A.J. Kazinski: En hellig alliance, 2013

Konspirationsteoretiske krimier og spændingsbøger er godt stof, og når det så parres med, at konspirationerne udgår fra de europæiske kongehuse inklusiv det danske, så burde salgs- og udlånstallene være sikret. Men det kommer der ikke nødvendigvis gode bøger ud af...
Den arbejdsløse journalist Eva Katz er efter sin fyring fra Berlingske kommet i jobtilbud i en børnehave. Her kommer hun via den femårige Malthe på sporet af et mord. Og det bliver rigtig pikant, da det viser sig at moderen til barnet er hofdame hos Kronprinsesse Mary, og at ofret er drengens morbror. Eva går med fare for sit liv ind i opgaven med at opklare mysteriet, og det viser sig, at sagen trækker tråde til både kongehuset en stadig aktiv tohundrede år gammel alliance, der arbejder på at beskytte monakier og få genindsat monarker overalt i Europa.
Lad mig starte med at sige: Jeg er ikke begejstret! Personerne Eva og hendes modstander Marcus er klichéfyldte papfigurer, som jeg ikke et øjeblik troede på, og det kræver denne historie altså at man gør. Desuden er plottet for langt ude i forhold til forfatternes evne til at føre det ordentligt til ende. Så historien troede jeg heller ikke på - og så er man ikke nået ret langt...
En hellig alliance handler selvfølgelig om Eva jagt på sandheden og alliancens jagt på Eva, men ikke mindst om de europæiske monarkiers magt og begær efter magt. Dertil kommer, at de to forfattere Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich i den grad hænger navngivne medlemmer af det danske kongehus ud som alkoholikere, børnemishandlere, kolde skider og homoseksuelle. Jeg er bestemt ikke royalist og har ingen idé om at kongefamilien er fredhellig, men det går hen og bliver temmelig ubehageligt på en måde, hvor jeg tænkte: Spekulation i salgstal på bekostning af personer, der ingen mulighed har for at tage til genmæle til denne form for bog.
For ikke at røbe for meget vil jeg sige, at slutningen ikke er den traditionelle med, at sagen opklares, morderen fanges og bures inde, og retfærdigheden sker fyldest. Og det er da også i bund og grund historiens naturlige konsekvens. Men historierne følges faktisk ikke til dørs men bliver mere til et appendiks for et budskab og nogle påstande, der kommer til hænge løst i luften. Og det er hverken forfattere, læsere - eller de udhængte personer tjent med!
 
(Politiken, 511 sider. Udgivet 3. oktober 2013)
A.J. Kazinski er et pseudonym for: Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich.

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra BT

Magnus Montelius: Manden fra Albanien - en roman om et forræderi, 2012

Magnus Montelius er til daglig svensk miljøkonsulent, har løst flere opgaver i Balkan og i det tidligere Sovjet, og har boet i perioder i både Afrika og Latinamerika. Men hans debutroman Manden fra Albanien er pæresvensk - den foregår i hvert fald i Stockholm og selv en udlænding viser sig at være svensker...
Den tager os med tilbage til 1990, hvor en mand, tilsyneladende albansk flygtning, en aften findes død for foden af en klippe. Da det viser sig, at manden er en tidligere svensk statsborger, udenrigsministeriel embedsmand og kommunist, som alle troede var hoppet af til Albanien midt i tresserne efter spionage, melder spørgsmålet sig straks: mord, selvmord eller ulykke. Journalisten Tobias Meijtens og hans kvindelige kollega, Natalie Petrini, begynder at grave i sagen, som viser sig at være mere omfattende end som så, og sagen vækker skjulte interesser til live.
Det er en glimrende historie, Montelius har fået skruet sammen, selv om jeg synes, at i 1990 og med den problematik, som bogen omhandler, kunne have sporet sig mere ind på stemningen under og efter Østblokkens sammenbrud. Realismen er rigtig flot holdt i bogen, personerne både arketyper og nuancerede, og plottet skruet fint sammen med en jævnt stigende spændingskurve - endda klaret uden "synlig" vold og totalt blottet for sex med undtagelse af ét enkelt kys!
Men bagefter tænkte jeg på: Hvor længe husker jeg mon denne bog? Jeg tror ikke, det bliver så længe. Og kommer jeg om et par måneder til at anbefale den som bibliotekar, er jeg nok ikke helt sikker på hvorfor...
Men god læseoplevelse så længe den stod på, og her kan jeg godt anbefale den - og endda nu huske hvorfor!

(Modtryk, 360 sider. Udgivet 29. september 2012. Oversat af Bjarne Nielsen fra svensk: Mannen från Albanien, 2011)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Arbejderen* og Dagens Nyheter (sv.)
* Det er forhåbentlig ikke oversætteren Bjarne Nielsen, der også er den begejstrede anmelder Bjarne Nielsen...? Jeg skrev og spurgte Arbejderen, som svarede: Nej!

Tom Rachman: De ufuldkomne, 2011

Som det fremgår i stor stil af omslaget af De ufuldkomne fik den overvældende anmeldelser, da den udkom: Fem hjerter i Politiken og seks stjerner i Berlingske, hvor den her op til jul også blev kåret til 2011's næstbedste stykke med skønlitteratur efter Jonathan Franzens Frihed. Og bogen er da også god, men jeg kan nok ikke svinge mig ligeså højt op som Berlingeren.
Bogen handler om livet på og omkring en amerikansk avis a la International Herald Tribune med hovedsæde i Rom. I hvert af de elleve kapitler i De ufuldkomne fortælles om en person med tilknytning til avisen. Der er den efterhånden noget afdankede pariserkorrespondent, hvis søn, for at få sin far til at blive ved med at tro at han er ansat i det franske udenrigsministerium, opfinder en sikker forsidehistorie. Der er nekrologskribenten der interviewer en kommende kandidat til en af hans nekrologer - men ender med at være ham der vender vrangen ud. Der er den unge bejler til korrespondentstillingen i Cairo, der i den grad bliver røvrendt af en modkandidat. Og lederen af økonomiafdelingen, der netop har stået bag fyringen af Dave, som hun kommer til at sidde ved siden af på en elleve timer lang flyvetur til Atlanta...
Det er nogle rigtig fine historier, Rachman stykker sin roman sammen af. Jeg synes ikke der er så meget som én af dem der falder igennem. Og de klæder hinanden, selv om de er meget forskellige. Fra det nærmest farceagtige i Cairohistorien over de pinlige episoder som under flyrejsen til Atlanta og til de både rørende, satiriske historier og dem om parforholdenes genvordigheder. Og så er de velskrevne.
Rigtig god bog, som bestemt kommer op og markerer sig som en af mine kandidater til årets ti bedste - men tror alligevel ikke helt den kommer med på listen. Men læs den endelig alligevel. Det er den bestemt værd!!!

(Politiken, 321 sider. Oversat af Erik Barfoed fra engelsk: The imperfectionists, 2010)

Anders Bodelsen: Villa Sunset, 1964

Der er gået mange år side både jeg og Anders Bodelsens romansatire over tabloidpressen, Villa Sunset, så dagens lys i 1964. Den er nok skrevet om Ekstra-Bladet dengang (?) - og ville egentlig stadig passe godt til BT nu om dage.
Journalisten Christian er ansat på Ekspressen, hvor han under navnet Mr. Sunshine skriver letbenede og underholdende artikler om ting, som "vi allesammen" kan identificere os med. Hvis virkeligheden ikke findes, som han vil beskrive den, skal han nok vide at få den drejet derhen, bl.a i artiklen om den helt almindelige gennemsnitspige, som viser sig også at have lidt knaster. Og ellers er det popjournalismen over den den nye dille "mad"-dansen og det noget incestuøse schlagerpar Lola & Onkel Svend, der må holde for. Da Christian endelig sætter sig for at skrive en historie med bid i, stoppes han prompte af chefredaktøren.
Det bedste i bogen er den tidsrejse, som den tager én med tilbage til et København med bløde hatte og dansehaller nogle år før, det bliver forvandlet til pandebånd og vrængende guitarsoloer. Der er godt nok sket noget siden da. Men alt i alt er bogen med nutidens og i hvert fald øjne ret kedelig og satiren ikke specielt bidende eller morsom.
Jeg kan forestille mig, at satiren har virket noget mere aktuel for de snart halvtreds år siden, da den blev skrevet, end den gør nu - og derved nok også har været noget morsommere. Man kan dog stadig finde paralleller alene med BT's evindelige livsstilforsider og -spisesedler. Men noget evigt liv har Villa Sunset bestemt ikke haft!

(Gyldendal, 153 sider)

René Fredensborg: Hønsehunde, 2011

Hønsehunde er gonzo. Det går stærkt, både med brandere og branderter på samtlige 160 sider.
Forfatterens alter ego Randy Frydenlund er på druk-, tjald-, ecstasy- og speedtur m.m. fra København til en pløjemark ved Randers i selskab med sin alkoholiske ven Erik Paaske for at få et eksklusivt interview med Jon Bon Jovi. Randy betragter sig selv som inkarnationen af rock 'n roll og gør i hvert fald sit til at leve op til det. Og dén livsstil skaber da forhindringer for at få interviewet på plads - mildest talt!
Og jo, det er underholdende.Da jeg havde læst to sider af bogen, morede jeg mig fint og fnes lysteligt - men tænkte samtidig: "Jeg tror s'gu ikke, jeg gider at læse det hele". Det gjorde jeg nu alligevel, og det var ok.
Der bliver uddelt verbale øretæver til musikbranchen, og det er da skægt, især når der er sat navn på ofrene. Og René Fredensborg kan da levere en effektiv gang gonzo, selvom jeg ind imellem syntes, det blev lidt for smart og indspist. Men fint nok, underholdningen er sikret. Slutningen på bogen (fra Asshairs Kinatourne) er lidt af et brud på historien og kunne nok godt have været undværet. Der virkede det som om, at han lige skulle have udfyldt de sidste sider, som han skulle skrive i følge kontrakten...
Hurtig og munter læsning - men helt sikkert også forholdsvis hurtigt glemt. Og Hunter S. Thomson er altså svær at leve op til!

(Byens Forlag, 160 sider)

Tove Alsterdal: Kvinderne på stranden, 2011

Avisanmeldelserne af Kvinderne på stranden var ret overbevisende, da bogen udkom for et par måneder siden: Fem stjerner i Politiken og hele seks i Berlingeren. Og jeg må da også pænt følge efter og give dem ret...
Meget kort fortalt er handlingen den, at en amerikansk journalist, Patrick Cornwall, forsvinder under research i Paris på en historie om den moderne slavehandel, som også i virkeligheden langt overgår tidligere tiders omfang. Patricks kone Ally tager til Paris for at finde ud af, hvor han er blevet af og kommer ind i en verden, hvor menneskeliv på mere end én måde ikke er noget værd.
Det er en rigtig, rigtig god thriller, som Tove Alsterdal har skrevet. På trods af de hårde odds, der er mod realismen i historien, tror man på, at scenografen Ally kan tage kampen op med den indflydelsesrige bagmand i slaverisyndikatet (selv om der til sidst måske går lovlig meget Lisbeth Salander i bogens clue). Der er gode miljøskildringer fra de steder, som bogen foregår, så man har en fornemmelse af at have set det selv. Og det uanset om det er Lissabons slum eller Marbellas luksus. Alsterdal kan skrive røven ud af bukserne på mange andre bestsellere.
Det jeg måske savner, er noget mere fokus på selve hovedsagen, nemlig det moderne slaveri. Det tror jeg, Alsterdal havde magtet uden at gøre sin thriller til et rent politisk anliggende. Her bliver det i højere grad en (god) personlig historie om Patrick og især Ally.
Nå, stort set kun ros til Kvinderne på stranden, som ér en skidegod thriller. Hvorfor er den ikke blevet oversat noget før i stedet for andre metervarer?
PS: ...forøvrigt regner man i følge Wikipedia med, at mellem 12 og 27 millioner mennesker i dag lever i slaveri...

(Mrs. Robinson, 365 sider. Oversat af Birgitte Jannerup fra svensk: Kvinnorna på stranden, 2009)

Thomas Enger: Skindød, 2010

Endnu en nordisk krimi, denne gang norsk, der af forlag og medier bliver udskreget til at være den globale krimis redning. Og det er da en fin krimi - især som hjælp til en omgang ondt i halsen - men den redder altså ikke verden af den grund!
Thomas Engers start på serien om journalisten Henning Juul er efter en lille smule skæv start en underholdende og spændende krimi, skrevet i gode mundrette bidder. Henning Juul er en god figur, som jeg gerne vil læse mere om, og både sprog eller handling er lige ud af posen, bortset fra at jeg måske synes, der går lidt for meget tomgang i at skjule hvad det egentlige plot er. Men da der først kommer hul på bylden - så går der godt nok plot i den! De sidste 100 sider bliver der forklaret og lagt nye spor og blindspor ud, så der igen kan opklares, så det kan blive forklaret - og der er, som der ofte er i nordiske krimier, mange tilfældigheder, der lige pludselig passer lidt for godt sammen. Og så er der et element ved afslutningen, som jeg bare ikke kan røbe, men som jeg finder helt forfriskende.
Nå, men fin underholdning, og jeg tager da gerne en dag eller to i sengen med Henning Juul, altså i bogform, om et års tid igen.

Niels Barfoed: Farvel så længe!, nogle erindringer, 2007

Jeg er ikke sikker på at jeg jeg havde købt Niels Barfoeds erindringer, hvis ikke det havde været for det helt pragtfulde forsidebillede af ham, som pryder smudsomslaget på bogen. At bogen så lå i en rodekasse gos Arnold Busck til en femmer, gjorde ikke beslutningen sværere.
Jeg var til gengæld ikke begejstret for indholdet til at starte med, men efterhånden som Barfoed vandt flere og flere sympatipoint, kom jeg til at holde både af bogen og af ham. Han virker som et rart, rundt og rummeligt menneske, og at han så endda skriver rigtig godt gør ikke bogen ringere!
Når det så er sagt, syntes jeg ofte, at jeg ikke fik noget at vide om baggrundene for de oplevelser, som han har været ude for. Jeg blev lidt efterladt med med indtrykket af, at tingene i højere grad er sket rundt omkring Barfoed eller ved nogle tilfælde, som man ikke rigtig får forklaret. Det gør så, at jeg stadig ikke kender mange væsentlige sider af Niels Barfoed, selv om de ofte er dem, som (jeg tror) har gjort Barfoed til den kulturperson, som han er.