onsdag den 21. august 2013

Ola Bauer: Hestehovedtågen, 2013 (1992)

Mandlige norske forfattere har meget ofte nogle sammenfaldende referencer i deres romaner: Nemlig det at være barn og dreng, mødet med kærlighed og seksualitet, og gerne med handlingen henlagt til det årti, hvor de selv var ti til femten år. Per Petterson, Roy Jacobsen, Lars Saabye Christensen, Tore Renberg og andre har været med på dette tema med glimrende resultater - og nu er den lidt ældre Ola Bauers (1943-99) Hestehovedtågen endelig oversat og udgivet af Batzer & Co. Og det er en helt vidunderlig bog, som vi har måttet vente enogtyve år på. Og som ofte med bøger, hvis figurer i bund og grund er ret tragiske, er historien om dem meget morsom!
Oslo, 1951: Tom er ti år, søn af den likviderede værnemager og stikker Store Tom. Hans malende og småpimpende mor Lister har den impotente samlever, storcharmøren Robert, Norges mest prisvindende swingpjatte, som stort set kun udtrykker sig ved hjælp af sit flygel. Til gengæld er det storpimpende skovmenneske og forfatter Munken (der vel og mærke likviderede Store Tom) hendes elsker og i bund og grund drengen Toms opdrager til det kommende liv. Og det liv starter, da Lister til ung pige i huset hyrer den unge, smilende, store og meget frodige islandske Helga. Det udløser både indre jordskælv og vulkanudbrud og udfordringen om, hvordan dælen man tackler det, når man bare er mors Tommeliden...
Det er som sagt en fuldstændig vidunderlig bog: Fantastisk godt ramt, overlegent godt skrevet - og ikke mindst enormt morsom! Billederne af den tiårige Tom, som forsøger at gøre sig selv og sin krop voksen på et øjeblik, hans (især uudtalte) 'forførende' ord til Helga og forsøg på erotiske øjne er helt skønne. Og lur mig om ikke andre tidligere drenge kan nikke genkendende mange steder i bogen. Kapitlet om juleaften 1951 er helt eminent og kunne tjene som fast tilbagevendende oplæsningsstykke til mere løsslupne juleafslutninger. Det er der, hvor impotente Robert i julegave både får præservativer, en dolk som ikke passer til skeden, og fra Helga og Island en dåse "fåretestikler i en marinade af myseost hvor pungen er intakt"...
Hestehovedtågen er heldigvis kun første af fire bind om Tom, og kom bare, Batzer & Co. - vor hjemlige garant for tilførsel af bl.a norsk kvalitetslitteratur - med det næste og næste og næste bind i serien så hurtigt som muligt. Foreløbig må jeg nøjes med at give første bog om Tom fem velfortjente stjerner:
*****
(Batzer & Co, 308 sider. Udgivet 25. maj 2013. Oversat af Jannie Jensen fra norsk: Hestehodetåken, 1992)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar