tirsdag den 29. juni 2010

Andrea Busfield: Født i skyggernes tid, 2010

Der er noget fuldstændigt grundlæggende galt med denne roman, nemlig troværdigheden. Historien er fortalt af 11-årige Fawed, som af omveje er kommet til at bo sammen med sin mor i et hus i Kabul hos tre udlænding, bl.a. den smukke Georgie fra England. Hun er kæreste med den rige Khaled Khan, som muligvis er narkobaron. Fawed er nok den mest modne 11-årige, jeg er stødt på i en roman: Han gennemskuer voksne spil, er giftekniv for sin mor og Georgia, analyserer Afghanistans situation i årene efter Talebans fald og jeg ved ikke hvad.
Bogen er ret underholdende, men en omgang halvlyserød feel-good, hvor utroværdigheden er så tyk, at det indimellem virker som en parodi. Jeg håber og tror, at Andrea Busfield ikke smurte ligeså tykt på, da hun var korrespondent for News of the World i Afghanistan fra 2001.
**    
(Originaltitel: Born Under a Million Shadows, 2009)

mandag den 28. juni 2010

Dorrit Willumsen: Dage med slave, 2008

I går søndag gik jeg en tur og blev ret rødstegt i selskab med Henny og hendes slave. Det passede lige med en tur fra Bagsværd til Vanløse ad om- og sideveje.
Henny er 57, ejendomsmægler, med hang til fuld kontrol og kølig hvidvin. Men en dag gør hun noget spontant og køber en pige af en fyr for 50 kr. kiloet - og dermed er kaos flyttet ind i hendes liv. Alt det velordnede og planlagte bliver kuldkastet af den 23 årige Sille, som er et stort bundt følelser og fornemmelser, så langt fra Hennys sædvanlige verden som muligt. Stort og provokerende kontroltab!
Det er hammergodt skrevet om to verdener, der er uforenelige - især for Henny. Det er skuespilleren Karen Abrahamsen, der læser bogen, og det gør hun fint, med en god vekslen mellem Hennys sammenbidte og Silles svævende og drømmende stemmer.
Du kan også finde bogen på Netlydbog.dk og få 2 timer og 19 minutter i selskab med Henny, Sille og Dorrit.
***

søndag den 27. juni 2010

Mohamed Sifaoui og Philippe Bercovici: Bin Laden bag sløret, 2010

Dette er vel hvad man kan kalde en "fremtidskontrafaktisk dramadokumentar" udsat for tegneserie og satire. I 2016 arresteres Osama Bin Laden ved et tilfælde i en amerikansk militæraktion i Nordswasiritan i Pakistan. Med udgangspunkt i CIA's forhør af ham oprulles hele hans og Al-Qaedas historie - og især detaljer om Bin Ladens ikke særligt heltemodige og uegennyttige optræden. Der uddeles også personlige hug til især George W. Bush og hans hang til bretzels (saltkringler), hans mani med krig mod Irak og hans tåbelighed generelt...
Det er skægt lavet - og lærerigt - og desuden en skæg idé, at have fået en tegneserietegner i bedste franske tradition (bl.a. tegner af Splint & Co) til at tegne historien. Historien flyder, og alvor og grov spas følges fint ad. God lille sag - og så er den nok ikke længere.
***
(Originaltitel: Bin Laden dévoilé, 2009)

lørdag den 26. juni 2010

Lars Saabye Christensen: Mit danske album, 2010

Det er en meget, meget smuk lille bog, som Lars Saabye Christensen har skrevet til sine forældre, og i særdeleshed til hans danskfødte far, som er ophavsmand til de fleste af bogens fotografier, og som også har fået plads til sin beskrivelse af sit barndoms og ungdoms København midt i bogen. Ud over Saabye Christensens egne erindringer om sin barndom reflekterer han også over begreberne erindring og hukommelse, og man mærker en moden forfatter, som er stærkt ramt af tabet af faderen, der døde tidligere i år.
Den vekslen, der er mellem faderens billeder og Saabye Christensens knækprosa om sin familie, giver en stærk og meget personlig virkning, som ikke bare er et stykke selvterapi, men bliver til kunst der er almengyldig og vedkommende for os, der står overfor på et tidspunkt at være dem, der kommer til at sidde forrest i køen til at skulle herfra - og ikke mindst sætter tanker i gang om hvordan ens egen faderrolle forvaltes. En lille bog om små ting, der er store.
****

fredag den 25. juni 2010

Ermanno Cavazzoni: Eksemplariske idioter, 2010

En månedskalender med 31 små historier på 164 sider om eksemplariske idioter, nemlig ensomme, utilpassede og monomane særlinge i udkanten af det gængse begreber om normalitet. Kalenderens søndage er endda krydret med et mærkværdigt dødsfald som følge af personens idioti.
Her er blandt andre Renato Scalabrini der siden sin barndom har kastet sten op i luften for at se dem falde ned, og der er Hr. Pigozzi som bygger et fly (der ikke kan lette) af sin gamle Fiat, og som forulykker, da han har fjernet bremserne for at gøre flyet lettere. Min yndlingshistorie er den om statistikeren Cesare Lombroso, der ved hjælp af meget omfattende studier bl.a. beviser, at der absolut ingen sammenhæng er mellem italienske komponisters fødebyer og vulkansk aktivitet i nærheden heraf.
Vi er ude på overdrevet og det er godt og fantasifuldt og velskrevet. Snup én eller to historier om dagen - hvis du ellers kan lade være med at sluge dem.
***1/2
(Originaltitel: Vite brevi di idioti, 2009)

onsdag den 23. juni 2010

Lisbeth Brun: Plan B, 2010

Der er flere gode noveller i Lisbeth Bruns Plan B, men det er som om, at de ikke rigtig vil sætte sig fast - i hvert fald i mit grødhoved.
Det er det hverdagsagtige og (mellem)menneskelige, der er i centrum i alle historierne, som ofte handler om de ting, de ligger under den umiddelbare overflade eller direkte holdes hemmelige. Den novelle, jeg nok selv bedst kan lide, er den allerførste Under bankkrisen, hvor syersken går i seng med skomageren ved julefrokosten, og dagen efter køber ind i Rema, hvor hendes kæreste sidder ved kassen og bliver fortalt om nattens hændelse, hvorefter hun betaler og går.
Men det er den og et par noveller til, som rigtig stikker ud. Ellers kan jeg ikke helt sætte ansigter på personerne eller synes ikke, at Lisbeth Brun kommer ordentligt til bunds i sine historier. Men fed forside!
**1/2

søndag den 20. juni 2010

Alessandro Baricco: Uden blod, 2004

Efter en borgerkrig, som ikke præciseres nærmere, men kunne være den spanske, opsøger nogle mænd Manuel Roca for at myrde ham. Mens Roca og hans dreng brutalt myrdes, ligger hans lille datter, Nina, skjult under gulvet. En af drabsmændene, Tito, opdager Nina, men skåner hendes liv. Halvtreds år efter opsøger Nina Tito, men men med hvilket motiv: hævn eller soning...?
En af Bariccos pointer er, at krigen æder sine børn, både de umiddelbare ofre og de soldater, som udfører meningsløse handlinger, som igen avler ny krig og meningsløshed.Og det uanset om de dækker sig ind bag "Den Gode Sag". Han bruger det greb, at det ikke opklares, hvilken side Manuel Roca og hans drabsmænd stod på i krigen - det er fuldstændigt ligegyldigt.
Det er ekstremt stramt fortalt på kun 93 sider, og der er ikke ét overflødigt ord i bogen. Det er velskrevet i yderste grad og en fantastisk lille bog, som jeg ikke tror jeg vil glemme igen, og som kan bæres at blive taget op igen gang på gang.
****
(Originaltitel: Senza sangue, 2002)

fredag den 18. juni 2010

Danielle Steel: Et spørgsmål om kærlighed, 2010

Den var værre!!! Efter en diskussion på mit arbejde om litterær lødighed og snobberi besluttede jeg mig for, at nu ville s'gu gøre forsøget og læse noget Danielle Steel. Så jeg bestilte hendes nyeste bog på dansk Et spørgsmål om kærlighed fra biblioteket i Gentofte, blærede mig over for kolleger med min fordomsfrihed - og gik så i gang.
Jeg ved godt, at man ikke kan læse forskellige typer af litteratur med de samme kvalitetskrav som målestok. Krimier skal ikke læses og bedømmes med de samme briller som moderne lyrik. Men her måtte jeg altså stå af. Jeg kunne bare ikke læse bogen - for jeg syntes ligegyldig hvad, at det var en gang bræk med lyserød frugtfarve og kunstigt sødemiddel.
Om hovedpersonen Hope Dunne står der bl.a. på side 10 og 11:
"Det eneste markante ved hende var øjnene. De var dybblå med et stænk violet ligesom de smukke safirer fra Burma og Ceylon, og de var fyldt med medfølelse med de mange sorger, de havde set i verden. Dem, der før havde set øjne som hendes, forstod med det samme, at hun var en kvinde, der havde lidt, men bar det med ynde og værdighed. Smerten havde ikke trukket hende ned i en depression, men løftet hende op til et fredfyldt sted".
Snob eller ej - døm mig som hvad som helst. Hvis bare jeg ikke skal læse denne bog færdig.

torsdag den 17. juni 2010

Birgithe Kosovic: Det dobbelte land, 2010

Det er en stærk og intens bog Birgithe Kosovic har skrevet om den snart 60-årige Milovan, tidligere magtfuld partisekretær i Dubrovnik, som nu under bombardementet og belejringen af byen i 90'ernes borgerkrig er flygtet til op til bjergene i Hercegovina. Her får han brev om, at hans kone Frane er død derhjemme. Her begynder spørgsmålene at dukke op: Hvorfor er han flygtet - og hvorfor har han ikke taget Frane med sig. Og der er virkelig mange spørgsmål for læseren at stille til Milovans handlinger og motiver, hvoraf mange bliver afdækket i den livshistorie, som efterhånden tegner sig i bogen.
Det er en grum og også smuk fortælling om både Milovans personlige forhold og om det jugoslaviske samfund efter 2. Verdenskrig, som Birgithe Kosovic har skrevet, med både indlevelse og sans for at tingene ikke altid forholder sig som man skulle tro. Milovans skam over eget kujoneri står helt centralt som tema og er beskrevet glimrende - i en rigtig god bog.
***1/2

For interesserede i DR's Romanlæseklub 2010/2011, se også mine anmeldelser af:
Karl Ove Knausgård: Min kamp I
Sofi Oksanen: Renselse
Roy Jacobsen: Vidunderbarn
Jens Blendstrup: Bombaygryde
Olav Hergel: Indvandreren


lørdag den 12. juni 2010

Peter Robinson: En personlig sag, 2010

I Peter Robinsons serie om kriminalkommissær Alan Banks er hovedpersonen altid mere eller mindre personligt involveret i sine sager - og denne gang er det mere.
Efter brandattentatet mod Banks i Djævelens ven er det denne gang hans bror, som har fået ørerne i maskinen.Som sædvanligt er Peter Robinson noget af det bedste, jeg kan finde på den kriminallitterære scene - både når det drejer sig om plot, en troværdig og spæmdende beskrivelse af den politimæssige efterforskning og ikke mindst de glimrende portætter af personerne, især Alan Banks, som bestemt ikke er en klichehelt. Robinson og Banks kan altid anbefales!
Jeg vil dog sige, at der måske denne gang kunne være skåret 50 sider af bogen uden at det ville have gået ud over noget. Intet virker unødvendigt og "for meget", og alting har sin plads til at afdække historien - men alligevel er den i mine øjne lige trukket for langt i halen. Jeg vil ikke lade det trække fra, da det måske er min tålmodighed, som det i højere grad er galt med...
***1/2
(Originaltitel: Strange affair, 2005)
Bonus: Se bogens playlist på Peter Robinsons hjemmeside.
Se også mine anmeldelser af Peter Robinsons Mørkespil, 2011 og Djævelens ven, 2009.