplarer udlånt. Jeg tror ikke at Baby Jane får den samme langvarige succes. Der er den nok for speciel og for lidt almen. Men ingen tvivl om at det er en bog, der absolut er værd at læse.
Bogen starter med ordene: "Piki var uden tvivl byens cooleste lebbe" og fra det udgangspunkt fortæller Pikis navnløse kæreste gennem nogle år hendes og Pikis fælles historie. Og det er hedt. Og sex er der også i deres fælles arbejdsliv, hvor de pga. manglende penge starter et telefon- og postordrefirma, der sælger brugt og uvasket kvindeundertøj. Stor succes. Men de lider begge af depressioner og tvangs- og angstneuroser, og sandheden bag Pikis coole facade viser sig at være, at hun ikke har udenfor en dør i dagslys i ti år og har gjort sig fuldstændig afhængig af en tidligere kæreste, der underdanigt køber ind og vasker for hende. Og det gør at fortællerens og Pikis forhold bliver håbløst.
Jeg svinger mig ikke op til at sige, at Sofi Oksanen har gjort det igen. Det er klart den svageste af hendes tre romaner - uden at det af den grund overhovedet er en dårlig bog. Som sædvanligt er hendes bog enormt velskrevet og alvorlig - men denne gang også med humor, både i replikkerne og ikke mindst i beskrivelserne af hvordan man forbereder det brugte undertøj, når det virkelig skal være dirty: "vi lavede en creme af gamle sild, mugne svampe og gammel mayonnaise"...
Det er en klaustrofobisk oplevelse at overvære Pikis isolation, som fortælleren jo også bliver fanget i og bekræfter Piki i. Jeg følte mig mere og mere klemt inde i en lejlighed og en verden der blev mindre og mindre som bogen skred frem. Og det er helt sikkert også meningen. Baby Jane er bestemt anbefalelsesværdig. En rigtig god bog fra Oksanen, selv om vi er endnu bedre vant.

(Rosinante, 200 sider. Oversat af Birgita Bonde Hansen fra finsk: Baby Jane, 2005)

Kari Hotakainen: Eftermæle, 2011

Kari Hotakainen kan skrive, og han kan skrive med sprogligt overskud, humor, satirisk bidskhed og med stor elegance - men i Eftermæle kan han desværre ikke levere en rigtig god samlet historie. Men det er måske heller ikke meningen?
Bogen går ud på, at den firsårige garnhandler Salme tilfældigt møder "forfatteren", som giver 7000 euro for at få hendes livshistorie, så han endelig kan få noget reelt at skrive om i sin nye roman. Og han får en meget reel historie fra Salme, især om hendes børn - men bliver det han skriver også den ægte vare? Eller er det den ægte vare og ikke hendes måske forskønnede billede?
Bogen leger med begreberne fiktion og virkelighed og forfatterens rolle. Det er helt oplagt og bliver diskuteret ret morsomt, især under samtalerne med den meget jordbundne Salme, som ønsker at forfatteren skriver præcis det, som hun siger. Hvad forfatteren selvfølgelig i den grad ikke gør.
Kapitlerne er meget morsomme og velskrevne hver for sig, men som helt sammenhængende bog, synes jeg bare ikke den fungerer. Det bliver for spredt fægtning, og linjen mellem sandhed og løgn bliver ikke fulgt ordentligt til dørs med undtagelse af de sidste par sider. Men bogen er værd at læse pga. af Hotakainens sprog og satire, der slår det meste af nyere nordisk ditto, som jeg har læst. Men det er stadig hans andre bøger og især den sørgmuntre De uberørte men også Hjemmefronten og Isaak-katedralen som jeg ville vende tilbage til, hvis jeg skulle genlæse en af hans bøger.
Men tre stjerner for sprog og god satire.

(Gyldendal, 253 sider. Oversat af Birgita Bonde Hansen fra finsk: Ihmisen osa, 2009)
Se også min (korte) anmeldelse af Kari Hotakainens Isaak-katedralen fra 2006

Sofi Oksanen: Stalins køer, 2011

Sidste års meget velfortjente vinder af Nordisk Råds Litteraturpris med bogen Renselse, Sofi Oksanen, har nu efter otte år også fået sin debutroman fra 2003 Stalins køer oversat til dansk. Og det var da i den grad på tide! For det er en voldsomt stærk bog om den unge finsk/estiske kvinde Anna, hendes splittede tilhørsforhold mellem Finland og Estland og ikke mindst om hendes beskrivelse af sin mangeårige spiseforstyrrelse, bulimi, som hun har formået at at holde skjult selv for sine nærmeste omgivelser.
Det er først og fremmest Annas historie, som fortælles i jegform, men med klip tilbage til i første omgang 1970'erne og Annas mor, den estiske Katariinas historie om sit møde med den finske håndværker, som hun tager sammen med til Finland, hvor hun får Anna. Senere er tilbageblikkene i højere grad længere tilbage i århundredet til mormoderen Sofia og den estiske historie fra 1940'erne og frem.
Stærkest i bogen står Annas beskrivelse af sin bulimi, og det er da også Annas historie, som fylder langt størstedelen af bogen. Anna beskriver bulimien som en styrke ved hende. Det at hun er i stand til at kontrollere en krop, som hun nærmest ikke ser som en del af sig selv. I forbindelse med hendes og vennen Hukkas sexliv skriver hun selv (s. 289) om sin krop: "Hvad havde den med mig at gøre, og jeg med den?". Jeg fik på et tidspunkt en mistanke, og fik da også bekræftet, at Sofi Oksanen ikke udelukkende har behøvet at researche sig til sin viden om spiseforstyrrelser. Men fra at lide af bulimi og til at give sin viden videre i litterær form, så læseren (mig) næsten kommer til at forstå logikken i både livet som bulimiker og hvad der fremdriver bulimien, er et stort kunstgreb!
Annas liv er hele tiden noget andet end det, det giver sig ud for at være. Hun lyver og foregiver overfor andre og overfor sig selv, ligesom både hendes mor og mormor har måttet lyve og foregive for at kunne falde ind i de samfund, som de nu engang har befundet sig i. Det er Annas estiske hovedarv. En stor del af Katariinas opdragelse af Anna går da også ud på at få Anna til at fornægte sin estiske baggrund, så finnerne ikke tror, at hun er en billig luder. Alt skal synes at være noget andet end det, det umiddelbart synes at være i andres øjne. Og det ligger også i titlen: "Stalins køer" var den særlige kvægrace, som man havde i Sibirien - i realiteten geder.
Jeg var faktisk mere optaget af Stalins køer end jeg var af Renselse. Det er begge nogle fantastisk gode bøger. Litterært set skriver hun røven ud af bukserne på langt størstedelen af sine garvede kolleger, og hun har det, som hun skriver om, tæt på sit eget liv, nemlig den finsk/estiske dobbeltidentitet og så spiseforstyrrelsen. Jeg kunne godt formode, at en skolet litterat ville mene, at Renselse er en bedre bog med sit strammere sprog og skarpere fortælling, men jeg synes, at Stalins køer i endnu højere grad viser Oksanen som en fremragende personlig forfatter, der ikke er bange for at kaste sig selv ind som indsats i sin litteratur. Er der noget, som kunne være en anke imod Stalins køer, er det, at bogen måske godt kunne have været 50-75 sider kortere, og at balancen mellem Annas og morens og mormorens historier kunne have været bedre.
Alt i alt: Stalins køer er en fantastisk god bog, som må være sikret en plads på min Top10 for 2011, og der skal (gode) mirakler til, hvis ikke den kommer i Top3! Og beundringen falder bestemt ikke ved ens viden om, at bogen er skrevet af en dengang kun 25-26 årig forfatter. Imponerende!

(Rosinante, 461 sider. Oversat af Birgita Bonde Hansen fra finsk: Stalinin lehmät, 2003)

8.3.2012: Se også anmeldelse af Sofi Oksanens Baby Jane, 2012

Sofi Oksanen: Renselse, 2010

Renselse er en stor og flot historie fra en verden, som man meget sjældent får indblik i. Det er Estland, det er 1940-50'erne under krig og sovjetisk herredømme, og det er starten af 1990'erne efter den ny selvstændighed. Men begge perioder har de på mange måder samme dilemmaer: "Alting gentog sig. Selv om rublen var skiftet ud med kronen [...] ville der altid dukke en ny kernelæderstøvle op, altid en ny støvle, en, der var magen til, eller også så den anderledes ud, men måden, den trådte én over halsen på, ville altid være den samme". (s. 301). Sovjettidens korruption og terror af det hemmelige politi er i 90'erne skiftet ud med korruption og gangstertyranni - og de menneskelige konsekvenser ligner til forveksling hinanden.
Stor bog, som jeg gerne ser få Nordisk Råds litteraturpris, som den er indstillet til. Flot historie, stemningsfuldt og smukt skrevet, og ikke mindst et flot portræt af gamle Aliide, og hvordan hun tackler forræderi med 40 års mellemrum.
Den nære "socialistiske" fortid i Østeuropa får i disse år mange litterære monumenter, som de tidligere magthavere ikke ville være glade for. Kvaliteten er ofte høj - og her er den meget, meget høj!
(Originaltitel: Puhdistus, 2008)

Se også mine anmeldelser af Sofi Oksanens Stalins køer og Baby Jane For interesserede i DR's Romanlæseklub 2010/2011, se også mine anmeldelser af: Karl Ove Knausgård: Min kamp I Roy Jacobsen: Vidunderbarn Jens Blendstrup: Bombaygryde Birgithe Kosovíc: Det dobbelte land Olav Hergel: Indvandreren