mandag den 30. april 2012

Var det noget med en encyklopædisk kost?















I 2010 kom den sidste trykte udgave af det i den grad hæderkronede 32-binds leksikon Encyclopedia Britannica. Det blev solgt i skaldede 8000 eksemplarer, hvorimod udgaven fra 1990 solgtes i 120.000 eksemplarer.
Så hvad stiller man så op med sine gamle bind. Her er et forslag, som er fantasifuldt - men måske ikke så effektivt.
Kosten, som jeg har set på netboghandlen Saxo's Facebookside, er så vidt vides ikke i almindelig handel.

fredag den 27. april 2012

Ny skønlitteratur - maj 2012

Maj måneds boghøst giver straks en kvindelig dansk slagside! Vi lægger nemlig ud med Kristina Stoltz og hendes erotiske fortællinger, samlet under titlen Et kød, der kommer 18. maj. Forsiden giver da også næsten dug på ruden og lover godt for novellerne som "et legesygt forsøg på at vække læserens lyst og fantasi", som forlaget skriver. Og der kommer flere danske kvindelige novellesamlinger her i maj: Pia Juul udgiver Af sted, til stede (25.5) og Anja Otterstrøm En ikke ualmindelig bivirkning (3.5). Anja Otterstrøm debuterede i 2010 med den glimrende novellesamling Enebørn, som absolut kan anbefales.
De danske kvinder kan dog også skrive andet end noveller. F.eks udgiver Christel Wiinblad d. 21 maj Ingen åbner, "et passionsspil om et destruktivt forhold" med psykopatiske undertoner. Og Christina Hesselholdt udgiver d. 25. Selskabet gør op, tredie og sidste del af trilogien om Camilla og hendes selskab. Hvis vi vrider litteraturbegreberne så langt det kan det kan lade sig gøre, finder vi også lige plads til et par danske mænd, nemlig Gorm Vølver & Bjarne Schilling og deres Halvgamle mænd i deres bedste alder (2.5). Det er en opfølgning på deres Håndbog for halvgamle mænd fra 2010.
Og så til udlandet:  Nu skulle det være sikkert: Jiro Taniguchi tegneserie Min fars dagbog skulle blive udgivet d. 1. maj. Jeg har haft den med i et af de tidligere måneders indlæg, men udgivelsen blev endnu engang udskudt. Jeg er ret vild med Taniguchi, som tidligere har fået udgivet de fremragende Min fjerne barndomsby og Manden der går tur i 2010 og 2011.
Go'e gamle Umberto Eco (Rosens navn) kommer d. 18.5 med sin kontroversielle Kirkegården i Prag. Den har vakt meget debat og Eco er bl.a blevet beskyldt for at være antisemit.
Så er der en australsk forfatter, Christos Tsiolkas, som jeg aldrig her hørt om før. Han får d. 26. udgivet sin Lussingen, som er udråbt til at være den helt store australske samtidsroman. Gennem otte hovedpersoner fortælles om et moderne Australien i kulturelt opbrud.Og så er der Fru Knausgård eller rettere Linda Boström Knausgård og hendes novellesamling Grand mal (3.5). Man skal dog  ikke forvente en tilbagebetaling til gemalen for hans "afsløringer" - men mon ikke der vil bliver spurgt efter den, også pga gossip-effekten..
Og lige fire bøger i den kriminelle ende her til sidst. Tyske Gisa Klönne fortsætter den udmærkede serie om kriminalkommissær Judith Krieger fra Köln med Kun forløsning (25.5). Hele den tyske historie om efterkrigstidens børnehjemsbørn og deres skæbne ruller sig ud her. Walter Mosley (New York Karma og New York mordene, begge 2011) udgiver Frygtløse Jones d. 12.5. Her er historien fra 1950'ernes Los Angeles om antikvarboghandleren Paris Minton, der tvunget af omstændighederne er nødt at skaffe en ven, Frygtløse Jones, ud af fængslet. Og nu vi er ved det hårdkogte: James Ellroy skriver om 60'ernes USA med storpolitiske undertoner i Den røde gudinde, der kommer d. 30. Og så er der endelig Dennis Lehane og hans Moonlight Mile (også d. 30.5). Her er det som sædvanlig i hans bøger Boston historien udspiller sig i. Bogen er en fortsættelse af hans Gone baby, gone, som kom på dansk i 2008

Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

tirsdag den 24. april 2012

Torkil Damhaug: Ildmanden, 2012

På et tidspunkt i Ildmanden referer en af hovedpersonerne til en psykiater, som hun tidligere har gået hos, og som hun ikke syntes kunne bruges til noget. Og siger så at nu skriver han gudhjælpemig kriminalromaner! Nøjagtig som forfatteren til bogen, Torkil Damhaug, som har fungeret som psykiatrisk overlæge. Og han bruger da også løs af psykiatrien på alle måder i sine værker: Døden ved vand (2009), Se mig, Medusa (2010) og nu Ildmanden.
En ung pakistansk mand kommer til Norge i 70'erne og får arbejde på en gård i Lillestrøm udenfor Oslo, hvor han får et forhold til den mindreårige datter Elsa. Tredive år senere sætter nogen ild til gården, og over tredive heste indebrænder. Og det er kun den første af flere dødsbrande i lokalområdet. Samtidig forelsker den nørdede gymnasieelev Karsten og hans klassekammerat, pakistanske Jasmeen, sig i hinanden, men hendes familie er parat til at sætte hvad som helst ind for at stoppe forholdet. Og frygten for familiens hævn tvinger Karsten ind i en rabiat gruppe, hvilket sætter gang i begivenheder han ikke kan styre.
Ildmanden er delt ind i to dele, som ikke helt hænger sammen i mine øjne. Der bliver der lagt nogle temaer og spor ud i første del om 2003, som ikke bliver fulgt til dørs i anden del, der foregår otte år senere. Lidt ligesom Tjekhov-citatet med, at hvis der optræder en pistol i en fortælling, så skal den også affyres på et tidspunkt. Begge halvdele af bogen er dog rigtig gode og spændende og med en forrygende og meget overraskende slutning til sidst.
Men ellers skal ret da være ret: Fin underholdning med store cliffhanger-kvaliteter, troværdige personer og masser af guf i en ellers god både psykologisk og psykiatrisk thriller.
***
(Modtryk, 510 sider. Oversat af Ilse M. Haugaard fra norsk: Ildmannen, 2011)

søndag den 22. april 2012

Jaime Hernandez: Speedy Ortiz dør, 2011

Det er en klassiker fra amerikansk tegneserie, jeg nu endelig har kastet mig over ved at læse Jaime Hernandez' historier fra 1980'erne om de latinoamerikanske piger i den fiktive forstad til Los Angeles, Hoppers. Egentlig er det ikke en grafisk roman i sin opdeling, men tilsammen giver den et udviklingsforløb, så det egentlig ender med et romanindtryk.
Det er især de to piger Maggie og Hopey, som historierne tager udgangspunkt i. Hopey er den lidt vilde punkertøs, der spiller (ubehjælpsom) bas i bandet Ape Sex og ikke går af vejen for seksuelle eksperimenter og voldelige konfrontationer. Maggie er den pænere pige, som egentlig gerne ville være lidt mere rå og som kæmper med nogle kilo, der ikke skulle være der. Og derudover er der et kæmpe persongalleri i forstaden med især andre piger, men også fyrene - og ude i periferien forældrene...
Det er meget god tegneseriekunst, som Hernandez disker op med i Speedy Ortiz dør, som er første del af en samlet udgave af hans serie om pigerne. Hvor mange bind, der komme ved jeg ikke, men serien eksisterer stadig om de nu over fyrreårige piger, som her i bindet er en atten, tyve år. Det er hele ungdomslivet der ruller sig ud med med skæg, ballade, sex, druk og fester men også kedsomhed, job, mangel på penge og drømme. Ind i mellem kan bogen virke lidt forvirrende med sine skiftende personvinkler og spring i tid, men den tegner et fint billede af et ungdomsliv, som er meget alment også for danske unge på trods af tid, geografi og forskellige samfundsforhold.
***1/2
(Aben maler, 288 sider. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup fra amerikansk. Kapitlerne blev oprindeligt bragt i Love and Rockets, 1984-89)

torsdag den 19. april 2012

Boualem Sansal: Tyskerens landsby, eller brødrene Schillers dagbog, 2012

Kan der sættes lighedstegn mellem nazismens og den islamismens ideologier? Og bærer børnene på forældrenes skyld? Det har den algeriske forfatter Boualem Sansal sat sig for at undersøge i sin roman Tyskerens landsby, eller brødrene Schillers dagbog. Det første spørgsmål bliver ikke bekræftet overbevisende, men det andet bliver besvaret med et klart ja, omend det er det enkelte barns vilje, der afgør svaret.
De to brødre Rachel og Malrich på ca. treogtredive og atten år bor i Paris og lever hver deres liv. De er sønner af tyske Hans Schiller, der efter 2. verdenskrig bosatte sig og giftede sig i Algeriet, deltog i den algeriske opstand og blev en stor mand i sit lille lokalsamfund. En nat i 1994 er der en massakre i landsbyen i Algeriet, hvor islamister skærer halsen over på begge forældre. Rachel tager tilbage til stedet og finder en kuffert med faderens hemmelighed: Han er tidligere koncentrationslejrbøddel og har stået for gasninger i bl.a Auschwitz. Rachel hjemsøges af faderens skyld og ender med at vælge selvmordet for at sone denne skyld - og Malrich sætter sig for at lære både faderens og Rachels bevæggrunde og træffer et andet valg end broderen.
Det er en glimrende bog om det virkelige menneskelivs syndefald, men projektet med at udforske ligheder mellem konsekvenser af islamismen og nazismen fuser noget ud. Der er ingen tvivl om, at Sansal mener ja, men det bliver ikke rigtig færdiggjort. Synd.
Men en god bog og ofte stærk læsning. Dog er der lidt brok over typografien: Det er generende med de to meget forskellige skrifter til hhv. Rachels og Malrichs afsnit. Jeg ville godt have haft en noget læsevenlig skrift til Rachel, der også bedre afspejlede Rachels tanker. Der er den valgte sans serif-skrift for "maskinel".
***
(Turbine, 220 sider. Oversat af Lars Bonnevie fra fransk: Le village de l'allemand, 2008)

tirsdag den 17. april 2012

Kristina Nya Glaffey: Padder og krybdyr, 2012

Tja, hvordan skal man rubricere denne bog og putte den i litterær kasse? Det nærmeste jeg kommer er nok at kalde den et monologisk standup-essay, da den næsten er mere mere mundtlig end skriftlig, den er til tider hårdtslående morsom og den er i langt højere grad et debatindlæg end en fiktiv fortælling, selv om den (fejlagtigt) står under skønlitteratur på bibliotekerne.
Bogen starter og slutter med i alt måske femhundrede spørgsmål, som man kan komme ud i i overvejelserne om det at blive forælder og ikke mindst det at blive forælder ved hjælp af kunstig insemination - især som del af et lesbisk par. Og ind i mellem de mange spørgsmål bliver der ellers delt drøje hug ud til hele inseminations- og "vær-helt-rigtige-forældre-selv-om-I-er-homoer"-industrien, og især det sprog, som denne industri sælger sine budskaber med. Men også de homoseksuelle forældre får nogle på låget - og Gud ved om nogle af tævene ikke også rammer forfatteren selv.
Det er i den grad veloplagt skrevet og egentlig burde bogen læses op for at man kunne få det fulde udbytte af dens tone. Bogen er også i den grad skrevet med personlig involvering fra Kristina Nya Glaffeys side, da hun selv som del af et lesbisk forældrepar er blevet mor til et barn efter fertilitetsbehandling. Det giver nok meget af bogens mundtlige præg, at ordene er blevet sagt en del gange inden selve nedskrivningen. Og det er da også nogle gedigne og saftige sprogbøffer, som forfatteren har måttet lægge øjne til på diverse hjemmesider.
Interessant bog, som absolut også kan læses af os heteroer - da det ikke bare er den del af graviditets- og forældreindustrien, som henvender sig til homoseksuelle, der bruger flosklerne fra KNG's eksempler. Og KNG formår dælme at give hele industrikomplekset svar på tiltale!
***1/2
(Gyldendal, 132 sider / 118 Kb)

søndag den 15. april 2012

Tom Rob Smith: Agent 6, 2012

Tom Rob Smith fortsætter serien om agenten ved Moskvas hemmelige politi Leo Demidov, som han startede med den glimrende Barn nr. 44 og fortsatte med Den hemmelige tale. Om der kommer en firer efter Agent 6 står åbent, men lad os se...
1950: Ad snirklede omveje ændrer Leo Demidov målet for sin kærlighed fra den sovjetiske stat til læreren Raisa, som han forelsker sig hovedkulds i. De gifter sig, adopterer to piger, og mens Leos håbefulde karriere går fløjten stiger Raisa i graderne. I 1965 får hun ansvaret for at arrangere en venskabskoncert i FN-bygningen i New York og her tager hun sine to adoptivdøtre med. Ved et tilsyneladende iscenesat mord dræbes den gamle amerikanske kommunistiske sanger Jesse Austin og derefter Raisa, og det hele udlægges i fællesskab af USA og Sovjet som et jalousimord af Raisa og derefter hævndrab af Austins kone Anna. Leo forsøger at få tilladelse til at komme til New York og opklare mordet, men får afslag. Efter et flugtforsøg fra USSR tvinges han til Afghanistan som sovjetisk rådgiver, men han ender dog i begyndelsen af 80'erne i New York for at opklare hvad der virkelig skete...
Jo, det er spændende, men denne bog er præget af, at de ca. 150 sider som foregår i Afghanistan intet fører med sig i forbindelse med selve hovedhistorien. Det kunne godt have været undgået, evt. som en selvstændig bog eller hvis afbrydelsen havde været hundrede sider kortere. Det bliver mere til en meget lang - men dog spændende - afbrydelse i plottet. Ærgerligt nok, for denne skævhed i kompositionen trækker godt ned i min bedømmelse af bogen.
Stadig er Agent 6 dog absolut værd at læse som tidsbilleder fra Sovjets historie gennem tredive år. Det har Tom Rob Smith godt styr på. Men jeg kunne forestille at der har været så meget kamp mellem forfatter og redaktør om kompositionen, at det er endt som ret mærkeligt skæv bog, der ville have kunnet få mindst en stjerne ekstra. Det bliver kun til:
**1/2
(Lindhardt og Ringhof, 492 sider / 648 Kb. Oversat af Michael Krefeld fra amerikansk: Agent 6, 2011)

