Bogens ene ramme er Wilhjelms erindringer fra han i 1953 som nybagt student tjener penge til studierne ved at være lærer ved en landsbyskole i nærheden af Herning, over tiden som militærnægter i to år i Kompedallejren (og i fængsel!), som medstifter af SF i 1959 og af VS i 1967, og til tiden som folketingsmedlem i perioden 1975-84. Den anden ramme på de sidste hundrede sider er konkrete eksempler som samfundsdebattør, hvor han sætter kronikker og taler ind i den sammenhæng, de var skrevet i. Dette virker i højere grad som et svar på de smædekampagner mod venstrefløjen som Weekendavisen og Berlingske Tidende - og især historikeren Bent Blüdnikow - stod for (og stadig står for), og er måske bogens egentlige formål.
Det er lidt synd, at Fra min tid brækker over på den måde, for de to dele klæder ikke hinanden ret godt. Til gengæld må man tro, at PW har fået et langt større publikum i tale end hvis han havde skrevet en hel bog med sine kronikker og taler. Selve erindringerne er meget fine med både glimrende forklaringer af synspunkter og udviklingsforløb. Derudover nogle ret pragtfulde anekdoter fra folketingstiden, ikke mindst fra et besøg i Nordkorea og om de satiriske forslag, som VS stillede. Til gengæld bliver anden del mere til en debatbog, som nogle gange virker lidt bedaget og som sagt med en dagsorden, som er forskellig fra resten af bogen.
Men absolut værd at læse, og PW viser stille og roligt, med stor indsigt og meget sympatisk, at Per Hækkerup nok ikke var helt forkert på den...
(Gyldendal, 341 sider)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar