Viser opslag med etiketten Mafia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mafia. Vis alle opslag

søndag den 26. januar 2014

Steve Hamilton: Eksperten, 2013

Michael blev som otteårig udsat for en meget traumatisk begivenhed, som gjorde ham landskendt som "Mirakeldrengen" men efterlod ham stum og uden sine forældre. Han blev i stedet adopteret af sin onkel, og det er i hans spiritusbutik, at Michael har læsrt at dirke låse op. Han bliver dog så god, at mafiaen slår sine kløer i ham, og han er nu tvunget til at deltage i det ene kup efter det andet. Men Michael er sytten år, og kærligheden trænger sig også på, og hans stumhed kræver en anden form for kommunikation med hans elskede Amelia.
På mit bibliotek står Eksperten på krimihylden, men jeg læste i langt grad bogen som en velskrevet og indfølt skildring af en traumatiseret ung mands jagt på identitet og kærlighed. Jo, historien om Michaels vej ind i den organiserede kriminalitet er også spændende, men det var ikke den, der var primærhistorien for mig. Det er derimod beskrivelsen af forelskelse i og forholdet til Amelia, som er en noget anderledes kærlighedshistorie, end man er vant til - og meget smuk.
Eksperten  er en glimrende bog på flere måder, og jeg kan både anbefale den til unge og voksne, der kan lide godt fortalte og anderledes udviklingshistorier. Bogen har da også vundet adskillige og ret forskelligartede priser, herunder USA's vigtigste krimipris Edgar Award i 2011. Fin bog!
***1/2 
(Forlaget Iris, 417 sider. Udgivet 9. december 2013. Oversat af Nanna Solow fra amerikansk: The Lock Artist, 2010)
Lån bogen på bibliotek.dk

mandag den 24. december 2012

Jan-Erik Fjell: Den tavse, 2012

En stenrig erhvervsmand i Frederikstad bliver kvalt med en klaverstreng få dage efter, at han har modsat sig en kontrakt om et miljøskadelig storprojekt om udvinding af oliesand i Canada. En kontrakt han og hans selskab har arbejdet lang tid på at få i hus, og som ville kunne indbringe store indtægter. Kort tid efter mordet bliver en mafioso, Vincent Giordano, der er helt i toppen af New York Citys underverden, fundet hårdt såret i en grøftekant lige i nærheden.
Det bliver den berømte og og i politikredse berygtede kriminalkommissær Anton Brekke, der bliver sat på sagen. Og der er meget, der ikke stemmer overens med den flok af direkte mistænkte og resten af sagens forløb.
Der er et eller andet med krimier og Norge. Jeg synes i hvert fald gennemsnitskvaliteten er meget høj. Dette er ikke en af dem, der trækker op, men stadig er det stykke solidt og underholdende håndværk, som Fjell har begået i sin første krimi i en serie om Anton Brekke.
Brekke er en god figur, selv om han ikke endnu har sat sig de store spor, men det kan nok komme i fremtidige udgivelser. Historien er god og fungerer fint med sine tilbageblik til Vincent Giordanos liv og mafiakarriere i 60'erne. Og der er en sammenhæng mellem disse tilbageglimt og selve bogens plot.
OK krimi fra Frederiksstad og New York City - dog uden at være uforglemmelig...
Og glædelig jul, hvis du læser dette på udgivelsesdagen.
***
(People's Press, 386 sider. Udgivet 24. september 2012. Oversat af John Jensen fra norsk: Tysteren, 2010)
Lån bogen på bibliotek.dk

tirsdag den 31. juli 2012

Craig Russell: Blodørn, 2008

Til en weekendtur med Fruen til Hamburg fandt jeg Craig Russells krimi om Kriminalhauptkommissar Jan Fabel fra mordkommissionen i Hamburg. Det viste sig at være et godt valg pga. bogens mange stemninger fra lokaliteter i byen - og så da også fordi det er en solid og rigtig god krimi.
To kvinder, som tilsyneladende ikke har kendskab til hinanden, myrdes på grusom vis. Mordene er foregået ved at kvindernes maver er skåret op og de stadig åndende lunger revet ud af ofrets åbnede brystkasse. I mails sendt stilet til Jan Fabel påtager 'Søn af Sven' sig skylden og udfordrer samtidig direkte politimanden. Men også andre elementer blander sig i sagen: En ny brutal ukraisk mafia har på kort tid overtaget store dele af narko- og prostitutionsmarkedet i Hamburg, der er indblandet offerritualer fra nordisk mytologi, en tysk medievirksomhed vækker også på flere måder Fabels opmærksomhed, der er forskellige interesser mellem nogle af politiets afdelinger i sagen, hvor der efterhånden viser sig at være nogle brådne kar et sted i systemet - men meget peger i retning af den tidligere ukrainske afghanistenveteran Vasyl Vitrenko og hans proselytter.
Blodørn er en i den grad både blodig og effektiv sag med saft og kraft og ramasjang. Plottet er rigtig velfungerende, og de mange spor der lægges ud viser sig alle at være en del af den komplicerede sandhed. Og det endda uden at det virker for konstrueret og fortænkt. Bogen er velskrevet, men måske med lige lovlig mange ord indimellem - uden at det er nogen større irritation.
Og så ligge et hovedrystende dril for et torskedumt korrekturnedbrud på forlaget Hovedland: Hvordan kan en fejl i både forfatterens for- og efternavn komme igennem på forsiden af bogen, hvor forfatteren Craig Russells navn er blevet  til Graig Russel? Og jeg fandt heller aldrig rigtig ud af om politiets profilpsykolog hed Sussanne eller Susanne...
Men alt i alt en glimrende, spændende og ret brutal krimi fra Hamburg, der helt sikkert er en anbefaling værd - både bogen og byen! Jeg har sat bog nr. to af fire om Jan Fabel på 'skal læses listen'.
****
(Hovedland, 367 sider. Oversat af Bente Møller Sørensen fra engelsk: Blood Eagle, 2005)
Læs mereLitteratursiden 
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Information

tirsdag den 21. december 2010

Gianrico Carofiglio: Begrundet mistanke, 2010

Ligesom forgængeren Med lukkede øjne en rigtig god historie på kanten af både krimi og retssalsdrama om forsvarsadvokaten Guido Guerrieri i Bari, denne gang med en sag om den måske uskyldigt dømte Fabio Paolicelli, som vil have Guerriri til at genoptage sin sag, hvor han er idøm seksten års fængsel for at have smuglet kokain. Påstanden er, at stoffet har været anbragt i hans bil uden hans vidende. At Guerriri så har et meget gammelt udestående med Paolicelli, og der slår gnister mellem den dømtes kone og advokaten, og at der måske er mafiainteresser på spil i sagen, giver en lille dramatisk bog på sin egen afslappede måde.
For selv om bogen er på 330 sider, er den trykt med så store typer, at der reelt er det halve antal sider i. Og det er egentlig nok til at kunne få fortalt en historie med mange, som alligevel alle bliver bundet ordentligt til. Det er ikke en bog, som jeg vil huske i lang tid, men der er ingen tvivl om, at næste gang Gianrico Carofiglio skriver om advokat Guerriri, vil jeg sørge for at være en af de første i reserveringskøen.
Carofiglio må forøvrigt i den grad formodes at vide, hvad han skriver om. Han er nemlig tidligere antimafia-dommer i netop Bari, men har heldigvis for læserne (og måske også mafiaen) valgt at kaste sig over forfatterrollen i stedet.
***
(Originaltitel: Regionevoli dubi, 2006)


fredag den 12. november 2010

John Le Carré: Dimas drøm, 2010

At John Le Carré næste år fylder firs, er på ingen måde ensbetydende med, at han er ved at være afdanket og hellere burde sidde foran kaminen med en plaid over benene. For han skriver skarpt og bidende med en moralsk snert, der vil noget, og han kan opbygge en verden, så man som læser faktisk befinder sig i den og tror på den.
Dimas drøm starter på den caribiske ø Antigua, som universitetslæreren Perry og advokaten Gail har foræret sig selv en ferie til. Den karismatiske russiske millionær Dima udfordrer Perry til et spil tennis, men udfordringen har også et andet formål. Dima vil nemlig sælge sin viden om international økonomisk kriminalitet med mange politiske undertoner til Storbritannien, en viden han har i kraft af at være 'verdens førende hvidvasker af penge'.
Det er elementært spændende, det er skrevet med saft og kraft, og personerne virker ægte hele vejen igennem på trods af at de bliver kastet ud i situationer, som de nok aldrig havde regnet med at skulle deltage i. Der er store emner på spil, som bliver behandlet elegant, både når det gælder om at forklare hvidvaskning af penge i den helt store stil, og når det drejer sig om mere etiske og moralske problemstillinger i at involvere sig i efterretningsarbejde og bekæmpelse af international økonomisk kriminalitet. Rigtig god bog.
****
(Originaltitel: Our Kind Of Traitor, 2010)

tirsdag den 26. januar 2010

Don Winslow: Frankie Machines vinter, 2008

Rasende fremragende, rasende underholdende og hårdkogt mafiahistorie om Frankie Macchianos ensomme og effektive kamp med fortidens endnu levende spøgelser, som indhenter ham i hans nu fredelige liv som fiske- og agnforhandler. Rå, enormt velskrevet og velkomponeret og ikke mindst et fint og menneskeligt portræt af den 62-årige hitman Frank og af de mafiosi, som verden omkring har bestået af og som nu igen bliver hans verden i bogen.
Kom så i gang med nye oversættelser af Winslow . Der er 60 poster af ham i bibliotek.dk - men kun 2 på dansk, nemlig denne og "I hundenes vold". (Læst november 2008)

(Originaltitel: The winter of Frankie Machine, 2006)
*****

søndag den 8. november 2009

Josh Bazell : Exgangster, 2009

Det var dog den mest kulsorte og hårdkogte gang krimi/spænding, jeg nogensinde har læst! Den går helt over i det parodiske i historien om den tidligere mafia-hitman Pietro Brnwa (nu Peter Brown), som gennem FBI's vidnebeskyttelsesprogram har fået ny identitet som læge på et af New Yorks værste hospitaler. Her genkendes han af en indlagt mafioso, som lover ham ikke at afsløre hans identitet, HVIS han vel og mærke overlever. Hvad han ikke gør...
Kapitlerne skifter mellem hospitalet og historien om Pietros/Peters fortid og begge dele er rå og barsk underholdning. Bl.a får det amerikanske sundhedssystem i den grad et ordentlig spark i nosserne, hvad mange af personerne i Brnwas fortid ville have været lykkelige for at have fået, i stedet for det de fik!
Bogen er så veloplagt i sin kul-kulsorte humor, at Tarantino ligner det rene vand ved siden af, og er skrevet afsindig veloplagt. Jeg glæder mig til at der bliver oversat mere fra Bazells hånd.
(Originaltitel: Beat the reaper, 2009)
****