tirsdag den 31. januar 2012

Ny skønlitteratur - februar 2012


Februar måned begynder at ligne lidt sæson igen for danske nyudgivelser - i hvert af kvindelige forfattere - selv om der er blevet sluppet lidt fri fra de større danske navne i januar. Først tager vi det nye "finlitterære guldæg" Josefine Klougart og hendes Én af os sover, som kommer 17. februar. Den skulle i følge forlaget og Saxo.dk handle om "at forlade og blive forladt; en insisteren på sorgen som en nødvendighed. [...] En roman om tab, hjemløshed og lys". Så kommer Katrine Marie Guldagers Lille hjerte (9.2). Den fortsætter generationskrøniken fra Ulven om en ikke helt almindelig familie i 1950'ernes Køge.  
Anne-Marie Vedsø Olsen udgiver d. 3. februar sin nye roman Glasborgen, som nok skal blive studeret af mange for at se om der er en nøgleroman om Operaen i København. Det er i hvert fald dér den foregår, og selve brødristerfacaden ud mod vandet pryder forsiden. Hovedpersonen er operasangerinde, og der skulle være rænker og intriger i vente. Sissel Bergfjord har ikke været voldsomt produktiv i sin forfatterkarriere. Hun debuterede i 2006 med Min morfars stemme, som jeg synes at kunne huske at jeg godt kunne lide, og Sortedam, som kommer d. 24. er så kun hendes andes bogudgivelse. En bog om højgravide Sigrid, der rydder op i hendes afdøde alkoholikermors lejlighed. Jeg slutter de danske kvinder af med Signe Schlichtkrull og Krak (10.2). For nogle år siden læste jeg hendes Fogeden, og var ikke voldsomt begejstet. Men jeg skrev også: "Men jeg er ikke i tvivl om, at denne debut afslører et talent, som vil kunne lave en rigtig god roman, når hun får sine personer gjort til hele og rigtige mennesker". Jeg får se....
Og udlandet: De udenlandske udgivelser på dansk er denne gang en lidt blandet landhandel.Så jeg tager dem efter udgivelsesdato. Månedens faglitterære indslag er den myrdede russiske journalist Anna Politkovskaja fra avisen Novaja Gazeta med en samling artikler kaldet Den nøgne sandhed (9.2). Jeg har hørt hendes navn nævnt mange gange og vil nu forsøge også at læse, hvorfor statsmagten og Putin er blevet nævnt som mulig ophavsmand til mordet på hende. Og mens vi er ved faglitteraturen, skal det nok også nævnes at den helt store salgssucces nok bliver den svensk fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic og hans selvbiografi Jeg er Zlatan Ibrahimovic, som udkommer d. 16.2. Den næste bog i rækken er engelske David Mitchell og hans Skyatlas (17.2). David Mitchell har udgivet fem romaner, som alle er blevet indstillet til Bookerprisen, men det er tilsyneladende kun hans Black Swan Green, der før er oversat til dansk. Skyatlas består af seks forskellige historier fra hhv. 1850, 1931, 1975, nu, i fremtiden og efter apolypsen og knyttes sammen ved hjælp af diverse spor og tematiske fællesskaber. Lyder spændende!
Så er der månedens eneste mandlige danske indslag, Erwin Neutzsky-Wulff, der denne gang har skrevet en bog der hedder Jack the Ripper (17.2), som giver hans bud på Rippersagens sammenhæng. For første gang tror jeg, at jeg vil prøve at give mig i kast med Neutzsky-Wulff. Det virker i det mindste ikke helt så okkult og verdensfjernt, som noget af hans andet har lydt til at være. Eller...?  
Den enøjede kanin af svenskeren Christoffer Carlsson udkommer 23.2 og er en Twin Peaks-inspirerede spændingsroman. Den skulle være en bog om ungdom, venskab og kærlighed, om at forlade barndommen og lægge uskylden bag sig og se det grimme bag pænhedens facade i øjnene. Carlsson har tidligere fået udgivet krimien Tilfældet Vincent Francke
Og til sidst er månedens eneste egentlige krimi (måske sammen med Jack the Ripper), nemlig Volker Kutschers Den stumme død, som udkommer den 29. Det er et længe ventet andet bind i Volker Kutschers bestseller-krimiserie om kriminalkommissær Gereon Rath og er "en hårdkogt, sort-hvid actionkrimi og et farvestrålende, pulserende tidsbillede af storbyen Berlin i 1930'erne", som forlaget skriver. Serien startede med Den våde fisk i foråret 2009.
Og så: Ret til ændringer og suppleringer forbeholdes som sædvanlig.

Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

Tage Danielsson: Manden der holdt op med at ryge, 1975 (1968)

Det er da bare herligt, når man den første dag på vej på og fra arbejde efter halvanden måneds sygemelding sidder med smil om munden og endda et par gange fniser så højlydt i S-togets stillekupé, at den der sidder overfor ikke kan lade være med at smile med. Og det skal den afdøde svenske komiker Tage Danielsson have æren for med sin vanvittigt morsomme lille bog Manden der holdt op med at ryge.
Hovedpersonen, den 33-årige Dante Alighieri (jo, du læste rigtigt) skal igennem sit inferno, da han for at arve sin nyligt afdøde fars pølseimperium og sytten millioner kr. skal holde op med at ryge i løbet af fjorten dage. Men problemet er, at Dante lever og bogstaveligt talt ånder for tobak. Han vil da f.eks. gerne have en dejlig dame med hjem i seng, men det han egentlig glæder sig mest til, er det stop i piben han har tænkt sig at ryge bagefter...
Manden der holdt op med at ryge er en pragtfuld slapstick-farce på bog, der kører på med det ene vanvittige indfald efter eller oven i det andet. Der er fuld fart på, og især kampen mod det detektivfirma, som han har ansat for at holde ham fra at at ryge er mildest talt forrygende.
Det er ikke en bog man bliver klogere på livet af. Det er mest af alt en bagatel - men den er dæleme sjov!
***1/2
(Lindhardt og Ringhof, 103 sider. Illustreret af Per Åhlin. Oversat fra svensk af Jannick Storm: Mannen som slutade röka, 1968)

fredag den 27. januar 2012

Lone Hørslev: Naturlige fjender, 2008

Der foregår mere i den lille sydjyske by Vejby end man umiddelbart skulle tro, hvis man skulle køre igennem den. Så ville man være sikker på, at dér skete der aldrig en skid. Men....
F. eks. dukker dyrlægen Inger-Mai en eftermiddag op og banker på døren til kroen og kommer ind udenfor åbningstid og drikker sig skidefuld i snaps sammen med tjeneren Lars, hvorefter hun går ud og vil køre hjem men bakker ind i Politi-Peters bil, som kører hende hjem, og som samme aften drikker sig fuld på kroen sammen med Inger-Mais mand Stig, som han skylder penge. Lars, altså tjeneren, har samme dag været inde i nyligt afdøde Ankers hus og bla. taget et glas valium, som Inger-Mai får en af, da hun begynder at græde voldsomt. Og forøvrigt har Inger-Mai en gammel drøm om at købe Ankers hus, som nu måske kan blive til noget. Og så er der præsten og pigen Karin fra Brugsen og Elsa og Poul, der er kommet til kirkekoncerten i Vejby helt fra Vejen og Politi-Peters kone Iben, som han banker og...og...og...
Der er fyldt godt med drømme og sorger og hemmeligheder i Naturlige fjender. Alle har deres små og store skjulte sider, som Lone Hørslev er god til at beskrive og til at få givet bolden videre til den den næste fortællerstemme, der også afslører sine skjulte sider. Den ene efter den anden fortæller sin lille eller store indre monolog - og alle stemmerne  giver et billede af det man ikke ser, når man bare kører igennem enhver lille by i Danmark. Og sprogligt er det supergodt.
Rigtig god bog, som jeg synes at Hørslev har fået udviklet til noget endnu bedre i hendes roman fra 2011 Sorg og Camping, som har lidt af den samme stil men som koncentrerer sig om lidt færre personer, som derfor kommer endnu tydeligere frem.
***1/2  
(Athene, 2008)

torsdag den 26. januar 2012

Patrick Süskind: Parfumen : historien om en morder, 1985

En varm sommerdag i 1738 bliver Jean-Baptiste Grenouille født i det stinkende Paris. Han selv har ingen lugt, hvilket ubevidst vækker foragt eller væmmelse hos andre mennesker, men til gengæld er hans lugtesans udviklet i langt højere grad end andres. Han oplever gennem dufte og ender da også med at komme ind som lærling hos den efterhånden økonomisk skrantende parfumør Baldini, hvis økonomi og berømmelse hurtigt kommer på fode pga Grenouilles eminente frembringelser. Men da den attenårige Grenouille opdager duften af en bestemt ung kvinde i Paris' stank, ved han hvad hans livsværk skal være...
Parfumen har nærmest status af klassiker og er mærkværdigvis Süskinds eneste store romansucces på dansk og udkommet i i hvert fald fire udgaver på dansk. Hans andre bøger har ikke nær den samme status - og der er også kun to andre danske oversættelser af hans bøger. Og succesen med Parfumen er i den grad fuldt fortjent: Billedrig, handlingsmættet, enormt velskrevet, troværdig i sit ellers temmelig ekstreme handlingsmønster og ikke mindst med en aparte og afskyvækkende hovedperson, som man alligevel ikke rigtig kan lade være med at få sympati for og identificere sig med. Og det er ret godt skuldret!
Har man endnu ikke læst Parfumen, så skriv den endelig på "skal læses-listen". Du får både 1700-tals portræt, parfumørteknik, krimi og rigtig godt sprog i denne glimrende bog.
****
(Lindhardt og Ringhof, 232 sider. Oversat af Birgitte Brix fra tysk: Das Parfum : Die Gechichte eines Mörders, 1985)

tirsdag den 24. januar 2012

Hans Scherfig: Det forsømte forår, 1940

Det er ved Gud ikke første gang - og nok heller ikke sidste - at jeg har læst Det forsømte forår af Hans Scherfig. Det er en bog jeg er vendt tilbage til en del gange i over tredive år. Og jeg vil tro at de fleste, som læser dette, nok også har været igennem bogen eller filmatiseringen på et eller andet tidspunkt - om ikke andet fordi de har skullet analysere og dissekere den i skolesammenhæng, hvilket jo virker satirisk i sig selv bogens budskab taget i betragtning.
Men for de sidste kan jeg da lige sige, at bogen handler om en af de finere skoler i København (Metropolitanskolen) omkring 1920, hvor vi følger en klasse af drenge fra tredie mellem (8. klasse) frem til studentereksamen i et liv bestående af angst for eksamener og karakterbøger samt om lærerstabens uindskrænkede magt parret med sadisme efter forgodtbefindende. Så meget at tysk- og latinlektoren, Blomme, ender med at blive myrdet af en af sine elever pga. frygt for en dårlig årskarakter.
Ar Det forsømte forår er en klassiker, også i skolesammenhæng, er der ikke noget at sige til. Selv om pædagogikken er ændret betydeligt, siden bogen foregår, kan de fleste i større eller mindre grad genkende dele af den verden, som drengene lever i. Satiren er lige til at gå til, de fleste gange underspillet og andre gange ret rå i sin udtryksmåde. Bogen stiller hele tiden begreberne frihed og drømme om fremtiden op overfor skolens og hjemmenes opdragelses verden. Og hverken friheden eller drømmene har nogen chancer - heller ikke når skolelivet endelig er forbi. Den borgerlige opdragelsesmaskine har virket og sejret...
Som sagt er Det forsømte forår ikke en bog, jeg har læst for sidste gang. Scherfigs solidaritet med sine personer, bogens humor og sprog er absolut genlæsninger værd med jævne mellemrum. Forøvrigt tog Hans Scherfig studentereksamen fra netop Metropolitanskolen i 1924 og var selv med i et broderskab i skolen, der hed Manus Nigra/Den sorte Haand...*
****
(Gyldendal, 174 sider)


 * Arne Hardis: Idealisten, 2008. s. 35

søndag den 22. januar 2012

Naja Marie Aidt: Bavian, 2006

Af en eller anden grund fik jeg aldrig hørt lydbogsudgaven af Bavian  færdig, da jeg begyndte at høre den for nogle år siden - selv om den var rigtig god. Siden købte jeg bogen i en DSB-kiosk og læste igen nogle af novellerne, igen uden at læse dem alle. Så nu skulle det altså være!
Og det er både rystende, morsom og under alle omstændigheder fremragende læsning. Det er det livet i parforhold og familie, der er hovedtemaet i novellesamlingen - og der bliver ikke lagt fingre imellem. Mange af novellerne tager udgangspunkt i nogle helt almindelige situationer, som får en drejning, så det pludselig er et spørgsmål om personernes liv med hinanden, som i Bulbjerg hvor en cykeltur i det naturskønne område i sol udvikler sig til et kaos, der er uopretteligt. Og så kan Naja Marie Aidt noget med at fremkalde stemninger, så man føler den totale klaustrofobi med hele familien i Tur i bil, eller nærmest kan mærke den liderlige dug drive ned af vinduerne i Stjernehimmel.
Det er en af de bedste og mest homogene nyere danske novellesamlinger jeg har læst til dato. Den vandt da også fortjent Nordisk Råds Litteraturpris i 2008. Det er virkelighedstro i al sin absurditet, overraskelse eller næsten uhygge, som kan vende en dagligdags situation til en katastrofe - eller vise hemmeligheder. der forandrer virkeligheden med ét. Det er i hvert fald de noveller, der står stærkest for mig, selv om jeg for en sjælden gangs skyld må sige: Der er ingen af historierne i denne samling, der står svagt!
Flot, flot novellesamling af en af de helt store danske forfattere. Hvorfor fik jeg dog aldrig læst eller hørt den færdig i de to første forsøg??? Men så slugte jeg den da til gengæld nærmest i én mundfuld denne gang.
****1/2
(Gyldendal, 218 sider. Indhold: Bulbjerg ; Søndag ; Bryllupsrejse ; Solbær ; Torben og Maria ; Stjernehimmel ; Hun græder ikke ; Slik ; Store træers grønne mørke ; Tur i bil ; Konference ; Afbrydelse ; Kvinden i baren ; Sår ; Myggestik.)

onsdag den 18. januar 2012

Kjartan Fløgstad: Den yderste grænse, 2011

Til den højt respekterede tyske jurist, 90 årige Dr. Dr. Hon. Generalstaatsanwalt Paul von Damaskus' begravelse møder den norske politiembedsmand Alf Mayen atter engang den også omkring 90 årige tyske jurist Otto Nebelung, der efter bisættelsen fortæler sin historie til Mayen. Nebelung har livet igennem fulgt Damaskus som en skygge, først i SS-bureaukratiet og siden i det vesttyske bureaukrati - og i mere fordækte sammenhænge. Men Mayen har også sin historie at fortælle, både som søn af skuespillerinden Aïda Wiik, som under krigen var elskerinde med bl.a von Damaskus, men også som ansat i det norske PET.
Jeg må indrømme, at jeg var noget i vildrede om, hvad jeg skulle mene om Den yderste grænse. På den ene side er det virkelig en grundig indføring i det nazistiske magtapparat - men også så grundig at det går hen og ofte bliver kedeligt i de længere udredninger, når man nu ikke forventer at læse en decideret  fagbog om emnet. Og så er der problemer med de to fortællerstemmer, som går hen og bliver én for mange, især i starten af bogen. Men Fløgstad skriver godt og giver gode billeder af det han vil fortælle. Og så har han virkelig noget på hjerte i Den yderste grænse. Ikke mindst om det at dække grusomheder ind under filosofi og høje dannelsesidealer, men også om arven fra fortiden (her nazismen) også i den nuværende mere gedulgte og magtfulde højrefløj.
Alt i alt vil jeg nok sige, at bogen er værd at læse. Spændende og velskrevet - men kræver til tider nogen tålmodighed...
Og så trækker jeg altså lige min lidt for ofte nødvendigt anvendte flueknepperkæphest ud af stalden igen: Korrekturen er det rene sjusk!
***
(Tiderne Skifter, 414 sider. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt fra norsk: Grense Jakobselv, 2009)

søndag den 15. januar 2012

Joseph Heller: Punkt 22, 1963

Jo, jeg har da læst Punkt 22 før. Men det er nok tredive år siden. Så da jeg i en kommentar til min litterære årsopgørelse 2011 så, at Beldenak fra bloggen Mest om bøger skrev at hans bedste læseoplevelse i 2011 var Punkt 22, blev beslutningen taget om at den skulle da genlæses lige på stedet.
Og som forventet udeblev skuffelsen da også! For her er det mildest talt 2. Verdenskrigs glade vanvid der fortælles om. Nærmere bestemt på en amerikansk luftbase på den italienske ø Pianosa hvor bombeskytten Yossarian sammen med nihundrede andre soldater ruller sig ud i den ene mere absurde samtale og handling efter hinanden, som tilsammen giver et billede af et lukket samfund befolket af gale - skabt af den krig som de deltager i.
Men det vigtigste ved bogen er nok den beskrivelse af et samfundssystem (her militæret), som er styret af en form for total absurd logik, hvor menneskelige omkostninger ingenting har at sige. Og her er det, at Yossarian stiller spørgsmålstegn ved systemet og selvfølgelig opnår at blive hadet for det af sine overordnede, hvis mærkværdige personlige ambitioner og mærkværdige kodekser bliver udfordret af ham. Og som derfor gør ham til helt.
Det er en fremragende roman! Totalt absurd og meget, meget morsom hele vejen igennem - selv om de mest pragtfulde replikskifter ligger i første halvdel. På intet tidspunkt slipper den grebet om historien og formår både at være morsom - og også temmelig uhyggelig i sin kritik af et militært bureaukratisk og stift system, hvor overordnede kan skalte og valte med både underordnede og ofre. At forfatteren så faktisk var amerikansk bombepilot under 2. Verdenskrig udstationeret på Korsica, gør ikke bogen mindre troværdig... Og den danske oversætter var endda oberstløjtnant...
Fem klare stjerner - og tak til Beldenak for tilskyndelsen til at læse Punkt 22 igen.
*****
Gyldendal, 245 + 257 sider. Oversat af Mogens Boisen fra amerikansk: Catch-22, 1961)

tirsdag den 10. januar 2012

Frilugtsmøder med et munium af omsvøv?

En gang imellem kan korrektur-, sætte- og trykfejl være ret underholdende. Her er et eksempel fra Gyldendals tredie tranebogsudgave fra 1978 af første bind af Joseph Hellers Punkt 22, side 159. 
Det skal siges, at bogen er vidunderligt morsom - også uden denne ekstraunderholdning...
PS: Alt står på korrekt dansksproget dansk i førsteudgaven fra 1963.

lørdag den 7. januar 2012

John Dos Passos: Manhattan Transfer, 2011 (1925)

John Dos Passos er en af de glemte forfattere fra "The lost Generation" efter første verdenskrig - en generation der ellers tæller forfattere som F. Scott Fitzgerald, Erich Maria Remarque og T.S. Eliot. Men nu har vi da på dansk fået chancen for at læse et af hans hovedværker, Manhattan Transfer fra 1925. Og det er al ære værd for forlaget Rosenkilde & Bahnhof, som dog skal have en over næsen for den elendige korrekturlæsning og fuldstændig inkonsekvente kommatering, der ind imellem gør bogens sætninger nærmest ulæselige! Det er tredie gang jeg læser en bog fra forlaget, og anden gang jeg skriver noget lignende.
Nå, men selve indholdet er der bestemt ikke noget i vejen med. Bogen handler om New York i de første årtier af det tyvende århundrede og er skrevet nærmest med noget, der nærmest kan kaldes kalejdoskopteknik. Det er et virvar af personer fra top til bund, der fortælles om i forholdsvis korte afsnit, der får vævet mange af personerne ind i hinanden efterhånden som bogen og årene skrider frem. Centralt står alligevel journalisten Jimmy og den succesfulde skuespiller Ellen, som begge følges fra barndommen.
Men den egentlige hovedperson er det byen New York, som Passos giver et fantastisk indblik i for omkring hundrede år siden. Det er nærmest som om man kan lugte og fornemme byen. Men fokus ligger på den evige kamp for overlevelse i et liberalistisk samfund uden sikkerhedsnet, hvis man går på røven i metropolen - og der er risiko for en kort og hurtig vej ned til bunden og hård kamp op igen.
Fremragende bog, hvor sproget på ingen måde virker forældet, selv om mange af de enkelte metaforer kan virke noget svulstige indimellem - og meget underligt at der skulle gå seksogfirs år før den blev oversat. Kan varmt anbefales.
****
(Rosenkilde & Bahnhof, 448 sider. Oversat af Claus Bech fra amerikansk: Manhattan Transfer, 1925)