torsdag den 12. april 2012

Yan Lianke: Landsbyens blod, 2011

I 1990'erne ramtes Kina og især Henanprovinsen af en AIDS-katastrofe, da virkelystne "blodkøbmænd" med statens fulde støtte etablerede private blodbanker, hvor de tappede blod uhygieiniske forhold. Det fik op mod en halv million AIDS-tilfælde til følge, alene i Henanprovinsen. Det er med det som omdrejningspunkt, at Yan Lianke i 2005 skrev Landsbyens blod, som kom på dansk sidste år.
Bogen fortælles af den afdøde tolvårige søn til blodkøbmanden Ding Hui, der fra sin grav fortæller med naturligt overblik og distance. Han er blevet forgivet af hævngerrige landsbyboere fra hans landsby Ding som hævn for farens skruppelløse jagt på deres blod. Og nu er store dele af landsbyens borgere inficeret med "feberen" - AIDS. Han fortæller om hele landsbyens jagt på hurtigt tjente penge, og hvordan selv dødssyge beboere stadig er i stand til at have denne grådighed. Men ikke mindst faren hudflettes for sin kynisme, der fører ham fra blodtapningen til salg af de efterhånden dyre kister, selvfølgelig under dække for at gøre noget for landsbyen...
Der er skarp lud til skurvede hoveder i Landsbyens blod, men der er også plads til en fin kærlighedshistorie mellem Blodkøbmandens bror og Lingling, som begge ramt af "feberen" vælger kærligheden på trods. Det er fint og stilrent fortalt i en afdæmpet tone hele bogen igennem og i det hele taget en fin bog, som rækker ud over selve landsbyen Ding og udstiller den nye statsunderstøttede kinesiske grådighed sammen med mere indgroede kinesiske dyder som familieære, ritualer og traditioner. Rigtig fin bog.
****
(Tiderne Skifter, 306 sider. Oversat af Susanne Porsborg fra kinesisk: Ding zhuang meng, 2006)

mandag den 9. april 2012

S. J. Watson: Før jeg lukker øjnene, 2012

En kvinde vågner en morgen og undrer sig over hvem det er der ligger i sengen ved siden af hende. Hun går ud på badeværelset, ser sig i spejlet og bliver chokeret over hvor gammel hun ser ud. Hun husker intet fra dagen før, ikke engang sit eget navn. Det er situationen for Christine. Hver dag må hendes mand Ben fortælle hende hvem både han og hun er, hvor de er og hvorfor hun ikke kan huske noget. Det er angiveligt en trafikulykke for over tyve år siden, der har givet et hukommelsestab, så hun hver dag må genopbygge sin hukommelse, hvorefter den mistes igen om natten. En neuropsykolog, Dr. Nash, tager hende i behandling og opfordrer hende til at skrive dagbog, og gennem det arbejde viser det sig at der er meget mere galt end hukommelsestabet alene...
Først det positive hovedbudskab - og så alle men'erne: Før jeg lukker øjnene har et drønspændende oplæg og en temmelig forrygende afslutning, og der er absolut cliffhangerkvaliteter i bogen. Men der er alt for meget tomrum og for mange gentagelser i historien, og alt for tit sad jeg og tænkte: "Get on with it!". Desuden var der i mine øjne for mange "huller" i Christines hukommelsestab. Jeg undrede mig en del gange over ting, som Christine bare tænkte eller udførte uden at skulle lære det forfra, mens andre lignende tanker eller færdigheder var lukket land. Jeg prøvede at købe præmissen, men det blev ved med at genere. Men den vigtigste anke er, at jeg slet og ret kedede mig indimellem som sammen med dens utroværdighed gjorde, at jeg ikke var specielt optaget af den.
Men den kan bruges som sommerhusbog, men tag for en sikkerheds skyld også en anden med! Det skal dog siges, at jeg kan se på nettet og på anmeldelsen i Weekendavisen, at der andre der har været væsentligt mere begejstrede for bogen end jeg var.
**
(Lindhardt og Ringhof, 363 sider / 578 Kb. Oversat af Michael Krefeld fra engelsk: Before I go to sleep, 2011)

søndag den 8. april 2012

Bogbrokkehovedet er nu også E-bogslæser-læser

Efter en større omgang sygdom syntes jeg for et par måneder siden, at en gave til mig selv var på sin plads for at fejre at nu bevægede mig væk fra min første dødsdag - og gaven blev: En PRS-T1, eller med andre ord en Sony E-bogslæser. Nu er den kommet op at køre, jeg har læst den første bog på den - og det er absolut ikke nogen ringe oplevelse.
For mig krævede det lige lidt tilvænning at koncentrere mig om den (Sissel Bergfjords Sortedam, downloadet fra ereolen.dk) og at holde nallerne væk fra taster og andre muligheder, da jeg først havde valgt skriftstørrelse m.v. Men i løbet af forholdsvis kort tid gik det faktisk glimrende. Og jeg må sige at alle standardindstillinger lige med undtagelse af skriftstørrelsen er de bedste - for mig. Men det er da også fedt, når man som jeg tit vågner om natten og ligger og læser en halv eller hel time at kunne gøre skriften større til det slørede nattesyn.
Men jeg savner alligevel den meget fysiske papirbog, når jeg bruger E-bogslæseren. Det lige at kunne se, hvem det nu var der har oversat bogen eller at se bagsideteksten er noget mere omstændeligt. For ikke at tale om fornemmelsen af papir, som altså er en æstetisk oplevelse ved en bog, er ting man savner som nyslået "E-bogslæser-læser".
Jeg tror ikke, at jeg indtil videre bliver den store køber af E-bøger. Den bliver nok i højere grad at låne bøgerne på ereolen.dk, når der er nye kø-bøger, som kan tage en evighed at skaffe på biblioteket - hvis ereolen.dk altså har bøgerne. Og ellers opbygge et lille biblioteket af især billige klassikere, som jeg gerne vil læse ved lejlighed. (Jeg har da købt nogle stykker på Saxos E-bogsbutik og mubook.dk).




fredag den 6. april 2012

Don Winslow: De smukke vilde, 2012

Denne bog har jeg længe ventet i spænding på. Jeg satte den ind på min Librarything-oversigt i august sidste år, men den kom først her i slutningen af marts, hvorefter jeg strøg ud og købte et anmeldereksemplar antikvarisk. For Don Winslow er en af mine topforfattere efter de to eminente Frankie Machines vinter (2008) og I hundenes vold (2009). Begge bøger gav jeg velfortjente topkarakterer som nogle af de bedste spændingsbøger, jeg har læst.
De smukke vilde er om trekløveret Ben, Chon og O. Ben og Chon dyrker den allerbedste pot, der fås i Californien.De kører en god forretning, er blevet stenrige og vil gøre alt for hinanden og deres fælles elskerinde og kvindelige et og alt O(phelia). Men en dag får de et tilbud det mexikanske Baja-narkokartel de ikke kan afslå. De afslår alligevel, men kartellet sætter trumf på - og så sker der for alvor ting og sager. Og det også i den grad...
Jeg må indrømme at både Frankie Machines vinter og I hundenes vold overgår De smukke vilde i styrke. Men stadigvæk er De smukke vilde en bog der rager op over gennemsnittet af spændingslitteratur. Det er en gennemført fed historie, bloddryppende, med vidunderlige replikker og med sort humor og  holdninger til både rascisme, Afhanistankrig og The Californian Way of Life. At bogen så virker lidt som om, Winslow indimellem selv har haft Ben & Chons forrygende urt i jointen, gør ikke så meget. Han formår stadig med en mere slapstickagtig tilgang at få en virkelig god, rigtig spændende og temmelig morsom spændingsbog ud af det. Don Winslow er bare cool!
Og fingeren ud, Klim: Se at få oversat mere af Don Winslow. Der er stadig et hav af bøger, som venter på at blive oversat, lad endelig Allan Hilton Andersen fortsætte. Han er rigtig god til at ramme tonen!
****
(Klim, 309 sider. Oversat af Allan Hilton Andersen fra amerikansk: Savages, 2010)
PS: Der er noget der undrer mig: Det er at ingen danske aviser har anmeldt bogen her en uge efter den er udkommet. De to første Winslow-bøger fik forrygende anmeldelser men alligevel har ingen udover Jens Henrik på hans blog Kultur-cafeen (og nu også mig) skrevet om De smukke vilde endnu. Merkwürdig...
PPS: Bogen er filmatiseret med Oliver Stone som instruktør og bl.a. John Travolta, Uma Thurman, Salma Hayek og Benicio del Toro på rollelisten. Filmen får dansk premiere i efteråret 2012.