Jo Nesbø: Sønnen, 2014

Jo Nesbø uden Harry Hole? No problemo!
Med Sønnen, der kun er Nesbøs anden voksenbog uden sin sædvanlige hovedperson, viser Nesbø, at han sagtens kan skrive en fremragende krimi uden den karismatiske Hole. Det lykkedes ikke godt med Headhunterne fra 2008, men her er det godt. Rigtig godt.
Sønnen er historien om den ca. trediveårige Sonny Lofthus, der i tolv år har siddet fængslet for flere mord - mord som han ikke har begået, men har påtaget sig skylden for mod at blive forsynet med heroin i fængslet. Sonnys far var politimand men blev afsløret som korrupt og begik selvmord - og Sonnys verden brød sammen.
Nu får Sonny så at vide, at faderen ikke var korrupt og faktisk blev myrdet af "Tvillingen" - den stadig ubestridte gangsterchef i Oslos underverden, som Ab Lofthus skulle have været "muldvarp" i politiet for. Og så får Sonny fokus - og det bliver på hævn over de kræfter, som har gjort hans sidste tolv år til et helvede.
Der er skruet godt op for de religiøse over- og undertoner i Nesbøs glimrende hævntogt. Både Faderen, Sønnen og Judas er repræsenteret sammen med de store bibelske temaer skyld og tilgivelse for tage bare nogle få eksempler. Jeg vil egentlig gerne se en teologs analyse af denne krimi.
Som i mange af Nesbøs andre bøger er det fantastisk fortællemæssige drive så godt, at jeg havde svært at slippe historien, når jeg først var oppe i gear, og det kom jeg hurtigt!
Jo Nesbø har endnu engang lavet en krimi fra et kulsort Oslo, som man som turist ikke ser i den tilsyneladende idylliske småhovedstad. Her er korruption, gangstervælde, hårde stoffer og drab til op over begge ører, men drivkraften er stadig gode gamle Harry Hole ord om, at "det er kærligheden, ikke hadet, der gør, at du er villig til at gøre hvad som helst". Her mere tydeligt end nogensinde i Nesbøs bøger.
Tillykke til Jo Nesbø, der med Sønnen viser, at han sagtens kan skrive lige så glimrende krimier som altid, også uden Harry.
 
(Modtryk, 441 sider. Udgivet 21. marts 2014. Oversat af Allan Hilton Andersen fra norsk: Sønnen, 2014)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten (abon.) og Dagbladet (Norge)

Erlend Loe: Status, 2014

Man tør jo næsten ikke skrive en anmeldelse af Status af angst for pludselig at finde sig selv liggende på gulvet derhjemme med en rasende halvnøgen forfatter, der tæver én med hjemmets tungeste bog (præstefarfars alterbibel), mens han belærer én om ordentlig litteratur. Men der er nu nok ingen fare for det, da jeg med det samme kan berolige Erlend Loe med, at han med Status har skrevet en rigtig god og morsom satire over det litterære kredsløb og om det allermest følsomme tidspunkt i en falleret forfatters liv: Den dag man udgiver den bog, som man håber vil sikre ens comeback som stjerne på den litterære scene.
Femogtresårige Nina Faber var et navn på 70'ernes norske litteraturscene. Som der står i romanens tredie sætning: "Hvor andre skrev om Mao, skrev Nina om sump-hullæbe, mønsteret i guldsmedens vinger, og vejret i byer, hun aldrig havde været i". Nina fik aldrig Nordisk Råds litteraturpris og gik langsomt i glemmebogen og i hundene i en lille lejlighed i Istanbul. Der har hun skrevet en række digte om især udsigten fra sit vindue over Bosporusstrædet. Tilbage i Oslo tidligt på udgivelsesdagen af digtsamlingen Bosporus sidder Nina nu, ædru og nervøs, og da først de temmelig perfide anmeldelser refereres af hendes redaktør og en boghandel aflyser en oplæsning med hende, beslutter hun sig for at gå til modangreb: En digter ser rødt - og det går ikke stille af!
Der er i den grad knald på Loe i Status. Og det er meget morsomt og rigtig godt humoristisk/satirisk håndværk. Loes figurer er som næsten altid nogle arketyper, der både er til at holde af og til at finde ret latterlige, og her er Nina Faber bestemt ikke undtaget med hendes eneste uforbeholdne (og ugengældte) kærlighed til kolonihavens laktoseintolerante pindsvin, Jussi.
Selve handlingen må de fleste forfattere, som på et eller andet tidpunkt har følt sig uretfærdigt bortdømt af anmeldere, kunne fryde sig over og nikke genkendende til fra deres egne fantasier om hævn over visse dele af det litterære kredsløb. Det virker i hvert fald som om, Erlend Loe har hygget sig gevaldigt med skrivningen af Status. Og det kommer bestemt hans læsere til gavn!
 
(Gyldendal, 144 sider. Udgivet 6. februar 2014. Oversat af Susanne Vebel fra norsk: Vareopptelling, 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Jyllands-Posten (abon.) og Weekendavisen

Ola Bauer: Sortefod, 2013 (1995)

Fem år på kostskolen for vanskelige børn havde gjort Tommy til et godt menneske med en skæv næse der lod Lugeren ligge hjemme til sin første skoledag uden for murene, det han kaldte åben sikring, med en vild sang i hovedet og et sardonisk smil om den tørre mund. (Første sætning i Sortefod)
Jeg kan vist allerede nu godt love, at Ola Bauers Sortefod, som er anden bog i en serie om norske Tommy, er sikker på en plads på min Top 10 over de største læseoplevelser i 2014! Efter den ovenstående første sætning taber bogen på intet tidspunkt pusten, og den er i hvert fald helt på højde med etteren, Hestehovedtågen, som fik et sikkert valg som en af de første på min 2013-liste.
I Sortefod er Hestehovedtågens 1951 blevet til 1957, og Tom er blevet seksten år og kalder sig nu Tommy med kunstfærdig brylcremefrisure og lyseblåt jakkesæt a la Gene (Be Bop A Lula) Vincent. Han starter på gymnasiet efter fem år på kostskolen for vanskelige elever, hvor han har fået en fremragende men aldeles ubrugelig eksamen fra. Til gengæld har lært så meget andet af den ungarske pige Kocsis mellem syvende og ottende række i inspektørens ribsbed. Stil og piger er det store omdrejningspunkt, men det første er nu mest til at fremme det sidste: Pigerne. Tommy er en charmerende platugle, som rask væk omskriver noveller af et af sine idoler, Hemingway, som i den grad tager kegler hos klasselæreren Flågvitet, som ellers havde udset Tommy til at dumpe, når den tid kom.
Den desværre tidligt afdøde Ola Bauer (1942-99) foretager i Sortefod et stramt styret sprogligt amokløb, så hele bogen er en guldgrube for samlere af både meget morsomme og vildt velskrevne citater med skarp ironi eller satirisk spids. Det er ren fornøjelse at læse både Bauers portrætter af den første norske rock'n roll-generation - og ikke mindst de mærkværdige voksne, der omgiver dem. Her er portrættet af Tommys lærer Flågvitet og hans forskruede ambitioner en ren perle. Eller portrættet af den aldrende golfmester Kilde og hans hævn over voluntørerne i Fru Brochs sportsmagasin. Men også den tale, som skolens rektor holder ca. midt i bogen, ville være blevet et hit, hvis f.eks Ebbe Rode havde indspillet den som monolog. Skønt, skønt.
Som konklusion kan jeg passende gentage mig selv fra min anmeldelse af Hestehovedtågen, hvor jeg skrev: "...en fuldstændig vidunderlig bog: Fantastisk godt ramt, overlegent godt skrevet - og ikke mindst enormt morsom". Det hele passer også til Sortefod, som jeg kun kan give mine allerbedste anbefalinger til eventuelle kommende købere og lånere. Tredie bind i serien om Tommy, Magenta, kommer pa dansk senere på året.

