fredag den 31. januar 2014

Jens Blendstrup: Luskefisefortællinger, 2014

Hvis man som jeg er, sådan nogenlunde, på samme alder som Jens Blendstrup og endda vokset op kun et par kilometer nordlige end han, er det ren fryd (udtales fryyj) at læse han lille og delvis selvbiografiske Luskefisefortællinger om barndom i 1970'ernes Risskov lidt nord for Aarhus. For jeg blev åbenbart også klippet hos Gummerfrisøren, selv om vi ikke brugte det navn ude i Egå. Og jeg kan heller ikke huske hans hjemmelavede kondomreklame: "Sæt Nøkken på pløkken - det er lykken".
Om det bare er mig, der bare ikke kan huske - eller om det, endnu mere sandsynligt,  er Jens Blendstrup, der bare er fuld af fine løgnehistorier fra sin ellers sande barndom, skal ikke afgøres her - og det for så vidt også bedøvende ligegyldigt...
Luskefisefortællinger er fuld af små anekdotiske fortællinger fra Jens' barndom i Risskov i 70'erne og 80'erne. Og som tidligere (og nuværende) drengerøv er der meget at nikke genkendende til i selskab med Blender, Heino, Klunke, Mumi, Fedesen, Mikael, Fru Granat og den efterhånden kendte familien Blendstrup.
Herligt at komme tilbage til den sydlige del af min barndoms land, og jeg kan mærke, at der må være meget mere stof i Jens Blendstrup til måske at lave en mere sammenhængende drengerøvsroman på et tidspunkt. Han fanger anekdoterne fint i flugten og har en solid grundlæggende flair for livets skæve vinkler. Fin bog til en hyggelig aften eller eftermiddag.
***1/2 
(Samleren, 120 sider. Udgivet 17. februar 2014)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, BerlingskeKristeligt Dagblad (abon.) og Jyllands-Posten (abon.)

onsdag den 29. januar 2014

Ola Bauer: Sortefod, 2013 (1995)

Fem år på kostskolen for vanskelige børn havde gjort Tommy til et godt menneske med en skæv næse der lod Lugeren ligge hjemme til sin første skoledag uden for murene, det han kaldte åben sikring, med en vild sang i hovedet og et sardonisk smil om den tørre mund. (Første sætning i Sortefod)
Jeg kan vist allerede nu godt love, at Ola Bauers Sortefod, som er anden bog i en serie om norske Tommy, er sikker på en plads på min Top 10 over de største læseoplevelser i 2014! Efter den ovenstående første sætning taber bogen på intet tidspunkt pusten, og den er i hvert fald helt på højde med etteren, Hestehovedtågen, som fik et sikkert valg som en af de første på min 2013-liste.
I Sortefod er Hestehovedtågens 1951 blevet til 1957, og Tom er blevet seksten år og kalder sig nu Tommy med kunstfærdig brylcremefrisure og lyseblåt jakkesæt a la Gene (Be Bop A Lula) Vincent. Han starter på gymnasiet efter fem år på kostskolen for vanskelige elever, hvor han har fået en fremragende men aldeles ubrugelig eksamen fra. Til gengæld har lært så meget andet af den ungarske pige Kocsis mellem syvende og ottende række i inspektørens ribsbed. Stil og piger er det store omdrejningspunkt, men det første er nu mest til at fremme det sidste: Pigerne. Tommy er en charmerende platugle, som rask væk omskriver noveller af et af sine idoler, Hemingway, som i den grad tager kegler hos klasselæreren Flågvitet, som ellers havde udset Tommy til at dumpe, når den tid kom.
Den desværre tidligt afdøde Ola Bauer (1942-99) foretager i Sortefod et stramt styret sprogligt amokløb, så hele bogen er en guldgrube for samlere af både meget morsomme og vildt velskrevne citater med skarp ironi eller satirisk spids. Det er ren fornøjelse at læse både Bauers portrætter af den første norske rock'n roll-generation - og ikke mindst de mærkværdige voksne, der omgiver dem. Her er portrættet af Tommys lærer Flågvitet og hans forskruede ambitioner en ren perle. Eller portrættet af den aldrende golfmester Kilde og hans hævn over voluntørerne i Fru Brochs sportsmagasin. Men også den tale, som skolens rektor holder ca. midt i bogen, ville være blevet et hit, hvis f.eks Ebbe Rode havde indspillet den som monolog. Skønt, skønt.
Som konklusion kan jeg passende gentage mig selv fra min anmeldelse af Hestehovedtågen, hvor jeg skrev: "...en fuldstændig vidunderlig bog: Fantastisk godt ramt, overlegent godt skrevet - og ikke mindst enormt morsom". Det hele passer også til Sortefod, som jeg kun kan give mine allerbedste anbefalinger til eventuelle kommende købere og lånere. Tredie bind i serien om Tommy, Magenta, kommer pa dansk senere på året.
*****
(Batzer & Co, 340 sider. Udgivet 8. november 2013. Oversat af Jannie Jensen fra norsk: Svartefot, 1995)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten (abon.)

