Kjartan Fløgstad: Den yderste grænse, 2011

Til den højt respekterede tyske jurist, 90 årige Dr. Dr. Hon. Generalstaatsanwalt Paul von Damaskus' begravelse møder den norske politiembedsmand Alf Mayen atter engang den også omkring 90 årige tyske jurist Otto Nebelung, der efter bisættelsen fortæler sin historie til Mayen. Nebelung har livet igennem fulgt Damaskus som en skygge, først i SS-bureaukratiet og siden i det vesttyske bureaukrati - og i mere fordækte sammenhænge. Men Mayen har også sin historie at fortælle, både som søn af skuespillerinden Aïda Wiik, som under krigen var elskerinde med bl.a von Damaskus, men også som ansat i det norske PET.
Jeg må indrømme, at jeg var noget i vildrede om, hvad jeg skulle mene om Den yderste grænse. På den ene side er det virkelig en grundig indføring i det nazistiske magtapparat - men også så grundig at det går hen og ofte bliver kedeligt i de længere udredninger, når man nu ikke forventer at læse en decideret  fagbog om emnet. Og så er der problemer med de to fortællerstemmer, som går hen og bliver én for mange, især i starten af bogen. Men Fløgstad skriver godt og giver gode billeder af det han vil fortælle. Og så har han virkelig noget på hjerte i Den yderste grænse. Ikke mindst om det at dække grusomheder ind under filosofi og høje dannelsesidealer, men også om arven fra fortiden (her nazismen) også i den nuværende mere gedulgte og magtfulde højrefløj.
Alt i alt vil jeg nok sige, at bogen er værd at læse. Spændende og velskrevet - men kræver til tider nogen tålmodighed...
Og så trækker jeg altså lige min lidt for ofte nødvendigt anvendte flueknepperkæphest ud af stalden igen: Korrekturen er det rene sjusk!

(Tiderne Skifter, 414 sider. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt fra norsk: Grense Jakobselv, 2009)