(Batzer & Co, 340 sider. Udgivet 8. november 2013. Oversat af Jannie Jensen fra norsk: Svartefot, 1995)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten (abon.)

Maren Uthaug: Og sådan blev det, 2013

Maren Uthaug har da vist et forrygende år her i 2013. Jeg havde ikke hørt om hende, før hun vandt Politikens (altså avisens) tegneseriekonkurrence med striben Ting, jeg gjorde i starten af året og i september romandebuterede hun og fik virkelig fine anmeldelser for Og sådan blev det. Desuden vil jeg da også lige gøre reklame for Marens blog, hvis facebookside ikke har 97 synes-om'mere som Bogbrokkens, men derimod 5609. Men på trods af sin misundelse, så synes Bogbrokken også, at Og sådan blev det er en aldeles glimrende roman:
Hovedpersonen Risten fødes i midten af halvfjerdserne i det yderste Nordnorge af en samisk mor og en norsk far. Da Risten er syv tager faderen Knut hende med til Sønderjylland for at bo sammen med hans nye kæreste Grethe. Grethe forsøger at pille alt den norsk-samisk identitet ud af Risten og giver hende bl.a navnet Kirsten. Hun bliver en fremmed og finder naturligt nok sammen med den et par år ældre vietnamesiske bådflygtning "Niels", der står i samme situation. Femogtyve år senere tager hun tilbage til moderen og den samiske barndomsby, og - skal vi bare sige - finder ud af nogle meget ukendte sammenhænge...
Det er på mange måder en glimrende bog, som Maren Uthaug - med norsk mor, samisk far og dansk opvækst - har skrevet. Der er langt mellem Uthaugs univers i hendes tegninger og Og sådan blev det, men bare rolig, der er masser af fin humor i bogen, selv om det ikke det der bærer bogen. For det er roman om identitet, fremmedgørelse og at finde tilbage til de rødder, som andre ikke kan se - illustreret fint på forsiden.
Historien er fortalt meget straight, både i kronologi og i hele sin stil, med rigtig godt sprog og især en dialogside, som er mundret, rammende og ret morsom til tider. Bogen kom nok lidt for sent til at vippe Hassan Preislers Brun mands byrde af pinden som den ene af de to vindere af debutprisen. Ellers havde den været en skarp kandidat.
God og rigtig lovende debut for Maren Uthaug - nu også som romanforfatter. Jeg er spændt på, om hovedstolen til denne form nu er brugt, og vil helt sikkert også være der næste gang, hun skulle udgive en roman. Ellers glæder jeg mig bare til, at Politiken ligger på dørmåtten i morgen...
  
(Lindhardt & Ringhof, 205 sider. Udgivet 2. september 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske, Weekendavisen og Villabyerne

Lars Saabye Christensen: Halvbroderen, 2002

Som det vil være den trofaste læser af Bogbrokken bekendt, har jeg en svaghed for norske Lars Saabye Christensen. Men af en eller anden grund har jeg indtil nu aldrig fået læst hans vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2002, Halvbroderen. Nok fordi bogens 722 sider gør, at man lige skal tage sig sammen. Men når man så gør det, så får man valuta for pengene.
Barnum er bogens fortæller, og det er netop halvbroderen Fred, hans tanker hele tiden kredser om. Men også familiens historie i fire generationer indeholder flere af Saabye Christensens kendte hovedtemaer: savn og sammenhold, løgn og længsel, kærlighed og kunst.
Manuskriptforfatteren Barnum kaldes i midten af 90'erne hjem til Oslo, da Fred, efter at familien i 28 år har troet ham død, pludseligt dukker op igen - lyslevende. Snart er vi tilbage i tiden, det er 8. maj 1945, hvor Europa fejrer freden og halvbroderen Fred undfanges ved en voldtægt. Gradvist oprulles historien - ikke bare om Barnum og Fred, men også om Arnold, Vera, Boletta, Den Gamle og Peder og Vivian...
Sikke en fantasi, kombineret med rigtig god skrivekunst! Lars Saabye Christensen er en de helt store nordiske fortællere, altid værd at læser. Og Halvbroderen har alt, hvad man kan forlange af en roman fra hans hånd. Her er både det brede generationsportræt af Barnum og de to venner og de mere personlige og skrøneprægede portrætter af mormor Boletta og oldemor Ellen og ikke mindst far Arnolds noget omtumlede liv i manegen. Den person, vi nok lærer mindst at kende, er halvbroderen Fred - men det er bestemt ikke forfatterens skyld, for Fred går sine helt egne veje.
Det kan lyde lidt 70'er-gammeldags, men jeg synes, at historien har en brist hvad angår samfundet omkring personerne. Der lægges lidt spor ind til at tyde, hvor man er i den norske samtidshistorie, men det virker ikke som om, det rigtig har nogen indflydelse på personernes liv. Måske er det gennemtænkt, men jeg synes, at den del mangler.
Men ellers: Formiddabel fortælling, der jo også vandt Nordisk Råds litteraturpris 2002. Og jeg slår gerne på tromme for en tiltrængt genudgivelse, da man nu kun kan købe den som lydbog eller E-bog.
  
(Athene, 722 sider. Udgivet 4. oktober 2002. Oversat af Ida Jessen fra norsk: Halvbroren, 2001)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Kristeligt Dagblad og Politiken

Ola Bauer: Hestehovedtågen, 2013 (1992)

Mandlige norske forfattere har meget ofte nogle sammenfaldende referencer i deres romaner: Nemlig det at være barn og dreng, mødet med kærlighed og seksualitet, og gerne med handlingen henlagt til det årti, hvor de selv var ti til femten år. Per Petterson, Roy Jacobsen, Lars Saabye Christensen, Tore Renberg og andre har været med på dette tema med glimrende resultater - og nu er den lidt ældre Ola Bauers (1943-99) Hestehovedtågen endelig oversat og udgivet af Batzer & Co. Og det er en helt vidunderlig bog, som vi har måttet vente enogtyve år på. Og som ofte med bøger, hvis figurer i bund og grund er ret tragiske, er historien om dem meget morsom!
Oslo, 1951: Tom er ti år, søn af den likviderede værnemager og stikker Store Tom. Hans malende og småpimpende mor Lister har den impotente samlever, storcharmøren Robert, Norges mest prisvindende swingpjatte, som stort set kun udtrykker sig ved hjælp af sit flygel. Til gengæld er det storpimpende skovmenneske og forfatter Munken (der vel og mærke likviderede Store Tom) hendes elsker og i bund og grund drengen Toms opdrager til det kommende liv. Og det liv starter, da Lister til ung pige i huset hyrer den unge, smilende, store og meget frodige islandske Helga. Det udløser både indre jordskælv og vulkanudbrud og udfordringen om, hvordan dælen man tackler det, når man bare er mors Tommeliden...
Det er som sagt en fuldstændig vidunderlig bog: Fantastisk godt ramt, overlegent godt skrevet - og ikke mindst enormt morsom! Billederne af den tiårige Tom, som forsøger at gøre sig selv og sin krop voksen på et øjeblik, hans (især uudtalte) 'forførende' ord til Helga og forsøg på erotiske øjne er helt skønne. Og lur mig om ikke andre tidligere drenge kan nikke genkendende mange steder i bogen. Kapitlet om juleaften 1951 er helt eminent og kunne tjene som fast tilbagevendende oplæsningsstykke til mere løsslupne juleafslutninger. Det er der, hvor impotente Robert i julegave både får præservativer, en dolk som ikke passer til skeden, og fra Helga og Island en dåse "fåretestikler i en marinade af myseost hvor pungen er intakt"...
Hestehovedtågen er heldigvis kun første af fire bind om Tom, og kom bare, Batzer & Co. - vor hjemlige garant for tilførsel af bl.a norsk kvalitetslitteratur - med det næste og næste og næste bind i serien så hurtigt som muligt. Foreløbig må jeg nøjes med at give første bog om Tom fem velfortjente stjerner:

(Batzer & Co, 308 sider. Udgivet 25. maj 2013. Oversat af Jannie Jensen fra norsk: Hestehodetåken, 1992)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad

Lars Saabye Christensen: Blink, 2013

Det virker som om, at Lars Saabye Christensens fødsels(dags)forberedelse til at blive tres år har været at skrive Blink. Ikke nok med at bogen er status og tilbageskuen over et forfatterliv, men Saabye bruger også den svenske nobelprismodtager Tomas Tranströmers fabelagtige ord som bonmot til bogen:
"Spegeln ser bara mitt senaste ansikta, jeg känner av alla mina tidligare". Og det citat bruges på en helt særlig måde i Blink.
Egentlig består Blink af tre meget forskellige bøger, både i indhold og i skrivestil. Første del, der bare hedder Blink, handler om den femten-sekstenårige digterspire Chris Funders sommer på Nesodden syd for Oslo i månelandingssommeren 1969. Det er rendyrket Saabyeekvilibrisme, hvor Funder får pillet barndommens uskyld af sig i mødet med den dejlige Heidi og ikke mindst den udstødte dreng Iver Malt. 
Hvor første del i den grad er i varme farver, er anden del Mellemmanden en sort/hvid og råkold fortælling om Frank Farelli, der ansættes som den ulykkesramte amerikanske småby Karmacks "mellemmand", nemlig ham der skal overbringe familier de dårlige nyheder ved hver ny ulykke i byen.
Det viser sig i tredie del, Epilog, at historien om Frank Farelli er et romanmanuskript, som den nu tresårige etablerede forfatter Funder har mistet. Funder befinder sig nu på et sanatorium i Maryland, USA, hvor han gennemgår behandling for en solid livskrise, Og i denne sidste (måske lidt for) korte del bindes alle ender sammen, så bogen faktisk fremstår som ét hele. 
Blink er ekstremt dygtigt skruet sammen, både romanteknisk og indholdsmæssigt. De glimt eller blink af elementer, som går igen og igen i de tre meget forskellige dele af romanen, ikke mindst Ella Fitzgeralds forrygende udgave af Irving Berlins Blue Skies, fungerer nærmest perfekt i at skabe bogen. Saabye Christensen kender sine virkemidler og bruger dem på den mest drevne og elegante måde.
Det er forrygende flot at kunne skabe en linie mellem de tre dele, og der venter dig en stor og meget forskelligartet oplevelse, når du læser dette næsten-mesterværk, for det kommer du ikke uden om at gøre!
Blink er selvfølgelig også et af Norges bud på en vinder af årets Nordisk Råds Litteraturpris. Jeg vil ikke klage, hvis den skulle tage prisen.

(C&K, 462 sider. Udgivet 7. juni 2013. Oversat af Ellen Boen fra norsk: Sluk, 2012)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og Weekendavisen

