torsdag den 29. december 2011

Sven Holm: Syg og munter, 1972

Satan og helvede! Her går man og har endnu en dårlig dag og så bliver man belemret med Arntsen og hans sortsyn, der får selv tynd kaffe på Café Høvlen til at smage besk. Så man må tage en flaske øl i stedet. Rød Tuborg selvfølgelig. Den grønne er blevet ustabil. Og når så spionerne fra Socialministeriet kommer forklædt som bude fra Illum/Crome & Goldschmidt for at lure på om man ligger og hyggefiser op ad formiddagen, hvad kan man så ellers gøre andet end at indtelefonere en telefonbombe hos Illum/Crome & Goldschmidt. Så er er det lige før dagen næsten bliver god. Men kun næsten. Nå, skideværd....
Arntsen tager ting og personer omkring for alvorligt, og er derfor tildelt invalidepension. Og det er heller ikke lyssynet der er i front hos ham. Men det kan komme, og ofte med kvindelig hjælp fra f.eks Vaskemutter, som han kører vasketøj ud for, eller Mette som selv har sine problemer og tager ham som han er - også uden tøj.
Det er en rigtig, rigtig god bog Sven Holm skrev i 1972, og på trods af sine snart fyrre år kunne den på mange måder stadig være skrevet den dag i dag. Temaet er almengyldigt med Arntsen og hans sortsynede og småparanoide tilgang til tilværelsen. Det er til at genkende fra sine egne rigtig dårlige dage men ikke som udgangspunkt for eget livssyn - da heldigvis.
Alt i alt: Skidegod bog som burde være på mange gymnasiepensumlister. Opgaveegnet som bare pokker. Og andre burde også have den på deres private pensumliste. Men til opgavebrug er Sten Rasmussens dansklærerefterskrift til bogen måske nok mere tidstypisk end egentlig godt her femogtyve år efter det blev skrevet. Satan og helvede!
****
(Gyldendal & Dansklærerforeningen, 1987, 170 sider. Med efterskrift af Sten Rasmussen s. 155-170)

BONUS: En fremragende Jørgen Ryg kan ses som Arntsen i Syg og munter i Ole Roos' filmatisering fra 1974 på DR Bonanza 

tirsdag den 27. december 2011

Jacob Berner Moe: Nu tuder jeg igen, 2011

En novellesamling der handler om bedsteforældregenerationen, skrevet af en otteogtrediveårig forfatter kan tilsyneladende lade sig gøre - og med held. Det viser Jacob Berner Moe i sin Nu tuder jeg igen.
Det er en forholdsvis kort samling med mange noveller, 136 sider med 16 historier. Små afrundede historier som noveller jo er forholdsvis korte men ofte længere. Og det er nogle fine små noveller, der tegner et generationsportræt af folk, der er fyldt de tres år. Sikkert forfatterens forældregeneration.De er ikke gamle og affældige men har ofte lagt arbejdslivet bag sig, opfatter sig stadig som unge, der er blevet ældre og har måske ikke fundet deres deres plads i den alder endnu. Det er  de nu selvkørende voksne børn og børnebørnene, der ofte skaber deres identitet og ikke dem selv, der skal få børn og børnebørn kørt på plads. En ny situation.
Jeg har et eller andet med Jacob Berner Moe, som jeg ikke kan stå for. Han skriver godt, han har greb i virkeligheden, og han får det han skriver om til at komme helt ned og blive meget virkeligt, når man læser ham. Og ikke mindst i denne novellesamling, hvor der på ingen måde er den twist af noget usædvanligt som der trods alt var i hans to forgående romaner Vandel og Gloria
Fin lille samling af historier, og jeg er der også næste gang Jacob Berner Moe udgiver en bog - han er værd at læse.
***
(Gyldendal, 136 sider
Indhold: Udstyr ; Gravearbejde ; Nabo til Bjarne Riis ; Boomerang ; Nu tuder jeg igen ; Family rules ; For enden af sengen ; Blodbøg ; Naturens orden ; Barns første sygedag ; Postbuddet ; Balter II og Dong ; Birken ; Jeg kan i det mindste vende mig ; Henning Hood ; Maleri med fod.)

lørdag den 24. december 2011

Preben Wilhjelm: Fra min tid, 2005

I følge legenderne udtalte en af de helt tunge socialdemokrater Per Hækkerup i 1970'erne, at venstresocialisten Preben Wilhjelm besad halvdelen af Folketingets hjernekapacitet. Preben Wilhjelm er klædeligt beskeden og nævner ikke historien i sine erindringer fra 2005 Fra min tid - men efter at have læst bogen er jeg ikke i tvivl om, at der var en vis sandhed i karakteristikken.
Bogens ene ramme er Wilhjelms erindringer fra han i 1953 som nybagt student tjener penge til studierne ved at være lærer ved en landsbyskole i nærheden af Herning, over tiden som militærnægter i to år i Kompedallejren (og i fængsel!), som medstifter af SF i 1959 og af VS i 1967, og til tiden som folketingsmedlem i perioden 1975-84. Den anden ramme på de sidste hundrede sider er konkrete eksempler som samfundsdebattør, hvor han sætter kronikker og taler ind i den sammenhæng, de var skrevet i. Dette virker i højere grad som et svar på de smædekampagner mod venstrefløjen som Weekendavisen og Berlingske Tidende - og især historikeren Bent Blüdnikow - stod for (og stadig står for), og er måske bogens egentlige formål.
Det er lidt synd, at Fra min tid brækker over på den måde, for de to dele klæder ikke hinanden ret godt. Til gengæld må man tro, at PW har fået et langt større publikum i tale end hvis han havde skrevet en hel bog med sine kronikker og taler. Selve erindringerne er meget fine med både glimrende forklaringer af synspunkter og udviklingsforløb. Derudover nogle ret pragtfulde anekdoter fra folketingstiden, ikke mindst fra et besøg i Nordkorea og om de satiriske forslag, som VS stillede. Til gengæld bliver anden del mere til en debatbog, som nogle gange virker lidt bedaget og som sagt med en dagsorden, som er forskellig fra resten af bogen.
Men absolut værd at læse, og PW viser stille og roligt, med stor indsigt og meget sympatisk, at Per Hækkerup nok ikke var helt forkert på den...
***
(Gyldendal, 341 sider)

fredag den 23. december 2011

Herman Koch: Middagen, 2009

Paul og Claire skal ud at spise med Pauls bror Serge, der sandsynligvis er Hollands næste ministerpræsident, og hans kone Babette. Det bliver ikke et helt almindeligt besøg på den eksklusive restaurant, for Paul ved at hans og Claires søn  den femtenårige Michel sammen med Pauls og Babaettes søn jævnaldrende Rick har slået en hjemløs kvinde ihjel og senere lavet andre tilfælde af "happy slapping". Men hvad ved Claire og hvad ved den kommende ministerpræsident og hans kone? Tingene udvikler sig ikke helt enkelt.... mildest talt....
Det store spørgsmål i Middagen er: Hvor langt vil man gå for at beskytte sine børn (og sig selv) i forhold til den moral og retsfølelse man har? Jeg er ikke sikker på, at bogen egentlig besvarer eller diskuterer det problem ordentligt til bunds. Dertil er der for mange ualmindelige omstændigheder og personlige variabler, der gør, at det aldrig rigtig bliver alment. Men bogen er da værd at læse som et indlæg i debatten alligevel.
Men Middagen er voldsomt underholdende. Det er en god og ret drabelig historie. Der er både meget at tænke over, og der er humor og satire - så man skal skal ikke lade sig skræmme væk af en roman, som foregår under et enkelt restaurantbesøg. Men som et fuldgyldigt indlæg i en debat om skyld og straf og moral fungerer bogen ikke optimalt - så den bliver nok ikke en klasikker indenfor sine emner.
Roald Triebels originale hollandske forside er heldigvis ikke lavet om i den danske udgave. Den er svært at stå for på biblioteket, og den rammer også bogens indhold fint: For lidt poppet: Hvem er det egentlig der sidder i klosaksen?
***
(Mrs. Robinson, 251 sider. Oversat af Birthe Lundsgaard fra hollandsk: Het diner, 2009)

onsdag den 21. december 2011

Tom Rachman: De ufuldkomne, 2011

Som det fremgår i stor stil af omslaget af De ufuldkomne fik den overvældende anmeldelser, da den udkom: Fem hjerter i Politiken og seks stjerner i Berlingske, hvor den her op til jul også blev kåret til 2011's næstbedste stykke med skønlitteratur efter Jonathan Franzens Frihed. Og bogen er da også god, men jeg kan nok ikke svinge mig ligeså højt op som Berlingeren.
Bogen handler om livet på og omkring en amerikansk avis a la International Herald Tribune med hovedsæde i Rom. I hvert af de elleve kapitler i De ufuldkomne fortælles om en person med tilknytning til avisen. Der er den efterhånden noget afdankede pariserkorrespondent, hvis søn, for at få sin far til at blive ved med at tro at han er ansat i det franske udenrigsministerium, opfinder en sikker forsidehistorie. Der er nekrologskribenten der interviewer en kommende kandidat til en af hans nekrologer - men ender med at være ham der vender vrangen ud. Der er den unge bejler til korrespondentstillingen i Cairo, der i den grad bliver røvrendt af en modkandidat. Og lederen af økonomiafdelingen, der netop har stået bag fyringen af Dave, som hun kommer til at sidde ved siden af på en elleve timer lang flyvetur til Atlanta...
Det er nogle rigtig fine historier, Rachman stykker sin roman sammen af. Jeg synes ikke der er så meget som én af dem der falder igennem. Og de klæder hinanden, selv om de er meget forskellige. Fra det nærmest farceagtige i Cairohistorien over de pinlige episoder som under flyrejsen til Atlanta og til de både rørende, satiriske historier og dem om parforholdenes genvordigheder. Og så er de velskrevne.
Rigtig god bog, som bestemt kommer op og markerer sig som en af mine kandidater til årets ti bedste - men tror alligevel ikke helt den kommer med på listen. Men læs den endelig alligevel. Det er den bestemt værd!!!
****
(Politiken, 321 sider. Oversat af Erik Barfoed fra engelsk: The imperfectionists, 2010)

mandag den 19. december 2011

Alen Mešković: Ukulele-jam, 2011

At kunne huske og så skrive om livet som barn eller teenager som fiktion, så man som læser selv husker og genoplever dele af sit eget liv som barn eller teenager, er en evne, som er al ære værd. Og at kunne gøre det selv om den teenageramte hovedperson er bosnisk flygtning i Kroatien under den jugoslaviske borgerkrig er virkelig al ære værd!
I 1992 tvinges fjortenårige Miki og hans familie ud af deres by i Bosnien. Storebroren Neno forsvinder, og Miki og hans forældre indkvarteres i et værelse på fjorten m2 i et nedlagt feriecenter ved den kroatiske kyst. Det afholder bestemt ikke Miki i at være ung med alt hvad det indebærer af venner, piger og jagten på identitet gennem især musik. Og at der så stadig hele tiden kommer nye turister til området gør ikke forsøgene med pigerne mindre. Men krigen ligger hele tiden som en skygge. Fjendskaber også indenfor flygtningelejren, den kortere vej til vold - og ikke mindst usikkerheden om, hvad der er blevet af broren Neno...
Det er faktisk en meget opløftende bog Mešković har skrevet. Selv om man kunne forestille sig en tårevædet historie, når en bog handler om et liv som pubertetsdreng i en flygtningelejr, er det en historie som langt hen ad vejen lige så godt kunne have foregået i et parcelhus i Hvidovre eller Hvalsø: Teenagemekanismerne er de samme overalt. For det er mere dét bogen handler om end om borgerkrig og udrensninger i Eks-Jugoslavien. Og mon ikke der er en god del af forfatterens egen historie i bogen?
Det er en rigtig god romandebut som Alen Mešković har begået med Ukulele-jam. Og den er absolut værd at anbefale til både nuværende og til afdankede, halvglemsomme og bedagede forhåndværende teenagere som mig selv.
***1/2
(Gyldendal, 393 sider)

lørdag den 17. december 2011

Bent Haller: Fuldmånen stille sejler, 2011

Bent Haller skabte i 1970'erne voldsom debat omkring sine to ungdomsbøger, Katamaranen og Sabotage, som højredrejede debatører mente var opfordring til promiskuøs sex og politisk vold. Så meget at byrådet i Thisted nedlagde forbud mod at have bøgerne stående på bibliotekets hylder!
Her 35 år efter er der også promiskuøs sex i Hallers historie om den døende Rigmor, som tilsyneladende er dement og uden familie. Hun passes af den afrikanske sundhedsassistent Ghana, der som den eneste har en tro på at Rigmor ikke er dement og familieløs. Og hun er bestemt ikke nogen af delene. Syv børn med syv forskellige mænd, som alle er blevet bortadopteret og som ikke kender hinanden, men som Ghana får samlet til afskeden med Rigmor i timerne efter hendes død.
Det altså noget af en præstation, som Haller her laver: At få fortalt alles historier, ikke mindst Rigmors, så man får et billede af de betingelser, som har skabt dem. Og det på 190 sider! Det er meget nedslående og på den anden side også meget opløftende læsning om livsvilje, der vil noget. Men også om hvordan adoption påvirker alle involverede parter.
Haller er en mester i disse historier om skæbner. Han skriver med en af de helt sikre penne, og skal ikke bruge de store ord for at få personer og miljøer tydeligt frem i læseren. Glimrende lille bog med meget indhold. Og promiskuøs sex - og absolut uden opfordringer!
Husk også at læse hans Rakkerpakhuset fra 2009 - her er kollektivportrættet af både lige og skæve eksistenser om muligt endnu bedre.
***1/2
(Samleren, 190 sider)

tirsdag den 13. december 2011

Lene Kaaberbøl & Agnete Friis: Nattergalens død, 2011

Nattergalens død er tredie bind i serien om sygeplejersken Nina Borg, som kommer ud for lidt af hvert gennem sin samfundsmæssige indignation og trang til at redde hele verden! Først omkring menneske- og organhandel i Drengen i kufferten fra 2008 og siden i en historie om romaers forhold i Danmark, Et stille umærkeligt drab fra 2010. Begge med tråde til Østeuropa, og det fortsætter i Nattergalens død.
Ukrainske Natascha er anklaget for mord på sin danske mand og stukket af fra Politigården på jagt efter sin otteårige datter Katerina, der er interneret i Kulhuslejren, hvor Nina jo arbejder. Hjemme i Kiev blev hendes mand journalisten Pavel få år før myrdet pga sine skriverier. Ret hæsblæsende historie. Det andet spor i bogen er en rigtig "Oksanen" hvor den otteårige Olga i 1930'ernes Ukraine fortæller om sin søster Oxana og hendes eget liv med sult og stalinisme, hvor den to år ældre Oxana er tro mod systemet og angiver både venner, fjender og sågar familie til det hemmelige politi. Disse to spor nærmer sig hinanden og bindes mere eller mindre sammen til sidst.
Men jeg forstår altså ikke plottets pointer! Bogen ender med flere spørgsmål end den besvarer. Fra midten af bogen sad jeg hele tiden og undrede mig over, hvorfor det ene og hvorfor det andet. Det virkede simpelthen overkonstrueret. Det kan virke som en let undskyldning, men det er altså svært at give konkrete eksempler uden at røbe for meget. Når det så er sagt er det en enormt spændende og hæsblæsende historie med personer, der ellers virker ægte og reelle i de to spor. Kaaberbøl & Friis kan bestemt skrive men burde nok holde sig fra at konstruere så meget, som de har gjort denne gang.
**1/2
(People's Press, 346 sider)

lørdag den 10. december 2011

Yiyun Li: Gulddreng, smaragdpige, 2011

På min liste over mine bedste læseoplevelser i 2010 optrådte Yiyun Li med sin roman De hjemløse om et persongalleri i en stor kinesisk provinsby i 1970'erne. Ekstrem stærk bog, der bestemt ikke hørte til årets feel-good læsning.
Og feel-good fornemmelserne er også svære at finde frem i Li's novellesamling Gulddreng, smaragdpige fra 2011, selv om der også ligesom i De hjemløse er ironi og humor, uden at det går ud over den dybe alvor og respekten for personerne.
På bogens 196 sider er der ni noveller, hvoraf den første, Venlighed, optager de 67 af siderne. Der er absolut fællestræk mellem alle historierne i bogen. Og det er begreber som savn og ikke mindst ensomhed. Og de kredser også så godt som alle om familiens tiltrækning og forbandelse. Ikke mindst pga. den kinesiske familiestruktur, hvor de unge er forpligtet til at tage sig af sine ældre.
To af de noveller, som jeg vil fremhæve, er især Venlighed (den lange af novellerne), hvor en enogfyrreårig kvinde fortæller om nogle af de få vigtige personer i sit liv, som forsøgte at komme ind i hendes liv, men hvor hun holdt afstand - en grundlæggende afstand der også er grunden til hendes ensomme liv. Og så er der historien Fangenskab om det udvandrede kinesiske ægtepar, der mister deres eneste datter i en trafikulykke i deres nye land, USA. De finder en rugemor til et nyt barn i Kina, der selv har oplevet at miste sin lille dreng, der en dag forsvandt sporløst - muligvis bortført og solgt. Hvad der sker i den skal ikke røbes her. Og der er flere, som kunne nævnes.
Melankoli, ensomhed, tab og savn for fuld afdæmpet skrue. Velfortalt og velskrevet med empati og solidaritet med de portrætterede personer, som virker ægte - sikkert for læsere over hele verden. Men lad være med at læse Gulddreng, smaragdpige, hvis du trænger til at komme i godt humør!
****
(Gyldendal, 196 sider. Oversat af Ellen Boen fra engelsk: Gold boy, emerald girl, 2010)
Indhold: Venlighed ; En mand som ham ; Fangenskab ; Butiksindehaversken ; Ildløs ; Parkvej 3 ; Tidens flod ; Souvenir ; Gulddreng, smaragdpige.