onsdag den 30. januar 2013

Ny skønlitteratur - februar 2013

Efter et par måneders pause starter jeg igen op med at se på, hvad der kommer af ny skønlitteratur i den kommende måned.
Februar 2013 har for mig at se ikke nogen oplagte "must read kandidater", det skulle da lige være nordmanden Erlend Loes roman Fvonk, som handler om en mand ved navn Fvonk, der pga sin fyring er ensom og ulykkelig, lige indtil han får en helt speciel logerende boende - nemlig landets statsminister Jens! Den skulle komme 28. februar. Jeg håber, at Loe har strammet op til den standard, han kan præstere efter de sidste lidt halvsvage Stille dage i Mixing Part fra 2010 og ikke mindst L fra 2008.
Hvis vi bliver lidt nordpå, kommer de svenske søstre Camilla Grebe & Åsa Träff d. 26. med Før du døde, deres tredie bog om psykologen Siri Bergman.Siri finder i dette bind en kobling mellem hendes samler Stefans selvmord og et brutalt og uopklaret mord i en park i Stockholm. Især den første bog, søstrene skrev om Siri, Jeg ser dig var god.
Og så kan jeg jo ligeså godt blive i krimi- og spændingsgenrerne: Steffen Jacobsen (Passageren) udgiver 5. februar sin fjerde bog Trofæ, som denne gang har at gøre med bizarre forlystelser i de høje kredse, som fører til et samarbejde mellem to ensomme ulve for at opklare sammenhængene, før de selv bliver jagede i samme høje kredses menneskesafari...
Tyskeren Oliver Bottini kommer med sin nye krimi I fædrenes fodspor (8.2). Det er den tredje bog i serien om kriminalkommissær Louise Boní. En - ifølge forlaget - "tankevækkende og atmosfærefyldt krimi om identitet, hjemstavn og hævn".
Den danske litteratur i februar er især præget af lyrikkere. Den bog, jeg nok først og fremmest kunne tænke mig at se på, er Morten SøndergaardFordele og ulemper ved at udvikle vinger (28.2). Her fortsætter han linien fra sit ordapotek og tager de ti ordklasser under kærlig og nysgerrig behandling.
I den anden ende af måneden udgiver Pablo Llambías sin Hundstein (1.2), der er en fortsættelse af hans Monte Lema. Samlingen består af firehundrede sonetter om det at være forfatter.
Endelig i den mere lyriske ende er der Niels Frank og Nellies bog (15.2). Det er ikke digte, men en monolog, hvor Nellie er hovedperson og pennefører. Han fortæller på sin egen tummelumske og mildt sagt akavede måde om sit liv hos onkel Benn (eller er det Bent?) og tante Hellen (eller er det Ellen?), som bor i USA. Men man forstår aldrig helt, om Nellie fortæller sin historie som den er, eller om den hjemsøges af de mange film han ser, og af hans rige- eller rettere - overgearede indre liv.
Det sidste stykke med dansk skønlitteratur denne gang er Erik Juul Clausen og hans spion-, røver- og fantasyroman Spionen fra Atlantis. Den kom egentlig i 1985, men bliver nu genudgivet, og forlaget Hovedland har været så venlige at have sendt mig et eksemplar, så jeg håber, at du kan se min anmeldelse her på bloggen på udgivelsesdagen 7. februar. Normalt ikke en bog jeg med mine præferencer umiddelbart ville snuppe på hylden, men jeg glæder mig til at læse den...
Til sidst lidt lokalt faglitteratur, nemlig et portræt af min hovedgade: Istedgade, København V. Den 1. februar udkommer Istedgade - porten til Vesterbro af Hanne Fabricius. I bogen fortælles der bl.a. "om gadens udvikling, etableringen af Hovedbanegården og pesthuse, besættelsestiden, lommetyvene, forlystelserne, de prostituerede, og de mørke sider med stoffer, hjemløse og porno. Derudover får man som læser også et nuanceret billede af gaden, med fremdriften af cafeer og digtere og man møder nogle af de farverige personligheder, der altid har boet i dette, deres yndlingskvarter..."

Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

søndag den 27. januar 2013

Hans Fallada: Lille mand - hvad nu?, 1982 (1932)

For nogle måneder siden kom Hans Falladas mammutroman Alene i Berlin fra 1947 på dansk, som var en stor oplevelse at læse, endda så stor at den kom på min liste over mine ti bedste læseoplevelser i 2012. Så derfor fik jeg endelig taget mig sammen til at kaste mig over Falladas Lille mand - hvad nu? Endelig, fordi den har stået på min reol siden juleaften 1982, urørt.
Lille mand - hvad nu er Falladas gennembrudsroman fra 1932 og er en historie om "flipproleteriatets" bristede drømme i Tysklands økonomiske krise under den generelle depression efter krakket i 1929, kort før nazisterne overtog magten og fik bragt kunstigt skik på økonomien. Den 23-årige konfektionshandler Johannes Pinneberg og hans Emma (Pusser) starter deres fælles liv i en mindre østersøby. men søger lykken i Berlin pga. tidernes ugunst. De har svært ved at få tingene til at hænge sammen økonomisk, og det bliver ikke nemmere, da Pusser er gravid, og udgifterne melder sig. Og krisen skærpes...
Det lyder måske umiddelbart kedeligt, men for det første er tidsbilledet fint, og for det andet er det en rørende og bittersjov historie om det unge pars store kærlighed til hinanden og om Pinnebergs noget stive forventninger til alt, som ægteskabet og faderskabet indebærer, der efterhånden krakelerer i mødet med virkeligheden.
Men selve skrivestilen (og måske oversættelsen) virker lidt bedaget, og bogen holder nok ikke helt her firs år efter. Det er ment som en aktuel bog i det kriseramte Tyskland anno 1932 - og Fallada skriver, som om at han forudser nazismens magtovertagelse. Det er spændende også her på den lange afstand, og var sikkert også grundlaget for bogens store succes i Danmark i perioden efter. Og bogen var banebrydende - også for danske forfatter som Mogens Klitgaard m.fl.
Men måske var det tid til en nyoversættelse, Gyldendal....? Eller også burde man "bare" læse den på tysk?
***  
(Gyldendal, 216 sider. Oversat af J. William Saxtorph fra tysk: Kleiner Mann - was nun, 1932. Tidligere dansk oversættelse ved Sonja Heise, 1933)
Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

torsdag den 24. januar 2013

Stine Pilgaard: Min mor siger, 2012

Der er i udsøgt grad sprogligt knald på replikker og andre oneliners i debutanten Stine Pilgaards Min mor siger. Der har Forfatterskolen atter fået æren af at udklække et af de helt store kommende talenter for et par år siden! For Stine Pilgaard optrådte i skolens afgangsantologi 2010 med dele af teksten til Min mor siger.
Hun er nu med i opløbet om at få DR's romanpris med hele historien om den navnløse unge kvinde, der bliver smidt ud af sin ligeledes kvindelige kæreste efter nogle års samliv og flytter hjem på præstegården til sin far og hans nye kone, hvor hun i det mindste kan være en smule i fred for sin mor, der som titlen antyder ofte får det sidste ord - ofte ved hjælp af løgn (hun er ejendomsmægler). Præstefaderen derimod er bare. Han sørger for et evigt spil femhundrede og et ordentligt skud Pink Floyd - ikke mindst med de af numrene, som angriber autoriteter og den tidligere hustru. Men autoriteter har hovedpersonen brug for, og de repræsenteres dels af hendes læge, som hun skambesøger - ikke så meget pga sygdom som for at få snak og autoritative råd. Den anden støtte, hun læner sig til, er veninden Mulle, der læser statskundskab og er rigtig god til at stille problemer op skematisk - og hun er ikke mindst god at gå på druk med.
Det er og bliver det talte sprog, der er det helt store guld i Min mor siger. Det er længe siden, jeg har fneset og grinet så tit med en bog, som jeg gjorde under læsningen af denne bog. Stine Pilgaard kan i den grad noget med dialoger, som jeg ofte savner. Man kan ikke lære det, som hun kan, på Forfatterskolen - det her er rent talent! Og pointerne flyver i replikkerne: Som den hvor Mulle siger noget om, at humanister egentlig ikke kan lide mennesker - de kan bare godt lide idéen...
Fin og meget underholdende bog - sproget overgår nok indholdet i kvalitet, men det kan jeg sagtens leve med i dette tilfælde.
***1/2   
(Samleren, 168 sider. Udgivet 27. januar 2012)
Se mere på Litteratursiden, bl.a en lidenskabelig debat om bogen med deltagelse af forfatteren
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, Berlingske og Kristeligt Dagblad
Hør P1's og Anne Kjærs 30 minutters interview med Stine Pilgaard fra 10. januar 2013

onsdag den 23. januar 2013

Fábio Moon & Gabriel Bá: Daytripper, 2012

Brás de Oliva Domingos er søn af den berømte brasilianske forfatter Benedito de Oliva Domingos. Det er stort set det eneste, der ligger helt fast i hans livsløb. For i de ti kapitler, der er i den grafiske roman Daytripper, dør Brás ti gange i aldre mellem elleve og seksoghalvfjerds år. Hvert af disse kapitler slutter med en nekrolog over ham, for på et eller andet tidspunkt i hans liv er, eller har han været - eller ville være blevet - nekrologforfatter på en brasiliansk avis.
Det lyder mere kryptisk, end det faktisk er i denne fremragende brasilianske tegneserie, som fortjent vandt den største pris i tegeneserieverdenen, Eisner-Prisen, for "Best Limited Series" i 2011. Det ukronologiske livsløb for Brás de Oliva Domingos med hans eventuelle dødsfald tegner et billede af en mand, som han levede - eller kunne have levet - på en helt anden måde end normale livsløbsfortællinger i kronologisk rækkefølge. Historien foregår hele tiden her omkring 2010 i denne grafiske roman uanset om Brás er elleve eller seksoghalvfjerds for at understrege, at det egentlig er ligegyldigt hvornår bogen foregår. De menneskelige værdier vil til hver en tid være de samme. Det kan man måske så diskutere - men et eller andet sted har forfatterne sikkert i bund og grund ret.
Der er meget at tænke over i Daytripper om liv, død, kærlighed, aldring, venskab og familie i en meget smuk bog, som først til allersidst får en noget sentimental "Grib dagen"-pointe, som jeg dog har set meget værre i andre bøger.
Godt skrevet, vældig flot tegnet og en fremragende måde at gribe temaet an på. Ikke mindst fremstillingen af personernes forskellige alderstrin er eminent - og en bog jeg kunne tænke mig selv at eje eller forære videre. Kunne godt gå hen og blive årets tegneserie for mig....
****1/2
(G. Floy Studio, 274 sider. Udgivet 5. oktober 2012. Oversat af Steffen P. Maarup fra engelsk: Daytripper, 2011)
Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Nummer 9
Mærkeligt nok er bogen ikke anmeldt af nogen danske aviser. Til gengæld har tegneseriesitet Nummer 9 lagt noget af indledningen og noget af første kapitel ud  som forsmag ...

tirsdag den 22. januar 2013

Kjell Askildsen: Et stort, øde landskab, 1995

Det er ikke megen tid, der går til spilde, hvis man læser Kjell Askilsens lille novellesamling Et stort, øde landskab - og man så ikke kan lide den: 118 små sider med skriftstørrelse som en læsebog for første klasse. Men på den anden side ville det da undre mig meget, hvis man ikke kunne lide bogen.
Bogen har syv noveller, alle med midaldrende til ældre mænd i hovedrollen, der får fortalt deres historier om et liv i mere eller mindre selvvalgt isolation fra, hvad man anser for almindelige borgerlige normer for menneskelige relationer - eller hvad? 
Man hører om manden, der ved nogle påtvungne besøg hos sin ældre søster, møder en mand, som tilbyder ægte menneskeligt samvær - og hvad stiller man op med det? Der er den kvæstede mand, der på dagen for sin kones begravelse efter deres trafikulykke bliver seksuelt tiltrukket af sin søster og ellers bare glæder sig til at være i fred fra sin afdøde kone og sin familie. Og der er den gamle Paulus, der møder sin tvillingebror efter ni år - og selvfølgelig straks kommer i skænderi med ham, som han gør med alle andre... 
Det er syv små kompakte perler, der godt nok alle handler om sammenbruddet i kommunikation mellem mennesker - men gør det underfundigt og meget ofte med en absurd humor, der både befrier og gør historierne endnu mere knugende.
Kan snildt tages frem til genbrug - og til oplæsning, som var den måde, jeg blev introduceret til bogen. Og tak for det, Karsten!
****   
(Per Kofods forlag i serien Fahrenheit, 118 sider. Udgivet oktober 1995. Oversat Jens Christian Grøndahl fra norsk: Et stort øde landskap, 1993
Indhold: Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan ; Kollisionen ; Johannes opmuntrende begravelse ; Dér ligger hunden begravet ; Sømmet i kirsebærtræet ; Jokeren ; Et stort, øde landskab)
Se mereLitteratursiden
Lån bogenbibliotek.dk

mandag den 21. januar 2013

Alexander Söderberg: Den andalusiske ven, 2012

Jeg kan vist ligeså godt starte med at afsløre, at hovedparten af de medvirkende i Den andalusiske ven kommer til at lide en voldelig død først og fremmest ved brug af tæsk og skudvåben. Desuden kan der rejses spørgsmåltegn om, hvem der er de de værste voldsudøvere og forbrydere: Politi eller gangstere?
Det er ikke Den andalusiske ven, du skal ty til, hvis du vil have en lille hyggelig Miss Marpple-lignende bedstemorkrimi at hygge dig med - men hvis du er ude på et Quintin Tarantinosk voldsorgie, hvor gode skud- og tæve-i-smadder-scener går forud for det realistiske plot, så har du fundet den rette bog!
Det vil nærmest være en umulighed at referere plottet - eller plottene - i bogen, men nogle få spor kan da nævnes. Den ca. fyrre årige sygeplejerske Sophie i Stockholm fatter i bogens start interesse for sin patient med spansk rødder Hector Guzman. Det er gensidigt, og Hector inviterer hende ud efter sin udskrivelse. Hvad Sophie ikke ved, er, at han ud over at drive et lille forlag også er gangsterboss i den helt store stil. Der er en hel særafdeling i politiet sat af til at efterforske ham - og et tysk kartel udfordrer ham på den kokainrute, han har fået til. Colombia. Og her er det at Sophie bliver fanget i samtlige de krydsildslinier, der kommer ud af det...
Der er dømt massiv underholdning - og hvis ikke selve historien er realistisk, så er der et væld af ret fine medvirkende i bogen, som hver har karakter til nok til at stå på egne ben i bogen, hvis de da ellers er i stand til det pga.  f.eks skudsår eller pillemisbrug. Bogen er ikke "sjov" på samme måde som ligeledes svenske Amanda Linds Francys evangelium, men begge bøger er helt klart inspirerede af Tarantino.
Fin bog til en god gang influenza!
***1/2  
(Politiken, 481 sider. Udgivet 23. oktober 2012. Oversat af Michael Krefeld fra svensk: Den andalusiske vännen, 2012)
Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken

lørdag den 19. januar 2013

Walter Mosley: New York Blues, 2012

Endnu engang har forlaget Rosenkilde & Bahnhof udsendt et bind i Walter Mosley nye serie om den nu 55-årige privatdetektiv Leonid Trotter McGill fra New York - og oversat den glimrende amerikanske titel When the thrill is gone til det temmelig intetsigende New York Blues.
Min efterhånden gamle ven Leonid McGill (167,5 cm)med figur som en ladeport, hvor man skal dukke hovedet for at komme igennem, får som sædvanlig mulighed for både at vise sine resultater fra fyrre års boksetræning og for at smøre sit i forvejen godt smurte mundlæder i dette binds historie. Den smukke Chrystal hyrer ham til at løse sit problem med en måske/måske ikke utro mand,  der måske/måske ikke truer med at slå hende ihjel. Alle lyver omkring ham, og da han forsøger at redde alle hjælpeløse sjæle, han møder på sin vej for at rode bod på sin voldelige fortid, har han mange jern i ilden. Desuden er der Leonids utro kone med en jaloux ekselsker, deres børn, hvor sønnerne roder sig ud i problemer, og reservefaderen, vennen og bokseklubejeren Gordo, der bliver plejet efter kemoterapi for mavekræft i Leonids lejlighed.
På det plotmæssige plan er bogen bestemt ikke lige så god som de to andre bøger i serien. Det er lidt svært at finde ud af, hvad det i det hele taget går på, før sagen pludselig er løst til sidst. Egentlig er det mere en slags hverdagsbeskrivelse af Leonid McGills liv under en sag blandet med hans personlige forhold. Men jeg kan bare ikke stå for de tæske noirbeskrivelser af Leonid og hans håndtering sprogligt og - hvis nødvendigt - voldeligt af diverse overmodige skiderikker, som han kommer ud for. Der kan amerikanere og Mosley noget, som den berømte skandinaviske krimigenre med få undtagelser bare ikke kan.
***
(Rosenkilde & Bahnhof, 318 sider. Udgivet 22. oktober 2012. Oversat af Lisbeth Valentin Hansen fra amerikansk: When the thrill is gone, 2012)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken
Hør B. B. King synge det oprindelige titelnummer When the thrill is gone

New York Blues er tredie bind i seríen om Leonid Trotter McGill. De to andre er:
1. New York Karma, 2011
2. New York Mordene, 2011

onsdag den 16. januar 2013

Blaine Harden: Flugten fra Camp 14 - én mands utrolige rejse fra Nordkorea til friheden i Vesten, 2012

På Google Maps kan du finde et glimrende oversigtsbillede over den nordkoreanske koncentrationslejr Camp 14, hvorfra det i 2005 lykkedes den dengang 23-årige Shin Dong-hyuk at flygte. Han er efter sigende en af de tre nordkoreanske koncentrationslejrfanger, som det er lykkedes at flygte nogensinde. Og de to andre var fra mindre skarpt bevogtede lejre.
Shin Dong-hyuk havde indtil flugten levet hele sit liv i lejren, hvor hans forældre var blevet interneret mange år før hans fødsel. Det havde den fordel for ham, fremfor dem der havde oplevet et liv udenfor, at han var født til et liv uden forventninger om noget andet - for han kendte ikke eksistensen af det.
Så da en pige fra hans klasse blev banket ihjel af læreren, fordi hun havde en halv snes stjålne majskerner i lommen, og læreren var i dårligt humør, tog Shin det bare som ret og rimeligt, og som noget der sker. Og han var rasende på sin mor og storebror, da han overværede dem blive henrettet efter, at de havde lagt planer om flugt. Han havde selv stukket dem.
Bogen er fuld af historier som disse, om hvor forråede et magtsystem er i stand til at gøre mennesker. Men også at mødet med medmenneskeligheden i personen Park fører Shin til at drømme om noget andet, og derved sætte gang i trangen efter frihed - en frihed der til at starte med er defineret som grillet kød...
Shin Dong-hyuk leverer sin personlige historie, der virkelig er rædselsvækkende, mens Blaine Harden videregiver Shins historie og leverer det journalistiske og historiske baggrundsmateriele. Og det parløb fungerer rigtig godt. Blaine Harden sørger for, at Shins historie ikke bare kommer til at stå som en enkeltstående skæbne men som et udtryk for hele Nordkoreas systematiske umenneskeliggørelse.
Det eneste men, jeg har til bogen, er, at Vesten stilles op som et ubetinget paradis. Alene bogens undertitel ser næsten nyreligiøs ud i mine øjne. Men i forhold til livet i Camp 14 kan man på en måde godt acceptere den vinkel alligevel - selv om Shin stadig har det meget svært med sin frihed fra fangenskabet.
Rigtig god og meget uhyggelig bog om Nordkorea - set indefra og fra den allerallerværste side.
****  
(Kristeligt Dagblad, 268 sider. Udgivet 6. september 2012. Oversat af Birger Petterson fra amerikansk: Escape from Camp 14, 2012)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen
Læs interview med Shin Dong-Huyk og Blaine Harden fra Kristeligt Dagblad 5. september 2012

søndag den 13. januar 2013

Ulrik Langen: Det sorteste hjerte - historien om et dybt fald i enevældens København, 2012

I slutningen af 1700-tallet levede der i København en te- og porcelænshandler Michael Brabrand, som fik rodet sig ud i nogle voldsomme konflikter med det herskende system. Michael Brabrand hørte til dem, som følte, at lavsvæsen og andre restriktioner begrænsede initiativ og udfoldelsesmuligheder. Da han samtidig var en stridbar og rethaverisk person, fik han rodet sig ind i et større antal retssager. Og de fjender han skabte sig var desværre ikke for ham hvem som helst. En grum historie om ytringsfrihed og magtmisbrug - og måske stadig aktuel...
Historieprofessor Ulrik Langen var makker med Peter Henningsen om at skrive den fremragende bog om København i 1700-tallet Hundemordet i Vimmelskaftet, men også alene er Langen en fantastisk god formidler af sin forskning i den noget smallere men ligeså interessante Det sorteste hjerte. Det kræver evner ud over de sædvanlige at kunne gøre en historiefaglig gennemgang af et retsforløb mod en ukendt te- og porcelænshandler i 1790'erne til en faglitterær bestseller, men det er Langen absolut mand for. Spændende, spændende.
Men bogens tema er også eviggyldigt: Borgerens løben panden mod magtens mur, hvorefter magtens bruger alle midler til at knuse og undertrykke ham ved hjælp af dertil indrettede magtmidler og institutioner. Og i Brabrands tilfælde, at få ham til at holde sin kæft!
Fremragende stykke historie og ikke mindst historiefortælling - meget, meget underholdende. Især i betragtning af hvor få faglitterære bøger, jeg læser, kan Det sorteste hjerte godt gå hen og blive en af årets faglitterære bøger for mig.
****   
(Politikens forlag, 284 sider. Udgivet 4. september 2012)
Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation og Berlingske