Shani Boianjiu: Det evige folk har ingen frygt, 2012

Den unge israelske forfatter Shani Boianjiu (f. 1987) må siges at have fået en kanondebut med denne Det evige folk har ingen frygt. Den er i følge Wikipedia foreløbig udgivet i 23 lande og er blevet meget anmelderrost.
Bogen er om de tre piger Yael, Avishar og Lea fra den unavngivne lilleby helt oppe mod Israels grænse til Libanon, hvor de afslutter gymnasiet og starter på deres to års værnepligt forskellige steder i landet. De fortæller hver især om deres indbyrdes forhold, livet som soldater, fyrene og sig selv. Der er både almindeligt ungdomsliv med alt hvad det indebærer, men der er også hele tiden hele den konfliktfyldte atmosfære i den israelsk-palæstinensiske konflikt, som de har tæt på kroppen.
Det er dødsens alvor, men der også god plads til flere absurde og ret morsomme scener, bl.a om konsekvenser af nøgenhed ved den israelsk-egyptiske grænse og ikke mindst den daglige opløsning af en tilbagevendende trepersoners demonstration ved kontrolposten på Hovedvej 433...
Det er et vældig flot portræt Shani Boianjiu har begået af de tre pigers tid både før, under og efter soldatertiden. Jeg havde dog til tider lidt svært ved at skelne pigerne fra hinanden, da sproget er meget ens uanset synsvinklen. Bogen taber også pusten lidt hen mod slutningen, hvor der kommer et par historier, som virker lidt som om, de alligevel ikke blev til de noveller, de oprindeligt var tænkt som. Men at forfatteren er en kommende stjerne, er der ingen tvivl om for mig!
 
(Gyldendal, 364 sider. Udgivet 6. september 2013. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild fra engelsk: The People of Forever Are Not Afraid, 2012)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.), Weekendavisen,

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Forbandede yngel, 2013

Anne-Cathrine Riebnitzsky fik en stor læserskare sidste år med sin Den stjålne vej, der tegnede et billede af det civile Afghanistan ved slutningen af den krig, som Danmark også har deltaget i. Bogen var  god, selv om den næsten ville for meget, men i hendes nye Forbandede yngel er fokus strammet, og historien rykket tættere på - uden at Afghanistan af den grund er glemt.
Under udsendelse til Helmand kommer der besked til Lisa og hendes bror Ivan om, at deres lillesøster Marie har forsøgt selvmord hjemme. De får orlov, og tankerne og erindringerne får frit spil hos Lisa om barndommen på gården med den stærkt uempatiske far med de løse næver og den maniodepressive mor. De fire søskende har et fællesskab, der især knyttes af sammenholdet mod faderen.
Riebnitzskys svære toer er blevet en stærk fortælling fra Riebnitzskys hovedstol om de af Danmarks svigtede børn, som ikke direkte kommer i mediernes og myndighedernes søgelys. Her er intet seksuelt misbrug eller ligefrem systematisk vold, men faderens mangel på empati og lejlighedsvise vold og moderens psykiske sygdom gør, at det bliver nemmere at søge fred i Helmands krig, end det er at leve i familiens skød. Riebnitzsky fanger de fire søskendes evige usikkerhed og deres sammenhold vældig fint og sørger for, at familieportrættet bliver perspektiveret, så det på ingen måde bliver en navlepillende selvmedlidenhedshistorie.
En af årets rigtig gode og vedkommende danske romaner, som fortjent vandt Politikens Forlags romankonkurrence i 2013.
  
(Politiken, 329 sider. Udgivet 5. september 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs interview med Anne-Cathrine Riebnitzsky i Berlingske fra 20.12.2012 

Kevin Powers: De gule fugle, 2013

Amerikaneren Kevin Powers (f. 1980) meldte sig som syttenårig til hæren og tilbragte i 2004 et år i Irak som maskingeværsskytte i ingeniørtropperne. Erfaringerne herfra og bagefter har han brugt til at skrive en aldeles udmærket roman, De gule fugle, som har vundet flere priser og var i 2012 finalist til den prestigefyldte National Book Award.
Den enogtyveårige Barttle står for at skulle sendes til Irak sammen med den attenårige kammerat Murph. Barttle kommer før afrejsen til at love Murphs mor, at han nok skal få sønnen med hjem igen i et helt stykke. Og selvfølgelig kan Barttle ikke holde sit løfte. Og Murphs død sker under nogle omstændigheder, som får store konsekvenser for Barttle.
Romanen krydsklipper mellem tiden før, under og efter året i Irak. og især kapitlerne efter den tid er rigtig gode og vigtige. Barttle får først for alvor får sin reaktion på krigen, da han kommer hjem og hele tiden betragtes som den helt, han selv bestemt ikke føler han er, hårdt angrebet af PTSS og ikke mindst skyld. Murph derimod falder fuldstændig fra hinanden allerede i Irak, da han oplever krigen i den virkelige verden, og hvor selv det eneste smukke, han stadig har at holde sig til, bliver skudt i stumper og stykker.
Det er en stærk lille bog, om hvad krig gør ved mennesker - i dette tilfælde soldaterne. Det er set før, men der er en nerve og en indsigt i denne bog, som gør den speciel. Powers har helt sikkert kunne trække på sine egne erfaringer under arbejdet, og har endda kunnet bruge dem til at skabe noget absolut almengyldigt og vedkommende. Man må håbe, at der er flere bøger i Kevin Powers og ikke nødvendigvis om krigen. Han skriver nemlig rigtig godt og har evne til at komme under huden på sine personer.
Rigtig god bog!
 
(Rosinante, 207 sider. Udgivet 16. maj 2013. Oversat af Claus Bech fra amerikansk: The Yellow Birds, 2012)

Se bogens Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Weekendavisen

Steffen Jacobsen: Trofæ, 2013

Ortopædkirurg, overlæge, dr. med. Steffen Jacobsen (f. 1956) kan mere end sin Klinisk Ordbog. Han er da i hvert fald blevet skamrost for sin fjerde thriller Trofæ og nærmest blevet udråbt til at være den, der skal få krimibølgen drejet i en mere thrillerorienteret retning.
Elisabeth Caspersen er hovedrig arving til et dansk industriimperium. Hun finder en dvd, som er stærkt belastende for hendes netop afdøde usympatiske far, og hyrer den eksklusive privatdetektiv Michael Sander til at undersøge sagen.
Samtidig bliver politikommisær Lene Jensen kaldt ud til et mystisk selvmord, hvor en krigsveteran tilsyneladende har hængt sig. Sander og Jensen er hver især enspændere, men da deres opgaver har visse fælles berøringspunkter, bliver de af omstændighederne tvunget til at arbejde sammen i en sag, og så er der lagt i kakkelovnen til en jagt på både de gode og på de særdeles onde...
Det er i den grad en cliffhanger, Steffen Jacobsen har fået strikket sammen med Trofæ. Der er udsøgt knald på handlingen fra første til sidste side. Og så kan Jacobsen skrive, så det ikke lugter så jordslået, som det nogle gange kommer til i den danske spændings- og krimigenre. Men jeg sad på trods af det med en lidt mat stemning, da jeg var færdig med bogen. Det var lidt som om, at bogens kabale gik op uden de store overraskelser - og at de overraskelser, der var lagt ind, egentlig ikke var overraskende alligevel.
MEN så er det heller ikke værre. Og Trofæ er et glimrende stykke med højtbelagt spænding og med et par gode figurer, som jeg er spændt på, om Steffen Jacobsen skriver mere om senere. Især Michael Sander kunne nok klare en bog eller tre mere.
 
(People's Press, 426 sider. Udgivet 5. februar 2013)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

Sanne Søndergaard: Hell man, 2012

Der er kommet del en danske bøger de sidste år, herunder flere romaner, som handler om de danske soldater, der er taget ud til både Bosnien, Kosova og ikke mindst Afghanistan. Jeg har tidligere selv kun læst Lars Husums glimrende Jeg er en hær fra 2010 - men nu også Sanne Søndergaards absolut godkendte Hell man fra 2012.
Thor fra Skive flygter fra et dødssygt liv hos mor med opgivne lærepladser, drukture og Marias fede røv ved at melde sig som soldat og en tur til Helmand i Afghanistan. På sin enogtyveårs fødselsdag ankommer han med kammeraterne til en 50° varm ørken (i skyggen) og bydes velkommen af en britisk soldat med salutten: "Hey you guys, this is Hell, man".
Thor fortæller i detaljer om livet i Sandford-lejren. Han er skytte på delingens køretøj, en piranha, og siger: "Vi foregiver, at vores opgave herude er vigtig, men realiteten er, at vi er fjorten piranhaer og 120 mand, der leger skovbørnehave". Men det er blodig alvor, når de leger udenfor lejren...
Der er knald på sproget i Thors beretning, som er rå soldatersnak, minutiøse detaljer om det udstyr, som han har med at gøre - også poselokummet - og en vrede som hele tiden ligger og lurer som drivkraft. Men en hel del gange var jeg ikke sikker på, om Thor ville bruge de ord, som Sanne Søndergaard lægger ham i munden. Ville han f.eks bruge ordet "foregive" i det ovenstående citat. Jeg tror det ikke.
Sanne Søndergaards research til bogen er helt i top, nok til at det giver en ekstra halv stjerne. Jeg blev da også bagefter bekræftet i at hun selv måtte have været i Afghanistan, dog ikke som soldat men som stand-up'er.
God roman om de dagligdags forhold i Afghanistans ørkensand i Helmand, om trivialiteterne, kammeraterne og kedsomheden - og ikke mindst adrenalinen og angsten, når det bryder løs. Men portrættet af Thor kunne godt have været strammere.
 
(Gyldendal, 333 sider)

Se mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske 

Li Kunwu & P. Ôtié: Et kinesisk liv 2: Partiets tid 1976-1980, 2011

Li Kunwus store selvbiografiske tegneserieværk Et kinesisk liv sluttede i første bind, Faderens tid, med meddelelsen i 1976 om Den store Rorgængers, Formand Maos død. På det tidspunkt er Xiao Li (Li Kunwu) soldat i Folkets Hær, og bind 2, Partiets tid, fortsætter hvor Faderen tid slap.
Xiao Li er nu enogtyve år og har endnu nogle år tilbage med uniform og kaserneliv. Men der er også en drøm, der trænger sig på: At blive optaget som medlem i det kommunistiske parti. Sammen med soldaterkammeraten Dequan bruger Xiao Li al sin vågne tid på at gøre sig fortjent til den ære (Der er på det tidspunkt kun ca. to mio. medlemmer af partiet).
Efter Maos død er Kina i et magtpolitisk tomrum. Men Deng Xiaoping, som ellers blev udrenset under kulturrevolutionen, kommer til at fremstå som Kinas leder fra ca. 1978 på en politik om et opgør med Kulturrevolutionen, afkollektivisering af landbruget, åbning af økonomien mod omverdenen, men uden at det inkluderer politisk frihed. Men der gøres op med gamle dogmer, og Kina forandrer sig.
Det er igen en fremragende erindringsbog om Li Kunwus liv og livet i Kina under påvirkning af ændringerne i det politiske system i det store land. Man får en en glimrende indføring i den moderne kinesiske historie, som alene i de fire år, som Partiets tid omhandler, forandrer sig meget med opgøret mod Kulturrevolutionen og opgøret mod "Fire banden". Og også på det personlige plan er der plads til, at kærligheden sniger sig ind, tegnerkarrieren kommer i gang og den rigtige far, den biologiske, dør med store følelser til følge for Xiao Li. Og alle dele undgår ikke det politiske præg.
Fremragende erindringsværk! Og jeg glæder mig til at læse sidste del, Pengenes tid, når den kommer. Det bliver efter alt at dømme 13. september 2012. Til klar anbefaling - også for folk der ikke før har læst graphic novels eller tegneserier.

(Alvilda, 198 sider. Oversat af François-Eric Grodin fra fransk: Une vie chinoise : Le temps du parti, 2009)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Jyllands-Posten og Politiken

Ernst Jünger: I stålstormen, 2012 (1920)

Af en eller anden grund har bibliotekerne fået Ernst Jüngers erindringer som officer under1. verdenskrig placeret som roman under skønlitteratur. Men tag ikke fejl: Det er rendyrket selvbiografi, baseret på de dagbøger han skrev i tiden 1915-18. Men det er nok fordi Jünger (1895-1998) havde en firs(!) år lang karriere som skønlitterær forfatter - men med netop I stålstormen som debut.
Af mærkværdige årsager har bogen aldrig været oversat til dansk før nu, selv om det er en af de mest gruopvækkende krigsbeskrivelser, der samtidig viser en begejstret indgang til krigen, som Jünger beholdt uanset hvad han kom ud for i granathelvedet.Og der er ind imellem hårrejsende og "flot" skrevne scenarier, hvor man kan se, høre og ikke mindst lugte rædslerne for sig. Jünger gør da også regnskabet op til: "fem geværprojektiler, to granatsplinter, en shrapnelkugle, fire splinter fra håndgranater og to fra geværprojektiler, hvilket med ind-og udgangshuller havde efterladt nøjagtig tyve ar". Ækelt guf for en pacifist - men sikkert også for en krigsromantiker...
På den anden side beskriver Ernst Jünger sin fascination og eufori for krigen, så man også kan forstå den, hvor meget det end byder én imod. Om at se frem til det næste slag, selv om man ved at kammerater og måske en selv vil dø en smertefuld død i fransk mudder. Også utroligt flot skrevet. Men Jünger var bestemt ikke pacifist - nærmest tværtimod.
Fremragende skrevet og nok det nærmeste jeg selv har prøvet at være i krig - og sådan håber jeg i den grad at det holder sig! Trods enorme forskelle i Jüngers og mit syn på krig er der fire en halv stjerner til I stålstormen.

(Gyldendal, 293 sider. Oversat af Adam Paulsen og Henrik Rundqvist fra tysk: In Stahlgewittern, 1920. Med efterskrift af Adam Paulsen)

Jussi Adler-Olsen: Alfabethuset, 1997

Jussi Adler-Olsen er søn af en overlæge i psykiatri og er vokset op på flere psykiatriske hospitaler i Danmark - så han har haft nogle erfaringer og oplevelser at bruge af, da han i 1997 udgav sin romandebut i spændingsgenren, Alfabethuset.Selv om miljøet sikkert har været en del anderledes end på det psykiatriske SS-lazaret i 1944...
Historien foregår til dels under 2. verdenskrig, hvor den engelske pilot James og navigatøren Bryan er blevet skudt ned over Tyskland i januar 1944. De bliver ad omveje anbragt på et psykiatrisk hospital for højtstående SS-officerer nær Freiburg i Sydvesttyskland under tilranede SS-identiteter. Men der andre simulanter på lazarettet, der piner og plager James og Bryan på mistanken om at de også er simulanter - og ude efter deres hemmelighed. Det lykkes Bryan at flygte men først i 1972 er han klar til at undersøge hvilken skæbne der overgik James. Og der venter gamle konfrontationer fra lazarettet som stadig er højaktuelle!
Alfabethuset var som sagt Adler-Olsens skønlitterære debut, og det er tydeligt at mærke at han siden har udviklet sig meget som forfatter. Hvor personerne i hans Firmaknuseren fra 2003 er langt mere nuancerede, er personerne her i langt højere grad sort/hvide. Desuden synes jeg at den første del om livet på lazarettet i 1944 er alt for langt i forhold til hvad der egentlig bliver fortalt. De 270 sider kunne godt være skåret væsentligt ned. Men i anden del er vægtningen fin nok og bogen spændende på hver eneste side.
Alt i alt er Alfabethuset en OK, spændende og flot researchet bog - men jeg vil til enhver tid anbefale at læse Firmaknuseren til folk, der allerede har læst om Afdeling Q og gerne vil have mere Jussi Adler-Olsen.

 (Politikens Forlag, 634 sider, 2007. Første gang udgivet på Cicero, 1997)

Lars Husum: Jeg er en hær, 2010

Det er én af efterårets rigtig gode og vedkommende danske romaner, som Lars Husum har skrevet med Jeg er en hær. Jeg ved ikke, om det er en bog, som tidligere udsendte soldater til Bosnien, Irak eller Afghanistan vil tage til sig som deres, men jeg har en fornemmelse af, at bogen har gjort mig klogere på reaktioner efter udsendelse til brændpunkter.
Bogens fortæller, Jakob, og hans ven siden kravlegården, Jesper, vælger begge at lade sig udstationere i først Bosnien og nogle år efter i Afghanistan. Deres liv ligger åbent for dem i starten af bogen, men efter en voldsom ulykke der rammer begges familieliv mellem de to udsendelser, går Jesper i voldsom og hurtig opløsning, mens Jakobs udvikling er mere 'kontrolleret'...
Det er en meget stærk bog om de to stærke og uspolerede fyre, hvor altings åbenhed går i vasken på nogle få år. Lars Husum har styr på psykologien, på brændpunktsresearchen, på en troværdig personopbygning og på at fortælle den historie, som han har på hjerte uden at det virker som om, at det er en lægprædikant, der forsøger at missionere i romangenren. Fantastisk godt gået i forhold til at sætte noget samfundsmæssigt vigtigt til debat i litterær form. Det er hammergodt og en af årets rigtig gode danske romaner.
(Og kan man gætte på, at det bliver en af de to resterende bøger i DR's Romanlæsekreds?)

Se også min anmeldelse af Lars Husums Mit venskab med Jesus Kristus