Det er en meget, meget smuk lille bog, som Lars Saabye Christensen har skrevet til sine forældre, og i særdeleshed til hans danskfødte far, som er ophavsmand til de fleste af bogens fotografier, og som også har fået plads til sin beskrivelse af sit barndoms og ungdoms København midt i bogen. Ud over Saabye Christensens egne erindringer om sin barndom reflekterer han også over begreberne erindring og hukommelse, og man mærker en moden forfatter, som er stærkt ramt af tabet af faderen, der døde tidligere i år.
Den vekslen, der er mellem faderens billeder og Saabye Christensens knækprosa om sin familie, giver en stærk og meget personlig virkning, som ikke bare er et stykke selvterapi, men bliver til kunst der er almengyldig og vedkommende for os, der står overfor på et tidspunkt at være dem, der kommer til at sidde forrest i køen til at skulle herfra - og ikke mindst sætter tanker i gang om hvordan ens egen faderrolle forvaltes. En lille bog om små ting, der
er store.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar