tirsdag den 31. juli 2012

Craig Russell: Blodørn, 2008

Til en weekendtur med Fruen til Hamburg fandt jeg Craig Russells krimi om Kriminalhauptkommissar Jan Fabel fra mordkommissionen i Hamburg. Det viste sig at være et godt valg pga. bogens mange stemninger fra lokaliteter i byen - og så da også fordi det er en solid og rigtig god krimi.
To kvinder, som tilsyneladende ikke har kendskab til hinanden, myrdes på grusom vis. Mordene er foregået ved at kvindernes maver er skåret op og de stadig åndende lunger revet ud af ofrets åbnede brystkasse. I mails sendt stilet til Jan Fabel påtager 'Søn af Sven' sig skylden og udfordrer samtidig direkte politimanden. Men også andre elementer blander sig i sagen: En ny brutal ukraisk mafia har på kort tid overtaget store dele af narko- og prostitutionsmarkedet i Hamburg, der er indblandet offerritualer fra nordisk mytologi, en tysk medievirksomhed vækker også på flere måder Fabels opmærksomhed, der er forskellige interesser mellem nogle af politiets afdelinger i sagen, hvor der efterhånden viser sig at være nogle brådne kar et sted i systemet - men meget peger i retning af den tidligere ukrainske afghanistenveteran Vasyl Vitrenko og hans proselytter.
Blodørn er en i den grad både blodig og effektiv sag med saft og kraft og ramasjang. Plottet er rigtig velfungerende, og de mange spor der lægges ud viser sig alle at være en del af den komplicerede sandhed. Og det endda uden at det virker for konstrueret og fortænkt. Bogen er velskrevet, men måske med lige lovlig mange ord indimellem - uden at det er nogen større irritation.
Og så ligge et hovedrystende dril for et torskedumt korrekturnedbrud på forlaget Hovedland: Hvordan kan en fejl i både forfatterens for- og efternavn komme igennem på forsiden af bogen, hvor forfatteren Craig Russells navn er blevet  til Graig Russel? Og jeg fandt heller aldrig rigtig ud af om politiets profilpsykolog hed Sussanne eller Susanne...
Men alt i alt en glimrende, spændende og ret brutal krimi fra Hamburg, der helt sikkert er en anbefaling værd - både bogen og byen! Jeg har sat bog nr. to af fire om Jan Fabel på 'skal læses listen'.
****
(Hovedland, 367 sider. Oversat af Bente Møller Sørensen fra engelsk: Blood Eagle, 2005)
Læs mereLitteratursiden 
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Information

lørdag den 28. juli 2012

Umberto Eco: Kirkegården i Prag, 2012

Umberto Ecos Rosens navn, som han skrev i 1980, viste hvor godt man kan kombinere en underholdende og spændende roman med at videregive historisk stof. Med Kirkegården i Prag forsøger Eco at gentage kunststykket, men denne gang er resultatet mildest talt mere pauvert.
Den italienske hovedperson Simone Simonini har ad omveje skabt sig en noget lusket karriere i Paris i slutningen af attenhundredetallet som pengegrisk dokumentforfalsker og producent af informationer for højstbydende. Han hader alt og alle, og ikke mindst jøder, og sætter kun pris på god mad og penge. Scoopet i Simoninis karriere er da han egenhændigt forfatter Zions Vises Protokoller, som skal vise at jøderne er ude på at overtage verdensherredømmet. Det er - ligesom det meste andet i bogen - et virkeligt dokument, som her er bestilt af en russisk efterretningstjeneste.
Kirkegården i Prag er en noget blandet oplevelse. Selve historien om Simoninis karriere er da spændende, ikke mindst fordi alt i bogen, undtagen Simonini, baserer sig på historiske begivenheder, og fordi Simonini som udgangspunkt er en god figur. Men jeg savnede at have et detaljeret overblik over hele den europæiske historie syd for Ejderen, som nærmest er en forudsætning for at kunne forstå hele historien. Dertil kommer at bogen er noget rod og i store dele ret kedelig, og som gav mig lyst at springe hele kapitler over.
Bogen er illustreret med samtidige tegninger og stik, men de har ingen rigtig funktion - og på min e-læser blev de nærmest ubrugelige.
Ikke nogen stor oplevelse - læs hellere Rosens navn igen for at se hvad Eco kan, eller kunne...
**
(Rosinante, 512 sider / 3,15 Mb. Oversat af Lorens Juul Madsen fra italiensk: Il cimitero di Praga, 2010)
Se mereLitteratursiden  
Lån bogenbibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Nordjyske, Information og Berlingske

onsdag den 25. juli 2012

Ny skønlitteratur - august 2012

Så starter bogsæsonen igen, og 30. august kommer der omsider nyt fra Naja Marie Aidt, der endda udgiver sin første roman, Sten saks papir. Gyldendal skriver at bogen er en "nådesløs livsskildring om mænd og den vestlige kulturs myter om mænd, fædre og sønner. Om social opstigning, kærlighed, jalousi og hævn. Om vold. Om familier. Og om poesien som helende kraft. En stor roman om at forsøge at være et ordentligt menneske og om at fejle". Det er en stor mundfuld, men med Naja Marie Aidt skal det nok blive guf som hendes Bavian...
Og så en bog, som jeg har glædet mig til med længsel siden november sidste år, nemlig Haruki Murakami og bind 3 af 1Q84. Den kommer d. 29. august og afslutter det store værk på over tusind sider. Det eneste jeg har haft at klage over bind 1 og bind 2 indtil nu, er den skandaløst ringe kvalitet af bøgernes fysiske indbinding! Resten er fantastisk.
Svenske Kerstin Ekman (Mordets praksis) er også på banen i august med romanen Grand final i gøglerbranchen (14.8). En dag modtager den kendte svenske forfatter Lillemor Troj et manus, som får jorden til at åbne sig under hende. Det er historien om hendes eget liv, et mangeårigt succesfuldt liv i den litterære ’gøglerbranche’, skrevet af en kvinde, hun kender. Nu truer den anden kvinde med at tilintetgøre den charmerende og kloge person, læserne tror, der er Lillemor Troj.
En anden traditionelt meget læst international forfatter er amerikanske John Irving, der d. 10 august får udgivet I en person. Det skulle være en historie om uforløst kærlighed - og man kan da gætte på at der optræder en bryder et eller andet sted...
Franske Michel Houellebecq udgiver Kortet og landskabet (23.8). Det er en historien om en kunstner, hvis tidligste fotografier af industrielle objekter, blev efterfulgt af et overraskende vellykket vejkort. Disse bringer ham til hans livs kærlighed, Olga, en smuk russisk arbejder i Paris. Men berømmelsen kommer, da han begynder at male portrætter af fra det banale, over selvportrætter og litterære portrætter, hvilket resulterer i mødet med en skribent ved navn Houellebecq...
Hans Fallada er ikke en forfatter, vi får nyt fra så tit. Den tyske forfatter døde nemlig i 1947, 53 år gammel. Alene i Berlin (se Linses anmeldelse af den tyske udgave på Bogstavsamleren) er skrevet i 1946 om Berlin under krigen, er en sag på omkring 700 sider og ser rigtig interessant ud. Udkommer første gang på dansk 31. august.
Så kommer første del af en serie af den britiske kvindelige forfatter E. L. James med det som i Jyllands-Posten er blevet kaldt litterær husmoderporno. Successen har været enorm for serien Fifty Shades og derfor hedder del 1 af bøgerne da også Fifty Shades - Fanget (31.8). På den første uge har alle seriens bøger solgt 100.000 eksemplarer i Storbritannien. Det må da vist give blod på tanden for forlaget Rosinantes lille aflægger Pretty Ink. E. L. James kommer vi bibliotekarer til at høre mere om - hvad enten vi vil eller ej....;-)
Og så tager vi lige den traditionelle omgang krimier her til sidst: Søskendeparret fra Frederiksværk Lotte & Søren Hammer udgiver d. 27.8 deres fjerde krimi med den drabelige titel: Pigen i Satans mose, der tager det efterhånden meget velkendte tema trafficking op. De har potentiale men hverken Svinehunde, Alting har sin pris eller Ensomme hjerters klub har kunne leve op til det.  Det ligeledes danske par Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund, der skriver under pseudonymet A.J. Kazinski kommer d. 21. med deres nye Søvnen og døden om en balletdanserinde, som findes død under Dybbølsbro på Vesterbro. Det kunne da være, at den skulle læses pga lokalkolloritten fra mit kvarter.Og Anna Grue fortsætter serien om den skaldede detektiv med femte bind, Et spørgsmål om penge, der kommer 10. august.
Og så lige et en udenlandsk krimi. Franske Fred Vargas (nej, det er en kvinde) udgiver sikkert igen en anmelderrost krimi, der denne gang har titlen Den rasende hær (31.8). Forlaget skriver "En gammel kvinde er omkommet, kvalt i en brødkrumme. En industrimagnat er fundet dræbt i Paris i sin udbrændte Mercedes. Og i den normanniske by Ordebec har den unge pige Lina set "Den Rasende Hær" vandre igennem byen. Alle på egnen ved, hvad det betyder: Hæren, hvis eksistens går tilbage til det 11. århundrede, består af døde sjæle og enkelte levende, som den samler op på sin vej. Legenden vil, at disse skal dø." Dramatisk, hva'be'har.

Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger


mandag den 23. juli 2012

Lionel Shriver: Vi er nødt til at tale om Kevin, 2012

Lionel Shriver er et pseudonym for forfatteren Margaret Ann Shriver (f. 1957). Før jeg startede på bogen troede jeg, at det var en mand der havde skrevet bogen men blev mere og mere i tvivl under læsningen, hvor jeg tænkte at den bog kunne da ikke være skrevet af andet end en kvinde om dette specielle moderskab.
Vi er nødt til at tale om Kevin er noget så sjældent som en brevroman, bestående af breve som moderen Eva til den syttenårige Kevin skriver til Kevins far, Franlin. Kevin er i ungdomsfængsel for året før at have skudt og dræbt syv nøje udvalgte skolekammerater og to ansatte på sin skole. Nu skriver hun breve om de forbudte følelser, som allerede fra Kevins fødsel har domineret hendes forhold til drengen. Det er følelser, som enhver forælder ville være mere end betænkelig ved bare at strejfe at tænke. Faktisk har hun aldrig brudt sig om sin søn og har siden hans allerførste minutter opfattet ham som en udspekuleret fjende - og egentlig med god grund...
Det er en modbydelig historie at læse. Politiken anbefalede da også i sin anmeldelse, at man so vordende forældre ikke skulle læse Vi er nødt til at tale om Kevin eller Dorris Lessings Det femte barn. Et meget forståeligt råd! For bogen tager fat i mange tabuer ved begreber som forældrekærlighed og troen på børns uskyld, at det nærmest ikke på et eller andet tidspunkt ikke kommer til at gøre rigtig ondt på læseren - især fordi forfatteren gør det helt forbudte at tage moderens parti fra første fløjt og tegner billedet af Kevin som en bevidst pestillens af en satan.
Bogen er noget længere end den nok havde burdet være - hundrede siders barbering ville have klædt den. Men ellers er det en af de bøger, som man bør læse - måske endda også for at blive klogere på sig selv og andre forældre og vore engang imellem vedtagne hykleri? Stærke og provokerende sager.
***1/2
(Politiken, 459 sider. Oversat af Sara Koch fra amerikansk: We need to talk about Kevin, 2003. Også udgivet på Politiken i 2012 i samme oversættelse under titlen Hvad med Kevin?)
Se mereLitteratursiden 
Lån bogenbibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten

onsdag den 18. juli 2012

Jennifer Egan: Tæskeholdet banker på, 2012

Tæskeholdet banker på bliver en af årets absolut største romaner for mit vedkommende. For det er i den grad en roman, der vil det hele - og dælme også er i stand til det! Og at andre også synes det kan både ses af de anmeldelser, som bogen fik i de danske aviser (se nederst), og at den vandt Pulitzerprisen i 2011.
Romanens to omdrejningspunkter udgøres dels af Bennie Salazar, der fra en mislykket karriere som elendig bassist på San Franciscos punkscene over at være et hotshot i musikbranchen som talentspejder og producer nu længes efter en autentisk lyd befriet fra musikindustriens syntetiske overfladebehandling. Han har slået sig ned i en velhaverforstad til New York og gnisten er ved at være helt væk.
Hans assistent, Sasha, er det andet omdrejningspunkt, har en uimodståelig hang til noget fritids-kleptomani, der truer med at komme ud af kontrol og et meget tæt forhold til sin psykiater. Begge længes efter nærvær, men har svært ved at gribe øjeblikket, for de er altid på vej et andet sted hen i det liv, der bliver kortere for hver dag. Og tidens tæskehold banker snart på Bennies og Sashas dør - og alle andres for den sags skyld.
Men det er kun et par af de nærmest novellelignende kapitler, som direkte handler om Bennie og Sasha. Ellers er fortællervinklerne lagt ud til personer som de har haft kontakt til i større eller mindre grad fra 1975 til ca. 2020. Og både de mange fortællere, forskellige stilarter og springene frem og tilbage i tid fungerer fremragende i en grad, som jeg sjældent har set før! Ikke mindst kapitlet, som Sashas tolvårige datter Alison skriver som PowerPoint-show om sin familie og især den nok autistiske bror Lincolns store hobby "Pauser i rocknumre" er et godt eksempel på noget, som jeg aldrig har set før - og som virker!
Tæskeholdet, som banker på i romanen, er Tiden som bider alle personerne i haserne. "Tiden er et tæskehold, ikke? Skal du lade et tæskehold skubbe rundt med dig?" bliver steelguitaristen Scotty spurgt af Bennie i sidste kapitel. Svaret fra Scotty er "Tæskeholdet vandt" - men så går han ud og blæser New York omkuld med sin steelguitar. Nogle indhentes af tiden og går til grunde, andre ender et andet og forhåbentligt bedre sted. Men alle føler bidene i haserne.
Men forfatteren har også selv tæsk til teknologien: For det første gør musikproduceren Bennie oprør mod den digitaliserede musikindustri, der har reduceret musik til 1'er og O'er, nærmest uden menneskelig lyd. For det andet tegner hun en udvikling hen mod, at menneskelig kontakt stort set foregår vha skærm og en opvoksende generation af "pegere", hvor selv spædbørn er udstyret med skærme a la dagens smartphones. Og det netværk der er opstået bruges i sidste kapitel til at manipulere et enormt antal mennesker til at møde op til koncerten med den nu nærmest totalt ukendte Scotty.
Der er så forbandet mange ting jeg ellers har lyst til at gribe fat i og fortælle om fra Tæskeholdet..., for der er så meget guf i den, så det er helt utroligt! Så elv om jeg har brugt en del flere ord end normalt, er jeg ikke rigtig nået ret langt, men så'en er det.
Så bare de sidste superlativer: Fantastisk, fremragende bog. Og hvis jeg lige nu skulle kåre dette årtis Great American Novel, ville det blive Tæskeholdet banker på!!! Klar femmer:
*****
(Klim, 293 sider. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup fra amerikansk: A Visit From The Goon Squad, 2010)
Læs mere på Litteratursiden 
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information, Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad 
Hør udsendelsen Skønlitteratur i P1 fra 16. maj 2012 om "Den store amerikanske roman", herunder meget om Jennifer Egan og Tæskeholdet banker på...

mandag den 16. juli 2012

Litteraturfestivaler og andre litterære gedemarkeder i resten af 2012 - og især om Louisiana Literature...

Så, man kan vel ligeså forsigtigt prøve at komme i gang med efterårets bogsæson ved at se på de litteraturfestivaler og andre littrære gedemarkeder, som stadig mangler at blive afholdt i resten af 2012.
Jeg glæder mig specielt til Louisiana Literature i slutningen af august, som Fruen og jeg vil deltage grundigt i! Hovednavnet er her den legendariske sanger og sangskriver Patti Smith, som har fået et gigantisk gennembrud som bogforfatter med erindringerne Just Kids. Men der er også andre forfattere, som det alene er værd at købe billet for at høre. For det første tre amerikanere Nicole Krauss (Det store hus), hendes mand Jonathan Safran Foer og David Vann (Caribou Island), men også svenske Kerstin Ekman (Mordets praksis) og norske Tomas Espedal glæder jeg mig til at høre ord fra.
Men ellers er her en liste med links til de øvrige større arrangementer i efteråret. Har du nogle du vil supplere med - så send en gerne en kommentar!

August:
September:
Oktober:
November:
Du kan se flere links - også til de større bibliotekers litteraturarrangementer - på Forfatterværk.net

lørdag den 14. juli 2012

Eva Baronsky: Hr. Mozart vågner op, 2012

Historien er da besnærende i den tysk forfatter Eva Baronskys debutroman fra 2009. En mand, der kun husker, at han aftenen forinden lå på sit dødsleje i 1791, og at hans navn er Wolfgang Amadeus Mozart, vågner op til en fremmed verden. Der er musik, men intet orkester. Køretøjer, men ingen heste. Lys, men ingen ild. Han er stadig i Wien, men omgivet af apparater og menneskelige omgangsformer, som han ikke forstår. Er han blevet kaldt tilbage til livet for på egen hånd at fuldføre sit Requiem, som hans elev Süßmayr ødelagde med sin færdiggørelse efter Mozarts død, eller ligger der andre ting bag? Og der er nok at lære, når man vågner med tømmermænd efter over to hundrede års død bag sig...
Jeg kan i den grad ikke sige mig fri for at være faldet for Hr. Mozart vågner op. Jeg følte mig pragtfuldt underholdt af denne historie om en mand, der udover at være belastet af omgangsformer fra det attende århundrede også skal prøve at holde sin rigtige identitet som et af den europæiske verdens allerstørste geniale ikoner hemmeligt.
At han så også mildest talt er - og var - et noget infantilt rodehoved med sit liv gør bestemt ikke historien mindre underholdende. Jeg fik helt lyst til at høre Mozart (som også jeg synes var genial, selv på mit musikalske niveau) ikke mindst hans flotte Requiem og læse noget mere om den virkelige Mozart, så godt som det nu kan lade sig gøre at lære den virkelige Mozart at kende.
Flot og musikalsk debut fra Baronsky - og flot oversat af Jacob Jonia. Det er ikke kæmpestor romankunst men en god og gennemført idé, som absolut er timerne værd i selskab med!
***1/2
(Hovedland, 315 sider. Oversat af Jacob Jonia fra tysk: Herr Mozart wacht auf, 2009)
Se mere på Litteratursiden og bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten.

onsdag den 11. juli 2012

Torben Munksgaard: Sort hund, 2012

Der er i den grad absurde sammenfald mellem midtvejskriseramte mandeskæbner i Torben Munksgaards roman Sort hund.
Albert er gift med Helena, og det eneste de efterhånden har til fælles er den hvide trøffelhund Pusjkin - og så lige et par børn. Så da kontanthjælpsmodtageren Bernhard ved en pludselig indskydelse stjæler Pusjkin udenfor et supermarked, hvor Albert har bundet ham, ryger det ægteskab. Bernhard farver selvfølgelig Pusjkin, som nu hedder Batman, sort. Samtidig står også Viktor, Alberts lillebror, boligløs og svarer på en værelsesannonce, som Bernhard har indrykket for at supplere sin skrantende økonomi. Og dette er bare nogle få af sammenfaldende - bare for ikke at afsløre det hele...
Og jo, Sort hund er fyldt med sjove indfald og morsomme replikskift (også mellen Albert og hans talende og bibelciterende pik!). Historien er fint tænkt og fungerer ret godt, meeen så er den altså heller ikke bedre. Det er hele tiden som om, der mangler et eller andet for at det også bliver en god bog. Det er i højere grad gode ideer og indfald end det er en rigtig god historie. Ærgerligt nok, for det kunne bogen godt have fortjent, da Munksgaard faktisk kan skrive. Men i dette tilfælde ender det bare at blive præsentation af gode indfald, som nok er hurtigt glemt for mit vedkommende. Lidt af en skuffelse efter fremragende anmeldelser af især Berlingske og Jyllands-Posten.
Berlingske og og Jyllands-Posten.
Men kom igen, Torben. Du har evnerne til at lave en rigtig god og morsom mandebog med bid, er jeg helt og aldeles sikker på!
**1/2
(Lindhardt og Ringhof, 326 sider)
Se mere på Litteratursiden og bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information, Jyllands-Posten, Politiken, Weekendavisen og Berlingske

mandag den 9. juli 2012

S. J. Bolton: Rødt lys stop, 2012

Jeg har tidligere læst to bøger af S. J. Bolton: Den overvældende gode Offer fra 2008 og den meget ringe Slangehuset fra 2009. Nu har forlaget Mrs. Robinson igen satset på Mrs. Bolton med Rødt lys stop - og det er da ikke så ringe endda...
Den unge kriminalassistent i London, Lacey Flint, bliver hovedperson i optrævlingen af en mordsag om en morder der her over 120 år efter efterligner Jack the Rippers mord - men ikke på prostituerede men på ganske almindelige midaldrende kvinder. Flint er ekspert i Rippers drabssag, men efterhånden viser det sig at hun har mere en den aktie i sagen. Måske er den endda hende selv der er morderen?
Kvalitetsmæssigt synes jeg, at Rødt lys stop. lægger sig pænt midt i mellem de to andre Bolton-bøger, som jeg har haft gang i. Spændingskurven stiger støt og roligt, og bogen overrasker da også til de sidste sider er overstået. På et tidspunkt tænkte jeg, at det vile være forudsigeligt hvis plottet afsluttedes i tråd med den udvikling, som der lå lige for - men at det ville være for søgt, hvis den så ikke gjorde det... Svær situation for en krimi! Men faktisk tog handligen en ret uventet drejning - uden at det virkede for søgt. Og det var ret godt skuldret.
Alt i alt en god krimi til strandtasken, gode personer og plot, der måske kan virke lidt konstrueret, men fungerer godt.
***
(Mrs. Robinson, 489 s. Oversat af Birgitte Jannerup fra engelsk: Now, you see me, 2011)
Se mere på Litteratursiden og bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske og Jyllands-Posten 

søndag den 1. juli 2012

Tonino Benacquista: Bidt af natten, 2012 (1992)

Dagens bog udkom første gang på dansk under titlen Nattens svaler på Klim i 1995, men nu har forlaget for fransk krimi og spænding, Labyrint, relanceret den under titlen Bidt af natten. Egentlig kan jeg bedre lide den gamle titel, men lad nu det være. Bogen er fin nok for det!
Antoine og Bertrand er to snyltere på andres, og meget gerne celebre, fester med fri udskænkning af champagne og servering af canapéer og andre lækkerier. Egentlig er de hjem- og arbejdsløse, men har dog skrabet sammen til at udstyre sig med jakkesæt, så de kan snyde sig ind til receptioner og selskabeligheder i de finere luftlag. De får kontakt med Jordan og ved en fest sniger de sig ind ved at henvise til ham. Men festens arrangør er også ude efter Jordan, hvad han har været i lang tid. De får et ultimatum: Den ene af dem skal finde Jordan og udlevere ham, og den anden holdes som gidsel imens. Og en vanvittig jagt i det parisiske natteliv sætter ind.
Jo, det er en sjov og stemningsfuld lille historie - sikkert velegnet til en film, hvad bogen da også er er blevet til senere. Men det er ikke noget værk som jeg kunne have levet foruden. Selve plottet er næsten for langt ude til at kunne blive taget alvorligt. Men det er nok heller meningen. Jeg var godt underholdt og fniste både af og også med bogen adskillige gange.
Helt sikkert en OK uforpligtende og underholdende bog til strandtasken - og så er den heller ikke længere.
***
(Labyrint, 250 sider. Oversat af François-Eric Grodin fra fransk: Les morsures de l'aube, 1992)
Se mere på Litteratursiden og bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken og Berlingske