Jonas Jonasson: Analfabeten der kunne regne, 2013

Den sene svenske romandebutant, journalisten Jonas Jonasson, fandt en effektiv opskrift på dundrende salgsucces med sin Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt. Hans anden roman Analfabeten der kunne regne er skåret over nogenlunde samme læst og ligger her seks uger efter udgivelsen på andenpladsen på Politikens bestsellerliste, kun overgået af fænomenet Yahya Hassan.
Pigen Nombeko fødes i Sowetos slum i Sydafrika i begyndelsen af 1960'erne. Tvillingerne Holger og Holger vokser op i Sverige, i skyggen af deres far som hader monarkiet. Nombeko ankommer til Sverige og slår følgeskab med blandt andet to gange Holger, en meget vred ung pige - og så lige Kong Carl XVI Gustaf og statsminister Fredrik Reinfeldt, et par Mossad-agenter, den kinesiske præsident og en tiloversbleven sydafrikansk atombombe, som er temmelig svær at komme af med!
Jamen, det er da i den grad en hyggelig og skæv historie, som Jonasson endnu engang har skruet sammen med stort set samme fremgangsmåde som sidst. Historien er ikke helt så speedet som i Den hundredårige, men der er dog stadig højt tempo og mange ideer, der bliver udfoldet. Analfabeten er nok mere rettet direkte mod det svenske publikum end Den hundredårige, da der er mange meget svenske hints denne gang, ikke mindst portrættet af den afgåede statsminister Reinfeldt.
Analfabeten der kunne regne er godt og effektivt underholdningshåndværk, som ikke giver sig ud for at være mere end det er: Nemlig godt og effektivt underholdningshåndværk.

(Modtryk, 379 sider. Udgivet 28. november 2013. Oversat af Jacob Jonia fra svensk: Analfabeten som kunde räkna, 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.) og Jyllands-Posten (abon.)

Deon Meyer: Syv dage, 2013

En snigskytte i Cape Town skyder en tilfældig politimand i knæet og truer politiet i en mail til genåbne en sag om et mord på en ung kvindelig advokat. Ellers vil han hver dag skyde en politimand i benet. Han beskylder desuden politiet for at dække over morderen, som han påstår de kender.
Både snigskyttesagen og den nu genåbnede sag overdrages selvfølgelig til Kaptajn Benny Griessel, som får en streng uge, hvor han samtidig skal holde sin nye veninde, sangerinden Alexa, og sig selv ædru, samtidig med at presset på ham stiger, da snigskytten optrapper sine handlinger, og det viser sig, at der også er økonomiske interesser i sagen.
Der er bestemt ikke tale om en dårlig krimi fra Deon Meyers fænomenale hånd. Men jeg var alligevel skuffet over Syv dage, fordi den mangler den nervesitren og det helt anderledes plot, som Meyer ellers har lavet i de tre andre bøger, jeg har har læst af ham (Jægerens hjerte, 2007, Jægerens bytte, 2008 og Tretten timer, 2012). Jeg blev ikke blæst fuldstændig baglæns, som jeg plejer. Jeg har ikke prøver nogen af delene, men jeg kunne forestille mig, at oplevelsen var som at tage morfinpiller i forhold til heroinens sus...
Men ikke desto mindre er Syv dage en god - omend noget gennemsnitlig - udenlandsk krimi. Personerne er godt tegnede, plottet gennemtænkt og gennemført og samfundskritikken fin. Men alligevel: Alle disse elementer plejer at være eminente hos Deon Meyer, så jeg savnede i udstrakt grad det sus, som jeg ved, han kan give mig - og som jeg ligesom en junkie vil savne, indtil jeg opnår det igen.

(Sohn, 459 sider. Udgivet d. 19. april 2013. Oversat af Svend Ranild fra engelsk: Seven days, 2012)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information

Deon Meyer: Tretten timer, 2012

Sydafrikanske Deon Meyer får en større og større stjerne hos mig for hver gang jeg læser en af hans fremragende krimier. Og nu må forlaget godt se at få resten af hans ikke voldsomt store produktion oversat, for jeg har nemlig indenfor den sidste halvanden måned læst de tre bøger af Meyer som foreløbig er kommet på dansk, Jægerens hjerte, Jægerens bytte og nu Tretten timer.
Tretten timer foregår en sydafrikansk sommerdag i januar i Cape Town, og har endnu engang den pt. tørlagte alkoholiker vicekriminalkommissær Benny Griessel i hovedrollen. Han vækkes kl. 5.37 om morgenen af sin telefon med besked om, at en ung kvindelig amerikansk turist har fået skåret halsen over ved en kirke. Og hendes rejsekammerat Rachel er på vild flugt fra den samme skæbne. Kl. 7.02 opdager en husassistent liget af en kendt musikimpressario og-producer skudt ved siden af hans kone, der som sædvanlig er gået i koma af gårsdagens massive druk. Så er der ellers lagt op til en travl dag for Benny Griessel og hans folk....
Jamen, hvad skal jeg dog sige..? Deon Meyer kan bare skabe et nærmest perfekt plot med rigtige og levende personer og med et samfundsportræt, der har blik for korruptionen og Det nye Sydafrikas skrøbelige status med den idealistiske drøm om integration af hele befolkningen - en drøm som i praksis bliver til at der er magtkampe mellem alle befolkningsgrupper på tværs.
Tretten timer er en vanvittigt spændende krimi med den meget sammensatte Benny Griessel som et i den grad holdbart centrum, der kan fortjene en stor plads i kriminallitteraturhistorien! Flot, flot krimi og roman!

(Sohn, 484 sider. Oversat af af Svend Ranild fra engelsk: Thirteen Hours, 2010. Originaltitel på afrikaans: 13 Uur, 2009)

Læs mere på Litteratursiden og bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Information
Hør interview med Deon Meyer fra Krimimessen 2012

Deon Meyer: Jægerens bytte, 2008

For et par uger siden læste jeg Deon Meyers Jægerens hjerte, og nu har jeg kastet mig over hans Jægerens bytte, mens jeg venter på hans næste, Tretten timer, som kom på dansk for et par måneder siden. 

Jægerens bytte byder på et gensyn med Thobela fra Jægerens hjerte, hvis otteårige adoptivsøn bliver offer for en meningsløs forbrydelse. Morderne slipper fri, og Thobela tager loven i egen hånd og begynder en blodig tour de force. Han går efter folk, der er mistænkte for at have forbrudt sig mod børn, men som er sluppet fri pga forbindelser eller procedurefejl.

Vicekriminalkommissær Benny Griessel bliver sat i spidsen for efterforskningen, og det er lidt af en satsning af hans foresatte. Griessel er alkoholiker og har ikke været ædru i årevis. Nu har hans kone sagt fra. Griessel er smidt ud hjemmefra, og for at få hende tilbage har han et halvt år til at bevise, at han kan tørlægge sig selv.
Samtidig fortælles historien om callgirlen Christines forhold til en columbiansk narkohandler, og da den historie til sidst slutter sig til hovedsporet, bliver det det helt store opgør.

Jamen, hvad skal jeg dog sige? Det er på mange måder den perfekte thriller. Alt fungerer: De tre handlingsspor fletter sig perfekt og troværdigt ind i hinanden uden at det virker påklistret. Personerne, og især luderen Christine og politimanden Griessel, er i den grad levende og nuancerede mennesker. Der er ikke en side i bogen der ikke er interessant og spændende, ikke mindst i kraft af den enorme research kombineret med en let og flydende pen fra forfatteren, som også er i stand til at få ironisk humor ind på de rigtige steder. Og så må endeligt sige, at bogen desuden er nok et af de bedste, om ikke det bedste portræt af en nyligt afruset alkoholiker, som jeg har set på skønlitteratur.
En helt stensikker og uforbeholden anbefaling herfra!

(Borgen, 406 sider. Oversat af Svend Ranild fra engelsk: Devil's peak, 2007. Oprindeligt udgivet på afrikaans: Infanta, 2004)

Læs mere på Litteratursiden og bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Berlingske

Deon Meyer: Jægerens hjerte, 2007

Jægerens hjerte er om den tidligere elitesoldat og lejemorder Thobela "Tiny" Mpayipheli, der har lagt våben og vold og tænkemåde helt på hylden og blevet beskeden og lykkelig familiefar. Men en dag kontaktes han af datteren til en gammel kampfælle, der i den grad er kommet i knibe. Det tvinger ham ud på en flere tusinde kilometer lang tur på motorcykel for at bringe en harddisk med tophemmeligheder til Lusaka i Zambia. Men det er også dødsens alvor for den sydafrikanske regering at få fingre i harddisken, og snart har Thobela politi, militær og efterretningsvæsener i hælene.
Jægerens hjerte er ganske simpelt en kanonspændende "chaser" - eller menneskejagt - på vores helt Thobela, der uforvarende og meget mod alle hans nye idealer igen fanges i et voldeligt univers. Alle sejl er sat til, og det er dælme effektiv underholdning - og endda med bid og humor, som da et hav af MC'ere, herunder Hells Angels, solidariserer sig med Thobela og hans flugt på motorcykel og får skabt totalt misforstået rav i den.
Sproget er let og flydende, personerne virker alle som ægte mennesker, og Meyer får skabt billeder af det meget forskellige Sydafrika, som bogen foregår i. Ret flot.
Selv om der absolut er væsentlige forskelle virker Jægerens hjerte i bund og grund inspireret af J.M. Coetzees Historien om Michael K fra 1983: Begge handler om en mand i Sydafrika, som bare vil være helt i fred, men som på forskellige måder ikke kan få lov til det og tvinges ud på en rejse i Sydafrika, hvor myndighederne skyder dem forskellige motiver i skoene, som ikke passer. Her må de, der har forstand på det, gerne rette mig eller nikke!
Skidegod thriller, som varmt kan anbefales!

(Borgen, 384 sider. Oversat af Susanne Staun fra engelsk: Heart of the Hunter 2002)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

Adriaan van Dis: Tik, 2012

At læse skønlitteratur fra det moderne Sydafrika er som regel ikke nogen speciel opmuntrende oplevelse, og den hollandske forfatter Adriaan van Dis' Tik er ikke nogen undtagelse i den retning:
De to gamle venner og antiapartheid-aktivister fra studietiden i Paris, hollandske Mulder og sydafrikanske Donald, forenes igen fyrre år efter, da Donald inviterer Mulder til sin landsby ved kysten syd for Cape Town. Her brister for alvor en lang række illusioner for Mulder om, hvad befrielsen fra det formelle apartheid egentlig førte med sig. Og er det muligt for ham sammen med Donald stadig at opretholde ideen om at være den "Den ædle Hvide"?
Som sagt er det også i Tik et trykkende billede, der gives af det "nye" Sydafrika efter 1990. Ikke meget er i realiteten ændret i den lille by, hvor det stadig er de hvide der bor oppe på klitten i tryghed for havets rasen, mens de sorte og farvede må nøjes med skurene ved stranden.
Både det og det som bedst kan betegnes som resignation med undtagelser hos Donald og især Mulder beskrives fint af Dis. Og han tegner i det hele taget et billede af et samfund hvis idealer ikke stod mål med viljen i begyndelsen. Det er gjort i et flot sprog, som bestemt er værd at læse for sin egen skyld. Rigtig god bog.

(Tiderne Skifter, 215 sider. Oversat af Birthe Lundsgaaard fra hollandsk: Tikkop, 2010)

J. M. Coetzee: Historien om Michael K, 1984

Normalt plejer jeg at kunne skrive om de bøger jeg læser ret hurtigt efter at jeg er færdig. Men jeg har ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle stille op med Historien om Michael K. Derfor kommer der heller ikke en stjernevurdering på denne gang.
På den ene side er det en fantastisk flot fortælling om en mand, der er forkastet af alle, af både "systemet" og sin egen mor, og som ikke vil andet i denne verden end at leve isoleret fra alt og alle - men som hele tiden støder ind i krav om at skulle tage stilling til en lang række spørgsmål fra de helt små mellemmenneskelige og til de helt store spørgsmål om stillingtagen i den igangværende borgerkrig.
På den anden side synes jeg, at bogen var lidt af en ørkenvandring, der bliver ved med at udpensle sine pointer, og som slet og ret var temmelig kedelig!
Det er nok en bog, som er et barn af sin tid, hvor usikkerheden on Sydafrikas fremtid var højspændt aktuel og, og en bog hvor de tykke litteræranalystiske briller skal pudses, for at man (jeg) skal få et mere fuldt udbytte af bogen - og det var jeg ikke parat til i denne omgang. Bogen vandt Bookerprisen 1984, så anerkendelsen har bogen da i hvert fald fået - og Coetzee har da også siden kunnet klare sig uden min hjælp....
(Originaltitel: Life and Times of Michael K, 1983)
Og til sidst et sprogkursus: Coetzee udtales ikke Køtse eller Køtsi men derimod Kut-zir. Tak til Derrick!

Caryl Férey: Zulu, 2010

Det er stærke sager, det her. Zulu er en på alle måder sort, ekstrem voldelig og meget misantropisk bog om et Sydafrika, hvor apartheid på mange måder stadig er i spil - måske ikke så meget på det politiske som på det reelt samfundsmæssige plan. Desuden har også alle, både hoved- som bipersoner deres egne og store lig i lasten, ikke mindst hovedfiguren Ali Neuman, leder af Cape Towns drabsafdeling, der i sin barndom har set sin storebror og sin far blive dræbt af hvide militsfolk på grusomste vis. Ingen slipper da heller ikke ud af denne bog uden at være døde eller med endnu flere ar på sjælen.
Kan man tåle mosten, er Zulu en stærk og fremragende bog om et helt andet miljø end det vi er vant til fra skandinaviske krimier. Her er kriminaliteten en integreret konsekvens af det samfund, som kriminaliteten udspiller sig i. Det er skrevet med en nerve, som gør den til en cliffhanger af bedste skuffe - men man kommer ikke fra den uden selv at få nogle ar på sit billede af det frie og ikke-raceopdelte Sydafrika, som altså i alle undersøgelser desværre er det land i Verden, som ligger højest på stort set alle lister over vold, røveri, overfald og mord.