søndag den 26. januar 2014

Steve Hamilton: Eksperten, 2013

Michael blev som otteårig udsat for en meget traumatisk begivenhed, som gjorde ham landskendt som "Mirakeldrengen" men efterlod ham stum og uden sine forældre. Han blev i stedet adopteret af sin onkel, og det er i hans spiritusbutik, at Michael har læsrt at dirke låse op. Han bliver dog så god, at mafiaen slår sine kløer i ham, og han er nu tvunget til at deltage i det ene kup efter det andet. Men Michael er sytten år, og kærligheden trænger sig også på, og hans stumhed kræver en anden form for kommunikation med hans elskede Amelia.
På mit bibliotek står Eksperten på krimihylden, men jeg læste i langt grad bogen som en velskrevet og indfølt skildring af en traumatiseret ung mands jagt på identitet og kærlighed. Jo, historien om Michaels vej ind i den organiserede kriminalitet er også spændende, men det var ikke den, der var primærhistorien for mig. Det er derimod beskrivelsen af forelskelse i og forholdet til Amelia, som er en noget anderledes kærlighedshistorie, end man er vant til - og meget smuk.
Eksperten  er en glimrende bog på flere måder, og jeg kan både anbefale den til unge og voksne, der kan lide godt fortalte og anderledes udviklingshistorier. Bogen har da også vundet adskillige og ret forskelligartede priser, herunder USA's vigtigste krimipris Edgar Award i 2011. Fin bog!
***1/2 
(Forlaget Iris, 417 sider. Udgivet 9. december 2013. Oversat af Nanna Solow fra amerikansk: The Lock Artist, 2010)
Lån bogen på bibliotek.dk

torsdag den 23. januar 2014

Undergangsbogcafé: World War Z af Max Brooks

Dette er mit råmanuskript til en bogcafé på Stadsbiblioteket i Lyngby med overskriften "Undergang" d. 23. januar 2014. Her fortalte mine kolleger Helle, Hakon, Julie og Silja om henholdvis Erik Fosnes Hansens Salme ved rejsens afslutning, Philip Kerrs Martsvioler, Dmitrij Gluchovskij og hans Metro 2033 og Thomas Bernhards Undergængeren.
Jeg selv havde valgt Max Brooks World War Z og dette var, hvad jeg jeg havde at sige - med nogle improvisationer undervejs: 
(Se også min oprindelige anmeldelse af World War Z) 

I er kommet for at høre om undergang i dag . . . Godt, så skal I også få undergang i det helt store format at gå hjem på!
Men jeg starter lige med et interview, som en stor seriøs dansk avis, nemlig  Ekstra Bladet, bragte d. 21. september 2012 med Ann Lize Troest fra Sundhedsstyrelsen, der er ansvarlig for det sundhedsmæssige katastrofeberedskab i Danmark. Her blev hun spurgt om der foreligger en plan til imødegåelse af et angreb af zombier, og hun erkender - endda blank - at zombieinvasion har Sundhedsstyrelsen ikke har taget højde for.
Det er faktisk temmelig skræmmende at læse, når man efter at have læst amerikaneren Max Brooks’ fremragende interviewsamling World War Z  nærmest ved, hvad det er der venter hele menneskeheden inden for de kommende årtier.
I World War Z  får vi belyst “Krisen”, “De mørke År”, “Den store Zombiekrig” eller “Zombieverdenskrigen” fra det første rapporterede udbrud i Chongqing-området i Kina, hvor en dreng under dykning i en sø blev inficeret efter et bid, men reddede sig i land, gik i koma, døde - for derefter at genopstå som zombie - altså levende død -  og selv bide syv beboere i sin landsby.
Lægen Kwang Jingshu blev tilkaldt til den afsides liggende landsby og tilså de drengens syv ofre, og derefter drengen, “Patient Nul”
Læs s. 14-15
Verden var slet ikke forberedt på denne type fare. De nu otte smittede bed og inficerede andre - og for hver smittet blev der ikke bare et levende menneske mindre, men også en zombie mere. Panikken spredtes og folk flygtede, nogle gange efter de var smittet, og zombierne bredte sig ukontrollabelt, inden man havde fundet ud af, hvad det egentlig var, man var oppe imod.
Og det blev til den mest altomfattende krig i menneskehedens historie med flere milliarder dødsofre - ikke alene pga zombiebid men også panik, sult, sygdomme, kulde eller den afledte atomkrig mellem Pakistan og Iran
0 0 0
World War Z, der i sin amerikanske originaludgave har den forklarende undertitel “an oral history of the zombie war” blev angivelig til på baggrund af hundredvis af interviews, som forfatteren foretog ca. i midten af 2030’erne for at indsamle materiale til FN’s Efterkrigsrapport om Den store Zombieverdenskrig.
Da den meget faktuelle Efterkrigsrapport var kommet, stod Brooks tilbage med et stort og uudnyttet interviewmateriale fra hele verden, som i højere grad end rapporten tog udgangspunkt i den menneskelige faktors side i den tolv år lange krig.
I de 56 interviews, bogen indeholder, belyses alle mulige aspekter af den globale krig mod zombierne:
Der er beretninger fra kinesiske ubådsbesætninger, skrupelløse producenter af fupvacciner, regeringmedlemmer fra flere lande, østasiatiske menneskesmuglere, russiske, sydkoreanske, amerikanske og tyske soldater, flygtninge fra hele verden,
og de mere specielle: en japansk internetnørd der først opdager at der er noget helt galt da moderen ikke mere stller mad udenfor hans værelsesdør, og sågar en australsk astronaut, der var fanget i sin rumstation pga krigen.
Nogle fortællinger er tekniske udredninger af, hvordan et givent emne blev håndteret, eksempelvis kamp mod zombier på havbunden, mens andre i langt højere grad har karakter af selvbiografiske bidder, der fortæller enkelte individers overlevelseshistorier eller kritiske hændelser i krigens forløb.
Af de store emner, som bogen også tager op, er: 
  • Hvordan påvirker et civilisationskollapset forholdet mellem befolkninger og stater?
  • Hvordan kan vores vestlige servicesamfund omstille sine borgere til at skulle producere i et lavteknologisk  samfund ofte uden elektricitet?
  • Hvordan kan verdens moderne højteknologiske militærvæsener klare sig mod en en fjende hvor al tillært krigsteori ikke gælder, og som kun kan uskadeliggøres, hvis deres hjerne bliver ødelagt?
Jeg vil gerne læse lidt fra et interview med en general, der skitserer det sidste problem:
(348….?) 
0 0 0
World War Z er fantastisk læsning! Ikke så meget pga af Zombietemaet som pga hele undergangsscenariet. Og det kunne sådan set lige så godt være en anden form for ragnarok (atomkrig, miljøkollaps eller en decideret dommedag i religiøs forstand).
Max Brooks’ kneb i World War Z er så at forklare sit scenarie detaljeret fra alle mulige vinkler, så hans historie fremstår så virkelig, at det er lige før man undrer sig over, hvorfor man ikke kan huske, hvor man selv var under krigen?
Her må Brooks have gjort sig et kæmpearbejde med sin research - både kulturelt og psykologisk, men også indenfor eksisterende og mulige fremtidige teknologier på flere felter.
Til slut kan jeg lige som et koriosum nævne, at Max Brooks ikke har det at vende virkeligheden på hovedet fra fremmede. Hans far er nemlig ingen ringere end crazykomikeren og filminstruktøren Mel Brooks, der selv har vendt bl.a Nazityskland på vrangen i filmen Forår for Hitler.
Men det er en helt anden munter historie, så den må vi hellere lade helt ligge i dag...