Jo Nesbø: Politi, 2013

Jamen, det er endnu engang en god og voldsom oplevelse at være i selskab med Harry, Beate, Katrine, Gunnar, Bjørn, Ståle, Arnold, Rakel og Oleg men også Truls, Mikael, Isabelle, Valentin, Silja med flere.
Denne gang skal jeg være meget kryptisk for ikke at afsløre for meget af handlingen. Derfor har jeg hugget teksten fra bagsiden af bogen. Der står:
"På en afsidesliggende hospitalsstue ligger en mand i koma. Ingen ved, om han nogensinde kommer til bevidsthed igen. Han er døgnover­våget af politiet, der har meget at spørge ham om, hvis han skulle vågne.
En politimand bliver fundet dræbt på det sted uden for Oslo, hvor der for mange år siden blev begået et mord, han var med til at opklare. Også datoen er den samme. Da der i løbet af nogle måneder sker det samme for to andre politifolk, tegner et skræmmende mønster sig. Ingen af de gamle mord blev opklaret, og nu er en brutal og hævngerrig morder løs. Trods en massiv indsats står politiet på bar bund. Derfor samler Beate Lønn og Gunnar Hagen en uofficiel gruppe, der skal forsøge at finde alternative veje i efterforskningen. Men der er en, de savner i deres midte: Harry Hole".
Kryptisk eller ej. Der er som sædvanlig tale om det allerbedste skandinaviske krimihåndværk, når Nesbø og Hole slår pjalterne sammen i kampen mod indtil flere mørkemænd og -kvinder. Ingen når Nesbø, når det drejer sig om at skabe en krimi, som både får sin læser til at sitre og gyse - få tårer i øjenkrogen og le befriet af gode oneliners.
Jeg var som altid fanget hele vejen igennem af Nesbøs evne til at skabe en stærk og vedkommende historie med et suverænt plot, gode og ægte helte og skurke og et godt sprog, som mange krimiforfattere ville slå ihjel for at opnå.
Stærk nummer 10 fra Jo Nesbø, som endnu engang befæster tronen som en af verdens bedste krimiforfattere!

(Modtryk, 524 sider. Udgivet 10. juni 2013. Oversat af Allan Hilton Andersen fra norsk: Politi, 2013)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske
Politi er tiende bind i serien om Harry Hole. De øvrige bind er:
1. Flagermusmanden, 2000
2. Kakerlakkerne, 2001
3. Rødhals, 2001
4. Sorgenfri, 2004
5. Marekors, 2005
6. Frelseren, 2006
7. Snemanden, 2007
8. Panserhjerte, 2009
9. Genfærd, 2011

Per Petterson: Jeg nægter, 2013

I Jeg nægter er man endnu engang tilbage i kendt Per Petterson-land, nemlig den tabte barn- og ungdom.
Jim står som fireoghalvtredsårig langtidssygemeldt bibliotekar og fisker på broen til  Ulvøya ved Oslo, da hans allerbedste ven fra opvæksten i fin frakke og Mercedes, Tommy,  kommer forbi og genkender ham. De har ikke set hinanden siden Jim var indlagt på hospitalet som attenårig.
Jim var den lyse fyr og lysende boglige begavelse, der var udråbt til at blive til noget, mens Tommy var den mørke, der egentlig kun var god til sløjd og matematik og havde en far, som bankede ham og hans søskende, indtil Tommy som trettenårig tog et boldtræ...
De to mødes kort på broen, og det sætter tanker i gang hos dem begge om både fortid og nutid.
Nu skrev jeg Per Petterson-land i starten, men hvor er der dog meget norsk - mandlig - litteratur, der handler om den tabte ungdom. Og det er som regel rigtig godt, men Per Petterson hæver lige niveauet en eller to takker fra det gode til det næsten sublime i Jeg nægter! Projektet er i sig selv sentimentalt, men Petterson formår i den grad at gøre det alment, også ved ud over de to hovedpersoners historier at kaste især Tommys søster Siris og hans plejefar Jonsens fortællerstemme indover.
Det er atter en en meget smuk norsk bog fra Danmarks bedste forlag Batzer & Co's imponerende katalog, en bog som skal kunne sætte tanker i gang på mænd, der er kommet over en vis alder - og den kan godt være en del lavere end min egen....
Konklusion: Bør og skal læses - især af voksne mænd - men kvinder kan også med stor glæde hægte sig på.

(Batzer & Co, 287 sider. Udgivet 17. maj 2013. Oversat af Annelise Ebbe fra norsk: Jeg nekter, 2012 )

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information