mandag den 12. august 2013

Batya Gur: Sabbatmordet, 1997 (1988)

Efter at have afsluttet denne bog kan jeg nu kalde mig ekspert i dansksproget kriminallitteratur oversat fra hebraisk. Jeg har nemlig læst alt, hvad der findes! Nemlig tre titler...
I Sabbatmordet, som er skrevet i 1988 og oversat til dansk i 1997, er vi i Jerusalem, hvor en højt anset kvindelig psykolog findes myrdet på sit kontor i et stort hus, der huser et institut for psykoanalyse. Det sker umiddelbart før, hun skal holde en forelæsning om jura og etik i forholdet mellem patient og analytiker.
Kriminalkommissær Michael Ohayon sættes på sagen, og det er oplagt, at morderen skal findes blandt de mennesker, som har tilknytning til huset.
Sabbatmordet er på alle måder en solid og håndværksmæssigt forsvarlig krimi fra et interessant miljø og med gode personer indvolveret. Som sådan er der ikke en finger at sætte på den. Men bogen er altså også temmelig omstændelig og, hvis jeg skal være ærlig, temmelig kedelig. Jeg er efterhånden nok blevet for vant til tempoet i mere moderne krimier til at kunne have tålmodighed med stilen i denne mere traditionelle "afhøringskrimi".
Så hvis man er interesseret i israelsk krimi, vil jeg foreslå, at man i stedet kaster sig over de to titler, som er udkommet på dansk i 2013, nemlig Dror Mishanis Din nabos søn og Liad Shohams Konfrontation.
**1/2  
(Forum, 288 sider. Udgivet 1997. Bogen er oprindeligt skrevet på hebraisk, men er oversat til dansk af Ib Christiansen fra den engelske udgave: The Saturday morning murder, 1993)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs nekrolog over forfatteren Betya Gur (1947-2005) fra den israelske avis Haaretz 11. august 2005

Ingen kommentarer:

Send en kommentar