Alessandro Baricco: Uden blod, 2004

Efter en borgerkrig, som ikke præciseres nærmere, men kunne være den spanske, opsøger nogle mænd Manuel Roca for at myrde ham. Mens Roca og hans dreng brutalt myrdes, ligger hans lille datter, Nina, skjult under gulvet. En af drabsmændene, Tito, opdager Nina, men skåner hendes liv. Halvtreds år efter opsøger Nina Tito, men men med hvilket motiv: hævn eller soning...?
En af Bariccos pointer er, at krigen æder sine børn, både de umiddelbare ofre og de soldater, som udfører meningsløse handlinger, som igen avler ny krig og meningsløshed.Og det uanset om de dækker sig ind bag "Den Gode Sag". Han bruger det greb, at det ikke opklares, hvilken side Manuel Roca og hans drabsmænd stod på i krigen - det er fuldstændigt ligegyldigt.
Det er ekstremt stramt fortalt på kun 93 sider, og der er ikke ét overflødigt ord i bogen. Det er velskrevet i yderste grad og en fantastisk lille bog, som jeg ikke tror jeg vil glemme igen, og som kan bæres at blive taget op igen gang på gang.

(Originaltitel: Senza sangue, 2002)