onsdag den 15. januar 2014

Stephen Chbosky: Fordelene ved at være en bænkevarmer, 2013 (1999)

Det er ikke tit, at jeg læser deciderede ungdomsromaner, men et par anmeldelser gjorde mig meget interesseret i den skønlitterære  amerikanske debutant Stephen Chboskys bog Fordelene ved at være en bænkevarmer, som oprindeligt blev udgivet i 1999 og både har ført til debat og forbud på amerikanske skoler og biblioteker. Om danske læsere så synes, at bogen er så kontroversiel som amerikanerne, er jeg bestemt ikke sikker på, men den er dælenedeme god!
Charlie er femten år i starten af sit første år på high school. Følsom, indadvendt, intelligent og ikke mindst udenfor. Gennem et år, der bliver skelsættende, skriver han breve til en person, han ikke kender om sine mange første erfaringer med dates, venskab, forelskelse, alkohol, sex og stoffer. Oplevelserne er koncentreret om søskendeparret fyren Patrick og pigen Sam, som fatter interesse for Charlie og bringer ham med ind i deres gruppe af ældre high school elever. Men Charlie har nogle hemmeligheder, som skal kæmpes imod - både af ham selv og af andre.
Det er ikke min egen pubertet, jeg genoplever ved at læse Fordelene ved at være en bænkevarmer, men Chbosky har en eminent god sans for nogle af de detaljer som sikkert mange drenge (og piger) møder i den svære overgang, som puberteteten er. Nemlig kaos mellem store triumfer og store nederlag. Og så kan Chborsky formulere det, som om det er skrevet af en den intelligente iagttager, som Charlie er. Det er meget følsomt, tit meget smukt (især følelserne for Sam) - og ikke mindst både meget morsomt og pinefuldt ind imellem.
Fremragende bog om den forbandede ungdom- skal og må læses.
****1/2
(Ordenes by, 249 sider. Udgivet 28. november 2013. Oversat af Paul McNeice fra amerikansk: The Perks of Being a Wallflower, 1999)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten

mandag den 13. januar 2014

Yiyun Li: Efter tusind års fromme bønner, 2013 (2005)

En af mine helt store stjerner på den østlige litteraturhimmel er den kinesiske forfatter og amerikansk bosatte Yiyun Li (f. 1972). Hun har før fået udgivet sine to bøger på dansk, der begge er fantastiske læseoplevelser: Roman De hjemløse (2010) og novellesamlingen Gulddreng, smaragdpige (2011).
I 2013 kom så hendes debut fra 2005 Efter tusind års fromme bønner på dansk, og den er en ligeså fremragende bog som de to forrige. Igen er det en novellesamling, bestående af ti eminent gode fortællinger om et Kina som både ligger os meget fjernt med hensyn til sine traditioner, især i denne samling sine konfucianske  familiemønstre, og som på den anden side nærmer sig vestlig tankegang om kapitalisme og individuel lykke. De to elementer støder sammen i samtlige novellerne, hvor fællestrækket er hovedpersoner, der er uhjælpeligt fanget mellem tradition og fornyelse i den kinesiske virkelighed.
Novellerne er af befolket af mennesker med deres ulykkelige eller helt manglende kærlighed, deres utroskab, homoseksualitet, handel med ægteskaber og skæve forhold mellem forældre og deres voksne børn, ofte hvor de involverede personer befinder sig hver deres sted i brudzonen mellem de gamle og de nye kinesiske livsidealer - hvad enten idealerne skal føres ud i livet i Kina eller i USA.
Alle ti historier er skarpt set og fornemt fortalt og hænger rigtigt godt sammen i en på alle måder fremragende novellesamling. Årets første topkarakter er fuldt fortjent - et klart must-read!
*****
(Gyldendal, 188 sider. Udgivet 28. november 2013. Oversat af Ellen Boen fra engelsk: A thousand years of good prayers, 2005
Indhold: Tilovers ; Efter et liv ; Udødelighed ; Prinsessen af Nebraska ; Kærlighed på markedspladsen ; Søn ; Arrangementet ; Døden er ikke nogen dårlig vittighed, hvis bare den fortælles godt ; Daddelblommer ; Efter tusind års fromme bønner)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation og Berlingske

lørdag den 11. januar 2014

Jonas Jonasson: Analfabeten der kunne regne, 2013

Den sene svenske romandebutant, journalisten Jonas Jonasson, fandt en effektiv opskrift på dundrende salgsucces med sin Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt. Hans anden roman Analfabeten der kunne regne er skåret over nogenlunde samme læst og ligger her seks uger efter udgivelsen på andenpladsen på Politikens bestsellerliste, kun overgået af fænomenet Yahya Hassan.
Pigen Nombeko fødes i Sowetos slum i Sydafrika i begyndelsen af 1960'erne. Tvillingerne Holger og Holger vokser op i Sverige, i skyggen af deres far som hader monarkiet. Nombeko ankommer til Sverige og slår følgeskab med blandt andet to gange Holger, en meget vred ung pige - og så lige Kong Carl XVI Gustaf og statsminister Fredrik Reinfeldt, et par Mossad-agenter, den kinesiske præsident og en tiloversbleven sydafrikansk atombombe, som er temmelig svær at komme af med!
Jamen, det er da i den grad en hyggelig og skæv historie, som Jonasson endnu engang har skruet sammen med stort set samme fremgangsmåde som sidst. Historien er ikke helt så speedet som i Den hundredårige, men der er dog stadig højt tempo og mange ideer, der bliver udfoldet. Analfabeten er nok mere rettet direkte mod det svenske publikum end Den hundredårige, da der er mange meget svenske hints denne gang, ikke mindst portrættet af den afgåede statsminister Reinfeldt.
Analfabeten der kunne regne er godt og effektivt underholdningshåndværk, som ikke giver sig ud for at være mere end det er: Nemlig godt og effektivt underholdningshåndværk.
***
(Modtryk, 379 sider. Udgivet 28. november 2013. Oversat af Jacob Jonia fra svensk: Analfabeten som kunde räkna, 2013)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, BerlingskeKristeligt Dagblad (abon.) og Jyllands-Posten (abon.)

onsdag den 8. januar 2014

Diego Marani: Ny finsk grammatik, 2013

Ny finsk grammatik er jo ikke umiddelbart den allermest sexede romantitel, rent bortset fra at den nok netop af den grund vækker interesse. At den så er skrevet af en italiener, gør jo bare én (mig) endnu mere nysgerrig, hvad det er for en historie, der gemmer sig bag titlen. Og det viser sig, at titlen faktisk ret ret dækkende for indholdet:
En hårdt såret sømand findes på havnen i Trieste i 1943. Han bringes til et nærliggende hospitalskib, hvor han mirakuløst kommer sig, men uden uden sprog eller nogen anelse om, hvem han er eller hvor han kommer fra. Overlægen på skibet konkluderer pga indskriften "Sempo Karjalainen" i mandens jakke, at han er finne og sender ham, da skibet sejler videre, til Finland så han kan finde sin historie. Mødet med Finland bliver dog ikke, som han har håbet og selvom han møder mennesker, der tager ham til sig, går han langsomt mere og mere til grunde i jagten på finde sin identitet.
Det er en fin og afdæmpet historie, der ofte er skrevet meget smukt og med mange gode overvejelser om især sprogets betydning og erindringen som identitetsbærer. Især i starten nød jeg at læse Ny finsk grammatik, men efterhånden gik jeg også flere gange noget død i teksten, der i perioder er meget stillestående og tager tidligere overvejelser op igen. Det er en roman, der kræver meget langsom læsning, og at man engang imellem også måske lægger den fra sig og lige lukker øjnene lidt...
En bog jeg gerne tager op en anden gang, når jeg måske har en lidt mindre anstrengt tålmodighed.
***
(Jensen & Dalgaard, 200 sider. Udgivet 25. oktober 2013. Oversat af Cecilia Jakobsen fra italiensk: Nuova grammatica finlandese , 2000)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information og Berlingske

mandag den 6. januar 2014

Henrik Palle: DT - en krønike om Dan Turèll og hans tid, 2013

Det er bestemt ikke altid godt, når en dedikeret fan skriver biografi om sit store idol. Men Politikenjournalisten Henrik Palle (herefter HP - f. 1963) har med sin - ikke biografi - men krønike om sit idol Dan Turèll (DT) formået at give et velskrevet og kærligt portræt af forfatteren og fænomenet DT, både som et barn af, men også som en modvægt til sin tid.
Bogen skrider, som både krøniker og biografier oftest gør, kronologisk frem, men den starter med et punktnedslag i 1979, hvor DT var gæst i DR's populære program i TV, Lørdagshjørnet. Her refererer HP programmet temmelig detaljeret (men underholdende) og hævder, at det var her DT fik sit virkelige folkelige gennembrud - også for den store del af den danske befolkning, som ikke havde læst Vangede billeder. Om det er rigtigt, ved jeg overhovedet ikke, men det er et godt kneb af HP, der så går videre og skildrer DT's mindefest efter sin død i Arbejdejdermuseets sal i 1993 som nærmest en royal begivenhed på linje med en kongelig bisættelse i Roskilde Domkirke. Og her får den nok lige lidt rigeligt...
Det er nok dér fanbogen er tydeligst, for resten af bogen er den kronologiske historie om DT og hans opnåelse af status som et både sprogligt og stilmæssigt stilikon, der forandrede sig gennem 1970'erne og 1980'erne, i takt med at både tiden og DT's familie- og alders- og i de sidste år helbredsmæssige situation ændrer sig.
En god krønike - eller biografi - der dog ikke bringer noget nyt, men som jeg som (næsten) lige så gammel Turèll-aficionado som HP får rusket op i interessen for den altid cooool Onkel Danny. Og jeg synes godt nok, han stadig er cool. Se selv i Lørdagshjørnet...
***
(Gyldendal, 328 sider. Udgivet 8. november 2013)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, BerlingskeKristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.)

søndag den 5. januar 2014

Philip Kerr: Martsvioler. 1996

Skotske Philip Kerrs Berlin Noir-trilogi om den tyske detektiv Bernhard Gunther har nærmest fået klassikerstatus indenfor spændingsgenren, både som de detektivkrimier, de er, og som et portræt af Tysklands situation før og efter 2. verdenskrig. Senere er foreløbig seks tilføjelser til trilogien kommet til trilogien - også med gode anmeldelser.
I første del af trilogien, Martsvioler, er Bernie Gunther i 1936 privatdetektiv med kontor på Alexanderplatz i Berlin og får af den stenrige ejer af en stor tysk stålkoncern til opgave at efterforske mordet på hans datter og hendes mand, en advokat i SS som arbejdede med at opklare korruption i tysk erhvervsliv. At ikke alt er blevet sagt af Herman Six, bliver dog efterhånden klart, og det går efterhånden op for Gunther, da han finder interessenter i sagen helt op i toppen af nazihierarkiet.
Det er stensikkert og godt håndværk, som Kerr skriver i denne historie. Både selve plottet med mord, juveler og de forsvundne papirer, der viser sig at være hovedsagen, er ført sikkert i hus af Kerr. Og selve samfundskildringen af det nazificerede Tyskland op til og og under de olympiske lege er både flot researchet og beskrevet.
Det, der irriterede mig ved Kerr's prosa er hans hang til at komme med Dashiell Hammett-agtigt billedsprog, og det uophørligt og for det meste ret uforståeligt billeder, Hvor jeg næsten havde en konkurrence om at bytte om på enten subjekter eller verber - og ofte kom til at det da egentlig ville betyde det samme sludder....
Bortset fra det - og det trækker altså ned(!) - så er det en rigtig god spændingsbog,  og jeg glæder mig til om et stykke tid at læse seriens nummer to: Den blege forbryder.
***1/2 
(Modtryk, 284 sider. Udgivet 17. december 1996. Oversat af Ole Lindegaard Henriksen fra engelsk: March Violets, 1989)
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk